Jump to content
Velkommen til DinDebat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

naja__71

Dovenskab, massiv vægtøgning og gider ikke arbejde

Recommended Posts

naja__71

Min søn gider ikke arbejde - og vil helst springe over hvor gærdet er lavest - og går hele tiden efter laveste fællesnævner.

 

Min søn flyttede sidste sommer hjem til sin far - fordi vi (han og jeg) var endt i en hårdknude, som vi ikke kunne komme ud af - det var en ond spiral, som blev ved og ved - jeg ville have at han skulle tage sig sammen i skolen, få et arbejde og ikke bruge alt sin tid på computer, og spil og han var helt i den anden ende - han gad ingenting. Så for at vi begge kunne få lidt ro, finde hinanden igen, besluttede vi at det var en god ide at han fik en ny start og ro hos sin far.

 

Knægten skulle starte i 10. klasse, for at forbedre nogel resultater, inden han kunne gå videre. Og det ser ud til at fungere, vi blev begge gladere og det var nemmere at være sammen, tale sammen og have det sjovt sammen. Knægten kom  hjem på weekender og ferier, ca. hver anden uge eller alt efter hvad der passede i kalenderen og hvilke aftaler der var med venner mm..

 

Da han havde boet hos sin far i ca. 3 - 4 måneder, kunne jeg se en kæmpe forandring hos knægten, og ikke til det positive - han havde næsten taget 10 - 12 kg. på - for han blev kørt hver eneste dag til skole og hentet igen (en sjælden gang gik han hjem - og det tog ca. 30 min.), han gad ikke have kontakt til dem, han gik i skole med - han levede og åndede for computeren og spillet med vennerne herfra. De spillede et eller andet spil, skypede sammen hver dag, og knægten stoppede alt motion, og sad bare dag ud og dag ind ved pc'en, åd og drak alt det usunde og pengene fik han fra sin far, for han arbejdede ikke og kunne ikke få SU, da han var under 18 år.

Jeg var rystet og selvom jeg  prøvede at tale med ham om det - var det som om at han bare ikke hørte hvad jeg sagde - og det samme galdt for hans far.

 

Sådan var det hele tiden - han ville bare ikke høre eller se, og så selvom han tydeligvis ikke brød sig om at være tyk, så er det bare blevet værre og værre. Vi prøvede at hjælpe ham så godt vi nu kunne, selv på afstand, men han ville ikke høre tale om arbejde og motion.

 

I sommerferien spurgte vi ham om han kunne tænke sig at arbejde på min kærestes arbejdsplads, i 4 uger - 37 timer om ugen,fra 15.00 - 23.00 og tjene gode penge. Han skulle have være hos os på 14 dages ferie, men hvis han arbejdede var det jo 4 uger og så lå han ikke bare i sengen og spillede pc., og det sagde han ja til. Så han startede på job, og det gik super.

 

Det var fantastisk - og vi tænkte, at nu skal han nok komme godt på vej og lære at verden var andet end pc-spil. Min kæreste og jeg tager så en forlænget weekend - torsdag til søndag - til Sverige. Vi kommer hjem fra den forlængede weekend, og finder så ud af at knægten havde ringet sig syg, stort set som vi kørte torsdag formiddag - min kæreste arbejdede jo samme sted og fik det at vide, da han igen kom på job - og så mens knægten havde ca. 14 tilbage. Da han blev konfronteret med det, var hans svar at han trængte til ferie  - FERIE, han har jo ikke holdt andet indtil nu, udover at gå i skole, hvor han ikke lavede en fløjtende fis - også taget hans gode hovede i betragtning. Der må jeg tilstå at jeg blev vred, enormt vred - hvad bildte han sig ind. Nå, men han gør jobbet færdigt, og tjener ca. 15.000 kr. i alt.

 

Knægten er startet på HG, bor stadig hos sin far, modtager nu hjemmeboende SU, og har selvfølgelig brugt rub og stub af de penge, som han tjente - på mindre end 3 måneder. Ok, det er hans penge - og det skulle jeg ikke blande mig i - men nu har han ikke noget udover hjemmeboende SU på ca. 2.500 kr. om måneden - og han skal betale omkring 1.000 kr. til hans far. Så har han ca. 1.500 kr. retur til tøj, fornøjelser, togture frem og tilbage til os og hjem igen. Han bliver større og større, og har ca. taget mellem 15 - 18 kg. på siden juli/august 2013.

 

Vi har i den forløbne tid haft en del samtaler, både om job og vægt - og hans kommentar til job sagen er; det gider jeg ikke og vi havde tvunget ham, og han havde ikke fået noget ud af det arbejde han havde i 4 uger - pengene var åbenbart også forfærdelige.

Han vil gerne tabe sig, men kan ikke holde motivationen ved lige - og det kan jeg godt forstå - har været der og prøvet det selv - det er pisse svært. Så jeg prøver at hjælpe så godt jeg kan, selvom han bor på Fyn og jeg bor på Sjælland - jeg ringer og hører til ham ca. hver anden dag - og prøver virkelig at lade være med at være den strenge mor med løftet pegefinger - og prøver at motivere ham i stedet for.  

 

Med hensyn til skolen, så formåede han at få så meget fravær på ca. 1 1/2 måned, at han ikke på noget tidspunkt kan blive syg og have fravær fra skolen, inden skoleåret er slut - ikke så smart. Han kommer afsted hver dag nu, men jeg kan godt have mine tvivl om han gør det der skal til, laver sine ting mm..

 

Det er ved at gå op for hans far at han ikke hjælper ham med at komme videre ved at holde hånden over ham hele tiden - og det er ved at gå helt op for hans far, hvad jeg har prøvet at fortælle ham de sidste mange år - han har hele tiden holdt hånden over ham, og ville ikke være med til at få ham igang med noget - han har bare ladet ham gøre som det passer ham og undgået konflikterne.
Det store chok og øjenåbner kom ved, at knægten i søndags informerede sin far om, at han ville tage et SU-lån til en rejse, fordi han trængte til ferie - FERIE, hvor herre bevares - han holder sgu ferie hele tiden. Jeg må tilstå at jeg kom til at grine, for det måtte jo komme (han hopper over hvor gærdet er lavest), men samtidig frygter jeg at knægten kan finde på at optage alle mulige og umulige kviklån her og der, og ende i gæld på gæld, og være lige til luksusfælden, fordi nu er han jo 18 år gammel og vi ikke kan stoppe ham i det.

 

Nogle gange har jeg simpelthen lyst til at kaste håndklædet i ringen og lade ham gøre som han vil, og se min søde og rare søn gå i "hundene" - fordi han er doven og ikke gider noget som helst udover at sidde foran skærmen og spille, og være en i fantasiverden. Men igen, fandme nej, jeg skal da hjælpe min søn - men jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg skal gøre. Jeg synes at jeg har prøvet alt.

 

Min søn er ikke opvokset med at jeg hopper og springer for ham, at man ikke kan få noget, hvis ikke man yder - og sætter næring efter tæring. Så jeg er også lidt uforstående overfor hvorfor han mener at det er tilladt for ham at lade helt være med noget som helst, der kræver lidt af ham, som at gøre sit bedste i skolen, få et job (så han kan købe de ting han gerne vil have) mm.

 

Jeg ved virkelig ikke mine levende råd - og jeg har trængt til at få luft. Og jeg undskylder det lange indlæg, som er rodet. Hvis der er nogen, som har et godt råd, så tager jeg gerne imod, og jeg vil være enormt taknemmelig.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blah Blah

Det lyder som om, din søn har det rigtig svært. 

 

Du opnår absolut intet ved at punke ham for hans ugidelighed og vægt. Tvært imod risikerer du, at han slet ikke vil komme hjem til dig, fordi han ikke orker at høre på bebrejdelser, hver eneste gang, han dukker op. 

 

I stedet skal du etablere en positiv kontakt med ham, når han er hos dig. Spørg ind til de ting, der interesserer ham og stop dig selv, hver gang du har lyst til at bebrejde ham, at han ikke arbejder, ikke følger med i skolen, ikke er mere social og har taget på. 

 

Du har stadig en chance for at være en støtte for ham, hvis du ikke støder ham fra dig gennem evindelige bebrejdelser. 

