Jump to content
Velkommen til Jubii Debat
PlusEsseQuamSimultatur

Fødselsdepression - hvordan har i tacklet det?

Recommended Posts

PlusEsseQuamSimultatur

Ikke godt. Datter blev syg efter kun 3 dage i dagpleje, så hun har været syg hele weekenden og hele ugen indtil videre. Det stresser mig voldsomt for jeg havde set frem til endelig at få noget ro til mit hoved og nu er der bare mere kaos end nogensinde.

I dag mistede jeg min mødregruppe, da de ikke længere kan holde til at se og høre på det og for deres skyld valgte jeg at trække mig, men det gjorde ondt alligevel.

 

Så jeg fik et sammenbrud igen i dag og måtte ringe og få min mor og hendes mand (som tilfældigvis er på besøg) til at komme og tage datteren hvorefter jeg tog på psyk akut igen. Det fik jeg dog ikke noget ud af. De snakkede med min SP, lavede et bekymringsbrev til kommunen og sendte mig hjem igen. Jeg bliver ved med at få at vide "At vi skal have det til at køre derhjemme indtil du er ovenpå igen" - smuk tanke, men der sker ikke noget og det kører på ingen måde herhjemme. Jeg er udbrændt og bliver mere og mere ligeglad med det hele.

 

Jeg skriger på ro, men får den ikke og min hjerne lukker mere og mere ned. Når jeg er ude at køre tænker jeg jævnligt hvor befriende det ville være hvis en af dem i modsatte vejbane fik et ildebefindende og kørte ind i min bil. Det betød ikke rigtig noget for folkene på psyk og jeg gik derfra med følelsen af at jeg bare skulle smile og vær glad og så går det nok over på et tidspunkt.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PlusEsseQuamSimultatur

Hvordan går det med dig? :)

Tak fordi du spørger

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blah Blah

Sødeste Plus. Det var dog forfærdeligt at høre, at du har det så skidt. Mit hjerte bløder for dig. 

 

Jeg håber, du måske har læst mere ind i din mødregruppes intentioner, end hvad realistisk er. Når man har en svær depression, bliver alle tanker fordrejet, ens selvbillede negativt, man bliver selvbebrejdende og opfatter sig selv som en byrde og en plage for omgivelserne. Det er sygdommen, der taler og har ofte intet med virkeligheden at gøre. 

 

Jeg kender udmærket til den panik, der opstår, når man lige akkurat har klaret sig hen til det punkt, hvor aflastning er en realitet - her i form af dagpleje - og det så ikke lykkes alligevel. Det er frygteligt. Angst, kaos og totalt udmattelse overmander én, og man kan ikke se nogen vej ud. 

 

Jeg tror heller ikke, du hører til på en psykiatrisk afdeling. Det er ikke altid rart at være indlagt, fordi der er så meget uro på afdelingerne, at man slet ikke får den hvile og omsorg, man har brug for, fordi personalet stresser rundt og forsøger at holde styr på de psykotisk udadreagerende eller selvkadende patienter. Faktisk kan man få det værre, fordi man oplever uhyggelige ting og det kan være svært at undgå at få de andre patienter "ind under huden", når man selv er så sårbar.

 

Jeg tror, du har brug for stabilisering og aflastning i stedet - men det skal du så også have NU.

 

Får du medicin? Hvis ikke, så tag imod det NU. Du har brug for både antidepressiv og noget beroligende og det i doser, der faktisk gør en forskel. Der er ikke råd til at frygte bivirkningerne ved medicin i din nuværende situation. 

 

Arbejder dine forældre og dine svigerforældre stadig? Hvis ikke, så få din mand til at lave en aftale om, at de hver især kommer og tager jeres datter en eftermiddag om ugen. Det er 1 gang om måneden for dem alle 4. 

 

Få fat i en gymnasiepige, der kan aflaste 1-2 eftermiddage om ugen. Det koster lidt men er godt givet ud. 

 

Imens er der en chance for at medicin + psykolog får effekt, samt at din datter bliver mere robust og får færre sygedage i dagplejen. 

