Jump to content
Velkommen til DinDebat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

Pilgrimm

voksen teenager

Recommended Posts

Popfar

Jeg synes du gør det helt rigtige Pilgrimm.

Din datter må finde sig at være lidt længere nede da rangstigen for tiden, og kan hun ikke håndtere det, og kan hun heller ikke få fingrene ud, så må hun flytte. Også i vrede.

Det sagt, så kan jeg sagtens forstå, at det gør ondt på dig, og at du frygter et langt værre brud med din datter, hvis du holder fast.

Men hvad lærer hun af situationen nu, hvis du ikke holder fast, men føjer hende?

Endelig synes jeg at de to mindre drenges trivsel kommer før din datters i denne situation.

Det virker som hun bare er den der bedst til at råbe, skrige og få sin vilje.

God bedring. Kræft er noget pis. Har mistet mor, søster og eks-kone på den konto.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
strawberry10

Jeg tænker også om der kan være noget depression inde over. Grunden til det var at jeg faldt over det med totalt manglende overskud og at hendes værelse mere eller mindre ligner en svinesti (husker ikke lige ordene, men det var det jeg fik ud af det).

Men hvis der er overskud til en masse andet, så er det måske ikke lige tilfældet, det kan du nok bedst bedømme.

Hvis ikke der er depression eller anden form for psykiske problemer, så vil jeg anbefale at I hjælper hende med at finde et sted til hende i en fart så hun kan lære ikke at få alting serveret.

Jeg synes ikke I skal hjælpe hende med noget "særligt" men et lille værelse, kollegie eller en lille 1 værelses lejlighed. Så må hun selv komme videre derfra og tage noget ansvar.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pilgrimm
Har du overvejet, om hun også er påvirket af hendes mors og morfars sygdom? I det første indlæg lyder det lidt som om, det kun er den, der er syg, det er hårdt for... Det er ikke sikkert, det er sådan det er, men det er det, jeg læser.

Måske er hun "bare" så ked af det over al det sygdom OVENI at skulle være teenager, at hun ikke aner, hvordan hun skal håndtere det (?).

Jeg synes sgu ærligt talt, det er synd for hende, at hun bliver smidt ud. Det er klart, hun ikke skal bruge lillebror som gidsel, men derfor kan man godt hjælpe hende med at rydde op på værelset og ikke mindst TALE med hende - enten selv eller tilbyde hende en anden voksen at tale med, evt. via Kræftens Bekæmpelse (jeg ved ikke, om det allerede er sket?).

Jeg var også umulig som 18-årig, og det hjalp ikke på mit forhold til mine forældre at flytte hjemmefra. Jeg tror helt ærligt, at det ville have hjulpet lidt, hvis de havde været mere forstående, talt med mig og givet mig en krammer (også selvom jeg havde rynket på næsen af det :lol:).

Held og lykke med det, lige meget hvad. Det er ikke en sjov situation for nogen af jer :kys:

Som pårørende har jeg været meget bevist op at det ikke "kun" er den syge som er offer. Vi har ikke smidt hende hun - hun kunne vælge mellem at indordne sig under de regler som er i vores hjem eller finde et andet sted at bo. Vi bad hende ikke om at gå i går - det valgte hun selv. Reglerne hos os er: man hjælper hinanden med de ting som skal foregå i alm husstand. Vi skal så ikke engang ordne rengøring, vinduespudsning eller have da vi har rengøringshjælp hver fredag og havemand efter behov. Er det urimeligt af os at forlange at: når hun nu er hjemme - tømmer opvaskemaskinen (sætte det beskidte i) - lufter hunden (jeg måtte tørre op efter den i et rum hvor den ikke må være fordi hun ikke gad) - alm. oprydning. Derudover er jeg så fræk at forlange at få besked før jeg køre fra arbejde (kl. 15) hvis hun ikke er der til aftens mad og så vi vi gerne vide hvis hun skal hentes et eller andet sted i god tid og eller må hun spørge om vi har tid.... syntes i vi er urimelige? Jeg syntes selv det er rimelig men det kan da godt være at det ikke er. Hun betaler iøvrigt ikke noget for at bo hjem, da vi altid har sagt at så længe vores børn er under uddannelse skal de koncenterer sig om det og ikke være tvunget til at arbejde.

