Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

SunLolly

Er min kæreste bipolar?

Recommended Posts

SunLolly

Jeg har været kæreste med en dejlig mand i knap halvandet år. De seneste uger har vi kun sporadisk haft kontakt, da vi har en konflikt, som egentligt handlede om at jeg var lidt træt af at hver gang han efterhånden henvendte sig til mig var det om at han ville knalde eller andet sjofelt/lir, men som han ændrede retning på ved pludselig at komme med ondskabsfulde udfald om at jeg hader hans børn og helst så at han afhændede dem. Han har også sagt til mig, at jeg var skuffet, da han, efter han var lige ved at give op og give ex-konen børnene, alligevel fortrød og kæmpede og fik dem 7/7. Jeg støttede ham og tryglede ham næsten om ikke at gøre det (altså give afkald på dem), da jeg vidste at han ville fortryde det, og at han selvfølgelig skulle have sine børn 7/7.

Det er som om han er snappet ind i et ondskabsfuldt mode og siger grimme ting til mig og allersenest skriver at han ikke føler sig tryg ved mig, at han er bange for mig, at han er på vagt overfor hvad jeg kan finde på og om han kan stole på, at jeg ikke vil gøre ham eller hans børn ondt.

Dagen efter hans første ondskabsfulde udbrud gik han amok med at poste på Facebook. Ikke om mig, men med at dele alt muligt - artikler, billeder osv. - ca. 40 opslag henover arbejdsdagen, og selv for ham er det meget. Den senere tid har han også delt mere sjofelt/seksuelt ladet indhold end tidligere (det gjorde han slet ikke i starten), og jeg har set at to af hans venner har spurgt om han er OK.

Hans far var manio depressiv og tog sit liv for mange år siden efter flere år i helvede for hele familien. Jeg har læst at det kan være arveligt, og synes bestemt at der er symptomer, der passer, men slet ikke alle. Han har taget antidepressiv medicin i nogle år og jeg kan ikke forestille mig, at han ville holde op, da han engang havde glemt at få pillerne med på en rejse og fik det meget dårligt.

Vi blev kærester kort efter at han blev skilt, og det har været, og er stadig, en presset og ustabil tid for ham med flytninger, fyring, pengeproblemer, problemer i hans familie (han har slået hånden af begge søskende - den ene er dog for så vidt forståeligt). Jeg forstår så godt, at han har meget at se til, men hans opførsel den seneste tid er foruroligende. Jeg har tænkt på at kontakte hans læge (lægen kan naturligvis ikke sige noget til mig, men jeg kan sige noget til ham, som han kan agere på, næste gang han kommer, hvilket han gør halvårligt). Er det det, jeg skal gøre nu, eller skal jeg kontakte hans mor? Med hende risikerer jeg, at hun forsætligt eller uforsætligt får sagt til ham at jeg har kontaktet hende, og så er helvedet løs. Det er det vel alligevel, og hun må jo om nogen vide, hvad sygdommen kan indebære. Hans stedfar er rigtig fin og meget reel.

Jeg har spurgt ham ligeud, om han er ved at blive syg. Han spurgte, hvad jeg mente, og da jeg sagde “manio depressiv” spurgte han flere gange, tydeligt oprørt, om hvem der sagde det. Han svarede aldrig på mit spørgsmål.

Vi bor ikke sammen. Da han fjernede mig som kæreste på Facebook pakkede jeg alle de ting han havde hos mig og kørte dem hen til ham, men han blev overrasket og syntes åbenbart ikke det behøvede at være slut. Han virkede OK og ikke ond i sulet eller andet. Vi aftalte at tales ved om nogle uger, da det hele var lidt for meget for ham lige nu, men nu efter tre-fire dage sms’er han igen ondskabsfulde og nu også mistroiske ting.

Hvad tænker I?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Rapfisk

Jeg ville glæde mig over, at det var slut. Helt ærligt, det forhold ville tære for vildt på mig.

