Namasté

SKAL man elske sine søskende?

Recommended Posts

Namasté

Jeg er mand - i den alder hvor man både har fået børnebørn - og begyndende grå tindinger.

Jeg er den yngste af tre søskende og har et glimrende liv med en dejlig kone, voksne børn, godt job, gode venner og mange fritidsinteresser.

Som årene er gået har min tilværelse dog bevæget sig milevidt væk fra mine to søskendes, vi har INTET tilfælles, vores forældre er for længst døde og vi har intet at tale om, udover ligegyldigt smalltalk når vi en sjælden gang ses til de 'tvungne' sammenkomster - begravelser osv.

Min kone og jeg har det super godt med hendes søskende, vores børn, svigerbørn og alle deres rollinger og vi ses alle regelmæssigt så ofte det nu passer ind.

Af og til møder jeg gamle venner og bekendte af familien og bliver så spurgt om hvordan det går med mine søskende - men når jeg så svarer, at det aner jeg faktisk ikke, så vækker det stor undren hos nogle: 'Jamen, det er jo dine søskende - I skal da holde sammen!'

Selv ser jeg på det som med afkommet blandt forskellige dyrearter - nogle holder sammen hele livet, andre går hver deres veje så snart de er uafhængige af forældrene.

Er der andre som kan genkende dette?

Er det underligt ikke at have noget forhold til sine søskende - når jeg nu ikke savner dem, ligesom de også virker til at have det på samme måde?

  

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
stig6499

skal man elske sine søskende , det kommer an på vilke forhold man har til dem , jeg har en søster som har bevæget sig længere og længere væk fra mig , hvad jeg har gjort forkert er et mysterium , jeg er ikke gal på hende , men jeg er da efterhånden bedøvende ligeglad , jeg har det bedst med at man siger tingende som de er , det kan hun heller ikke finde ud af , så er det når familien mødes , så er jeg bedøvende lige glad med om hun møder op eller ikke møder op 

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Jojojo
For 2 timer siden, Namasté skrev:

Jeg er mand - i den alder hvor man både har fået børnebørn - og begyndende grå tindinger.

Jeg er den yngste af tre søskende og har et glimrende liv med en dejlig kone, voksne børn, godt job, gode venner og mange fritidsinteresser.

Som årene er gået har min tilværelse dog bevæget sig milevidt væk fra mine to søskendes, vi har INTET tilfælles, vores forældre er for længst døde og vi har intet at tale om, udover ligegyldigt smalltalk når vi en sjælden gang ses til de 'tvungne' sammenkomster - begravelser osv.

Min kone og jeg har det super godt med hendes søskende, vores børn, svigerbørn og alle deres rollinger og vi ses alle regelmæssigt så ofte det nu passer ind.

Af og til møder jeg gamle venner og bekendte af familien og bliver så spurgt om hvordan det går med mine søskende - men når jeg så svarer, at det aner jeg faktisk ikke, så vækker det stor undren hos nogle: 'Jamen, det er jo dine søskende - I skal da holde sammen!'

Selv ser jeg på det som med afkommet blandt forskellige dyrearter - nogle holder sammen hele livet, andre går hver deres veje så snart de er uafhængige af forældrene.

Er der andre som kan genkende dette?

Er det underligt ikke at have noget forhold til sine søskende - når jeg nu ikke savner dem, ligesom de også virker til at have det på samme måde?

  

Faktisk et rigtigt godt emne du tager fat ind. 

Jeg er over 70 og har 10 i flokken, og jeg ser dem aldrig. eller rettere sagt, ikke ret tid.

Geografiske forskelle betyder vel nok meget, men det er det med at vokse fra hinanden som er ifølge mig mest vigtigt, F.eks. hvad skal man snakke om når man ikke har mødt hinanden for over 25 år.

Jeg har det ligesom du skriver, vi mødes vel nok når kisten skal begraves, personet siger mig ikke ret meget, og det har vel ret meget at gøre med hvordan du er vokset op med din søskende.

Som jeg antyder her er jeg ikke mig bekendt vokset up sammen med dem, og jeg regner med at det gælder de samme for dig. 

 

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Lucianone
Skrevet (redigeret)

Nej, det skal man vel ikke. Blodets bånd kan være stærkt, men hvis man ikke har noget til fælles, så kan det jo være lige meget. 

Jeg har en lidt yngre bror. Vi er altid kommet godt ud af det sammen. Som drenge var vi hinandens bedste legekammerater. Som voksne taler vi stadig fint sammen. Dog overrender vi bestemt ikke hinanden. Der kan godt gå én eller to måneder mellem, at vi ses. Men det er altid hyggeligt, når vi er sammen. Men det skyldes nok mere, at vi har en god kemi end at vi er brødre. Eller det er nok begge dele. 

Omvendt har jeg nemlig 16-17 fætre eller kusiner! Der er ingen af dem jeg omgås til dagligt. Der er 3-4 af dem, jeg hilser på, hvis jeg møder dem i byen. Men ingen af dem vil jeg kalde mine venner. Jeg har dog en sød kusine, der er lidt ældre end mig. Hun er den, jeg har bedst kemi sammen med og taler bedst med - hvilket skyldes, at vi har ca. samme temperament og begge kan lide at køre f.eks. MTB (vi snakker næsten altid om cykling, når vi snakker). Men stadig snakkes vi kun, hvis vi tilfældigt mødes i et supermarked f.eks. Men vi kan da godt snakke i ti minutter så. 

Jeg har en jævnaldrende fætter, som er 1½ år ældre end mig. Som drenge legede vi meget sammen, men efterhånden voksede vi fra hinanden. I 8-13 års-alderen så vi hinanden hver måned. Men i  dag ser vi kun hinanden ved højtider og vi udveksler kun meget få bemærkninger. Så blodets bånd er ikke altid stærkt nok til at holde kontakten ved lige, hvis man ikke har noget til fælles (længere). Det gør det heller ikke nemmere, at han i en del år har boet i Sønderjylland. Og jeg bor i Nordjylland. Så er det klart, at kontakten glider lidt ud med tiden..

Redigeret af Lucianone
  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
fedt

Min søster og jeg, blev opdraget af mærkelige forældre og de blev selv opdraget af mærkelige forældre. Min søster og jeg blev opdraget til ikke at kunne lide og stole på hinanden.

Igennem generationer, er nogle familier ekstremt uheldige med bla. dødsfald - familiesnyderier - konkurrence osv

  • Synes godt om 2

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
snoozz

Jeg har en bror. 5 ,år ældre. 

Vi er ikke uvenner eller noget, men vi ses kun til jul.

Jeg har mig bekendt også 1 kusine og 2 fætre, men dem har jeg ikke set siden jeg blev konfirmeret for 24 år siden. Jeg ved ikke engang om de selv har fået børn i mellemtiden.

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind