Jump to content
Velkommen til DinDebat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

Pilgrimm

voksen teenager

Recommended Posts

Tom2x
Vi har IKKE smidt hende ud hun valgte selv at gå i aftes da hun fik af vide at enten skal hun indordne sig eller også kunne vi (sammen) finde et værelse til hende. At hun skulle gå her og nu var ikke på tale og slet ikke fordi vi bor langt ude på landet. Vi vil gerne hjælpe hende med at finde noget da vi godt forstår at "byen" trækker men det er jo altså ikke nemt en tirsdag aften kl. 19.

Nej jeg tror ALDRIG at det hjælper på forholdet at blive smidt ud eller smide ud - det vil trække lange tråde af bitterhed og misforståelser efter sig. Men at blive enige om at finde et sted tæt på hvor vi kan hjælpe hende, hun kan komme hjem og spise hvis det kniber, låne en vaskemaskine osv. var i min verden optimalt. Så kan hun være hos os når hun har lyst. Jeg er godt nok ked af det.

TS. Efter min mening, så er det på tide at hun opdager, at hun ikke længere er et barn, der kan te sig som man vil - sygdom, depression eller ej - har hun en depression, så skal hun have noget hjælp, men det lyder ærlig talt mest som en helt normal, småforkælet teenager, der har behov for at komme ud i virkeligheden og opdage hvor godt man havde det derhjemme.

Det lyder, for mig, som en ret typisk frigørelsesproces for unge mennesker, problemet er bare at hun gerne vil blæse og have mel i munden - altså selv bestemme, men samtidigt have alle goderne ved at bo på Hotel Far & Mor.

Når man er 18, så kan man udemærket bidrage til hjemmet, både praktisk & økonomisk. Jeg synes ikke jeres krav er urimelige og det er en form for enten-eller samtale heller ikke. Enten så kan hun finde ud at at bo i jeres hus, under de regler der gælder, ellers så må hun have sit eget sted at bo. Hun er 18, hun er ikke et barn længere.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Downbytheriver

Hun er 18. Det er fint nok I hjælper hende med at flytte, men jeg kan ikke se hvorfor I også derefter skal hjælpe hende med huslejen, som én skriver. Hun skal vel lære at klare sig selv. Er hun studerende, får hun udeboende SU, og derudover er der fritidsarbejde. Det har vi andre gjort. Hun har det som et lille barn, mor og far gør alt for hende, og maden står på bordet.

Nu spiller hun fornærmet, og bliver væk. Lad hende, hun skal nok komme, når hun ikke kan blive ved at nasse andetsteds.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
guruen_som_ved_alt

Giv hende plads. Lad hende være. Om et par år er hun vel ovre det, jeg tror ikke du kan gøre noget.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pilgrimm

Hej alle og 1000 tak for jeres svar. En status herfra. Vores datter vendte hjem 2 dage efter sit exit og det går ok. Vi har ingen kampe med hende - hun indordner sig og er faktisk helt hyggelig at være sammen med. Vi er også blevet mere beviste om at behandle hende som en voksen i alle sammenhænge - noget som vi nok ikke har tænkt så meget på. Det er klart der vil komme situationer hvor tingene lige skal vendes men tror vi alle har lært en del af det her og så skal vi videre.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
ms-sixty

Din datter lyder som en meget frustreret ung dame. Hun lyder på mig hverken ond eller som om hun forsøger at forpeste jeres liv med vilje. Jeg ser, udfra det du læser, en lille pige der råber om hjælp, men som ikke ved hvordan man gør. De ting du skrev i startindlægget om hvad jeres familie gennemgår ligenu er bestemt ikke småting og jeg tænker at det måske påvirker hende mere end I tror? Faktisk er jeg lidt ude i -uden at være psykolog, om hun kan have en depression? Jeg havde selv en depression da jeg var på ca. samme alder, og alt hvad du skriver om hende passer præcist på hvordan jeg var og havde det. Mit værelse lignede lort, og der lugtede underligt, jeg kom aldrig i skole og lavede istedet ligegyldige ting (så fjernsyn og sad foran computeren). Mine forældre troede virkelig at jeg forsøgte at forpeste deres liv med vilje. Indtil de fik sandheden fra en psykolog (jeg blev gennembanket med jævne mellemrum i flere år, uden mine forældre opdagede det) -der kan også være ting I ikke ved.

Hvis jeg selv havde en datter, der opførte sig sådan ville jeg forsøge at trænge igennem til hende. Og hvis ikke jeg selv kunne, ville jeg forsøge med en psykolog.

Du gør dit bedste som mor -det er jeg ikke i tvivl om, ellers havde du heller ikke fortalt om jeres situation herinde. Men jeg ville som 18-årig også føle mig smidt ud, hvis jeg havde fået de udmeldinger. -Måske du skulle give hende et knus, når du ser hende igen, og lytte til hende istedet:)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
ruffus

Jeg kommer selv fra en familie som var hårdt ramt af kræft i mine teenage år. Både mine forældre, 2 bedsteforældre og en fætter har været den store tur igennem - og ikke alle overlevede.

Jeg skal ikke kloge mig på det psykologiske, men min egen erfaring er at sygdomsperioder i de kritiske teenageår kommer til udtryk på mange planer. Det er ikke nødvendigvis kun frygten for at miste en forældre der giver de største følelsesmæssige frustrationer.

De almindelige omvæltninger, samt små og større omprioriteringer der følger med et kritisk sygdomsforløb, kan efter min egen erfaring give store frustrationer hos et teenage-ramt barn.

Og når vi er ved det med "barn" så er det blottet for enhver medmenneskelig forståelse og indsigt hvis man behandler sit barn udfra retslig myndighedsdefinition. Om din datter er over eller under 18 har kun betydning i det retslige system. Man bør behandle sine børn i overensstemmelse med ens egen overbevisning og personlige indsigt, ikke om barnet er myndig i det offentlige system.

Ærlig talt lyder det ikke til at din datter er klar til at flytte alene ud i verdenen - selvom det måske lige nu er det letteste for alle parter. At vores børn fylder 18 år må og skal aldrig have betydning for hvordan vi behandler vores børn. Det er helt naturligt at jo ældre ens børn bliver, jo mere bidrager de med i familien (også økonomisk). Men det er misforstået opdragelse hvis den 18 års fødselsdag medfører "brugerbetaling fordi du nu er blevet rigtig voksen" og truslen om at "kan man ikke lide lugten i bageriet, må de flytte". Vi skal behandle vores børn i forhold til deres udvikling og modenhed, ikke forhold til deres alder.

Men tilbage til din situation forstår jeg udmærket det helt urimelige i din datters opførsel. Jeg forstå til fulde det horrible i din datters sprogbrug og at dette ikke bliver nemmere at tackle med en døende far og egen sygdom Men jeg tror ikke en udflytning nødvendigvis vil give et positivt resultat. Da jeg var teenager var mit værelse også en krigszone og familien kun en servicefunktion, men det skal nok ændre sig. Og indtil da må man altså som forældre æde nogle til tider urimelige kameler.

Jeg tror og håber at tingene normalisere sig når der kommer lidt mere ro på familien. Der vil selvfølgelig stadig være den komplet urimelige teenageopførsel (den er ikke til at undgå), men det du oplever som ekstra voldsom adfærd vil forhåbentlig aftage. Din datter har afsøgt grænser, men valgte i sidste ende at vende tilbage til familien - det er vigtigt at bide mærke i dette.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
crazy_catwoman
Udover de i startindlægget skitserede problemer, har TS for nylig overvejet skilsmisse, fordi faren i familien har et alkoholmisbrug. Hvis datteren oplever, at moren ikke gør det, hun signalerer, hun finder rigtigt, kan datteren blive til den, der gennem sit reaktionsmønster gør opmærksom på de ubearbejdede problemer i familien.

sammen med det Tantegry skriver, så tror jeg helt bestemt der er en depression. Da jeg havde dep. havde jeg også "overskud" til at besøge venner og hest, men det var en flugt fra hjemmet. følelsen af at ens mor bare bliver selvom skilsmisse ville være det bedste for familien gør også nas- det ved jeg af personlig erfaring! Den dag idag bebrejder jeg STADIGT min mor for at blive med min far.

jeg var også et rodehoved men det eskalerede voldsomt da min far blev syg til decideret svineri- et klart billede af hvordan jeg havde det indeni.

som barn af syge forældre tager man så meget ansvar på sig, og nu er bægeret simpelthen flydt over, hun kan ikke mere.

der er brug for familieterapi, psykologbehandling og ja... jeg tror det ville være godt for hende at flytte. komme væk fra det der - undskyld de hårde ord - gør hende syg. væk fra skyldfølelsen, problemerne og et giftigt miljø som et hjem med en alkoholisk forældre er.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
ms-sixty

Meget vigtig information. Jeg holder på hjælp udefra til pigen. Med alle de problemer familien kæmper med, kan jeg ikke se at nogle skulle have ressourcer nok til at hive hende op igen. Misforstå mig ikke TS, jeg er sikker på at du er en fantastisk mor og at du gør dit bedste. Men du har meget om ørerne lige nu -jeg kan faktisk slet ikke forstå, at du kan komme ud af sengen om morgenen:ae:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst
Dette emne er nu lukket for yderligere svar.



×
×
  • Opret ny...