Jump to content
Velkommen til DinDebat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

naja__71

Dovenskab, massiv vægtøgning og gider ikke arbejde

Recommended Posts

Aima

Jeg kan godt forstå, du er frustreret, og jeg er ret uenig med de, der mener, at du og din søns far reelt set ikke kan gøre andet end at se på, fordi han er myndig. Naturligvis kan I gøre noget, og det synes jeg også I skal. Det lyder som om, jeres barn trænger til støtte.

Jeg tænker, om din søn slet og ret bare kan være helt almindelig umoden? Om hans ændrede adfærd simpelthen kan skyldes, at voksenlivet på et tidspunkt begyndte at nærme dig lidt for hastigt, og at han måske havde svært ved at tackle de forventninger og det pres der automatisk følger med alderen i den periode? Måske er hans adfærd simpelthen en måde, at sænke barren for jeres forventninger. Jo mere umodent og uansvarligt han opfører sig, des mindre bliver jeres forventninger sikkert også, måske endda uden at I opdager det.

Han er 18 år, voksen på papiret, men når han stadig bor hos faren, står det jo denne frit for at bede ham indordne sig. Måske kunne han, din søn, have gavn af nogle helt klare rammer og retningslinjer? I bund og grund er faren jo i sin ret til at forlange at computerforbruget bliver minimeret, at han dyrker noget motion tre gange i ugen, at han passer sin skole og sine ting, og at han ikke madmæssigt lever som er svin, når han bor hos ham. Regler og rammer at indordne sig under, også selvom man er 18 år.

Måske vil din søn stejle totalt ved at få præsenteret det budskab, men så er han jo så i en alder, hvor han er gammel nok til at få at vide, at han i såfald SELV må tage ansvar og finde sit eget sted at bo. En mulighed er jo også, at det faktisk vil være en befrielse for ham, at nogen siger fra overfor det liv, han lever. På egne OG hans vegne. Måske bliver det en lettelse at slippe lidt for det der ansvar der følger med voksenlivet, det med at skulle tage alle de rigtige valg og være i stand til at følge dem til dørs, det tror jeg ikke, man skal underkende presset fra. Jeg husker det selv som ret tungt, hvert fald.

Det er muligvis lidt sent og lidt drastisk at man som forælder træder i karakter på den måde, men omvendt, og hvis vi antager at drengen ikke er deprimeret eller på anden vis syg, skal der nok også gøres noget ret aktivt, hvis tingene skal ændre sig. Jeg tror desværre ikke, din søn 'vågner' af sig selv fra dag til anden.

Alternativt tænker jeg, om et længere højskoleophold kunne være en mulighed? Jeg ved godt, han har sin HG, men som tingene er nu, kunne den måske med fordel nedprioriteres og udsættes, til drengen forhåbentligt er på fode igen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Smiling_Goat

Jeg synes virkelig I skal få ham til lægen. Find ud af om han har en depression, før I begynder på en masse pædagogiske tiltag, han måske slet ikke kan honorere. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Oh White Wolf

Don't get me wrong, det er ikke ondt ment noget af det følgende, bare bund ærligt: Din søn er en gamer-taber, der elsker det liv han har online. Hvorfor? Fordi han taber i det virkelige liv, og sparker røv online. Det er der bare intet ondt eller galt i, overhovedet. - DU derimod, er vokset op i en tid, hvor DU ikke har haft nogle til at danne den kasse til, mentalt,  som din søn tilhører; Teknologien fandtes ikke på det tidspunkt og derfor "eksisterer hans type ikke" i din intellektuelle forståelse eller i dine kulturelle rammer. - Det gør, at den "Box", din søn er i, og hvordan man forholder sig til den, er ude for din forståelse, og derfor magtesløsheden.

 

Der hvor den skrider, for dig, er i, at DU ikke har respekt for din søns valg. - DU vil noget for ham, som HAN ikke vil, som han ikke VIL FORDI, han  trivedes der hvor han er. - Det du ikke forstår er, at selv om din knægt, i virkelighedens dynamiker og fra samfundets øjne, er en en fedladen taber, så er han, højest sandsynligt, konge og en af de bedste, der hvor HAN lever. Spørgsmålet er så hvad der er vigtigst? - At han har det godt, der hvor han er, eller om han skal tvinges ud i en virkelighed, der, som det må være implicit, han ikke har styrken eller viljen til at være i?

 

Det er ikke rart, for dig, fordi du vil mere for din søn, end det han har, i dine øjne, men, kæreste "mor", du må acceptere, for det første, at din søn er voksen, eller ihvertfald myndig, og for det andet, så bør du, hvis du elsker ham(hvilket jeg, selvsagt, ikke betvivler) respektere hans valg.

 

Der ud over; HVIS du VIRKELIG vil noget for din søn, så deltag med ham? Spørg til hans verden, gå ind i den, spil Evt. med ham? - Der er ingen tvivl, overhovedet, om, at din søn elsker den verden han lever i og hvis du elsker ham, mere end dine egne drømme på hans vegne, så glæd dig over hans passion, og VIS det.

 

Der ud over, to ting; Din søn.. Han ændrer sig ikke fordi DU syntes det. Han ændrer, hvis nogensinde, fordi HAN syntes det.

 

Og, 2: Alt dette er, ved jeg, kontroversielt for både dig og mange andre men, den lander ved, at folk gør hvad de vil, som de vil, når de vil. Hvis en mand, som din knægt, ønsker at bruge sin tilværelse som han gør, uagtet hvad man syntes om det, så må man fanme respektere det. - At nogle, for ikke at sige mange, vil beskrive det liv han lever som taberagtigt, det er ikke hverken hans, eller dit problem: Det er hans liv, hans frie vilje, hans beslutning og som hos alle andre, så må vi respektere andre menneskers valg, uden at dømme.

 

S.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Tak for jeres svar - det har givet stof til eftertanke, også selvom nogle af tingene er svære at læse :) Jeg vil gerne svare på det I har skrevet, men skal lige tænke lidt og føle lidt efter, så vender jeg tilbage...

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Lupine_79

Jeg kan godt forstå, du er frustreret, og jeg er ret uenig med de, der mener, at du og din søns far reelt set ikke kan gøre andet end at se på, fordi han er myndig. Naturligvis kan I gøre noget, og det synes jeg også I skal. Det lyder som om, jeres barn trænger til støtte.

Jeg tænker, om din søn slet og ret bare kan være helt almindelig umoden? Om hans ændrede adfærd simpelthen kan skyldes, at voksenlivet på et tidspunkt begyndte at nærme dig lidt for hastigt, og at han måske havde svært ved at tackle de forventninger og det pres der automatisk følger med alderen i den periode? Måske er hans adfærd simpelthen en måde, at sænke barren for jeres forventninger. Jo mere umodent og uansvarligt han opfører sig, des mindre bliver jeres forventninger sikkert også, måske endda uden at I opdager det.

Han er 18 år, voksen på papiret, men når han stadig bor hos faren, står det jo denne frit for at bede ham indordne sig. Måske kunne han, din søn, have gavn af nogle helt klare rammer og retningslinjer? I bund og grund er faren jo i sin ret til at forlange at computerforbruget bliver minimeret, at han dyrker noget motion tre gange i ugen, at han passer sin skole og sine ting, og at han ikke madmæssigt lever som er svin, når han bor hos ham. Regler og rammer at indordne sig under, også selvom man er 18 år.

Måske vil din søn stejle totalt ved at få præsenteret det budskab, men så er han jo så i en alder, hvor han er gammel nok til at få at vide, at han i såfald SELV må tage ansvar og finde sit eget sted at bo. En mulighed er jo også, at det faktisk vil være en befrielse for ham, at nogen siger fra overfor det liv, han lever. På egne OG hans vegne. Måske bliver det en lettelse at slippe lidt for det der ansvar der følger med voksenlivet, det med at skulle tage alle de rigtige valg og være i stand til at følge dem til dørs, det tror jeg ikke, man skal underkende presset fra. Jeg husker det selv som ret tungt, hvert fald.

Det er muligvis lidt sent og lidt drastisk at man som forælder træder i karakter på den måde, men omvendt, og hvis vi antager at drengen ikke er deprimeret eller på anden vis syg, skal der nok også gøres noget ret aktivt, hvis tingene skal ændre sig. Jeg tror desværre ikke, din søn 'vågner' af sig selv fra dag til anden.

Alternativt tænker jeg, om et længere højskoleophold kunne være en mulighed? Jeg ved godt, han har sin HG, men som tingene er nu, kunne den måske med fordel nedprioriteres og udsættes, til drengen forhåbentligt er på fode igen.

 

Virkelig godt indlæg!

 

Selvom din søn er fyldt 18, så lyder han stadig til at kunne have brug for sine forældres hjælp. Alder er bare et tal og måske er han endnu ikke så moden, at han kan forvalte sit liv hensigtsmæssigt og til gavn for sig selv. Kunne det være en idé at belønne ham for at gøre en indsats? Hans far kunne f.eks. forsøge at styre internettet så han skal gøre sig fortjent til at sidde ved computeren? Det kan måske motivere ham til at foretage sig andre ting, for belønningen er at spille på computeren. Det kunne også være en gave, der betyder meget for ham.

 

Her som voksen er jeg meget afhængig af belønningssystemer, fordi jeg har underskud af dopamin i hjernen. Jeg har simpelthen brug for noget ekstra for at motivere mig selv - ellers går jeg i stå. Jeg laver mine egne små belønningssystemer og jeg når rigtig mange ting på den måde. Jeg ved ikke, om det er muligt at introducere den tilgang til din søn. Kan du få en snak med ham om det?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Oh White Wolf

Men nu er det meget få mennesker der kan leve af at sidde og spille spil - så selvom om han er gamer, skal han jo altså have sig en uddannelse og job ... eller mener du at man som gamer bare skal på offentlig forsørgelse, fordi man trives bedst i sin virkelighedsflugt?

 

Jeg mener, at virkeligheden nok bliver en hård klump at sluge for vores ven her men, den kommer man jo som bekendt ikke uden om.

 

Kan godt se hvor du vil hen men, det er slet ikke op til mig at afgøre - manden klarer sig ilde, så mon ikke kontanthjælp bliver løsningen for ham, før eller senere? - Skal ikke kunne sige det men, en ting er sikkert; Den virkelige verden siger ham ikke en skid, manden hader den, så.. alle krumspring for at komme uden om den skal nok blive brugt men, hvordan han vil klare den, det ved jeg ikke -  efter "Dovne Robert" sagen.. Tiden vil vise det men manden ved, i alle tilfælde, hvad han vil og ikke vil: han vil game og han vil ikke arbejde.

 

Hvordan han løser den.. det aner jeg ikke.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
atacama

Jeg mener, at virkeligheden nok bliver en hård klump at sluge for vores ven her men, den kommer man jo som bekendt ikke uden om.

 

Kan godt se hvor du vil hen men, det er slet ikke op til mig at afgøre - manden klarer sig ilde, så mon ikke kontanthjælp bliver løsningen for ham, før eller senere? - Skal ikke kunne sige det men, en ting er sikkert; Den virkelige verden siger ham ikke en skid, manden hader den, så.. alle krumspring for at komme uden om den skal nok blive brugt men, hvordan han vil klare den, det ved jeg ikke -  efter "Dovne Robert" sagen.. Tiden vil vise det men manden ved, i alle tilfælde, hvad han vil og ikke vil: han vil game og han vil ikke arbejde.

 

Hvordan han løser den.. det aner jeg ikke.

Det kunne vel også tænkes, at drengen egentlig gerne vil noget andet, men at det at spille bliver den nemme løsning, fordi det andet er svært? Vi kender vel alle til, at vi kan ende med at spilde en masse tid på ting, som egentlig ikke er det, vi gerne ville bruge vores liv på?

 

Jeg synes, det er lidt forsimplet at konkludere, at fordi han spiller, så er det fordi han har truffet et informeret valg om, at det bare er det, han ønsker. Så simple er mennesker jo sjældent.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Petrine-

Jeg synes højskole lyder som en fantastisk god ide. Hvis han selv er indstillet på, at der skal ske et eller andet, og I kan få ham tændt på højskole, så ville jeg gøre meget for at finde midlerne til det. På en højskole får han mulighed for at prøve sig selv af og finde nye ting han er god til, han får venner og han får lov at stå mere på egne ben.

 

Jeg forstår godt det er vældig frustrerende, men jeg tænker at din søn har brug for succesoplevelser i det virkelige liv, måske et reality-check (à la man kan ikke opnå høj status i det virkelige liv uden at lette måsen og få proppet noget viden i hovedet) på en lidt blødere måde end et fuldtidsjob i nogle uger.

 

Det realitycheck VIL jo komme, når han flytter hjemmefra, men det lyder som om han kunne bruge en lidt blidere overgang.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Igen, tusind tak for jeres svar. Det har givet stof til eftertanke og mange brugbare ting, som jeg kan gøre nytte af og også en refleksion over hvordan jeg har håndteret det indtil nu - og det gør lidt ondt at erkende. Det skal ikke lyde som om at jeg udelukkende giver mig selv skylden for hvordan og hvorledes situationen ser ud - men jeg må helt klart tage det ansvar, som jeg har som mor. Også med hensyn til at ændre lidt på min egen opfattelse af hvordan og hvorledes - og se min søn som den han er og ikke som jeg synes han skal være... jeg ved det jo egentlig godt - kunne finde på at give andre de samme råd mm. til andre, men det er svært, når jeg ønsker at han skal række højst op, tage stjernerne ned og udnytte hele hans potentiale max. 

 

Jeg kan godt se, at min søn ikke er klar til det - og han har nogle andre prioriteter og hvad han har lyst til og der skal jeg give knægten plads til at gøre det, han gerne vil uden at blande mig for meget - jeg vil altid være der med gode råd. Og hvis jeg nu tænker rigtig godt efter, så  minder han jo også lidt om mig selv i den alder - jeg skulle dit og dat iflg. mine forældre, men jeg gjorde som jeg synes var rigtig for mig, og det afstedkom nogle fejl, flere år om at beslutte mig for hvad jeg gerne ville med mit liv, så det er jo ikke fordi jeg ikke forstår ham - det gør jeg, for jeg har jo selv været der - jeg ønsker bare ikke at han laver de samme fejl, som jeg gjorde, og jo mere jeg presser, jo mere modstand får jeg fra ham.

 

Min søn vil rigtig gerne tabe sig, så det prøver jeg efter bedste evne at hjælpe ham med - på afstand og roser ham for det han gør - det er ikke som jeg kunne tænke mig det, men sådan er det - ellers bliver det jo bare igen mig, som sætter baren for ham, og ikke ham selv. Vi ringer og sms'er til hinanden - og som udgangspunkt så er det ham, som spørger om noget, eller bare fortæller hvordan det går. Det er jeg rigtig glad for.

 

Vi prøvede i forhold til 9. klasse og 10. klasse, om min søn ville på efterskole - jeg tænkte at det kunne give ham en hel masse, selvstændighed, fællesskab med andre, væk fra mor og far - selv træffe beslutninger mm., men det ville han overhovedet ikke høre tale om - så jeg tror ikke at han vil tage på højskole. Han har stor behov for tryghed og vil gerne være i nærheden af både hans far og jeg - og hans venner. Min søn er lidt umoden i forhold til hans alder - 18 år, så er man myndig i lovens forstand, men det betyder ikke at han kan klare alt selv - og det skal han ikke. Jeg vil egentlig ikke noget andet end at hjælpe og guide ham bedst muligt. 

 

Han var i 9. klasse i praktik ved forsvaret på Bornholm - og det var en fantastisk uge for ham - han klarede det hele på egen hånd, rejsen frem og tilbage - opholdet, få nye venner, som han stadig taler med på skype, facebook og spil. Det var en stor succes for ham, og derfor vil han gerne have en uddannelse indenfor forsvaret. Han ville helst på HF, men hans karakterer var ikke til det, så han valgte at starte på HG på 2 år, som så bliver 2 1/2 år og når han er færdig, vil den have samme status som gymnasiet (STX).

 

Alle jeres gode input /råd har gjort at jeg har taget en beslutning om min tilgang til min søn - jeg vil lade være med at være efter ham - og hele tiden fortælle ham hvad, hvorfor og hvornår han skal gøre / ikke skal gøre mm. og lade ham selv beslutte.

Jeg har ikke lyst til at miste ham og vil gerne være en del af hans liv - og være en god støtte for ham, som han altid kan komme til. Det kommer til at tage tid, men jeg er fortrøstningsfuld og vi skal nok få et godt mor-søn forhold igen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
OoXxXoO-miss

Det er hårdt som forældre at se til mens ens barn går i forfald. Jeg er ikke selv forældre, men jeg har til gengæld været et sted der kunne minde om der hvor din søn er.

Jeg hadede simpelthen når min mor kommenterede min overvægt (+25 kg i overvægt), min manglende gejst eller hvad ved jeg. Men ved du hvad?
Jeg er enormt taknemlig for at hun holdt ved, og blev ved med tale med mig om tingene, til trods for at det gjorde mig sur og ked af det, og vores forhold var gået helt i hårdknuder; men selvom de ting hun sagde kunne gøre mig sur og ked af det, så lagde hun aldrig skjul på at hun elskede mig og ville mig det bedste (det kunne jég bare ikke se, men det kan jeg nu). Hun var der hele vejen igennem, men mest af alt, så var hun der, da jeg selv begyndte at komme til overfladen igen. Og hold nu op. Nu hvor jeg har fået det hele på afstand, er jeg sgu imponeret over forældres evne til at holde ud, for det er sgu ikke småting de står på.

Du har fået så mange gode råd, følg dem, men vær stadig tro mod dig selv. Både for din, men også for din søns skyld. 
Hvis min mor ikke havde sagt noget, havde jeg formentlig siddet i dag og tænkt: hvorfor sagde hun ikke noget. 
Nu kan jeg i stedet sige: Jeg er glad for at jeg har haft en mor der har været der hele vejen igennem. 

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites



×
×
  • Opret ny...