Justgo

Selvmord, er der virkelig altid en løsning på livet?

Recommended Posts

Justgo
Skrevet (redigeret)

Forbered jer på en lang tråd, der er enormt egoistisk i nogens øjne. Det er egentlig jer, jeg gerne vil kommunikere til.


For at mit indlæg i det hele taget giver mening, så er jeg nødt til at beskrive hvad der sker.

Kort om mig: 

Jeg er en dreng på en 15-17 år (privatliv, beklager), der går med disse selvmordstanker. Og nej, dette er ikke et "se mig, jeg lider". Dette er et, spørgsmål fra mig til jer. Udover mit køn og alder, så har jeg færdiggjort 9. Klasse, og formået at gå på 3 uddannelser, på 3 måneder, for til sidst at kokse, og ligge i min seng. Dette vender jeg tilbage til.


Kernen i mit liv, er at have ondt af mig selv. Jeg har selvmordstanker, det vil jeg ikke skjule. Disse tanker er ikke startet fra den ene dag til den anden, men derimod op gennem det sidste 1,5 år. I juni/juli tog det så til. Jeg har forsøgt selvmord, flere gange. Og endda sluppet fra at forældre fandt ud af det. Jeg vil selv sige, at jeg har en ret god evne til at tale mig gennem systemer og ting.


Hvis man ikke har prøvet at have en depression, eller selvmordstanker, så kan det beskrives ved den smukkeste solnedgang, et glas røvdyr vin, solbriller i håret, og udsigten udover palmerne og det kridhvide sand. Alt dette du ved der findes. Du sidder i det ligenu. Din makker ser det og nyder det. Dejligt ikke? Lige indtil vi kommer til din hjerne. For hjernen oplever ikke dette. Dine øjne oplever ikke dette. Dine øjne ser en storm, blæst, en gruset og beskidt strand, hvor solen er væk, papvinen til 30 kroner fra Netto, smager af, ja pap. Du anstrenger dig, men du kan ikke se sandet. Du kan ikke smage vinen og dens evner, kun dens svagheder. 

 

Det hele foregår i hoved. Ligesom på mig. For at I kan følge med, og fange kernen i mig, kommer der flere facts. Jeg har ingen kæreste, bor hjemme hos den ene forældre, men snakker hos dem begge. Går til psykolog, har en ventetid hos psykiater på 26 uger (10 uger tilbage). Forældre ved jeg har det svært psykisk, men kender ikke til mine selvmordstanker. 

 

Jeg ved den kommer, så jeg kan ligeså godt afværge den med det samme. Jeg kan IKKE bare snakke med mine forældre. For det vil IKKE hjælpe. Hvorfor?, hvorfor har jeg selvmordstanker? Vi skal igen spole tiden tilbage. Tiden tilbage til en 9. Klasse. Der hvor hjernen kan følge med, og bliver filosofisk. Guldspørgsmålet, nemlig, meningen med livet. Jeg ved ikke om jeg tror på Gud. Tro eller ej, så kan jeg ikke se en mening. Jeg kan være firkantet. Meget firkantet. Mine øjne ser to muligheder. Den klassiske, nemlig karriere, familie, liv og glade dage. Og så den ulykkelige, nemlig døden.

 

Og jeg er ikke et sekund i tvivl. Jeg vælger den ulykkelige. For mine øjne kan ikke se det er ulykkeligt. Mine øjne kan derimod se fred. Dig der læser dette. Du ved du skal dø. Ligesom jeg. Du tror måske på en tro, det har jeg det helt fint med. Måske gør du ikke, det har jeg det også helt find med. Men du lever, og det har jeg det fint med. Jeg har det bare ikke fint med jeg selv lever. For jeg vil gerne dø, jeg længes efter døden.

 

Tag en pause

 

Den næste del, kan for nogen være lidt barsk. Det føler jeg på ingen måde selv, men nogen er måske mere sarte end andre.