 

Skriv en pb til mig, hvis jeg skal forsøge at få noget på plads med en fast, frivillig aflaster i dit lokalområde. Det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre, men jeg vil rigtig gerne prøve. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PlusEsseQuamSimultatur

Sødeste Plus. Det var dog forfærdeligt at høre, at du har det så skidt. Mit hjerte bløder for dig. 

 

Jeg håber, du måske har læst mere ind i din mødregruppes intentioner, end hvad realistisk er. Når man har en svær depression, bliver alle tanker fordrejet, ens selvbillede negativt, man bliver selvbebrejdende og opfatter sig selv som en byrde og en plage for omgivelserne. Det er sygdommen, der taler og har ofte intet med virkeligheden at gøre. 

 

Jeg kender udmærket til den panik, der opstår, når man lige akkurat har klaret sig hen til det punkt, hvor aflastning er en realitet - her i form af dagpleje - og det så ikke lykkes alligevel. Det er frygteligt. Angst, kaos og totalt udmattelse overmander én, og man kan ikke se nogen vej ud. 

 

Jeg tror heller ikke, du hører til på en psykiatrisk afdeling. Det er ikke altid rart at være indlagt, fordi der er så meget uro på afdelingerne, at man slet ikke får den hvile og omsorg, man har brug for, fordi personalet stresser rundt og forsøger at holde styr på de psykotisk udadreagerende eller selvkadende patienter. Faktisk kan man få det værre, fordi man oplever uhyggelige ting og det kan være svært at undgå at få de andre patienter "ind under huden", når man selv er så sårbar.

 

Jeg tror, du har brug for stabilisering og aflastning i stedet - men det skal du så også have NU.

 

Får du medicin? Hvis ikke, så tag imod det NU. Du har brug for både antidepressiv og noget beroligende og det i doser, der faktisk gør en forskel. Der er ikke råd til at frygte bivirkningerne ved medicin i din nuværende situation. 

 

Arbejder dine forældre og dine svigerforældre stadig? Hvis ikke, så få din mand til at lave en aftale om, at de hver især kommer og tager jeres datter en eftermiddag om ugen. Det er 1 gang om måneden for dem alle 4. 

 

Få fat i en gymnasiepige, der kan aflaste 1-2 eftermiddage om ugen. Det koster lidt men er godt givet ud. 

 

Imens er der en chance for at medicin + psykolog får effekt, samt at din datter bliver mere robust og får færre sygedage i dagplejen. 

 

Skriv en pb til mig, hvis jeg skal forsøge at få noget på plads med en fast, frivillig aflaster i dit lokalområde. Det er ikke sikkert, det kan lade sig gøre, men jeg vil rigtig gerne prøve. 

Jeg har ikke læst noget ind, de var ret klare i mæglet at de ikke kunne rumme mere når jeg havde brug for at lufte ud af mine tanker om datteren.

 

Mine mor og hendes mand arbejder ikke mere, men bor på Sjælland og det samme gør svigerforældrene som er i udlandet halvdelen af året for at passe deres forretning.

 

Indtil videre har psyk afdelingen været det sted jeg har haft mest ro - det kan godt være jeg har været heldig at psyk afdelingen i Esbjerg er særlig god fordi det hele er sprit nyt og moderne, I don't know. Jeg har brug for at være et neutralt sted uden referencer til noget jeg kender, så det duer ikke være hjemme, hos venner eller familie.

 

at få en fremmed pige ind i huset tror jeg ikke er gavnligt for datteren og jeg kan slt ikke overskue hele processen med at finde og udvælge en kompetent person og tanken om fremmede mennesker i mit hjem når jeg ikke er hjemme, har jeg det rigtig skidt med. Jeg er et ret privat menneske på det punkt

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blah Blah

Jeg har ikke læst noget ind, de var ret klare i mæglet at de ikke kunne rumme mere når jeg havde brug for at lufte ud af mine tanker om datteren.

 

Mine mor og hendes mand arbejder ikke mere, men bor på Sjælland og det samme gør svigerforældrene som er i udlandet halvdelen af året for at passe deres forretning.