 

Du er nødt til at give slip. Du kan ikke styre, hvordan han lever sit liv. Han er over 18, og din rolle er nu kun støttende i forhold til de valg, han tager for sit eget liv. Du er nødt til at have is i maven og tro på, at han kan vende skuden på et tidspunkt - eller hjælpe ham til at få kigget på, hvorfor han er så træt og (måske) trist. 

 

Du kan evt. tage en snak med hans far - uden bebrejdelser - der handler om, hvorvidt han tænker, at jeres søn har en depression eller andet, der kan betyde, at han er så initiativløs. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
sjo

Åh, sikke en træls situation. Kan han være deprimeret eventuelt? Altså jeg ved godt, at teens kan være helt forfærdelige, men det her lyder altså for mig lidt ud over det normale teenagesløvsind.

 

Hvis du kan samarbejde med hans far om det, var det måske en idé at slukke for internetadgangen kl 18 om aftenen? Og måske tilbyde at betale for et fitnessabonnement for ham. Ej, jeg ved det s'gu ikke, det er godt nok svært.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
DetSorteCirkus

Jeg kan godt forstå, at du er både skuffet over og bekymret for din søn. Ingen tvivl om det.

Samtidig fornemmer jeg, at du ikke blot ønsker, at han skal trives, men at du også har et temmelig fast billede af, hvordan han/man skal være. når man er ung. 

God i skolen, i arbejde, dyrke motion, udadvendt og i balance, have såkaldt sunde fritidsinteresser og mange venner.

Da jeg var på din søns alder, arbejdede jeg ikke ved siden af gymnasiet, dyrkede absolut ingen motion og omgikkes kun mine to tætteste veninder udenfor skolen, fordi det, de fleste af mine jævnaldrende foretog sig, intet sagde mig. Jeg kunne være svær at have med at gøre og fremstod ikke videre livsglad. Jeg brød mig ikke om at være ude blandt andre og fungerede i høj grad i kraft af mit indre liv.

Jeg har sikkert virket som en sær snegl, men jeg syntes selv, at jeg havde det så godt, som jeg nu kunne have det, alt taget i betragtning. 

I modsætning til din søn passede jeg min skole og havde styr på min økonomi, og det var nok det, der gjorde, at jeg ikke blev set som en, der havde problemer.

 

Som sagt kan jeg virkelig godt forstå, at du frygter det værste, og at du føler dig afmægtig, fordi du ikke direkte er en del af hans nære hverdag, men jeg tror også, at hvis du skal "nå ind" til ham igen, så han føler, at du er en, han kan tale fortroligt med, må du omfavne nogle træk ved hans hverdag og det, han har valgt. Det nytter ikke at afskrive hans store computerinteresse og de venskaber, han har online, som "en fantasiverden" eller at kalde hans hverdag "ferie" og grine af ham, fordi han oplever den som svær at komme igennem. 

Jeg kan godt forstå, hvis det får ham til at klappe i som en østers og føle sig som en fiasko i mors øjne.

 

At han overspiser og isolerer sig kunne tværtimod tyde på, at hans liv bestemt ikke er nogen ferie set indefra, og I må som forældre prøve at finde ud af, hvad det er, han går og har det så svært med.

Det vil være mit bedste råd.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
VAGTEN8800

Som andre skriver, så risikere du at miste kontakten til din søn.

 

Jeg har ingen gode råd til hvad du skal gøre men kan kun sige at man har formet dem da de var små, i teenager årerne kan man måske korrigere lidt, men så er løbet også kørt. Din rolle som opdrager er slut. Jeg kan sagtens sætte mig ind i det må være hårdt at se sin søn helt anderledes end man havde håbet.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Det lyder som om, din søn har det rigtig svært. 

 

Du opnår absolut intet ved at punke ham for hans ugidelighed og vægt. Tvært imod risikerer du, at han slet ikke vil komme hjem til dig, fordi han ikke orker at høre på bebrejdelser, hver eneste gang, han dukker op. 

 

I stedet skal du etablere en positiv kontakt med ham, når han er hos dig. Spørg ind til de ting, der interesserer ham og stop dig selv, hver gang du har lyst til at bebrejde ham, at han ikke arbejder, ikke følger med i skolen, ikke er mere social og har taget på. 

 

Du har stadig en chance for at være en støtte for ham, hvis du ikke støder ham fra dig gennem evindelige bebrejdelser. 

