Anklageren

Vildmarken i Grønland

Recommended Posts

Anklageren

Jeg elsker naturen, og det er en af grundene til at jeg bor i Grønland

Jeg har ikke længere hunde - men har haft 12 dejlige slædehunde. Desværre bliver man så bundet af dem, og 12 hunde spiser altså meget, når det er koldere end minus tyve grader.

Ja - jeg kunne købe grisekød i brugsen. Man kan også købe rensdyr og moskus på ”brættet”, selvom det er dyrt – men jeg skyder og fisker selv næsten al den kød, vi spiser.

Da jeg boede i Danmark interesserede jagt mig ikke. I Grønland er det en del af kulturen, og som tiden gik, tog jeg kulturen til mig, og det er også noget naturligt. For grønlænderne er det arbejde at gå på jagt.

For mig er riflen bare et værktøj, men jeg kan lide at være i naturen, så efter at jeg blev erfaren nok til at finde dyrene, iagttager jeg dem tit uden at skyde. Det er jo begrænset, hvor meget vi spiser.

I tidens løb har jeg dog skudt mange, for jeg har boet her længe.


Jeg sejler, når jeg går på jagt, og så bærer jeg hver eneste lille kilo hen til båden - og det er til tider kun få kilometer - og til tider 10 kilometer - op og ned - op og ned - hen over fjeldet. Et par gange har jeg skudt et dyr nær ved båden, men ellers er der tale om et hårdt slid.

For år tilbage nedskrev jeg en jagt, og det burde jeg måske gøre noget tiere. Jeg var ikke så erfaren dengang, men dog kommet i gang med at gå på jagt.


Den sidste uge af sommerferien var vi på rensdyrjagt. Mens vi sov og spiste i båden lyttede vi til VHF-radioen, som altid er tændt på kanal 16. Asiat radio efterlyste tre turister, som var savnede og politiet bad alle rapportere alt usædvanligt i området, som var en del af Sdr. Strømfjord, som vi egentlig havde været på vej til på moskusjagt. Vi var dog drejet ind i fjorden lige før Sdr. Strømfjord, hvor vi som allerede skrevet var på rensdyrjagt i stedet for, så vi var lidt nord for den lokalitet politiet efterlyste, som hedder Paradisdalen. Det var dog ikke længere, end at vi omtrent kunne gå dertil på et par timer, men så var vi dog ovre på den forkerte side af fjorden.

Efter vi kom hjem, fik vi at vide, at der var tale om tre mænd fra Norge, hvoraf den ene senere blev fundet i live i Paradisdalen, mens de to øvrige ikke er blevet fundet, og det bliver de formentlig aldrig, når det ikke er sket endnu. De ligger formentlig døde i Paradisdalen et eller andet sted (den er jo stor og ligger langt fra civilisationen) - eller på bunden af Sdr. Strømfjord. En uge senere, forsvandt der også en grønlandsk familie, som var på vej fra Kangaatsiaq til Asiaat.

Den første dag gik vi op af en vej som amerikanerne har efterladt, og som fører op til DYE1, som var den første radarstation amerikanerne anlagde imod slutningen af krigen, og som skulle gelejde de mange bombefly, som skulle til Europa og bombe tyskerne ind til flyvepladsen ved Sdr. Strømfjord. I dag er der ingen som bruger vejen til dens oprindelige formål. Vi gik laaangt op af den, og så var det som sædvanlig Birgithe, som fik øje på et rensdyr, som var tæt på os, men som var delvist skjult bag en højere beliggende klippe. Den skulle blot tage et par skridt før den var helt skjult bag “bakken”.

Jeg havde ikke taget ladegreb - og ladegreb kan rensdyrene høre på lang afstand. Jeg gav derfor tegn til, at vi skulle synke ned, så den ikke kunne se os, men jeg tror, at den hørte Birgithes hurtige trin, idet hun indhentede mig, efter at hun fik øje på den. Jeg sneg mig op efter den, men så den ikke igen. Derimod så jeg en snehare, og den skød jeg senere efter at have opgivet rensdyret. Det var jo lidt ærgerligt, men vi grinte og fortsatte efter at have gemt haren blandt nogle buske, så den ikke blev ædt af ravne.

Næste gang vi holdt hvil, kom der et rensdyr spadserende, som ikke havde set os. Jeg havde derfor god tid til at få fast anlæg, og den faldt øjeblikkeligt. Så skulle vi slæbe kødet den lange vej ned til båden, men vi var ikke kommet langt, før der stod et andet rensdyr tæt på os, og min første tanke var: “Åh nej, hvis jeg skyder den skal vi helt herop igen og hente den. Vi bliver enormt trætte. Jeg skød derfor - helt uden entusiasme - forbi den. 

