Jump to content
Velkommen til Jubii Debat
Kattua

Fødselsberetning: En drømmefødsel... sådan da...

Recommended Posts

Kattua

Min første fødsel var en sand drømmefødsel, hvor jeg var 41+0, da jeg ved middagstid fik veer, som hurtigt blev lange og regelmæssige. Vi var på fødegangen 19.30, hvor jeg var 8 cm åben og min søn er født i vand klokken 21.45.

Fødslen af lillesøster ligner egentlig en del – og så alligevel overhovedet ikke. Here goes:

Fra uge 38 har jeg rigtig mange plukkeveer, og jeg tænker meget på, om det mon betyder, at jeg føder tidligere end første gang, hvor jeg ikke havde nogen plukkeveer overhovedet. Men jeg er stensikker på, at jeg går over tid, så jeg tænker, at det nok bare er fordi det er anden gang, at jeg mærker det så meget.

Min mand er ude og rejse fra den 10. til den 15., det vil sige fra jeg er 38+3 til jeg er 39+1, så jeg håber heller ikke på, at jeg kommer til at føde før tid – i hvert fald ikke lige i det tidsrum!

Mandag den 16/9 – 39+2:

Da jeg går på toilettet efter aftensmaden er der, hvad der ligner en lillebitte mikroskopisk vandmand i mine trusser. Jeg tænker straks, at det da må være lidt af slimproppen, der er gået. Men er alligevel i tvivl, om det bare kan være noget udflåd. Da jeg går på toilettet lidt senere, er der lidt blod på papiret, så nu er jeg ikke i tvivl om, at det er slimprop og tegnblødning, jeg har set.

Tirsdag den 17/9 – 39+3:

Jeg afleverer min søn i børnehave og tager på barselsbesøg hos en veninde, der har den skønneste lille pige, som er knap en måned gammel. Vi snakker om, at det da må kunne sætte gang i en fødsel sådan at sidde og nusse sådan en lille lækkermås.

Jeg henter min søn i børnehaven, hvor jeg også snakker med pædagogen om, at nu, hvor min mand er hjemme igen og jeg har nusset denne her lille baby, er jeg HELT klar til at føde, så nu må lillesøster gerne snart komme til verden.

Da vi kommer hjem, begynder jeg at lave aftensmad. Mens jeg står i køkkenet (klokken er omkring 16.30), er det som om jeg tisser lidt i bukserne. Jeg tænker, at nu er det da sket med min bækkenbund, hvis jeg ikke engang kan mærke, at jeg skal tisse (samtidig med at jeg tænker OM det mon kan være vandet, der er ved at gå…) Jeg går på toilettet og får tisset, så jeg kan fortsætte med aftensmaden. Igen drypper jeg lidt og går nu op og tager et bind på. Jeg er nu lidt mere sikker på, at det er vandet, der er ved at gå, selvom jeg stadig benægter det for mig selv.

Da min mand kommer hjem fra arbejde og vi får sat os til bordet, siger jeg til ham, at jeg har på fornemmelsen, at jeg skal føde om natten. Vi joker lidt med, at det nok bare er fordi jeg tisser i bukserne, for hvorfor skulle jeg dog føde allerede? Termin er jo først lørdag.

Vi bliver enige om, at der nok ikke sker noget, men skriver alligevel en sms til dem, der skal passe vores dreng, når jeg skal føde, at de gerne må have deres telefon på sig om natten, HVIS nu der skulle ske noget alligevel.

Vi synes, det ville være synd for vores søn at køre ham ned til dem med det samme, for det ville være forvirrende, hvis hende lillesøster alligevel ikke var på vej. Så vi beslutter os for at putte ham herhjemme og forbereder ham lidt på, at man jo ikke ved, hvornår lillesøster kommer, så når hun gør, kan det være, at man bliver vækket om natten, for at komme ned til x og y at sove.

Da sønnike er puttet ved 19-tiden, er bindet ret vådt og der er også en lille smule lyserødt at spore. Jeg tager et nyt bind på og går så ellers i gang med at rydde op og ordne vasketøj og den slags. Jeg skal på toilettet for at skide, hvilket jeg er virkelig glad for, da jeg ikke havde været på toilettet inden fødslen første gang, og jeg var så langt i forløbet, da vi ankom til fødegangen, at jeg ikke kunne holde lavementet i mig, og derfor lavede i vandet.

Jeg sætter jeg mig efterfølgende og ser lidt tv med min mand. Jeg siger, at jeg ikke tror på, at der sker noget som helst – selvom mine plukkeveer faktisk bider lidt allerede på det tidspunkt. Klokken 20 siger jeg til ham: ”Altså HVIS nu vi legede, at de her plukkeveer var rigtige veer, så kan vi da lige tage tid og se, hvornår de næste kommer, for jeg har lige haft én nu”. Der går 25 minutter før den næste kommer, så det tager vi stille og roligt, men alligevel beordrer min mand mig at ringe til min jordemoder og advare om, at der er noget i gang. Jeg er nemlig med i en kendt jordemoderordning, hvor jeg skal ringe med det samme, der er optakt til noget.