Jeg har planlagt det hele. Til de nysgerrige, så er det tog. Jeg er udemærket klar over der sidder en lokofører, og her, kan jeg gå med til det kan være egoistisk. Jeg har bare ikke en pistol, til at blæse livet ud med. Jeg har da overvejet måder at finde en på. Men det hele inkludere en politimand og det vil koste samfundet alt for meget i efterforskning og alt det.

 

Hængning er også en mulighed. Jeg har læst mig frem til, at dødeligheden er ca. 89%. Det er acceptabelt for mig, hvis ikke det var fordi, at de resterne 11%, højest sandsyneligt ville inkludere en kørestol. 


Piller? Der er ingen let tilgængelige piller, som jeg kunne forestille mig, ville dræbe mig inden for et par timer.


Drukning? Vejret er til det, 15 minutter og jeg vil være lykkefyldt. Men jeg vil samtidig også være forsvundet. Det vil koste en helt masse i eftersøgning og bjærgning.

 

Derfor ender jeg med tog. Endda med venlighed. Alt er for mig planlagt. Tage over til xxx station, vente på lyntoget på klokkeslettet som jeg har målt. Ringe 112, 3 minutter før. Sørge for at finde et sted, hvor ingen på perronen vil se det. Og hvor ingen vil blive ramt, når de 140 km/t tager mit liv, og kaster resterne tilbage. Sørge for at stille en taske, men udfyldte afskedsbreve, adgangskoder til mit digitale liv, en 40 sider lang dagbog, og 10 sider lang forklaring. En udfyldt "Min sidste vilje" og en liste over ting der skal gives til bestemte.

 

Det hele er så planlagt, at jeg kunne gøre det når som helst. Så hvorfor skriver jeg her?

Fordi jeg vil række ud til alle jer, der kalder en handling som min, for egoistisk. Alle jer, som mener det er forkasteligt, og jeg skal tænke på min familie. 

Hvorfor? Hvorfor skal jeg leve for deres skyld. Hvorfor skal jeg fødes, for at glæde andre mennesker, mens min krop skriger for smerte. "Ungdommen lever den bedste tid". Det hører jeg tit, men hvis jeg skulle have det godt nu. Så frygter jeg fremtiden. Jeg tager udvejen, fordi for mit vedkommende, så er der ikke altid en udvej. Ting stikker dybere ned. 

Jeg har forsøgt at bede om hjælp. Jeg havde det svært på gymnasiet, og blev opfordret til at teste, om man kunne overleve et fald fra 3. sal. Jeg endte med at pjække fra timerne, og gå ud i skoven. Helt derhen hvor skinnerne pludselig suser igennem skoven. Intet hegn, intet som helst. Den følelse er dejlig. At sidde og kigge på døden.

Jeg har forsøgt at bede om hjælp. Jeg har taget 10 panodiler i en lektion, i håb om at blive set. Jeg gjorde det i et væddemål. Selv læren vidste det. Men det eneste jeg fik at vide var, at det var dumt. 
 

Jeg oplever mennesker der fortæller, hvad jeg skal gøre. Men ikke en eneste har tid til at stoppe op, og selv hjælpe. Min eks, vil ikke hjælpe, for hun mener ikke det er hendes problem. 


Alt dette fortæller jeg jer, for at vise at jeg har forsøgt. Jeg har forsøgt at række ud. Den tanke opgav jeg for et par måneder siden. Og siden da, har alt bestået i at forberede min egen afsked.

 

Jeg håber at nogle af jer vil ændre mening, når I læser det her indefra. Derinde hvor det foregår i nuet, og derinde hvor det er et virkelig menneske, der live oplever det. 

Mit budskab er alt i alt, at jeg ikke mener selvmord er egoistisk. Derimod er afholdenhed til selvmord, grundet de efterladte.

 

Måske er nogle er jer blevet stødt. Det beklager jeg. 