Vi har talt, ryddet op, krammet osv. Hvis der er noget man lære når man bliver ramt af en livstruende sygdom så er det at sortere i tingene og prioritere - jeg ville være sikker på at mine børn store som små fik kram, knus, søde ord og opmærksomhed "nok" af skræk for at jeg ikke ville overleve.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pilgrimm
Hvor lang tid har du haft cancer og hvilken type er det? Min svigerinde har været som din datter :tie: Dette skyldes at siden hun var 13/14 år var hendes mor syg af kræft og det har altid, for hende, handlet om at nu skulle hun tage hensyn til mor - for mor var jo syg. Hun fik aldrig rigtig lov til være teenager og endte med at blive dybt urimelig. Så ved ikke at der kan være noget af det samme i dette tilfælde? Hun er ved at blive bedre nu (knap 20 og mistet begge forældre inden for det sidste år). Desuden er det vanvittigt hårdt når en forældre har cancer. Man skal pludselig til at forholde sig til at man kan miste sin mor/far og der er bare hårdt.

Desuden så kan det lyde som om at din datter har en depression. Det med at lukke sig inde og ikke kunne overskue tingene (oprydning og afleveringer). Hvornår har du sidst spurgt hende om hvordan hun har det? Min mor nemlig brystcancer og der har det været super dejligt at hun har spurgt til hvordan jeg og min søster har det.

Jeg havde modermærkekræft men fra det blev opdaget til det var fjernet gik der 2 mdr. Jeg blev opereret 6 steder på en gang derfor var jeg noget medtaget men det er klart det berøre hele familien og det er jeg med en døende far overordentligt opmærksom på.

Jeg har indtil for 6 mdr. siden (og ind imellem siden) været tæt på min datter - hun virker ikke depressiv nærmere doven for hun er ikke lukket inde i sig selv som sådan. Hun gider bare ikke komme ud af kassen når det nu er muligt at slippe. Jeg kan ikke rigtig regne det her ud - ved ikke hvordan vi kommer videre. Knus Pilgrimm

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
know1
Som pårørende har jeg været meget bevist op at det ikke "kun" er den syge som er offer. Vi har ikke smidt hende hun - hun kunne vælge mellem at indordne sig under de regler som er i vores hjem eller finde et andet sted at bo. Vi bad hende ikke om at gå i går - det valgte hun selv. Reglerne hos os er: man hjælper hinanden med de ting som skal foregå i alm husstand. Vi skal så ikke engang ordne rengøring, vinduespudsning eller have da vi har rengøringshjælp hver fredag og havemand efter behov. Er det urimeligt af os at forlange at: når hun nu er hjemme - tømmer opvaskemaskinen (sætte det beskidte i) - lufter hunden (jeg måtte tørre op efter den i et rum hvor den ikke må være fordi hun ikke gad) - alm. oprydning. Derudover er jeg så fræk at forlange at få besked før jeg køre fra arbejde (kl. 15) hvis hun ikke er der til aftens mad og så vi vi gerne vide hvis hun skal hentes et eller andet sted i god tid og eller må hun spørge om vi har tid.... syntes i vi er urimelige? Jeg syntes selv det er rimelig men det kan da godt være at det ikke er. Hun betaler iøvrigt ikke noget for at bo hjem, da vi altid har sagt at så længe vores børn er under uddannelse skal de koncenterer sig om det og ikke være tvunget til at arbejde.

Vi har talt, ryddet op, krammet osv. Hvis der er noget man lære når man bliver ramt af en livstruende sygdom så er det at sortere i tingene og prioritere - jeg ville være sikker på at mine børn store som små fik kram, knus, søde ord og opmærksomhed "nok" af skræk for at jeg ikke ville overleve.

Jeg er overhovedet ikke uenig i, at man skal tage del i hjemmet og opføre sig anstændigt overfor andre mennesker, lige meget hvor gammel man er.