Ved nærmere eftertanke syntes Birgithe også, at det nok var godt, at vi ikke fik den. Denne dag har jeg desværre ingen billeder af. Det er i øvrigt det første rensdyr jeg har skudt efter uden at ramme, men ikke det sidste - skulle det vise sig.

Den næste dag ville jeg bare hvile mig, men Birgithe syntes, at vi skulle sejle hjem, fordi jeg ikke ville arbejde, som hun kalder det. Næste morgen tog vi hen til en anden dal, og gik op. Da vi holdt hvil kom der et rensdyr spadserende ud bag en klippe ganske tæt på os, og vi så hinanden samtidigt. Mens jeg fik fat på riflen, havde den fået tid til at vende sig, og var på vej væk. Jeg kunne derfor kun skyde den i røven, og det gør man jo ikke! Jeg prøvede at skyde foran den to gange, så gruset sprøjtede, og den stoppede også kortvarigt op, men kom meget målbevidst tilbage på sporet – væk fra os. Den var kommet et par hundrede meter væk, før jeg fik lejlighed til at forsøge et vanskeligt skud, og jeg skød helt forbi. Det var så det andet rensdyr jeg har skudt efter uden at ramme, men det skulle vise sig at være heldigt.

Det er det charmerende ved rensdyrjagt, at alt er så uforudsigeligt. Kort tid efter så vi nemlig et andet rensdyr som var på vandring, og det var meget større. Da vi så dyret, var det næsten en kilometer væk, men på vej henimod os. Jeg havde god tid til at komme så tæt på dets forventede bane, som jeg kunne komme uden at blive set, og tog fast anlæg på en klippeblok, og ventede. Jeg skød den på lang afstand, og så smilte vi og var glade, for det var et flot, fedt eksemplar (Det er jo sådan, at rensdyr ofte er ret magre, og derfor gemmer man rensdyrfedt i bunden af fryseren til en særlig lejlighed).

Den var for stor til, at vi kunne bære den på en gang, og vi måtte op igen efter kroppen. Da vi kom tilbage til slæbejollen, var det begyndt at regne og blæse og det var koldt – måske 5 graders varme. Vi var våde og havde kun sommerjakker med, og bølgerne var for store til at vi kunne sejle ud til den “store” båd. Nu havde jeg slæbt varmt tøj med ind de andre dage for alle tilfældes skyld - og svedt, og netop den dag vi fik brug for det, havde jeg ikke gjort det, fordi vejret var så godt. Surt – for jeg havde lige brugt 4000 kalorier på at slæbe rensdyret, og det tærer jo lidt på reserverne. 

Birgithe havde også slæbt en hel del, selvom jeg tog broderparten af slæbet. Vi var lidt i fare med for lidt tøj, våde som vi var, men vi var så heldige at finde noget træ, som er sjældent her, og så lavede vi et stort bål så vi kunne blive tørre.

Lige så snart vi turde sejlede vi ud til båden, men som jeg sagde til Birgithe: “kun os”!
Rensdyret dækkede vi til med gamle presenninger, som vi fandt, og efterlod alt på stranden. Riflen blev noget rusten af at ligge i regnen, men det var der ikke noget at gøre ved.

Jeg har heldigvis fået lavet varme i båden, så vi lod motoren gå hele natten for at få varme, selvom vi brugte en del brændstof.

Næste morgen sejlede vi glade og tilfredse hjem, efter at vi fik tanket op i bygden med to rensdyr, en snehare og nogle ørreder i lasten.
 

  • Synes godt om 2
  • Elsker 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren

Når jeg sejler møder jeg tit hvaler. Jeg har taget disse billeder med min mobil, så kvaliteten er ikke helt god.

oDSnhkY.jpg

I maj måned kommer ammassatterne ind til kysten, og de følges af vågehvaler og pukkelhvaler. Her er det en pukkelhval, som fanger ammassatter helt inde ved kysten.

uaVoiKZ.jpg

Der var en lille flok den dag.

GV8Wd92.jpg

Man kan se, det er en pukkelhval på halen - dels på det hvide, men især fordi halen er takket (pukler).

A6i5AbS.jpg

På vej ind i fjorden på rensdyrjagt.

 

 

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Jojojo
For 5 timer siden, Anklageren skrev:

Jeg elsker naturen, og det er en af grundene til at jeg bor i Grønland

Jeg har ikke længere hunde - men har haft 12 dejlige slædehunde. Desværre bliver man så bundet af dem, og 12 hunde spiser altså meget, når det er koldere end minus tyve grader.