 

Nogle af jer, mener det her er et råb om hjælp. Der må jeg skuffe jer, for det er det ikke. Dette er hverken en trussel, eller et opmærksomhedsforsøg. Hvis det var opmærksomhed, så ville jeg ikke cutte de skjulte steder, eller sløre mig så meget, som jeg gør.

 

For lige at tilføje, så er det en enorm ærgrelse, at selvmord er sådan et stort tabu for mange.

Mvh Bare mig

 

Redigeret af Justgo
Tilføjelse

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac
For 22 timer siden, Justgo skrev:

Nogle af jer, mener det her er et råb om hjælp. Der må jeg skuffe jer, for det er det ikke. Dette er hverken en trussel, eller et opmærksomhedsforsøg.

Hvorfor skriver du så her?

Jeg synes du er et naivt egoistisk ynkeligt røvh*l.

Naiv, fordi du tror, at noget du ikke kender, er bedre end det du har nu.

Egoistisk, fordi du ikke tænker på andre end dig selv.

Ynkelig, fordi du ikke tør tage udfordringen med livet.

R*vhul, fordi du efterlader et værre svineri, som andre skal fjerne for dig.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at du lider nu, og at du ikke kan forestille dig, at det kan blive bedre.

Men tro mig, hvis ellers du tør tage udfordringen med livet, så vil du sidde om x antal år og ryste på hovedet af de tanker du havde da du var teenager.

Og hvad har du at miste ved, at tage udfordringen?                                                      

Selvmordet kan du altid vælge, det løber ingen vegne, den løsning kan du altid vælge om 10 år hvis alle andre muligheder ikke har virket.

Hvis dine forældre ikke er der for dig, så er der andre steder du kan henvende dig.

At tage 10 panodiler er ikke, at bede om hjælp. Har du fortalt psykologen om dine selvmordstanker? Det har jeg en fornemmelse af, at du ikke har. Og hvorfor ikke? Hvad har du at miste ved, at bede om hjælp?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren
Skrevet (redigeret)

Tabu og tabu.

De fleste føler jo nok, at de skal hjælpe, men det ved de godt, at de ikke kan.

Engang for længe siden kendte jeg en pige, og hun tog en fyr med hjem, og pludselig sad han ude på taget og truede med at springe. Hun følte, at han truede hende med selvmord og råbte: Spring, spring, spring.

Jeg kendte ham ikke og tænkte SHIT, og så ham i ånden ligge blodig nede på mit fortov.

Så talte jeg ham ind, men der var ingen af os, der havde lyst til at have noget med ham at gøre bagefter. Det er selvfølgelig fordi, vi risikerede at blive glad for ham - og kunne ende med at sørge.

Så jeg forstår godt, at det kan være svært at finde nogen at tale med.

Det bedste jeg lige kan forestille mig er, at du henvender dig til Regionen (kommunen?), og søger om tilskud til psykolog. Det behøver du ikke fortælle nogen om, hvis du ikke har lyst.

Jeg kender ganske vist ikke din økonomi, men hvis du er heldig, så betaler du selv et par hundrede kroner i timen, og resten får du som tilskud - og kan selv vælge en praktiserende psykolog, som du har tillid til.

Det er ikke alle, som kan få det bevilget, og du skal argumentere med, at du kan komme til at passe uddannelse/arbejde. Du kan måske finde psykologen først, og søge bagefter.

Nogen psykologer er altså gode, men det er de ikke alle sammen. Mennesker er jo forskellige.

 

Redigeret af Anklageren

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Jojojo
Skrevet (redigeret)
On ‎08‎-‎02‎-‎2019 at 01:25, Justgo skrev:

Forbered jer på en lang tråd, der er enormt egoistisk i nogens øjne. Det er egentlig jer, jeg gerne vil kommunikere til.


For at mit indlæg i det hele taget giver mening, så er jeg nødt til at beskrive hvad der sker.