Men hvad nu, hvis hun er helt vildt ked af det, og det simpelthen ikke er MULIGT for hende at rydde op og opføre sig normalt? I mine øjne skriger det til himmelen, at hun ikke er glad og tilfreds - det er man altså sjældent, når ens værelse ligner et bombet lokum. Du skriver endda, at hun plejede at være sød og rar, men at hun nu har ændret sig. Hvad med at finde ud af, hvad der ligger til grund for dét?

Hvis det "bare" er teenageopførsel, så er det jo fint, men hvad nu, hvis hun bakser med andre og mere alvorlige ting?

Jeg er overbevist om, at hun ikke er ond og gemen og opfører sig som hun gør, fordi hun synes, det er sjov og ballade. Som jeg hører det, er hun ked af et eller andet. Jeg ville tilbyde hende samtaler med en læge, psykolog, en fra Kræftens Bekæmpelse, EN eller anden...

Det lyder dog til, du/I har gjort rigtig meget for at gøre det godt, og det er dejligt at høre :kys: Måske er det bare ikke jer, hendes forældre, hun skal tale med den her gang.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pilgrimm
Jeg synes du gør det helt rigtige Pilgrimm.

Din datter må finde sig at være lidt længere nede da rangstigen for tiden, og kan hun ikke håndtere det, og kan hun heller ikke få fingrene ud, så må hun flytte. Også i vrede.

Det sagt, så kan jeg sagtens forstå, at det gør ondt på dig, og at du frygter et langt værre brud med din datter, hvis du holder fast.

Men hvad lærer hun af situationen nu, hvis du ikke holder fast, men føjer hende?

Endelig synes jeg at de to mindre drenges trivsel kommer før din datters i denne situation.

Det virker som hun bare er den der bedst til at råbe, skrige og få sin vilje.

God bedring. Kræft er noget pis. Har mistet mor, søster og eks-kone på den konto.

Det som er så underligt er at hun jo ikke var længere nede på rangstigen end drengene og de står ALTID på første trin. Min far har jo min mor - så der kan vi søskende "nøjes" med at skiftes til at være der og min sygdom er under kontrol. Det er kun 7 uger siden jeg blev opereret 6 steder på engang og i mandags startede jeg fuldtidsjob som fitness instuktør igen, så det er altså ikke længe jeg har "forsømt" ungerne - jeg er slet ikke typen som ikke har overskud men lige i de dage her dræner hun mig totalt.

Ja kræft er noget lort - har miste mormor, svigerfar og nu snart min far til skidtet. Det er ikke det at dø som er afskrækkende det er vejen der til.

Knus Pilgrimm

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pilgrimm
Jeg er overhovedet ikke uenig i, at man skal tage del i hjemmet og opføre sig anstændigt overfor andre mennesker, lige meget hvor gammel man er.

Men hvad nu, hvis hun er helt vildt ked af det, og det simpelthen ikke er MULIGT for hende at rydde op og opføre sig normalt? I mine øjne skriger det til himmelen, at hun ikke er glad og tilfreds - det er man altså sjældent, når ens værelse ligner et bombet lokum. Du skriver endda, at hun plejede at være sød og rar, men at hun nu har ændret sig. Hvad med at finde ud af, hvad der ligger til grund for dét?

Hvis det "bare" er teenageopførsel, så er det jo fint, men hvad nu, hvis hun bakser med andre og mere alvorlige ting?

Jeg er overbevist om, at hun ikke er ond og gemen og opfører sig som hun gør, fordi hun synes, det er sjov og ballade. Som jeg hører det, er hun ked af et eller andet. Jeg ville tilbyde hende samtaler med en læge, psykolog, en fra Kræftens Bekæmpelse, EN eller anden...

Det lyder dog til, du/I har gjort rigtig meget for at gøre det godt, og det er dejligt at høre :kys: Måske er det bare ikke jer, hendes forældre, hun skal tale med den her gang.

Hun har altid været en rodemikkel - det var hendes far og tante også siger bedstemor så det er ikke kommet det sidste 1/2 år - det er bare ulækkert siger jeg som er vokset op i et klinisk rent hjem (som dog var for meget af det gode).

Hun har talt med psykolog - ved ikke om hun går der endnu men hun fortalte da noget for 14 dage siden om deres samtale dagen før.

Jeg er også overbevist om at hun er ulykkelig på en eller anden måde, men det er gået helt i hårdknude - jeg er rigtig bange for hvad hun tumler med men jeg kan desværre ikke åbne hende med en dåseåbner - gid det var så simpelt.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
know1
Hun har altid været en rodemikkel - det var hendes far og tante også siger bedstemor så det er ikke kommet det sidste 1/2 år - det er bare ulækkert siger jeg som er vokset op i et klinisk rent hjem (som dog var for meget af det gode).

Hun har talt med psykolog - ved ikke om hun går der endnu men hun fortalte da noget for 14 dage siden om deres samtale dagen før.

Jeg er også overbevist om at hun er ulykkelig på en eller anden måde, men det er gået helt i hårdknude - jeg er rigtig bange for hvad hun tumler med men jeg kan desværre ikke åbne hende med en dåseåbner - gid det var så simpelt.

Jah, det er sørgeligt at være tilskuer til :ae:

Netop også derfor, jeg synes, det er synd, hvis hun bliver "smidt ud". I nogle tilfælde kan det måske godt hjælpe på forholdet mellem børn og forældre, men jeg kan jo også se fra mig selv, at det bestemt også kan gå den anden vej, og dét er heller ikke ønskeligt for nogen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pilgrimm
Jah, det er sørgeligt at være tilskuer til :ae:

Netop også derfor, jeg synes, det er synd, hvis hun bliver "smidt ud". I nogle tilfælde kan det måske godt hjælpe på forholdet mellem børn og forældre, men jeg kan jo også se fra mig selv, at det bestemt også kan gå den anden vej, og dét er heller ikke ønskeligt for nogen.

Vi har IKKE smidt hende ud hun valgte selv at gå i aftes da hun fik af vide at enten skal hun indordne sig eller også kunne vi (sammen) finde et værelse til hende. At hun skulle gå her og nu var ikke på tale og slet ikke fordi vi bor langt ude på landet. Vi vil gerne hjælpe hende med at finde noget da vi godt forstår at "byen" trækker men det er jo altså ikke nemt en tirsdag aften kl. 19.

Nej jeg tror ALDRIG at det hjælper på forholdet at blive smidt ud eller smide ud - det vil trække lange tråde af bitterhed og misforståelser efter sig. Men at blive enige om at finde et sted tæt på hvor vi kan hjælpe hende, hun kan komme hjem og spise hvis det kniber, låne en vaskemaskine osv. var i min verden optimalt. Så kan hun være hos os når hun har lyst. Jeg er godt nok ked af det.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Tom2x
Tænk at en pige er så spoleret - så hun ikke forstår at når familien er i krise, så stimler man sammen og hjælpes af! Også selvom man er teenager!

Hvis en af mine børn opførte sig sådan - og var over atten - så fik de også valget, indordne sig under reglerne, eller flytte. Ikke noget med at smide ud eller true osv - bare at under mit tag er mine regler og hvis man er over atten, så har man lov til at flytte, hvis ikke reglerne passer en.

Det der med at betale husleje osv forstår jeg slet ikke, hun får su + har et studiearbejde - så skal hun da selv betale husleje. Det er der mange før hende der har gjort - så det kan hun helt sikkert også.

Men meget lidt empatisk pige der opfører sig sådan - og taler sådan - og så ovenikøbet kort efter du har været igennem svær sygdom.

Mine krav ville nok faktisk være at ud over at indordne sig, tage dele i husholdningen - så skulle hun også med i familieterapi hvis hun ville blive boende hjemme.

Helt enig. Men det er et typisk billede på at barndommen bliver længere og længere.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst
Dette emne er nu lukket for yderligere svar.



×
×
  • Opret ny...