 

Du er nødt til at give slip. Du kan ikke styre, hvordan han lever sit liv. Han er over 18, og din rolle er nu kun støttende i forhold til de valg, han tager for sit eget liv. Du er nødt til at have is i maven og tro på, at han kan vende skuden på et tidspunkt - eller hjælpe ham til at få kigget på, hvorfor han er så træt og (måske) trist. 

 

Du kan evt. tage en snak med hans far - uden bebrejdelser - der handler om, hvorvidt han tænker, at jeres søn har en depression eller andet, der kan betyde, at han er så initiativløs. 

Du har fuldstændig ret - og jeg prøver alt hvad jeg kan - at jeg netop ikke bebrejder ham, men lader ham gøre det som han vil. Det har da været super svært at lade være med at bebrejde ham, og være i "kom nu i sving" mode. Jeg har ikke sagt noget om hans forbrug af penge, af computer, at han er blevet stor - uden han selv kommer og taler med mig - jeg har jo gjort det andet, ingen tvivl om det - og jeg skammer mig over det - men jeg har ikke kunne lade være.

 

Jeg kan bare se den dreng, som har været så aktiv, mange venner og glad, og for så vidt også en klog dreng - bare give op, og det skræmmer mig. Og ja, så tænker jeg bare det værste, desværre. Måske er han rigtig ked af det, men det er svært at få ham til at åbne sig - og det har det altid været. Han er en knudedreng, som går med det selv. 

 

Hans far og jeg har talt om det - også uden at vi kaster mudder på hinanden - det er først nu at han synes at det er bekymrende og hvor han også er blank på hvordan han kan hjælpe ham.

 

Tusind tak for dit svar.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Åh, sikke en træls situation. Kan han være deprimeret eventuelt? Altså jeg ved godt, at teens kan være helt forfærdelige, men det her lyder altså for mig lidt ud over det normale teenagesløvsind.

 

Hvis du kan samarbejde med hans far om det, var det måske en idé at slukke for internetadgangen kl 18 om aftenen? Og måske tilbyde at betale for et fitnessabonnement for ham. Ej, jeg ved det s'gu ikke, det er godt nok svært.

Jeg ved det ikke om han kan være deprimeret eller hvad der kan være med ham. Jeg er bare så bekymret for ham, da det har stået på i rigtig mange år efterhånden - det jeg har beskrevet i startindlægget er for det sidste 1 - 1 1/2 år. 

 

Hans far har talt om at slukke for internettet eller skrue så langt ned for hastigheden - at han ikke kan spille. Men om det gør noget ved jeg ikke? 

 

Jeg talte med hans far den anden dag, og der havde han virkelig fået tørt på, af den unge mand - noget med at han syntes at hans far virkelig måtte være fra den - at nu gik det da helt galt for ham, fordi han var igang med at afrime fryseren, og det havde den unge mand aldrig i sit liv hverken hørt om eller set før. Det var lidt komisk, men han havde noget han skulle af med.

 

Jeg ville gerne betale et fitnessabonnement til ham, men jeg er i stor tvivl om han vil gøre brug af det. Han har fået nogle vægte, som han bruger - hjemme indtil nu og han går ofte ture. Så han er jo stille og roligt i gang og det er jo dejligt.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Som andre skriver, så risikere du at miste kontakten til din søn.

 

Jeg har ingen gode råd til hvad du skal gøre men kan kun sige at man har formet dem da de var små, i teenager årerne kan man måske korrigere lidt, men så er løbet også kørt. Din rolle som opdrager er slut. Jeg kan sagtens sætte mig ind i det må være hårdt at se sin søn helt anderledes end man havde håbet.

Det er også derfor jeg skriver herinde, for jeg har absolut ikke lyst til at miste kontakten til min søn - jeg har et stort ønske om at hjælpe ham, og være der for ham. Jeg kan godt se at den måde jeg har gjort tingene på, ikke har fungeret, og derfor har jeg også besluttet at sadle om og gøre tingene på en anden måde - vi taler om tingene, når han selv bringer det på bane og jeg er nogle gange ved at bide min tunge over, for ikke at være negativ og komme frem med den løftede pegefinger, men hold nu op, hvor er det bare svært - som skrevet, en ond spiral vi er kommet i, som er enorm svær at komme ud af igen.

 

Mit ønske for ham er at han bliver den han gerne vil være - også selvom det er noget, som jeg ikke kan forestille mig. Han vil eksempelvis gerne i forsvaret, når han er færdig med grunduddannelsen og videreuddanne sig der - og hvis han gør det, så skriver han også under på at han skal udsendes til et eller andet sted, hvor der er behov for det - hvis Danmark kommer i den situation igen - og det har jeg slet ikke lyst til fordi han er mit eneste barn, men jeg kan ikke sige til ham, at det må han ikke, for det bestemmer han jo fuldstændigt. Jeg ved dog, at han ikke vil have en chance, hvis ikke han kommer i form og taber sig, og gør sig lidt umage i skolen for at forsvaret overhovedet vil overveje ham til uddannelse.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Jeg kan godt forstå, at du er både skuffet over og bekymret for din søn. Ingen tvivl om det.

Samtidig fornemmer jeg, at du ikke blot ønsker, at han skal trives, men at du også har et temmelig fast billede af, hvordan han/man skal være. når man er ung. 

God i skolen, i arbejde, dyrke motion, udadvendt og i balance, have såkaldt sunde fritidsinteresser og mange venner.

Da jeg var på din søns alder, arbejdede jeg ikke ved siden af gymnasiet, dyrkede absolut ingen motion og omgikkes kun mine to tætteste veninder udenfor skolen, fordi det, de fleste af mine jævnaldrende foretog sig, intet sagde mig. Jeg kunne være svær at have med at gøre og fremstod ikke videre livsglad. Jeg brød mig ikke om at være ude blandt andre og fungerede i høj grad i kraft af mit indre liv.

Jeg har sikkert virket som en sær snegl, men jeg syntes selv, at jeg havde det så godt, som jeg nu kunne have det, alt taget i betragtning. 

I modsætning til din søn passede jeg min skole og havde styr på min økonomi, og det var nok det, der gjorde, at jeg ikke blev set som en, der havde problemer.

 

Som sagt kan jeg virkelig godt forstå, at du frygter det værste, og at du føler dig afmægtig, fordi du ikke direkte er en del af hans nære hverdag, men jeg tror også, at hvis du skal "nå ind" til ham igen, så han føler, at du er en, han kan tale fortroligt med, må du omfavne nogle træk ved hans hverdag og det, han har valgt. Det nytter ikke at afskrive hans store computerinteresse og de venskaber, han har online, som "en fantasiverden" eller at kalde hans hverdag "ferie" og grine af ham, fordi han oplever den som svær at komme igennem. 

Jeg kan godt forstå, hvis det får ham til at klappe i som en østers og føle sig som en fiasko i mors øjne.

 

At han overspiser og isolerer sig kunne tværtimod tyde på, at hans liv bestemt ikke er nogen ferie set indefra, og I må som forældre prøve at finde ud af, hvad det er, han går og har det så svært med.

Det vil være mit bedste råd.

 

Av, det gør lidt ondt at læse, og det har jo noget at gøre med at du rammer rigtig godt. Jeg har tænkt at hans verden er en fantasiverden med hensyn til computer og spil, og at han jo holder ferie hele tiden. Jeg vil dog sige, at jeg ikke griner direkte af ham - der er bare nogle af de ting, han har gjort og sagt, som er lidt komiske, men måske mere tragikkomiske, fordi jeg bliver endnu mere bekymret for ham - om han nu virkelig kan finde på at optage lån, fordi han ikke gider at tjene pengen selv, og så kan jeg ikke lade være med at grine, istedet for at græde - for det har jeg allermest lyst til. 

 

Som jeg skrev til en anden debatør, så er knægten en knudedreng, og har altid været det - og det har altid været svært at tale med ham om ting, som enten gør ham sur eller ked af det - og forstå hvad der rører sig i ham. 

 

Langt hen af vejen ved jeg jo godt at jeg skal smide føretrøjen - og lade ham selv klare det / selv finde ud af hvordan og hvorledes / selv falde / lave fejl - og så være der for ham, når han har behov for det. Men igen, det er svært fordi jeg vil så gerne at han opnår det bedste.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
naja__71

Er han over 18?

ja, han er lige blevet 18 år-

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites



×
×
  • Opret ny...