Jeg ringer klokken 20.40, men ingen tager telefonen. Så jeg beslutter mig for at gå i seng og få noget søvn, hvis der nu skulle ske noget (jeg benægtede fortsat for mig selv, at den der fødsel faktisk var ved at komme i gang).

Kort efter ringer jordemoderen tilbage og jeg fortæller hende, at jeg tror vandet siver og at mine plukkeveer bider lidt, så det kan være, at der snart sker noget. Hun siger, at det jo er normalt, at man kommer til tjek på fødegangen, hvis vandet er gået, men det siger jeg, at jeg ikke har lyst til, da det er for besværligt og at jeg hellere vil vente og se tiden an. Det er helt fint med hende, så vi lægger på og jeg forsøger at falde i søvn.

Klokken 21.25 er jeg ikke i tvivl om, at jeg har en ve. Det har jeg igen kl. 21.40. Nu ved jeg, at det ikke længere bare er plukkeveer. Jeg falder, utroligt nok, i søvn kort herefter og vågner først 23.45 ved en ret kraftig ve. Jeg går ud og tisser og i seng igen. Jeg halvvågner et par gange, fordi det gør ondt, men sover ellers videre.

Onsdag den 18/9 – 39+4:

Klokken 1.45 vågner jeg igen ved en ve, der gør ondt og går igen ud og tisser. Da jeg kommer i seng igen, er jeg ved at falde i søvn, men kæmper for at holde mig vågen, så jeg kan tage tid på veerne.

Jeg tager tid i en halv time, hvor veerne kommer med en afstand på mellem 4 og 6,5 minutter og har en varighed på mellem 30 sekunder og 2 minutter. De er altså ikke vildt regelmæssige, men da de fleste er ret lange og gør ret ondt, tænker jeg alligevel, at vi må til at gøre noget.

Klokken 2.30 vækker jeg min mand (”kan du heller ikke sove? – ”øhh jo, det kunne jeg godt” – ”nå, men det skal du ikke, for vi skal til at på fødegangen”). Han får vækket vores søn, som det viser sig har tisset i sengen. De går på badeværelset og får tørt tøj på, og min mand siger til sønnen, at nu skal han ned til x og y at sove, og så kommer det bare lige så fint fra ham: ”er det så nu lillesøster kommer?”.

Han tog det virkelig cool at blive vækket midt om natten med den besked. De kørte så af sted og da min mand kommer hjem, får vi lige tjekket at tasken er helt pakket og vi får taget de sidste billeder af maven.

Lidt over 3 begiver vi os ud på den 50 kilometer lange tur mod sygehuset. Der er stort set ingen biler på vejene og vi tager det stille og roligt. Snakker om løst og fast – hvad mon lillesøster skal hedde, hvilken musik vil vi høre under fødslen og den slags.

Jeg tager tid på mine veer, som nu er meget regelmæssige med 6 minutter imellem og en varighed på 1-1,5 minut.

Da vi ankommer til sygehuset, er jeg sikker på, at jeg ikke er ret langt i fødslen, så jeg kræver, at vi parkerer på parkeringspladsen og selv går til fødegangen i stedet for, at vi holder ulovligt ved hovedindgangen. Min mand protesterer, men jeg er ligeglad. Jeg vil gå, så jeg kan sætte gang i den fødsel. Det tager 15 minutter at gå over til sygehuset og undervejs er jeg bare én stor ve. Der er ikke pause imellem og de gør ret ondt, men ikke så ondt, at jeg ikke kan gå. Så vi fortsætter bare stille og roligt og snakker om, at det er godt, at det ikke er fredag eller lørdag nat, da gaderne næsten er øde her på en hverdagsaften.

Vi ankommer til fødegangen og vores jordemoder tager imod os. Jeg kommer ind på en lillebitte fødestue, og udbryder straks, at der jo ikke er noget fødekar, hvilket jeg ikke er tilfreds med. Vi får at vide, at der er en fødestue med kar, som er lige ved at blive gjort rent efter den sidste fødsel, så hvis vi kan vente, kan vi gå derned, når det er klar. Det vil vi gerne.

Jeg bliver undersøgt og jordemoderen siger, at jeg er 6-7 cm åben, hvilket jeg er meget overrasket over, da jeg ikke synes, at det overhovedet er så slemt endnu.

Jordemoderen går ud af fødestuen med beskeden om, at hun kommer tilbage, når den anden stue er klar til os, men at vi selvfølgelig bare kan hive i snoren, hvis vi har brug for hende. Det er pænt kedeligt at ligge på den briks, hvor jeg bare ligger og har veer og småsnakker lidt med min mand. Jeg føler det som om jeg skal skide, og kommer i tanke om, at jeg har glemt at bede om lavement, hvilket irriterer mig.

Jeg tror der går 15 minutter, så er jordemoderen tilbage og vi går ned til den store fødestue – som viser sig at være den samme, som jeg fødte på sidst.

Da vi ankommer til fødestuen beder jeg om lavement, men får at vide, at jeg er for langt henne i fødslen til, at det vil kunne virke. I stedet får jordemoderen en bækkenstol kørt ind på stuen, som jeg kan bruge, hvis det er nødvendigt. Men på det tidspunkt har jeg det ikke længere som om jeg skal skide, så det mener jeg ikke, at det er.

Jeg bliver undersøgt igen og er stadig de her 6-7 cm åben. Jeg ligger på briksen og slapper af, mens fødekarret bliver fyldt op med vand. Da det er fyldt helt op, får jeg at vide, at jeg bare kan gå op i det, men jeg orker ikke at rejse mig, så jeg bliver liggende lidt endnu.

Klokken 5 går jeg op i fødekarret og det er bare dejligt. Jeg elsker det varme vand og den vægtløse tilstand. Veernes styrke er egentlig den samme, men det gør ikke noget, for jeg synes ikke, at de er slemme. Jeg kan ikke snakke lige mens jeg har en ve, men jordemoderen siger, at hun synes det er sejt, at jeg har overskud til at smile, selv under veerne.

Det er på ingen måde uoverskueligt eller voldsomt ubehageligt på dette tidspunkt. Vi småsnakker lidt, min mand drikker en masse kaffe og jordemoderen spiller soduko på sin telefon. På et tidspunkt begynder de to at sidde og gabe helt vildt og småblunde en smule, så jeg vælger bare at passe mig selv og mine veer.

Ved 6-tiden er jeg ved at være utålmodig. Hvornår får jeg pressetrang? Hvornår kommer den baby ud?

Det begynder at tynge godt bagtil, som om jeg skal skide, og jordemoderen siger, at jeg bare må lytte til min krop og presse, hvis den siger det. Det har jeg på intet tidspunkt fornemmelsen af, at den fortæller mig.

Jeg tror den er kvart over 6, da jeg beslutter mig for, at nu vil jeg sgu presse den unge ud!

Til at starte med presser jeg lidt forsigtigt med, da jeg hele tiden har den der fornemmelse af at skulle skide, hvilket jeg bare synes er klamt.

Men jeg bestemmer, at det jo ikke kan nytte noget at bekymre sig om den slags, så jeg begynder at presse godt med, når jeg har veer (og der kommer lidt lort i vandet, men det er ikke meget, og jeg er faktisk også ved at være ret ligeglad med det).

Nu husker jeg pludselig, hvor ondt det gør at føde! (og det er på dette tidspunkt, at jeg så småt fortryder, at vi overhovedet skulle have en baby mere)

Jeg begynder at ”larme” under veerne, så nu vågner både min mand og jordemoderen op.

Jeg hænger op af kanten på fødekarret og bander og råber, når jeg presser.

Det føles som om der går en evighed med det, men i virkeligheden er det omkring 20 minutter, hvor det er rigtig slemt.

Nu kan jeg mærke, at anstrengelserne bærer frugt og at hovedet er på vej ud. Jeg vil virkelig gerne have den her fødsel overstået, så jeg kan møde min lille datter.

Jeg presser virkelig godt til og endelig kommer hovedet ud. Jeg venter (utålmodigt) på den næste ve og så presser jeg igen og endelig – klokken 6.47 – kan jeg læne mig tilbage med en smuk lille tyksak i favnen (det vil sige – vi syntes at hun så vildt tyk ud, men da hun blev vejet, var hun helt almindelig på 3870 gram og 50 cm).

Alle smerter er forsvundet som dug fra solen, og jeg nyder bare synet af den lille sorthårede pige, som ligger i min favn.

Jeg kigger op på min mand, som sidder med tårer i øjnene, og får også selv en klump i halsen.

Kort efter kommer hun op til ham, og jeg går op på briksen for at føde moderkagen. Det er der ingen problemer i. Og jeg er helt ligeglad med, at hun bliver stukket i låret, at jeg bliver stukket i låret og trykket på maven. Jeg ligger bare og kigger på den lille pige og nyder synet.

Jordemoderen skal tjekke om jeg er bristet og syr et enkelt sting nederst i åbningen. Men hun kan se, at jeg også er bristet højere oppe, helt oppe ved mit urinrør. Det er hun ikke tryg ved selv at skulle sy, så hun tilkalder en anden jordemoder.

Herfra bliver det bare rigtig træls. Jeg tror der er en 8-9 forskellige folk, der kommer og kigger på min bristning, men ingen af dem, har lyst til at sy det, fordi de er bange for at sy for tæt på urinrøret. De bliver ved med at sige til mig, at det slet ikke er slemt, men at det bare sidder et dumt sted. Jeg er bare træt af at ligge med stængerne i vejret på en fødestue, der minder om en banegård i myldretiden!

De bliver enige om, at jeg skal på operationsbordet og have det klaret, hvilket betyder, at jeg skal i fuld narkose og tages væk fra mand og barn. Det bryder jeg mig slet ikke om!

De ringer til operationsgangen og får at vide, at jeg først kan komme til klokken 16!

Så er der en chef-overlæge-tingest der bliver trodsig og siger, at så kan hun sgu selv sy det i stedet. De er dog noget i tvivl om, hvorvidt det vil være for smertefuldt kun med lokalbedøvelse, men jeg indvilger i, at vi prøver, da jeg gerne vil undgå operation.

Jeg bliver bedøvet og syet uden problemer. Det gør lidt ondt på et tidspunkt, men er slet ikke uudholdeligt, så jeg er glad for, at vi har valgt den løsning.

For at være sikker på, at jeg kan tisse uden smerter og at der ikke kommer en urinvejsinfektion, har jeg fået lagt et kateter.

Jeg får besked på, at jeg skal være indlagt i tre dage, hvorefter de kan fjerne det.

Øv! Jeg ville jo bare hjem til storebror og nyde at være en familie på 4.

Klokken 10.30 bliver jeg kørt på barselsafsnittet, og min mand kører efter lidt tid hjem for at hente storebror, så han kan møde lillesøster.

Jeg får at vide, at jeg nok kan komme på patienthotellet dagen efter og blive der de næste to dage. Jeg vil dog hellere hjem end at være der, hvor man jo bare passer sig selv, så vi aftaler, at hvis det går fint, kan jeg komme hjem dagen efter.

Min mand kører hjem med vores søn og så er jeg helt alene på barselsafsnittet. Jeg har det helt fint, både i hovedet og i kroppen, bortset fra, at jeg naturligt nok er lidt træt efter nattens strabadser, så jeg synes, at det er SÅ træls at skulle ligge der!

Næste dag kommer jeg hjem og har kateteret i en pose på låret. Det går rimelig nemt med det, men jeg føler mig alligevel meget handikappet på grund af det, så da jeg får taget det ud lørdag, stiger mit overskud med 90 % og jeg kan endelig føle mig som et rigtigt menneske igen og være en rigtig mor for min søn, som nu kan komme op på skødet af mig igen – så nu er vi endelig den familie på 4, som jeg har drømt om.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Kattua

Og så et par billeder af resultatet:

Billede 1: Få minutter gammel

Billede 2: Et par timer gammel

Billede 3 og 4: En uge gammel

post-165448-13940126745852_thumb.jpg

post-165448-13940126746087_thumb.jpg

post-165448-13940126746282_thumb.jpg

post-165448-13940126746453_thumb.jpg

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Stjerne87

Det lyder bare som en rigtig god fødsel, med undtagelse af efterforløbet, men dejligt det ikke gik værre :gogo:

Og hun er bare skøn hende lillesøster :love:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gerbilwoman

Hvor er hun dog lækker, den bette:love:Og lyder som en skøn fødsel, stille og roligt:gogo:

(Og så må jeg vist hellere finde et stykke køkkenrulle og tørre øjnene og næsen, bliver jo helt rørt over at læse fødselsberetninger:whine::blush:)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
SveskOnTheDisc

Det er bare en af de lækreste babyer jeg længe har set :love:

Og det lyder som en rigtig god fødsel!

Stort tillykke med hende :lun:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
tabula

Tillykke med lækker lillesøster :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
missgilda

Stort stort tillykke med jeres skønne lillesøster:love: Virkelig god beretning, jeg sidder her med tårer i øjnene, især over jeres store drengs reaktion på at blive vækket:gogo:

Lyder som en rigtig dejlig fødsel, og jeg håber at det efterfølgende er gået nemt med din bristning:kys:

Har lillesøster fået et navn?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
TaniaKat

Kæmpe tillykke med jeres smukke, lille pige :love: Ih, jeg får godt nok også tårer i øjnene her! ´

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
taksetaks

Stort tillykke med lillesøster. Så dejlig! Jeg sidder sgu også med tårer i øjnene! Tror også, det her skyldes din beskrivelse af storebrors reaktion :lun: Og sikke en god fødsel (bortset fra efterforløbet med kateter).

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Banditdatdut

Stort tillykke! :) Dejligt at høre om en god fødsel.. :gogo:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind



×
×
  • Opret ny...