Jump to content
Velkommen til Jubii Debat
Opbevaring95

Når livet gør ondt på en man holder af

Recommended Posts

Opbevaring95
Skrevet (redigeret)

jeg har været det længe - i mere end 10 år, tror jeg. Bekymret for min søn på 25, bekymret for hvordan han har det, bekymret for om han gør skade på sig selv eller andre, bekymret - bare bekymret!
og jeg har aldrig vidst hvad jeg skulle gøre eller hvordan jeg kunne hjælpe - jeg har altid følt mig lidt frem, prøvet hvad jeg troede fungerede lige i den situation eller på det tidspunkt.

jeg har ruineret mig selv og min kæreste - gældsat os for at hjælpe og været med til at gøre problemet større end det var. jeg har medvirket til at skjule hans sygdom, så ingen fik øje på det og på den måde gjort det værre, for så fik han ikke den hjælp han havde brug for.

For faktum er, at ingen ved hvad han fejler - han har ikke været i kontakt med psykiatrien før forleden og har i mange år selvmedicineret med hash, stoffer og medicin. Ingen ved hvor slemt han har det - heller ikke jeg. det ved kun han og han lukker aldrig op og siger noget.

der er mange ting jeg fortryder men allermest, at jeg ikke meget tidligere satte ind og hjalp på den rigtige måde - hvad end den så var.

jeg satte andre ting før ham - mit job brugte og bruger jeg meget tid på.
jeg holdt ikke vores aftaler, ligesom han heller ikke holdt dem - men jeg burde have vidst bedre og sørget for at holde min del. Jeg var den voksne og han havde brug for hjælp.
jeg lod ham styre sit eget liv, selvom han havde svært ved det
jeg fastholdt ham ikke i de aftaler han havde med læger, psykiatere, systemet.
jeg lod stå til og det fortryder jeg bitterligt

han har brug for hjælp og om han får det tids nok, det kan jeg kun håbe.

Forleden dag gik det galt og jeg måtte indlægge ham på psykiatrisk afsnit - den værste dag i mit liv.
jeg gjorde det rigtige - det ved jeg - men jeg har aldrig følt at jeg svigtede ham så meget.

han havde over 2 dage taget rigtigt mange piller og var ikke sammenhængende i sin tale - han var helt blæst og svingede mellem at være ekstremt rasende og vildt ked af det. Vi kom ind, talte med sygeplejerske og psykolog og alt var fint. og så ville han hjem - NU. jeg forsøgte stille at holde ham tilbage og så skubbede han mig - hårdt i brystkassen - for at slippe væk. Resultat: 8-10 ansatte holdt ham fast og jeg blev sendt til et andet lokale mens han blev tvangsindlagt. jeg kunne høre ham true personalet og jeg fik en samtale med sygeplejerske og lægestuderende og gik så derfra. afklaret men virkeligt ked af det.

Dagen efter kom han hjem - han ringede og ville hentes.

Han havde det ikke bedre og vi brugte aftenen på at gå en lang tur og tale sammen - om mange ting vi aldrig tidligere havde talt om.Om det hjalp ham ved jeg ikke - jeg blev ihvertfald klogere på hvor forfærdeligt han har det.

Og nu er vi så her - dagen derpå og jeg aner ikke mine levende råd om hvordan jeg skal tackle situationen. jeg kan håndtere når han bliver ked af det men ikke når han bliver rasende. Her føler jeg afmagt - dyb afmagt.

jeg frygter han tager sit eget liv eller går amok på andre mennesker og skader dem

Redigeret af Opbevaring95
manglende vigtigt ord

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Cementdebil

Puha - det er hård og svær læsning. Jeg har absolut ingen erfaringer at trække på, så jeg aner ikke hvad jeg skulle skrive.

Jeg fik bare lyst til at give dig og din søn lidt opbakning - jeg håber I sammen finder ud af det - du virker på mig som et menneske der er reflekterende  - det kan hjælpe dig til at gøre de rigtige ting  sammen med din søn håber jeg.

  • Synes godt om 3

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind



×
×
  • Opret ny...