 

Indtil videre har psyk afdelingen været det sted jeg har haft mest ro - det kan godt være jeg har været heldig at psyk afdelingen i Esbjerg er særlig god fordi det hele er sprit nyt og moderne, I don't know. Jeg har brug for at være et neutralt sted uden referencer til noget jeg kender, så det duer ikke være hjemme, hos venner eller familie.

 

at få en fremmed pige ind i huset tror jeg ikke er gavnligt for datteren og jeg kan slt ikke overskue hele processen med at finde og udvælge en kompetent person og tanken om fremmede mennesker i mit hjem når jeg ikke er hjemme, har jeg det rigtig skidt med. Jeg er et ret privat menneske på det punkt

 

Det kan nok være svært at rumme at høre dig sige nogle af de ting, andre mødre måske af og til tænker, men som er så tabuiserede, at de gør andre spædbørnsmødre bange; at man af og til hader ungen og har lyst til smide hende ud ad vinduet, og at man bare slet ikke synes, det har været lykken at blive mor (selvom man selvfølgelig elsker sit barn). 

 

Derfor er det også så hjerteskærende, at din kommune ikke har et gruppetilbud for fødselsdepressive mødre, som vi f.eks. har det i Aarhus, hvor der er rum til at komme ud med nogle af de "forbudte" følelser, sin afmagt og sin tristhed. 

 

Du er måske nødt til at revidere din opfattelse af fremmede mennesker i dit hjem, for det kan blive bydende nødvendigt tage mod praktisk aflastning, enten med din datter eller med det praktiske i hjemmet. Jeg tror, det kan være bedre for din datter, at en anden tager over i nogle timer nogle gange om ugen, end at du er på, selvom du er fuldstændig udslukt af depression. 

 

Det kan sagtens være rart at være på en afdeling i kort tid, men den ro, du har brug for, skal ikke findes på sygehuset - den skal bygges op i dit hjem gennem at du bliver behandlet for din svære depression gennem samtaler og måske medicin og, frem for alt, aflastning. 

 

Kan dine forældre i en periode komme hver anden weekend og hjælpe til? Lad evt. manden om at "ansætte" en aflaster, så du er fri for proceduren. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PlusEsseQuamSimultatur

Det kan nok være svært at rumme at høre dig sige nogle af de ting, andre mødre måske af og til tænker, men som er så tabuiserede, at de gør andre spædbørnsmødre bange; at man af og til hader ungen og har lyst til smide hende ud ad vinduet, og at man bare slet ikke synes, det har været lykken at blive mor (selvom man selvfølgelig elsker sit barn). 

 

Derfor er det også så hjerteskærende, at din kommune ikke har et gruppetilbud for fødselsdepressive mødre, som vi f.eks. har det i Aarhus, hvor der er rum til at komme ud med nogle af de "forbudte" følelser, sin afmagt og sin tristhed. 

 

Du er måske nødt til at revidere din opfattelse af fremmede mennesker i dit hjem, for det kan blive bydende nødvendigt tage mod praktisk aflastning, enten med din datter eller med det praktiske i hjemmet. Jeg tror, det kan være bedre for din datter, at en anden tager over i nogle timer nogle gange om ugen, end at du er på, selvom du er fuldstændig udslukt af depression. 

 

Det kan sagtens være rart at være på en afdeling i kort tid, men den ro, du har brug for, skal ikke findes på sygehuset - den skal bygges op i dit hjem gennem at du bliver behandlet for din svære depression gennem samtaler og måske medicin og, frem for alt, aflastning. 

 

Kan dine forældre i en periode komme hver anden weekend og hjælpe til? Lad evt. manden om at "ansætte" en aflaster, så du er fri for proceduren. 

Jeg har også fuldt forståelse for at de trækker sig, men det gør alligevel ondt at stå endnu mere alene. Nu hvor jeg ikke har dem mere har jeg tre tilbage som jeg snakker med. to af dem har ikke vist den store interesse og den sidste er lige startet på arbejde igen efter en periode med stress, så tilbage er lidt tid fra nabokonen, som dog har tre børn og alt rigeligt at se til.

 

Jeg har ikke brug for lidt aflastning et par timer her og der. Jeg fungerer slet ikke alene med hende og jeg bliver utryg. Jeg har brug for ro og et sted hvor jeg ikke skal tage stilling til andet end mig selv.  Jeg overvejede virkelig i morges bare at lænse fælleskontoen for 10.000 kr og køre langt væk, gerne udlandet. Jeg har ikke tid til at vente på at roen bliver opbygget i mit hjem. Jeg har brug for den nu, jeg har råbt på den i 1½ måned, men der bliver kun snakket, der sker ikke noget

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blah Blah

Jeg har også fuldt forståelse for at de trækker sig, men det gør alligevel ondt at stå endnu mere alene. Nu hvor jeg ikke har dem mere har jeg tre tilbage som jeg snakker med. to af dem har ikke vist den store interesse og den sidste er lige startet på arbejde igen efter en periode med stress, så tilbage er lidt tid fra nabokonen, som dog har tre børn og alt rigeligt at se til.

 

Jeg har ikke brug for lidt aflastning et par timer her og der. Jeg fungerer slet ikke alene med hende og jeg bliver utryg. Jeg har brug for ro og et sted hvor jeg ikke skal tage stilling til andet end mig selv.  Jeg overvejede virkelig i morges bare at lænse fælleskontoen for 10.000 kr og køre langt væk, gerne udlandet. Jeg har ikke tid til at vente på at roen bliver opbygget i mit hjem. Jeg har brug for den nu, jeg har råbt på den i 1½ måned, men der bliver kun snakket, der sker ikke noget

 

Du er desværre nødt til at acceptere, at lidt er bedre end ingenting mht. hjælp "her og der". Der findes ikke en mulighed, der gør, at du kan være sammen med din datter men ikke alene med hende i mere end kortere stunder. Der findes hjælp, der kan gøre, at du får lettere ved at være det, og det er bl.a. medicin og psykolog. Jeg tæller dagene, til du kan komme i gang med et forløb, og især til, at du kan få alenetid i dagtimerne, når din datter er i dagpleje og frisk igen :ae:

 

Du får ikke lettere ved at være alene med din datter af at blive indlagt og være væk fra hende, selvom jeg 100 % genkender "flugttankerne" og anerkender behovet for hvile. Det kan blive nødvendigt med en indlæggelse, hvis du bliver depressiv nok, og jeg synes bestemt, du er på vej derhenad - men det bedste ville stadig være, hvis du kunne få den aflastning, du har skreget på i 1 1/2 md. 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blah Blah

Undskyld, hvis jeg spørger om noget, du allerede har svaret på, men jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt du er i antidepressiv behandling, eller om du afviste det?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PlusEsseQuamSimultatur

Jeg tør stadigvæk ikke tage piller, har smidt dem ud.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PlusEsseQuamSimultatur

Du er desværre nødt til at acceptere, at lidt er bedre end ingenting mht. hjælp "her og der". Der findes ikke en mulighed, der gør, at du kan være sammen med din datter men ikke alene med hende i mere end kortere stunder. Der findes hjælp, der kan gøre, at du får lettere ved at være det, og det er bl.a. medicin og psykolog. Jeg tæller dagene, til du kan komme i gang med et forløb, og især til, at du kan få alenetid i dagtimerne, når din datter er i dagpleje og frisk igen :ae:

 

Du får ikke lettere ved at være alene med din datter af at blive indlagt og være væk fra hende, selvom jeg 100 % genkender "flugttankerne" og anerkender behovet for hvile. Det kan blive nødvendigt med en indlæggelse, hvis du bliver depressiv nok, og jeg synes bestemt, du er på vej derhenad - men det bedste ville stadig være, hvis du kunne få den aflastning, du har skreget på i 1 1/2 md. 

Jeg har heller ikke behovet for at være sammen med hende, jeg vil helst gerne helt væk fra hende. Jeg skænker hende ikke en tanke når jeg er væk fra hende

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind



×
×
  • Opret ny...