Kort om mig: 

Jeg er en dreng på en 15-17 år (privatliv, beklager), der går med disse selvmordstanker. Og nej, dette er ikke et "se mig, jeg lider". Dette er et, spørgsmål fra mig til jer. Udover mit køn og alder, så har jeg færdiggjort 9. Klasse, og formået at gå på 3 uddannelser, på 3 måneder, for til sidst at kokse, og ligge i min seng. Dette vender jeg tilbage til.


Kernen i mit liv, er at have ondt af mig selv. Jeg har selvmordstanker, det vil jeg ikke skjule. Disse tanker er ikke startet fra den ene dag til den anden, men derimod op gennem det sidste 1,5 år. I juni/juli tog det så til. Jeg har forsøgt selvmord, flere gange. Og endda sluppet fra at forældre fandt ud af det. Jeg vil selv sige, at jeg har en ret god evne til at tale mig gennem systemer og ting.


Hvis man ikke har prøvet at have en depression, eller selvmordstanker, så kan det beskrives ved den smukkeste solnedgang, et glas røvdyr vin, solbriller i håret, og udsigten udover palmerne og det kridhvide sand. Alt dette du ved der findes. Du sidder i det ligenu. Din makker ser det og nyder det. Dejligt ikke? Lige indtil vi kommer til din hjerne. For hjernen oplever ikke dette. Dine øjne oplever ikke dette. Dine øjne ser en storm, blæst, en gruset og beskidt strand, hvor solen er væk, papvinen til 30 kroner fra Netto, smager af, ja pap. Du anstrenger dig, men du kan ikke se sandet. Du kan ikke smage vinen og dens evner, kun dens svagheder. 

 

Det hele foregår i hoved. Ligesom på mig. For at I kan følge med, og fange kernen i mig, kommer der flere facts. Jeg har ingen kæreste, bor hjemme hos den ene forældre, men snakker hos dem begge. Går til psykolog, har en ventetid hos psykiater på 26 uger (10 uger tilbage). Forældre ved jeg har det svært psykisk, men kender ikke til mine selvmordstanker. 

 

Jeg ved den kommer, så jeg kan ligeså godt afværge den med det samme. Jeg kan IKKE bare snakke med mine forældre. For det vil IKKE hjælpe. Hvorfor?, hvorfor har jeg selvmordstanker? Vi skal igen spole tiden tilbage. Tiden tilbage til en 9. Klasse. Der hvor hjernen kan følge med, og bliver filosofisk. Guldspørgsmålet, nemlig, meningen med livet. Jeg ved ikke om jeg tror på Gud. Tro eller ej, så kan jeg ikke se en mening. Jeg kan være firkantet. Meget firkantet. Mine øjne ser to muligheder. Den klassiske, nemlig karriere, familie, liv og glade dage. Og så den ulykkelige, nemlig døden.

 

Og jeg er ikke et sekund i tvivl. Jeg vælger den ulykkelige. For mine øjne kan ikke se det er ulykkeligt. Mine øjne kan derimod se fred. Dig der læser dette. Du ved du skal dø. Ligesom jeg. Du tror måske på en tro, det har jeg det helt fint med. Måske gør du ikke, det har jeg det også helt find med. Men du lever, og det har jeg det fint med. Jeg har det bare ikke fint med jeg selv lever. For jeg vil gerne dø, jeg længes efter døden.

 

Tag en pause

 

Den næste del, kan for nogen være lidt barsk. Det føler jeg på ingen måde selv, men nogen er måske mere sarte end andre.

Jeg har planlagt det hele. Til de nysgerrige, så er det tog. Jeg er udemærket klar over der sidder en lokofører, og her, kan jeg gå med til det kan være egoistisk. Jeg har bare ikke en pistol, til at blæse livet ud med. Jeg har da overvejet måder at finde en på. Men det hele inkludere en politimand og det vil koste samfundet alt for meget i efterforskning og alt det.