Ja - jeg kunne købe grisekød i brugsen. Man kan også købe rensdyr og moskus på ”brættet”, selvom det er dyrt – men jeg skyder og fisker selv næsten al den kød, vi spiser.

Da jeg boede i Danmark interesserede jagt mig ikke. I Grønland er det en del af kulturen, og som tiden gik, tog jeg kulturen til mig, og det er også noget naturligt. For grønlænderne er det arbejde at gå på jagt.

For mig er riflen bare et værktøj, men jeg kan lide at være i naturen, så efter at jeg blev erfaren nok til at finde dyrene, iagttager jeg dem tit uden at skyde. Det er jo begrænset, hvor meget vi spiser.

I tidens løb har jeg dog skudt mange, for jeg har boet her længe.


Jeg sejler, når jeg går på jagt, og så bærer jeg hver eneste lille kilo hen til båden - og det er til tider kun få kilometer - og til tider 10 kilometer - op og ned - op og ned - hen over fjeldet. Et par gange har jeg skudt et dyr nær ved båden, men ellers er der tale om et hårdt slid.

For år tilbage nedskrev jeg en jagt, og det burde jeg måske gøre noget tiere. Jeg var ikke så erfaren dengang, men dog kommet i gang med at gå på jagt.


Den sidste uge af sommerferien var vi på rensdyrjagt. Mens vi sov og spiste i båden lyttede vi til VHF-radioen, som altid er tændt på kanal 16. Asiat radio efterlyste tre turister, som var savnede og politiet bad alle rapportere alt usædvanligt i området, som var en del af Sdr. Strømfjord, som vi egentlig havde været på vej til på moskusjagt. Vi var dog drejet ind i fjorden lige før Sdr. Strømfjord, hvor vi som allerede skrevet var på rensdyrjagt i stedet for, så vi var lidt nord for den lokalitet politiet efterlyste, som hedder Paradisdalen. Det var dog ikke længere, end at vi omtrent kunne gå dertil på et par timer, men så var vi dog ovre på den forkerte side af fjorden.

Efter vi kom hjem, fik vi at vide, at der var tale om tre mænd fra Norge, hvoraf den ene senere blev fundet i live i Paradisdalen, mens de to øvrige ikke er blevet fundet, og det bliver de formentlig aldrig, når det ikke er sket endnu. De ligger formentlig døde i Paradisdalen et eller andet sted (den er jo stor og ligger langt fra civilisationen) - eller på bunden af Sdr. Strømfjord. En uge senere, forsvandt der også en grønlandsk familie, som var på vej fra Kangaatsiaq til Asiaat.

Den første dag gik vi op af en vej som amerikanerne har efterladt, og som fører op til DYE1, som var den første radarstation amerikanerne anlagde imod slutningen af krigen, og som skulle gelejde de mange bombefly, som skulle til Europa og bombe tyskerne ind til flyvepladsen ved Sdr. Strømfjord. I dag er der ingen som bruger vejen til dens oprindelige formål. Vi gik laaangt op af den, og så var det som sædvanlig Birgithe, som fik øje på et rensdyr, som var tæt på os, men som var delvist skjult bag en højere beliggende klippe. Den skulle blot tage et par skridt før den var helt skjult bag “bakken”.

Jeg havde ikke taget ladegreb - og ladegreb kan rensdyrene høre på lang afstand. Jeg gav derfor tegn til, at vi skulle synke ned, så den ikke kunne se os, men jeg tror, at den hørte Birgithes hurtige trin, idet hun indhentede mig, efter at hun fik øje på den. Jeg sneg mig op efter den, men så den ikke igen. Derimod så jeg en snehare, og den skød jeg senere efter at have opgivet rensdyret. Det var jo lidt ærgerligt, men vi grinte og fortsatte efter at have gemt haren blandt nogle buske, så den ikke blev ædt af ravne.

Næste gang vi holdt hvil, kom der et rensdyr spadserende, som ikke havde set os. Jeg havde derfor god tid til at få fast anlæg, og den faldt øjeblikkeligt. Så skulle vi slæbe kødet den lange vej ned til båden, men vi var ikke kommet langt, før der stod et andet rensdyr tæt på os, og min første tanke var: “Åh nej, hvis jeg skyder den skal vi helt herop igen og hente den. Vi bliver enormt trætte. Jeg skød derfor - helt uden entusiasme - forbi den. 

Ved nærmere eftertanke syntes Birgithe også, at det nok var godt, at vi ikke fik den. Denne dag har jeg desværre ingen billeder af. Det er i øvrigt det første rensdyr jeg har skudt efter uden at ramme, men ikke det sidste - skulle det vise sig.

Den næste dag ville jeg bare hvile mig, men Birgithe syntes, at vi skulle sejle hjem, fordi jeg ikke ville arbejde, som hun kalder det. Næste morgen tog vi hen til en anden dal, og gik op. Da vi holdt hvil kom der et rensdyr spadserende ud bag en klippe ganske tæt på os, og vi så hinanden samtidigt. Mens jeg fik fat på riflen, havde den fået tid til at vende sig, og var på vej væk. Jeg kunne derfor kun skyde den i røven, og det gør man jo ikke! Jeg prøvede at skyde foran den to gange, så gruset sprøjtede, og den stoppede også kortvarigt op, men kom meget målbevidst tilbage på sporet – væk fra os. Den var kommet et par hundrede meter væk, før jeg fik lejlighed til at forsøge et vanskeligt skud, og jeg skød helt forbi. Det var så det andet rensdyr jeg har skudt efter uden at ramme, men det skulle vise sig at være heldigt.

Det er det charmerende ved rensdyrjagt, at alt er så uforudsigeligt. Kort tid efter så vi nemlig et andet rensdyr som var på vandring, og det var meget større. Da vi så dyret, var det næsten en kilometer væk, men på vej henimod os. Jeg havde god tid til at komme så tæt på dets forventede bane, som jeg kunne komme uden at blive set, og tog fast anlæg på en klippeblok, og ventede. Jeg skød den på lang afstand, og så smilte vi og var glade, for det var et flot, fedt eksemplar (Det er jo sådan, at rensdyr ofte er ret magre, og derfor gemmer man rensdyrfedt i bunden af fryseren til en særlig lejlighed).

Den var for stor til, at vi kunne bære den på en gang, og vi måtte op igen efter kroppen. Da vi kom tilbage til slæbejollen, var det begyndt at regne og blæse og det var koldt – måske 5 graders varme. Vi var våde og havde kun sommerjakker med, og bølgerne var for store til at vi kunne sejle ud til den “store” båd. Nu havde jeg slæbt varmt tøj med ind de andre dage for alle tilfældes skyld - og svedt, og netop den dag vi fik brug for det, havde jeg ikke gjort det, fordi vejret var så godt. Surt – for jeg havde lige brugt 4000 kalorier på at slæbe rensdyret, og det tærer jo lidt på reserverne. 

Birgithe havde også slæbt en hel del, selvom jeg tog broderparten af slæbet. Vi var lidt i fare med for lidt tøj, våde som vi var, men vi var så heldige at finde noget træ, som er sjældent her, og så lavede vi et stort bål så vi kunne blive tørre.

Lige så snart vi turde sejlede vi ud til båden, men som jeg sagde til Birgithe: “kun os”!
Rensdyret dækkede vi til med gamle presenninger, som vi fandt, og efterlod alt på stranden. Riflen blev noget rusten af at ligge i regnen, men det var der ikke noget at gøre ved.

Jeg har heldigvis fået lavet varme i båden, så vi lod motoren gå hele natten for at få varme, selvom vi brugte en del brændstof.

Næste morgen sejlede vi glade og tilfredse hjem, efter at vi fik tanket op i bygden med to rensdyr, en snehare og nogle ørreder i lasten.
 

Med al de dårlige erfaringer fra dd vil jeg forholde mig meget neutralt mht oplevelser.

jeg sætter dog meget pris på at du gør, og muligt, når jeg bliver mere kendt på dette her forum vil jeg også dele lidt af mine erfaringer og fortællinger. 

Indtil videre bruger jeg billeder

  • Synes godt om 2

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren

CZ_527_Varmint_.222_Rem_1.jpg

Jeg ved ikke, om der er nogen her, som skyder, men jeg bruger som regel en CZ 527 .222 remington, som ligner den på billedet meget. Grunden til at jeg skyder med den er, at den har snelle.

Jeg har fundet billedet på Internettet, og jeg har bare en danskproduceret lyddæmper på. Det er den ikke født med, men jeg har fået drejet gevind i den på en drejebænk, og det fungerer godt.

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
dna
For 6 timer siden, Jojojo skrev:

Med al de dårlige erfaringer fra dd vil jeg forholde mig meget neutralt mht oplevelser.

jeg sætter dog meget pris på at du gør, og muligt, når jeg bliver mere kendt på dette her forum vil jeg også dele lidt af mine erfaringer og fortællinger. 

Indtil videre bruger jeg billeder

Hvilke dårlige erfaringer er det du tænker på. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Seeckt

Jeg er misundelig. Jeg har altid fortrudt at jeg ikke kom til Grønland som ung, har kun rejst der, og har tit tænkt over om man skulle prøve nogle år deroppe. Aner dog ikke helt som hvad og går ud fra at "et eller andet job" deroppe er muligt, men et ret hårdt afbræk i den karriere man har valgt herhjemme. Kan absolut se det store og herlige i det Du gør. Del det gerne noget mere!

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Jojojo
For 13 timer siden, Jojojo skrev:

Med al de dårlige erfaringer fra dd vil jeg forholde mig meget neutralt mht oplevelser.

jeg sætter dog meget pris på at du gør, og muligt, når jeg bliver mere kendt på dette her forum vil jeg også dele lidt af mine erfaringer og fortællinger. 

Indtil videre bruger jeg billeder

 

For 7 timer siden, dna skrev:

Hvilke dårlige erfaringer er det du tænker på. 

På DD kunne de godt finde på at hænge en person ud med adresse og de hele, eller afspore tråden med porno eller noget lignede. Noget som heldigt ikke er tillad her.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren

Jeg betaler 250 kroner om året for at få et jagtbevis. Så må jeg jage og fiske på isfrit land på størrelse med Jylland.

Hvis man vil have licens til rensdyr eller moskusokse, skal man have haft folkeregisteradresse i Grønland de sidste to år. Man kan slet ikke få lov til at skyde isbjørne med et fritidsfangerbevis.

Jeg fisker meget. 

Q0Ne2ra.jpg

Om efteråret fisker jeg den almindelige atlanterhavslaks, som f.eks. også går op i Skjern Å. Her ligger der en i bunden af jollen.

Tidligere var jeg sportsfisker med stort S, men nu er jeg madfisker. Jeg fisker laks med garn, og som fritidsfisker må jeg fiske med ët garn på ca. 30 meter. Jeg fanger 5 laks på en god dag, og på en dårlig dag fanger jeg ikke nogen.

Jeg har lavet en røgeovn, og den består af en kasse af krydsfiner og et langt rør, som jeg har gravet ned i terrænet, så røgen bliver kold.

Jeg røger (ryger) nogen af dem med revlingelyng, som man gør i Grønland, og friskrøget laks er en herrespise :)

Jeg fanger ca. 20 laks om året, og når jeg har fanget dem, pakker jeg garnet væk. Man kunne sikkert også godt trolle dem, men det gør jeg ikke. De laks, der er her, stammer sandsynligvis ikke fra grønland, men fra Europa og fra den amerikanske og canadiske østkyst. Der er kun en enkelt elv i grønland, som atlanterhavslaksen går op i, men der har jeg aldrig fisket.

Jeg fisker selvfølgelig også andre arter, og det vil jeg vende tilbage til.

 

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren

Helleflynder - ikke at forveksle med hellefisk

63nPBba.jpg

Jeg fangede denne helleflynder på 24 kilo på langline

Det er bare kongen blandt fiskene, og hvis du ikke kende den, så kan du forestille dig en kæmpestor rødspætte, som man kan skære ud i koteletter.

Det er en art, som let bliver overfisket, men den er i pæn fremgang, efter at man indførte riste på rejetrawl i Grønland, så yngelen ikke bliver fanget som uønsket bifangst.

Det er en meget stærk fisk, som kæmper godt - og de bliver jo også store.

Hvis jeg ikke panerer helleflynder, så laver jeg dem tit i fad, på en bund af kartoffelskiver og med grøntsager eller tang - og overhælder det med piskefløde - og så 25 minutter i en 200 grader varm ovn. Det er let og lækkert :)

Kartoffelskiverne giver jeg først lige lidt forvarme med blæser, indtil kanterne tager lidt farve.

 

 

  • Synes godt om 2

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Anklageren

Helleflynder - ikke at forveksle med hellefisk

63nPBba.jpg

Jeg fangede denne helleflynder på 24 kilo på langline

Det er bare kongen blandt fiskene, og hvis du ikke kende den, så kan du forestille dig en kæmpestor rødspætte, som man kan skære ud i koteletter.

Det er en art, som let bliver overfisket, men den er i pæn fremgang, efter at man indførte riste på rejetrawl i Grønland, så yngelen ikke bliver fanget som uønsket bifangst.

Det er en meget stærk fisk, som kæmper godt - og de bliver jo også store.

Hvis jeg ikke panerer helleflynder, så laver jeg dem tit i fad, på en bund af kartoffelskiver og med grøntsager eller tang - og overhælder det med piskefløde - og så 25 minutter i en 200 grader varm ovn. Det er let og lækkert :)

Kartoffelskiverne giver jeg først lige lidt forvarme med blæser, indtil kanterne tager lidt farve.

 

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind