Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke
Jump to content
Velkommen til Jubii Debat
snoozz

Alene med kræft...?

Recommended Posts

snoozz

Jeg gik for snart 3 år siden konstateret kræft i munden og i lungerne.

Lå på hospitalet i 3 mdr til strålebehandling.

På den tid har jeg mistet samtlige venner, og næsten også kontankten til min familie. Jeg kommer dog lige til jul, og da jeg havde fødselsdag var en betingelse at jeg kom ud på P-pladsen foran sygehuset, da alle i min familie åbenbart har en slags FOBI for syge huset.

Men der er heller ingen der ringer - eller bare sender en SMS eller Emailer. Som om jeg slet ikke eksisterer.

Så min vennegruppe består nu af "fiktive" personer på internettet - eller de er ikke fiktive - men personer jeg aldrig har mødt fysisk og ikke kender personligt på nogen måde.

Før i tiden ville jeg tit låne 300 kr af min far sidst på måneden, for der var jeg på kontanthjælp. Nu er jeg på førtidspension, og har betalt næsten alt gæld af, både til mine forældre, og inden for et par mdr også til banken, som jeg eller har haft siden jeg var 18 år stort set.

Men jeg føler mig godt nok alene med min sygdom.

Ved godt de ikke kan ændre noget ved sygdommen alligevel, kun lægerne kan (måske) det. Men ville alligevel være rart med noget støtte. Og her mener jeg ikke økonomisk. Men måske bare at de ringede måske en gang om ugen og hørte hvordan det går? Istedet for at jeg selv finder på mere eller mindre dumme undskyldninger for at ringe til DEM...?

Andre det har det sådan, og i såfald, hvad har i gjort ved det / eller har i bare lært at leve med at "sådan er det"?

Livet bliver sgu temmelig kedeligt når 23 af døgnets timer foregår i ens seng eller sofa... !

  • Ked 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
snoozz

Vil da lige tilføje at jeg er ret godt til at "underholde" mig selv.

Især på internettet.

Og senest har jeg ringet til livslinien (tlf 70 201 201) hvor jeg snakkede med en sød pige i næsten en time.

Det var mægtigt hyggeligt. Bare det at føle at nogen har tid til en.

Det gælder nok for alle ensomme.

Men synes sgu det er ekstra svært når man tumler med livstruende sygdom.

Jeg kommer som regel aldrig uden for min dør mere end 1 gang om ugen, og så er det for at hente post i postkassen, så kun i 2 min, og gerne om natten så ingen ser mig. Af naboer og sådan.

1- 2 gange om måneden må jeg dog ned til købmanden (mest fordi jeg skal aflevere pant eller hente, eller sende en pakke), men ellers får jeg dagligvarer leveret til døren.

Så slipper jeg for at gå ud. Det er dejligt man har mulighed for levering uden man skulle være ældre eller multihandicappet som tideligere hvor det var en kommunal opgave.

Det er det så stadigvæk, men "alm" private kan også benytte muligeheden ;)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac

Havde du en god/tæt kontakt til din familie før du blev syg?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
david den store
For 5 timer siden, snoozz skrev:

Jeg gik for snart 3 år siden konstateret kræft i munden og i lungerne.

Lå på hospitalet i 3 mdr til strålebehandling.

På den tid har jeg mistet samtlige venner, og næsten også kontankten til min familie. Jeg kommer dog lige til jul, og da jeg havde fødselsdag var en betingelse at jeg kom ud på P-pladsen foran sygehuset, da alle i min familie åbenbart har en slags FOBI for syge huset.

Men der er heller ingen der ringer - eller bare sender en SMS eller Emailer. Som om jeg slet ikke eksisterer.

Så min vennegruppe består nu af "fiktive" personer på internettet - eller de er ikke fiktive - men personer jeg aldrig har mødt fysisk og ikke kender personligt på nogen måde.

Før i tiden ville jeg tit låne 300 kr af min far sidst på måneden, for der var jeg på kontanthjælp. Nu er jeg på førtidspension, og har betalt næsten alt gæld af, både til mine forældre, og inden for et par mdr også til banken, som jeg eller har haft siden jeg var 18 år stort set.

Men jeg føler mig godt nok alene med min sygdom.

Ved godt de ikke kan ændre noget ved sygdommen alligevel, kun lægerne kan (måske) det. Men ville alligevel være rart med noget støtte. Og her mener jeg ikke økonomisk. Men måske bare at de ringede måske en gang om ugen og hørte hvordan det går? Istedet for at jeg selv finder på mere eller mindre dumme undskyldninger for at ringe til DEM...?

Andre det har det sådan, og i såfald, hvad har i gjort ved det / eller har i bare lært at leve med at "sådan er det"?

Livet bliver sgu temmelig kedeligt når 23 af døgnets timer foregår i ens seng eller sofa... !

Det er jeg da ked af at læse , men er det ikke sådan at du bor i nærheden af Krønge ,for så vil min fader gerne have besøg , han sidder også meget alene , han er på nettet den hele lange dag , han har heller ikke nogen venner og familien har vendt ham ryggen . Det var så godt nok hans egen skyld fordi han berettede om alt hvad der skete hos dem , og det halve af det var løgn , men som min fader siger , sådan er der jo så meget. Men Snoozz jeg ved du er mere end hjertelig velkommen hos min fader , og jeg er sikker på at han vil lave nogle cocktails til jer. Åh jeg glemte at fortælle at han har 100 politi venner , men jeg har da aldrig set dem her .😝

  • Wow 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
snoozz

Vælger lige et igenorere "David den store" - da svaret siger sig selv.

Entalac.

Du spørger Om forholdet til min familie inden jeg blev syg - går ud fra det er kræften du mener?

Jeg var faktisk sengeliggende helst siden 2007 hvor jeg havde mit sidste job. Det måtte jeg opsige pga jeg misede mit kørekort (en nødvendighed for at udføre det job jeg havde der).

Men nej vi har faktisk aldrig talt sådan rigtigt om min sygdom. Altså jeg har både været hjemløs og nu alvorligt syg siden. Men det tales der bare ikke om. Jeg har jo fx lige for et par mdr siden været til jul.

Men ingen nævnte orden kræft med et ord. Som om det slet ikke eksistererer, selvom det fylder det meste af min hverdag.

Jeg kan godt "smukke mig op" og se nogenlunde hæderlig ud de 3-4 timer en jule aften varer, men så er jeg også helt kvæstet en uge efter.

Kræft er er lige så meget er Psykisk som en fysisk sygdom, hvilket mange ikke forstår.  Når ens venner og familie "trækker sig" mere og mere, er det da klart at man bliver påvirket psykisk, udover det kræft rent fysisk gør ved en.

Det er næsten som om de tror det smitter lige som den nu "populære" Corona-virus". Men jeg har altså fået grønt lys.

Har spugt lægerne om jeg kan smitte - kan jeg forssat kysse, have sex osv? De siger ja sagtens. - men der er bare ingen der vil mere ;/

Det skubber jo kun endnu mere til ensomheden. Fandt dog lidt støtte i "livslinien tlf 70 701 701", De er så mest til folk som overvejer selvmord, men man kan også godt ringe hvis livet generelt er svært, og man har brug for en at tale med !

Hilsen mig !

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
snoozz

Når ingen svarer, bekræfter det mig kun iat jeg er HELT alene med min kræft. Tak igen  for INGEN støtte!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac
For 8 timer siden, snoozz skrev:

Entalac.

Du spørger Om forholdet til min familie inden jeg blev syg - går ud fra det er kræften du mener?

 

Jeg mener så'n i det hele taget, før din "nedtur" startede.

Det jeg mener er, at der er stor forskel på hvordan familier fungerer. Nogle familier omfavner hinanden helt vildt og er der bare for hinanden uanset hvad der sker, og fremstår som en fast sammentømret enhed. Andre familier kan ikke finde ud af, at snakke om de svære ting, så det hele bliver fejet ind under gulvtæppet. Og imellem disse to eksampler findes mange andre måder at fungere på som familie.

Hvis du og din familie ikke fungerede særlig godt sammen før din sygdom/nedtur startede, så er det måske "bare" sådan det er fortsat med at være.

Jeg tror man skal passe på ikke, at romantisere forholdet til sin familie mere end den kan holde til.

Jeg har fuld forståelse for, at det er svært for dig, at der ikke er nogen, der er der for dig, men i stedet for, at have fokus på din familie, som alligevel ikke er der for dig, så prøv at overveje andre/nye muligheder. Er der f.eks. et værested ( Blå Kors, Kirkens Korshær eller noget helt tredje), hvor du kan gå hen og drikke en kop kaffe, eller måske få et måltid mad, og på den måde møde andre mennesker?

Ellers kan du overveje, at kontakte ældresagen (der er muligvis også andre muligheder) og undersøge om du kan få en besøgsven.

 

Jeg er vokset op i en kernefamilie, med begge forældre og 2 storebrødre.

Min far (død for 18 år siden, 66 år gammel) har aldrig anerkendt noget jeg har gjort/lavet, altid blev jeg mødt af kritik. F.eks. da jeg sleb og malede hele mine forældres køkken (både det faste træværk og lågerne) havde han kun én kommentar, og det var, at larmen (fra rystepudseren) ikke var til at holde ud. Jeg synes jo det ville have klædt ham om han havde sagt "Det har du fandeme gjort flot min pige".

Min mor og jeg har altid støttet hinanden på en sund og fornuftig måde.

Mine brødre er/var henholdsvis knap 5 og godt 3 år ældre end mig, der var mindre end 2 år imellem dem. I mange år undrede jeg mig over det (så godt som manglende) forhold jeg har haft til mine brødre altid. Men netop fordi de er født så tæt på hinanden, så havde de dannet en relation før jeg blev født, de var hinandens venner og legekammerater, og de havde, groft sagt, ikke noget at bruge en irriterende lillesøster til. Jeg føler jeg er vokset op som enebarn, med 2 storebrødre.

Men jeg er simpelthen nået frem til, at det ikke er i familien jeg skal finde mine nære relationer.

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Ieet
For 8 timer siden, snoozz skrev:

Når ingen svarer, bekræfter det mig kun iat jeg er HELT alene med min kræft. Tak igen  for INGEN støtte!

Hej Snoozz,

Det lyder godt nok deprimerende.

Hvor koldt det end lyder, så selvom jeg ville ønske jeg havde overskuddet til at føle med dig, så er det ÅR siden jeg første gang skrev at du burde stoppe med at ryge, drikke og begynde at træne hvis du ikke ville ende præcis sådan. Jeg kunne forestille mig at andre som er bare lidt tæt på dig også har tigget og bedt dig om at stoppe din skadelige rygning og druk - i mens de har været tvunget til at se dig langsomt myrde dig selv og bringe dig hertil.

Du har simpelthen ikke været interesseret i at tage ansvar for dit eget liv og stoppe.

Så...

... ked af din situation. Jeg håber du stopper med at ryge, drikke og begynder at træne det du kan. Det vil gøre du får mindre smerter og kommer dig hurtigere.

Her er et link til i 2015 hvor jeg opfordrer dig til at stoppe med at drikke...

http://www.din-debat.dk/index.php?topic=1876.msg19401#msg19401

Dette efter 3-4 år på Sol hvor jeg opfordrede dig til at stoppe med at drikke.

https://www.sol.dk/debat/r%C3%B8ntgen-eller-ej

Please - stop med at ryge og drikke. Begynd at træne det du nu kan.

Med venlig hilsen

Ieet

  • Synes godt om 2

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind



×
×
  • Opret ny...