 

Hængning er også en mulighed. Jeg har læst mig frem til, at dødeligheden er ca. 89%. Det er acceptabelt for mig, hvis ikke det var fordi, at de resterne 11%, højest sandsyneligt ville inkludere en kørestol. 


Piller? Der er ingen let tilgængelige piller, som jeg kunne forestille mig, ville dræbe mig inden for et par timer.


Drukning? Vejret er til det, 15 minutter og jeg vil være lykkefyldt. Men jeg vil samtidig også være forsvundet. Det vil koste en helt masse i eftersøgning og bjærgning.

 

Derfor ender jeg med tog. Endda med venlighed. Alt er for mig planlagt. Tage over til xxx station, vente på lyntoget på klokkeslettet som jeg har målt. Ringe 112, 3 minutter før. Sørge for at finde et sted, hvor ingen på perronen vil se det. Og hvor ingen vil blive ramt, når de 140 km/t tager mit liv, og kaster resterne tilbage. Sørge for at stille en taske, men udfyldte afskedsbreve, adgangskoder til mit digitale liv, en 40 sider lang dagbog, og 10 sider lang forklaring. En udfyldt "Min sidste vilje" og en liste over ting der skal gives til bestemte.

 

Det hele er så planlagt, at jeg kunne gøre det når som helst. Så hvorfor skriver jeg her?

Fordi jeg vil række ud til alle jer, der kalder en handling som min, for egoistisk. Alle jer, som mener det er forkasteligt, og jeg skal tænke på min familie. 

Hvorfor? Hvorfor skal jeg leve for deres skyld. Hvorfor skal jeg fødes, for at glæde andre mennesker, mens min krop skriger for smerte. "Ungdommen lever den bedste tid". Det hører jeg tit, men hvis jeg skulle have det godt nu. Så frygter jeg fremtiden. Jeg tager udvejen, fordi for mit vedkommende, så er der ikke altid en udvej. Ting stikker dybere ned. 

Jeg har forsøgt at bede om hjælp. Jeg havde det svært på gymnasiet, og blev opfordret til at teste, om man kunne overleve et fald fra 3. sal. Jeg endte med at pjække fra timerne, og gå ud i skoven. Helt derhen hvor skinnerne pludselig suser igennem skoven. Intet hegn, intet som helst. Den følelse er dejlig. At sidde og kigge på døden.

Jeg har forsøgt at bede om hjælp. Jeg har taget 10 panodiler i en lektion, i håb om at blive set. Jeg gjorde det i et væddemål. Selv læren vidste det. Men det eneste jeg fik at vide var, at det var dumt. 
 

Jeg oplever mennesker der fortæller, hvad jeg skal gøre. Men ikke en eneste har tid til at stoppe op, og selv hjælpe. Min eks, vil ikke hjælpe, for hun mener ikke det er hendes problem. 


Alt dette fortæller jeg jer, for at vise at jeg har forsøgt. Jeg har forsøgt at række ud. Den tanke opgav jeg for et par måneder siden. Og siden da, har alt bestået i at forberede min egen afsked.

 

Jeg håber at nogle af jer vil ændre mening, når I læser det her indefra. Derinde hvor det foregår i nuet, og derinde hvor det er et virkelig menneske, der live oplever det. 

Mit budskab er alt i alt, at jeg ikke mener selvmord er egoistisk. Derimod er afholdenhed til selvmord, grundet de efterladte.

 

Måske er nogle er jer blevet stødt. Det beklager jeg. 

 

Nogle af jer, mener det her er et råb om hjælp. Der må jeg skuffe jer, for det er det ikke. Dette er hverken en trussel, eller et opmærksomhedsforsøg. Hvis det var opmærksomhed, så ville jeg ikke cutte de skjulte steder, eller sløre mig så meget, som jeg gør.

 

For lige at tilføje, så er det en enorm ærgrelse, at selvmord er sådan et stort tabu for mange.

Mvh Bare mig

Vel  skrevet, det må jeg sige.

Efter 50 år må jeg sige at selvmord er over vunderet, det duer ikke, og jeg kender ikke til happy ending.

 

Selvmord gir kun mening når ingen du kender vil brokke sig, Men du kan jo være venligt nok at spørge. Personligt  vil jeg lige,,, fører det  ud, køre ud til den lokale planteskole og købe  et levende buske.

Tag den i hånden og find et sted at plante den.

Jeg kan love dig at det lykkes dig ikke.

 

 

 

Redigeret af Jojojo

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Justgo
For 2 timer siden, Entrelac skrev:

Hvorfor skriver du så her?

Jeg synes du er et naivt egoistisk ynkeligt røvh*l.

Naiv, fordi du tror, at noget du ikke kender, er bedre end det du har nu.

Egoistisk, fordi du ikke tænker på andre end dig selv.

Ynkelig, fordi du ikke tør tage udfordringen med livet.

R*vhul, fordi du efterlader et værre svineri, som andre skal fjerne for dig.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at du lider nu, og at du ikke kan forestille dig, at det kan blive bedre.

Men tro mig, hvis ellers du tør tage udfordringen med livet, så vil du sidde om x antal år og ryste på hovedet af de tanker du havde da du var teenager.

Og hvad har du at miste ved, at tage udfordringen?                                                      

Selvmordet kan du altid vælge, det løber ingen vegne, den løsning kan du altid vælge om 10 år hvis alle andre muligheder ikke har virket.

Hvis dine forældre ikke er der for dig, så er der andre steder du kan henvende dig.

At tage 10 panodiler er ikke, at bede om hjælp. Har du fortalt psykologen om dine selvmordstanker? Det har jeg en fornemmelse af, at du ikke har. Og hvorfor ikke? Hvad har du at miste ved, at bede om hjælp?

Hvis vi lige kunne holde tonen, bare en anelse nede. Ved godt du har din ytringsfrihed, men alligevel.

Du er så hjertelig velkommen til at synes jeg er et røvhul og egoist. Men jeg tror du trænger til min livshistorie. Eller bare en meget forkortet version af den.

Jeg har meget få venner, dem jeg har, kender til mine problemer, og de er så gode venner, at de tænker på mig, fremfor hvad de selv ville ønske jeg gjorde. Dog er det sådan at de få venner, består af to. Derudover er det en kreds af andre venner, som også kender til mine problemer. Disse venner er mine venner, men jeg er ikke deres. 

Dette skal forstås således, at de har et had til mig. Et had fordi jeg er deres eks, eller fordi jeg engang har sagt noget forkert. Alligevel har min eks, skrevet til mig klokkel lort om natten, om hun havde det psykisk skidt. Og om jeg kunne hjælpe. Jeg er ikke typen der kan hade mennesker. Så derfor hjalp jeg hende. Jeg spurgte om hun var okay, og om hun havde det godt. Et halvt år efter, her hvor jeg er nu. Der bad jeg om hendes hjælp, på præcis samme måde. Hun afslog, og sagde at hun ikke ville hjælpe. Jeg påpegede den tidligere episode, og fik derefter et svar om, at jeg bare kunne have undladt. Det viste sig dog, at hun nu havde en kæreste. Jeg fortyder dog ikke mit svar til hende, ovenpå skuffelsen. Nemlig "Du har stadig mit nummer, hvis du har brug for hjælp".

Jeg kan ikke lide at fremtone mig selv som noget godt. Men fra mit synspunkt er dette et tydeligt tegn på, at det sidste jeg er, er egoist. Og nej, det er ikke fordi jeg kan lide hende på den måde.

 

Til psykologen, jo psykologen kender til det, og hun spørger mig hver gang, om jeg har planer inden for den kommende uge. Da hun ellers skal bryde sin tavshedspligt.

Jeg siger på INGEN måde, at du har det nemmere, eller din nabo har. I kan sagtens have det svære end mig. Hele pointen med dette opslag, var at få "Selvmord er egoistisk" personerne frem. Frem til det der sker live, lige nu i en persons liv.

Kald mig ynkelig. Prøv du, at blive hængt ud på nettet, bagtalt på gym, være tvungen til at skifte klasser to gange indenfor 3 uger. Begge gange fordi drengegruppen mener det nemmeste er at begå selvmord.

Hvis du har prøvet det, prøvet at leve i en stor afvisning og videresendelse, så tvivler jeg på du har samme holdning.

Jeg har haft en tid hos en psykiater på 12 uger. På uge 10, præsterede psykiateren at ringe, for at bede mig finde en anden, da han ikke lige havde informeret om at den henvisning lægen gav, var til en voksenklinik, og han ikke havde beviling til unge under 18. Tro ikke jeg forsøger at få hjælp. Tro ikke jeg bare har givet op, efter første spadestik.

 

Til sidst vil jeg sige, at det gør mig ked af det, at få at vide jeg er ynkelig, men jeg har selv valgt at stille mig frem. Jeg havde dog ikke forventet dette.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Justgo
For 1 time siden, Anklageren skrev:

Tabu og tabu.

De fleste føler jo nok, at de skal hjælpe, men det ved de godt, at de ikke kan.

Engang for længe siden kendte jeg en pige, og hun tog en fyr med hjem, og pludselig sad han ude på taget og truede med at springe. Hun følte, at han truede hende med selvmord og råbte: Spring, spring, spring.

Jeg kendte ham ikke og tænkte SHIT, og så ham i ånden ligge blodig nede på mit fortov.

Så talte jeg ham ind, men der var ingen af os, der havde lyst til at have noget med ham at gøre bagefter. Det er selvfølgelig fordi, vi risikerede at blive glad for ham - og kunne ende med at sørge.

Så jeg forstår godt, at det kan være svært at finde nogen at tale med.

Det bedste jeg lige kan forestille mig er, at du henvender dig til Regionen (kommunen?), og søger om tilskud til psykolog. Det behøver du ikke fortælle nogen om, hvis du ikke har lyst.

Jeg kender ganske vist ikke din økonomi, men hvis du er heldig, så betaler du selv et par hundrede kroner i timen, og resten får du som tilskud - og kan selv vælge en praktiserende psykolog, som du har tillid til.

Det er ikke alle, som kan få det bevilget, og du skal argumentere med, at du kan komme til at passe uddannelse/arbejde. Du kan måske finde psykologen først, og søge bagefter.

Nogen psykologer er altså gode, men det er de ikke alle sammen. Mennesker er jo forskellige.

 

Jeg kender godt til det, og den historie er noget jeg kan genkende, i form af det sociale. 

Jeg vil lige slå fast, at jeg er rimelig sikker på at psykologer til unge under 18, automatisk bliver betalt af kommunen. Ihvertfald er kommunen indblandet, og jeg går allerede til psykolog.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Mesterlærling

Hej makker :)

Jeg håber at du er Okey, og jeg er ked af at du føler at livet ikke længere har en værdi for dig. 

Jeg er bare bange for at du gøre noget, som du ville have fortrudt, og man har kun en chance når man begiver sig ud i sådan noget.

Ikke alle psykologer er de bedste at tale med, nogle gange fordi at de fejl diagnoser en eller bare har det svært ved at forstå klienten på en naturlig måde, frem for en mekanisk måde efter et facitliste.

Livet har mange gode og dårlige sider, men man udfaldet er hvad mand gøre det til, jeg har før skænket (det at tage sit liv) en tanke eller 2. Men jeg fandt ud af det, og kunne idag aldrig drømme om at gøre det, havde jeg gjort det den gang, havde jeg ikke vidst idag at jeg ville have fortrudt.

Måske er der andre, som du kunne tale med, som du føler, forstår dig og dine tanker, man kan prøve at finde måde, hvorpå man kan møde ny mennesker i sit liv. Evt. Via, sport, hobby aktiviteter m.m.

Håber at du finder ud af det.

Og hvis du har brug for en at tale med så skal du ikke holde dig hen, jeg vil med glæde byde på kaffe og kage ved det lokale lagkage.

Goddag! :D

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren
For 2 timer siden, Justgo skrev:

Jeg kender godt til det, og den historie er noget jeg kan genkende, i form af det sociale. 

Jeg vil lige slå fast, at jeg er rimelig sikker på at psykologer til unge under 18, automatisk bliver betalt af kommunen. Ihvertfald er kommunen indblandet, og jeg går allerede til psykolog.

Jeg ved godt, at der også er kommunalt ansatte psykologer, jeg kender endda en.

 

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Lars Forever

Jeg er som dig, jeg er bare meget ældre...samme tanker, samme problemer.

 

Her er et tip: når nu livet betyder mindre for dig, så synes jeg du skal tage det til kanten, mens du gør noget der får andrenalinen til at suse, noget der får dig til at mærke dig selv. Faldskærm, en god start! En tur på bøssebar og tag et par fyre med hjem! Tag toget til Frankrig og bestig mont blanc... så kommer du nok selv på flere. Gør det på en intelligent måde så kontrollen er din, for sjovt nok viser et liv på kanten, at livet er cool nok, og hvis det går galt, ja så nåede du dit oprindelige mål! Hvad er du bange for, du skal jo dø alligevel!

Ps: bøsser er ikke farlige 😉

 

Spring ud i det, og lykke til 🙄

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
gumle

Sødeste dig🤗

jeg ser dig ikke som ynkelig eller egoistisk ❤️ 

Det jeg gerne vil have at du gør er at kikke helt ind i dig selv, og virkelig mærke efter, om du ikke har nogle drømme? Som Lars siger, der er sååå mange ting i livet du ikke har prøvet, så mange steder du ikke har set, så mange mennesker som stadig kan nå at møde.

Døden er definitiv, med døden er ALT væk, ikke kun smerten, sorgen, men ALT. Man kommer ikke tilbage fra døden, man kan ikke mærke døden, man har ingenting og er ingenting.

Din sjæl gør ondt nu, og har gjort det længe. Men i det mindste er du her, du kan mærke noget, du kan græde, tænke tanken om selvmord. Selv smerte er en følelse. 

Du ved ikke hvor dit liv er om 5 år, 10 år. Måske er det meningen, at du skal igennem denne smerte, for at komme ud på den anden side stærkere, måske skal du senere i dit liv bruge denne styrke? Måske skal du have 8 børn, måske bliver du verdenskendt? Der er så mange måsker, som du aldrig finder ud af, hvis du dør❤️ 

Hvis du er intelligent nok til at gemme din smerte, er du også intelligent nok til at se dig selv udefra. Hjælp dig selv, pres dig selv, elsk dig selv nok til at kikke i spejlet, og kræve at nu rejser du dig op. 

Psykologer og psykiatere kan hjælpe, men først og fremmest skal du hjælpe dig selv. 

Der er så mange ting du kan gøre for dig selv, i det mindste kan du lave en aftale med dig selv, at give det 2 år. Hvis du stadig føler som du gør, kan du ende det hele, men kæmp i det mindste for dig selv. 

Evt. Start med at se på disse selvhjælpsredskaber

http://www.psykiatrifonden.dk/det-mentale-motionscenter.aspx

Du kan ringe til dem, det er virkelig søde og dygtige mennesker, der tager tlf. De ved det er svært, og har ingen tanker om at du er ynkelig eller andre ting. Det er anonymt, du skal ikke fortælle dem, hvem du er. 

 

 

  • Elsker 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind