Jump to content
Velkommen til DinDebat
akardi

Vågner de nogensinde igen?!

Recommended Posts

akardi

Jeg kan jo kun forholde mig til hvad fagfolket siger. Men som du er inde på, kan jeg ikke se ud af hendes øjne, hvorfor jeg også er med på at betale de penge for det. Men jeg vil f eks ikke betale for Tom Ford briller der kan komme til at koste mig mere end mine egne koster :D

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Frk.Fornoe
Det har hun og hun mener at hun skal have briller - hvorfor jeg er med på at betale noget af prisen for dem :)

Hele humlen bag brillerne er at hun f o r v e n t e r sig, at de skal komme droppende ned i skødet på hende, at JEG skal være med til at vælge dem og at hun i det hele taget er rigtig go til at forsøge at bruge mig som veninde.

Dette på trods af at hun har veninder, masser af dem, når hun er i skole. Men når hun har fri, vil hun hellere være her med mig...

Når det så er sagt, så har hun prøvet en masse briller og synes at hun ser godt ud i dem - det kan nødvendigvis også være en ret vigtig faktor i hendes alder :)

Men siger det dig ikke noget om at hun har brug for dig, og at hun synes at noget er virkelig svært? Som jeg læser det, så forsøger hun at inddrage dig i sit liv, hvilket fejler, fordi du tolker det som dovenskab og/eller manglende motivation.

Veninder er gode at have, men nogle gange er det meget rart at få hjælp af en der er ældre, har mere erfaring og som man ved elsker en (stort set) betingelsesløst.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LadyP
Jeg kan jo kun forholde mig til hvad fagfolket siger. Men som du er inde på, kan jeg ikke se ud af hendes øjne, hvorfor jeg også er med på at betale de penge for det. Men jeg vil f eks ikke betale for Tom Ford briller der kan komme til at koste mig mere end mine egne koster :D

Nej, for pokker! Det forstår jeg godt :-D

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Norge-i-eksil

Om tenåringer som har lagt seg på sofaen noen gang våkner igjen? Har ikke førstehåndserfaring, men har klar følelse av det skjer den dagen de blir voksne. OM de da blir det noen gang, sofaen er nemlig ikke riktige stedet å bli voksen på.

Vi har to tenåringer - dvs eldste er nylig ute av tenårene og lever nå sitt eget liv, bortsett fra i jule-, påske- og sommerferie. Yngste tenåringen er derimot solid plantet i tenårene, ett år yngre enn TS' tenåring. Ingen av dem har noen gang fått anledning til å sovne i sofaen. De har visst nesten fra de gikk med bleier at det ble forventet noe av dem og at vi meget snart satte makt bak kravene om de ikke selv viste vilje til innsats. Det lærte dem at deres innsats ble regnet som selvfølgelig, de var ikke "snille" når de gjorde noe, og selvfølgelig ville de "hjelpe" (jo takk, for en hjelp fireåringer gir!). De var altså alt annet enn nyttige dengang, andre steder enn i egne øyne, men i dag går derimot ting av seg selv. Fjortenåringen vet utmerket at vi forventer at han nå bruker tiden sin på "noe nyttig" (opplæring eller arbeid, hjemme eller ute) HELE TIDEN mandag-fredag fra kl 8 til middagsbordet kl 19, bortsett fra to matpauser. Dette er også selvsagt i hans egne øyne - det yter både vi og andre voksne han kjenner/respekterer, og det yter han da selvsagt selv. Men så forventer han også at han behandles deretter. HAN har jo vist hva han duger til, ikke sant, og hvorfor skal han da akseptere å bli behandlet som en fireåring med bleier? Prøv på slikt, og han vil vite å ta til motmæle! Han ordner opp i det meste i dag, og regner det som helt selvfølgelig. (Det er jo for å ordne opp i klær, toalettsaker, sportsutstyr, kontingenter, telefon, reiser mm han har mellom 2000 og 2500 kr mellom hendene hver måned, ikke sant? Han vet godt at får han ikke pengene til å rekke sammen risikerer han å bli satt under administrasjon, noe som trolig hadde vært omtrent like populært som ordre om bleie!) Vi merker nesten ikke vi har ansvaret for ham mer, han har jo kontroll på det meste: Kontrolltimer hos lege, tannlege og øyenlege (hattbriller fra han var 10-11), lekser og værelsesryddig, klesvask og arbeidsplikter. Alt "bare skjer" nå, uten påminnelser, enn si mas. Han får snart nytt værelse (et todelt og stort, 22-23 kvm) og det skal pusses opp til sommeren når han kan legge tanken på opplæring bort (han tolererer intet annet enn "det aller beste jeg kan klare" her, så han klarer ikke konsentrere seg om oppussing før). Han fikk X tusen kroner til disposijon og beskjed om legge en plan, noe han har gjort og fått godkjent. Her har han bedt om hjelp til er gardinsøm og teppelegging på gulv (han sørget selv for å få med en kamerat, men han vil ha meg som "projsketleder", han har aldri lagt et gulvteppe før), resten ordner han med selv. Både han selv og vi er overbevist om at det går strålende.

Medisinen for å få tenåringen til å våkne og fatte intesse for livet utenfor 42' eller hvor stor skjermen nå er skisserer du delvis selv, TS: "Dels tror jeg det kan ændre sig, hvis hun får nogle succes oplevelser og mærker på egen krop hvad livet kan, fremfor hvad tv'et kan. " Du har 100 % rett, og da er det jo bare å iverksette nødvendige tiltak. Begrense TV-tiden og beordre (ja, jeg sa BEORDRE) i arbeid for at det i det hele tatt skal bli noe som helst TV-tid. Om nødvendig selge hele TV-en og innføre et TV-fritt år for å få den unge dame til å forstå. Jenten trenger å lære arbeidsglede. Det lærer man på en eneste måte: Ved å bli stilt klare og utvetydige krav til, og så oppleve at man faktisk KAN mestre de kravene. Vi så det her i huset da femåringen f eks ble satt til å støvsuge stuegulvet. Det var alt annet enn fullkommet resultat, og da opplevde han to ting. Både anerkjennelse for å ha gjort sitt beste (han VILLE jo så gjerne gjøre det "riktig") og forklaring på hvordan han endret på det han gjorde galt. Så ble det bedre og bedre, og da han var sju var det sannelig bare anerkjennelse å hente - altså var det hyggelig å støvsuge et gulv. Så var han klar for noe nytt å prøve seg på å gjøre "akkurat som voksne": Siden har snøballen bare rullet, og nå sørger han for rullingen alene også og motiverer seg selv. Må jo kunne alle slags ting til han skal ha eget hus - hvordan skal man ellers klare seg? Og skal man lære noe, må man først prøve (og trolig gjøre noe galt), det har han for lengst oppfattet. Altså er det egentlig genialt å gjøre ting galt før man er helt voksen og gjør noe hjemme hos seg selv....

Men TS: Hvis ikke DU SELV synes det er så viktig at tenåringen gjør en oppgave at du gjør deg upopulær ved å beordre henne ut av sofaen og sette makt bak kravene - hvofor skal da tenåringen synes det er viktig? Jeg tror du kaster bort en del energi til egen nytte ved tilby hjelp før jenten har bedt om den. Første hjelpen du skal gi nå er å få henne til selv å synes en innsats er viktig - dersom det er viktig for henne å beholde goder som TV, telefon og noen som helst penger mellom hendene.. ETTERPÅ skal du hjelpe med alt dette andre, når tenåringen er blitt mottagelig for hjelpen. Presis som vilma også er inne på. Det er ikke tid for curling akkurat nå - det er tid for en omgang hardhendt rugby!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
akardi
Men siger det dig ikke noget om at hun har brug for dig, og at hun synes at noget er virkelig svært? Som jeg læser det, så forsøger hun at inddrage dig i sit liv, hvilket fejler, fordi du tolker det som dovenskab og/eller manglende motivation.

Veninder er gode at have, men nogle gange er det meget rart at få hjælp af en der er ældre, har mere erfaring og som man ved elsker en (stort set) betingelsesløst.

Jo, jeg ved at hun synes at jeg er hyggelig, at det er hyggeligt at være sammen med mig og at mine huslige sysler skal være hendes. Lige som hun synes at vi skal på kaffeaftaler sammen og shoppe sammen. Som rigtige veninder gør det ;)

Men jeg er ikke hendes veninde, jeg er hendes mor. Det at hun er her hjemme 7 ud af 7 mulige dage gør mig bare bekymret. Det ville det ikke gøre, hvis det KUN var 7 ud af 7 mulige, denne ferie. Men det er sådan her, det har været siden hun fik mulighed for at vælge fra eller til.

Jeg gik med hende da hun skulle søge job fordi hun syntes det var rigtig svært..

Og sådan gør jeg med rigtig mange ting, hvis hun synes det er rigtig svært. Og lige præcist fordi jeg er hendes mor og elsker hende betingelsesløst (!) vil jeg gerne de ting. Men jeg vil også rigtig gerne at damen står på egne ben, tager eget initiativ og i hvert fald forstå det klare budskab der lyder 'du er stor nok til at yde også...'

Og dét skal jeg ikke nødvendigvis indrages for meget i. Jeg skal råde og vejlede, men jeg skal hverken skrive eller dele hendes CV/ansøgning ud. :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
akardi
Om tenåringer som har lagt seg på sofaen noen gang våkner igjen? Har ikke førstehåndserfaring, men har klar følelse av det skjer den dagen de blir voksne. OM de da blir det noen gang, sofaen er nemlig ikke riktige stedet å bli voksen på.

Vi har to tenåringer - dvs eldste er nylig ute av tenårene og lever nå sitt eget liv, bortsett fra i jule-, påske- og sommerferie. Yngste tenåringen er derimot solid plantet i tenårene, ett år yngre enn TS' tenåring. Ingen av dem har noen gang fått anledning til å sovne i sofaen. De har visst nesten fra de gikk med bleier at det ble forventet noe av dem og at vi meget snart satte makt bak kravene om de ikke selv viste vilje til innsats. Det lærte dem at deres innsats ble regnet som selvfølgelig, de var ikke "snille" når de gjorde noe, og selvfølgelig ville de "hjelpe" (jo takk, for en hjelp fireåringer gir!). De var altså alt annet enn nyttige dengang, andre steder enn i egne øyne, men i dag går derimot ting av seg selv. Fjortenåringen vet utmerket at vi forventer at han nå bruker tiden sin på "noe nyttig" (opplæring eller arbeid, hjemme eller ute) HELE TIDEN mandag-fredag fra kl 8 til middagsbordet kl 19, bortsett fra to matpauser. Dette er også selvsagt i hans egne øyne - det yter både vi og andre voksne han kjenner/respekterer, og det yter han da selvsagt selv. Men så forventer han også at han behandles deretter. HAN har jo vist hva han duger til, ikke sant, og hvorfor skal han da akseptere å bli behandlet som en fireåring med bleier? Prøv på slikt, og han vil vite å ta til motmæle! Han ordner opp i det meste i dag, og regner det som helt selvfølgelig. (Det er jo for å ordne opp i klær, toalettsaker, sportsutstyr, kontingenter, telefon, reiser mm han har mellom 2000 og 2500 kr mellom hendene hver måned, ikke sant? Han vet godt at får han ikke pengene til å rekke sammen risikerer han å bli satt under administrasjon, noe som trolig hadde vært omtrent like populært som ordre om bleie!) Vi merker nesten ikke vi har ansvaret for ham mer, han har jo kontroll på det meste: Kontrolltimer hos lege, tannlege og øyenlege (hattbriller fra han var 10-11), lekser og værelsesryddig, klesvask og arbeidsplikter. Alt "bare skjer" nå, uten påminnelser, enn si mas. Han får snart nytt værelse (et todelt og stort, 22-23 kvm) og det skal pusses opp til sommeren når han kan legge tanken på opplæring bort (han tolererer intet annet enn "det aller beste jeg kan klare" her, så han klarer ikke konsentrere seg om oppussing før). Han fikk X tusen kroner til disposijon og beskjed om legge en plan, noe han har gjort og fått godkjent. Her har han bedt om hjelp til er gardinsøm og teppelegging på gulv (han sørget selv for å få med en kamerat, men han vil ha meg som "projsketleder", han har aldri lagt et gulvteppe før), resten ordner han med selv. Både han selv og vi er overbevist om at det går strålende.

Medisinen for å få tenåringen til å våkne og fatte intesse for livet utenfor 42' eller hvor stor skjermen nå er skisserer du delvis selv, TS: "Dels tror jeg det kan ændre sig, hvis hun får nogle succes oplevelser og mærker på egen krop hvad livet kan, fremfor hvad tv'et kan. " Du har 100 % rett, og da er det jo bare å iverksette nødvendige tiltak. Begrense TV-tiden og beordre (ja, jeg sa BEORDRE) i arbeid for at det i det hele tatt skal bli noe som helst TV-tid. Om nødvendig selge hele TV-en og innføre et TV-fritt år for å få den unge dame til å forstå. Jenten trenger å lære arbeidsglede. Det lærer man på en eneste måte: Ved å bli stilt klare og utvetydige krav til, og så oppleve at man faktisk KAN mestre de kravene. Vi så det her i huset da femåringen f eks ble satt til å støvsuge stuegulvet. Det var alt annet enn fullkommet resultat, og da opplevde han to ting. Både anerkjennelse for å ha gjort sitt beste (han VILLE jo så gjerne gjøre det "riktig") og forklaring på hvordan han endret på det han gjorde galt. Så ble det bedre og bedre, og da han var sju var det sannelig bare anerkjennelse å hente - altså var det hyggelig å støvsuge et gulv. Så var han klar for noe nytt å prøve seg på å gjøre "akkurat som voksne": Siden har snøballen bare rullet, og nå sørger han for rullingen alene også og motiverer seg selv. Må jo kunne alle slags ting til han skal ha eget hus - hvordan skal man ellers klare seg? Og skal man lære noe, må man først prøve (og trolig gjøre noe galt), det har han for lengst oppfattet. Altså er det egentlig genialt å gjøre ting galt før man er helt voksen og gjør noe hjemme hos seg selv....

Men TS: Hvis ikke DU SELV synes det er så viktig at tenåringen gjør en oppgave at du gjør deg upopulær ved å beordre henne ut av sofaen og sette makt bak kravene - hvofor skal da tenåringen synes det er viktig? Jeg tror du kaster bort en del energi til egen nytte ved tilby hjelp før jenten har bedt om den. Første hjelpen du skal gi nå er å få henne til selv å synes en innsats er viktig - dersom det er viktig for henne å beholde goder som TV, telefon og noen som helst penger mellom hendene.. ETTERPÅ skal du hjelpe med alt dette andre, når tenåringen er blitt mottagelig for hjelpen. Presis som vilma også er inne på. Det er ikke tid for curling akkurat nå - det er tid for en omgang hardhendt rugby!

Bingo!

Hun SKAL sgu ha et arbejde. Spørgsmålet går på om damen ikke kan/skal finde et selv eller om jeg virkelig skal gøre det for hende. Eller om jeg partout SKAL minde hende om det hele tiden. (senest for 5 minutter siden da hun blev siddende i sin seng, mens jeg monterede en anden seng på HENDES værelse....................)

Jeg ved ikke om jeg synes at det skal være vigtigt for hende, men jeg gider ikke hele hele tiden sige noget til hende. Hun skal også selv være delagtig i de ting HUN skal gøre. Jeg vil ikke minde hende om det som om hun er 4.

Og jeg synes ikke at hun har været forbigået når der har været huslige sysler til salg her hjemme. Hun har været gjort delagtig i disse, lige som med mange andre ting og de andre mennesker der bor her. Man er ikke fritaget bare fordi man ikke er myndig.

Igen, så troede jeg virkelig ikke at jeg curlede... Overhovedet.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Frk.Fornoe
Jo, jeg ved at hun synes at jeg er hyggelig, at det er hyggeligt at være sammen med mig og at mine huslige sysler skal være hendes. Lige som hun synes at vi skal på kaffeaftaler sammen og shoppe sammen. Som rigtige veninder gør det ;)

Men jeg er ikke hendes veninde, jeg er hendes mor. Det at hun er her hjemme 7 ud af 7 mulige dage gør mig bare bekymret. Det ville det ikke gøre, hvis det KUN var 7 ud af 7 mulige, denne ferie. Men det er sådan her, det har været siden hun fik mulighed for at vælge fra eller til.

Jeg gik med hende da hun skulle søge job fordi hun syntes det var rigtig svært..

Og sådan gør jeg med rigtig mange ting, hvis hun synes det er rigtig svært. Og lige præcist fordi jeg er hendes mor og elsker hende betingelsesløst (!) vil jeg gerne de ting. Men jeg vil også rigtig gerne at damen står på egne ben, tager eget initiativ og i hvert fald forstå det klare budskab der lyder 'du er stor nok til at yde også...'

Og dét skal jeg ikke nødvendigvis indrages for meget i. Jeg skal råde og vejlede, men jeg skal hverken skrive eller dele hendes CV/ansøgning ud. :)

Hm. Jeg forstår dig meget bedre nu. Jeg fik bare flashback til da jeg var 15 og verden var pissesvær at navigere - som den jo er, når man er 15 - men siden det ikke er problemet, så vil jeg give dig ret i at det må være noget med at sætte nogle grænser. Jeg tænkte bare at hvis 'mor-kontakten' manglede, så er det jo naturligt at hige efter den.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
akardi

Hvis mor kontakten manglede, tror jeg ikke at et indlæg som dette ville have været skrevet :) Der havde nemlig ikke været de mange frustrationer fra moren, over at barnet ikke lod til at ville lave andet end at se på tv = fred til en fraværende mor :)

Eller hur? ;)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst
Bingo!

Hun SKAL sgu ha et arbejde. Spørgsmålet går på om damen ikke kan/skal finde et selv eller om jeg virkelig skal gøre det for hende. Eller om jeg partout SKAL minde hende om det hele tiden. (senest for 5 minutter siden da hun blev siddende i sin seng, mens jeg monterede en anden seng på HENDES værelse....................)

Jeg ved ikke om jeg synes at det skal være vigtigt for hende, men jeg gider ikke hele hele tiden sige noget til hende. Hun skal også selv være delagtig i de ting HUN skal gøre. Jeg vil ikke minde hende om det som om hun er 4.

Og jeg synes ikke at hun har været forbigået når der har været huslige sysler til salg her hjemme. Hun har været gjort delagtig i disse, lige som med mange andre ting og de andre mennesker der bor her. Man er ikke fritaget bare fordi man ikke er myndig.

Igen, så troede jeg virkelig ikke at jeg curlede... Overhovedet.

Jeg tænker, at du ikke skal finde et arbejde for hende eller minde hende om det konstant. Hun skal selv på banen.

Men hun mangler måske et incitament til det, hvis hun ikke mangler noget i hverdagen og trives fint med det. Hvis hendes hverdag er god nok uden et job, så er det måske ikke nødvendigt for hende at have.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
ll1981
Det har hun og hun mener at hun skal have briller - hvorfor jeg er med på at betale noget af prisen for dem :)

Hele humlen bag brillerne er at hun f o r v e n t e r sig, at de skal komme droppende ned i skødet på hende, at JEG skal være med til at vælge dem og at hun i det hele taget er rigtig go til at forsøge at bruge mig som veninde.

Dette på trods af at hun har veninder, masser af dem, når hun er i skole. Men når hun har fri, vil hun hellere være her med mig...

Når det så er sagt, så har hun prøvet en masse briller og synes at hun ser godt ud i dem - det kan nødvendigvis også være en ret vigtig faktor i hendes alder :)

Jeg er 30, og jeg forventer da, at min mor vil gå med mig ud at finde nye briller, hvis jeg beder hende om det. Lige så vel som at jeg tager med mine forældre til ting, der er vigtige for dem.

Den sidste del har en 15-årig sikkert ikke forstået endnu, men det skal nok komme. Det første tager jeg som en selvfølgelighed. Jeg forstår faktisk slet ikke, hvorfor du ikke vil??

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind



×
×
  • Opret ny...