Derudover ville jeg bestemt også overveje kraftigt at skrive til hans læge med bekynringen. Så kan han tage det op med manden. Derimod ville jeg ikke inddrage hans mor, hvis familien ikke er stabil, hvad jeg har indtryk af, den ikke er. Hvis moren forsætligt eller uforsætligt kommer til at tale over sig, medfører det ikke noget godt for nogen, og slet ikke noget, det kan opveje den eventuelle gavn, det kunne have på nuværende tidspunkt.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
shizzlestorm

Drop ham, han lyder til at være en nar.
 

Jeg ved ikke om jeg synes det lyder som bipolar, med undtagelse af at han skifter humør og nærmest lader som om intet er sket bagefter. Men der er jo flere aspekter og former for bipolar, så det er ikke noget vi herinde kan svare på.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LaScrooge

Livskriser kan godt trigge psykisk sygdom og hvis han er disponeret for noget, kan det godt være dét, der er sket eller er ved at ske. Hvis det var mig tror jeg, at jeg ville anspore ham til at opsøge sin læge. Jeg tror jeg ville prøve at beskrive hans skift i adfærd, som jeg havde oplevet den, især det med hans paranoia i forhold til dig og det at "gå amok" på facebook. Det virker meget ustabilt og er et udtryk for manglende evne til at konsekvensberegne og impulsstyre. Der er selvfølgelig en chance for, at han vil se det som et udtryk for netop dét han beskylder dig for, nemlig at du er ude efter ham, og at han vil handle modsat af dén grund. Men det er din eneste mulighed for hhv. at kommunikere din bekymring og at hjælpe ham. Jeg ved ikke om det kan hjælpe at kontakte lægen - kontakter læger på egen hånd patienter? Ellers ville jeg måske også prøve at snakke med nogle af hans venner og se om de kunne være støtter for ham, hvis han har tillid til dem. Hvis de kan italesætte hans adfærdsændringer og bekymringer for hans velbefindende og balance over for ham, kan det være, at det kan hjælpe.

 

Jeg tror, at jeg ville holde det seksuelle ude af det, for det hører mere til i parforholdsregi (han skal ikke forvirres til at tro, at du har vrede over irriterende smsser som motiv for at blande dig) - det kan risikere at tilmudre dit budskab om den markante ændring i adfærd.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Zombie

Jeg synes, den øgede seksualitet skal på bordet, for det er også et symptom på manisk adfærd, ligesom flere andre af de ting du nævner. 

 

Jeg er selv bipolar og de ting du beskriver, ville sætte mig foran min psykiaters kontor, indtil hun var klar til at udskrive anti-psykotisk medicin til mig.

 

Du må forsøge at skaffe hjælp til ham. Ring gerne og tag en snak med hans læge, og jeg synes også at du skal snakke med hans mor. Det kan godt være, at helvede så er løs, men alternativet er at gøre ingenting - hvilket jeg ikke synes, at du kan tillade dig, når han har børn.

 

Hvis han ikke er til at rokke ud af stedet og nægter at snakke med sin læge, og fortsætter sin adfærd, er mit oprigtige råd "Kom ud af det mens du kan". 

 

Det eneste, der kan hjælpe en bipolar person under en op- eller nedtur, er medicin. Og hvis han ikke engang vil snakke med en læge, er hans vej til et mere stabilt liv meget, meget lang. Du risikerer at ødelægge dig selv og dit liv.

 

 

 

Man kan ikke redde nogen, der ikke vil reddes - og det lyder som om, at hvis han ER bipolar og manisk, at han så er kommet til et punkt hvor han er selvfornægtende ift. egen opførsel. Så forhindrer sygdommen ham i at se klart, og du kan intet stille op.

 

Lad være med at lege Moder Teresa, get out get out.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Zombie

 

Jeg tror, at jeg ville holde det seksuelle ude af det, for det hører mere til i parforholdsregi (han skal ikke forvirres til at tro, at du har vrede over irriterende smsser som motiv for at blande dig) - det kan risikere at tilmudre dit budskab om den markante ændring i adfærd.

 

Seksualiteten er i min erfaring en af de første ting, man kan vurdere på, om man er ved at blive manisk. Jeg ved fra min støttegruppe, at vi alle oplever klare "stodder-tendenser" inden stormen for alvor bryder ud. Og er orkanen først sat i værk, well, så opfører vi os meget som denne mand beskrives + bruger alle pengene + alle mulige andre ubehageligheder, vi selv mener er cool og helt fint.

 

Seksualiteten er et klart symptom og bør derfor ikke holdes ude af ligningen. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LaScrooge

Selvfølgelig skal det ikke holdes helt ude af ligningen, men når hun skriver til ham kan det være smart at gøre det, så han får sværere ved at afvise hendes betragtninger med henvisning til, at hun er bitchy over hans smsser/ude efter ham som kæreste. Det handler om at at have så få smutveje for ham.som muligt, tænker jeg.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pwinsesse

Zombie siger en masse klogt...

Hvordan går det nu?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blah Blah

Om han er bipolar skal jeg ikke kunne sige, men det virker da helt klart som om, han er psykisk ude af balance, og hvis han ikke vil tage ansvar for, at hans adfærd er uacceptabel og søge hjælp gennem egen læge, må du passe på dig selv og trække dig. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
SunLolly

Hej igen. Mange tak for jeres gode svar, som bekræftede mig i, at den er gal. Jeg har ikke set ham eller talt med ham siden jeg kørte over med hans ting, men vi har skrevet ganske lidt på SMS. Der har både været "det onde mode" men også medfølelse da min far kom på sygehuset midt i det hele.

 

Jeg har prøvet gentagne gange at komme til at mødes, så vi kunne tale, men han har hver gang aflyst, ikke taget telefonen og ser ud til at undgå mig. Jeg endte med at spørge på SMS om der var blevet ændret i hans anti-depressive medicin eller om han havde holdt pause med den, men han svarede nej og at han havde det fint.. Det var vel forventeligt. Det er halvanden uge siden nu.

 

Jeg har trukket det med at ringe til hans læge, da jeg helst ville tale med ham selv, men så sent som idag svarede han efter fire timer at han er booket resten af ugen og den næste med, og jeg kan og vil ikke blive ved med at vente, så senest mandag morgen, hvor jeg har lidt mere luft på jobbet, vil jeg gøre det. Jeg overvejer også at kontakte hans bedste ven, men føler mig ikke sikker på det, da jeg synes, det er et tillidsbrud. Hans mor er jeg også gået væk fra igen, da der er alt for stor risiko for at hun vil fortælle ham det.

 

Der har lige været tre dage, hvor jeg igen var hans kæreste på Facebook, men siden mandag er jeg pillet af igen, tsk. Måske er han skuffet og såret over at jeg ikke henvendte mig eller på anden måde viste glæde eller taknemmelighed for det. I bakspejlet var det måske også lidt ærgerligt, at jeg ikke udnyttede muligheden for måske at mødes og tale, men sådan tænkte jeg ikke da, for han havde sine børn og så kan kan det ikke rigtigt lade sig gøre.

 

Jeg er så træt af denne her absurde situation og tænker lidt at så kan det efterhånden også være ligemeget, men jeg er jo glad for ham og vil være rigtigt ked af hvis det er slut. Hvis han er syg, vil jeg ikke svigte ham. Det er bare ufedt som det er nu. Det startede 6. maj, så det er over en måned nu. Desuden kan jeg nu se, at en episode i februar var en slags forløber for dette. Han valgte dagen før vores ét års jubilæum til at være nasty og fejringen gik i vasken. Samme ondskabsfulde mode som nu, dog kun et døgns tid eller mindre.

 

Ja, jeg må passe på mig, og jeg tror, at det kommer helt af sig selv, da jeg trækker mig, hvis ikke der snart sker en eller anden form for gennembrud, men kontakter selvfølgelig lægen, så der er nogen, der ved besked.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites