Jump to content
Velkommen til Jubii Debat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

sannepigen_1981

Skizofreni-tråd

Recommended Posts

Blueberry
Hej allesammen :wave:

Hvordan går det med jer?

Her kan jeg heldigvis meddele at det går supergodt (selvom jeg jo godt nok stadig er hjemløs).

Det hele startede med at jeg en dag glemte min medicin om morgenen, og i løbet af dagen synes jeg egentlig jeg havde det meget bedre end jeg plejede. Nu har jeg ikke taget den i en 4-5 dage, og har det fantastisk! Dog er det stadig meget tys-tys, i første omgang vil jeg ikke fortælle det til andre end jer herinde :D

Dejligt at høre :kys: Men er du ikke bange for at det lige pludselig rammer dig hårdt? :genert:

Dejligt at du har det så godt :danse:

Jeg har rystet over hele kroppen den sidste uges tid, grundet abilify.

Skal så til psyk i dag, og er spændt på hvad hun siger...

Hvordan gik det? :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PrincessConsuela
Skjult
Dejligt at høre :kys: Men er du ikke bange for at det lige pludselig rammer dig hårdt? :genert:

Hvordan gik det? :)

Tjoeh,, jeg har tænkt på det. Men lige nu føler jeg bare at mit liv handler om at leve i nuet, kan ikke overskue at tænke mere end en uges tid fremad. Og så tror jeg bare at jeg, ligesom Beautyinside, er i live i dag netop fordi jeg ind imellem har gode perioder og fremgang. Og det skal dælme nydes! :D

Del dette indlæg


Link til indlæg
Blueberry
Tjoeh,, jeg har tænkt på det. Men lige nu føler jeg bare at mit liv handler om at leve i nuet, kan ikke overskue at tænke mere end en uges tid fremad. Og så tror jeg bare at jeg, ligesom Beautyinside, er i live i dag netop fordi jeg ind imellem har gode perioder og fremgang. Og det skal dælme nydes! :D

Jeg krydser i hvert fald fingre for det bedste! :)

Btw, er det ikke noget med at man skal trappe langsomt ud/ned? :genert:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PrincessConsuela
Skjult
Jeg krydser i hvert fald fingre for det bedste! :)

Btw, er det ikke noget med at man skal trappe langsomt ud/ned? :genert:

Tak skal du have :kys:

Og joeh, det burde man nok. Men det startede jo med at jeg glemte medicinen.. og pillerne kan ikke knækkes over, så det er der ikke rigtigt mulighed for :genert:

Hvordan går det hos dig?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Groenaert

Jeg har fået kommunal bostøtteperson for voksne med sindslidelse.

Er for nyligt flyttet til min nuværende lejlighed, der er af meget høj standard, målt i forhold til en plads i rendestenen, på et forsorgshjem eller bare i det helt forkerte geografiske område.

Jeg manglede penge til at flytte ind, men fik arrangeret, så jeg kunne låne det, som jeg (iflg. mit regnestykke) manglede.

At rejse mig fra møget og etablere en sund levevis, kunne sådan set lige præcist lade sig gøre, både fysisk, psykisk og økonomisk.

Desværre holdt mit regnestykke ikke stik, heller ikke selv om jeg fik henstand ved tandlægen, der normalt får kr. 3.000,00 pr. måned.

Jeg gav mig til at hente mit skrammel med fjernbus ad mange omgange, da jeg dengang havde et monster-buskort, som var betalt.

Den tredie gang, jeg kom vadende ind igennem byen, blev jeg overfaldet af voldelige røvere. Alt for tungt læsset med kuffert, sportstaske og rygsæk, havde jeg ikke en chance for at stikke af, eller for at forsvare mig imod de tre gerningsmænd, så jeg gjorde, som man har lært at man skal, råbte meget højt RØVERI! da de fik mig ned i fortovet, hvad der fik bekymrede borgere til at ringe efter politiet.

Da politiet dukkede op, fandt de mig forslået på fortovet og uden tegnebog, samtidigt med at en betjent fulgte borgernes pegefingre og fandt de tre herrer i en baggård, hvor de stod og var ved at deles om indholdet af min tegnebog.

Jeg fik for mange tæsk til rigtig at kunne flytte noget, så det måtte jeg betale nogen for at hjælpe mig med, hvad der ikke var særlig elegant.

Det, der gjorde hele forskellen på, at jeg ikke selv kom i gang med en sund og selvstøttende levevis, var ikke selve røveriet, men måden jeg efterfølgende blev behandlet i retten.

Selv om politiet, anklagemyndigheden og min advokat fra starten var sikre på, at røverne ville blive dømt til at betale mine bukser, sko, kontanter og den ekstra flyttebil og at jeg ville blive tildelt den statslige voldsoffer-erstatning, som staten så efterfølgende ville inddrive hos gerningsmændene, så lykkedes det ikke.

Det føltes lidt som om, dommeren syntes, det var dumdristigt og at udfordre skæbnen, at gå på gaden, tungt læsset med mit gods og mit guld, så det ikke var domstolens problem, om røverne skulle betale mig noget, medmindre jeg selv ville udtage stævning imod de skyldige.

Det, der mest af alt, helt oprindeligt har gjort mig psykisk syg, er et langt og pinefuldt forløb, hvor statsapparatet gjorde mig retsløs i mange år.

Jeg er ikke nær så interesseret i, om samfundet får sin hævn over gerningsmændene, som jeg er i, om de skal betale hvad de skylder mig, men retten har åbenbart ment, at statens hævn over forbrydere, var vigtigere.

Den mest brutale af røverne, har fået seks måneders fængsel, som jeg går ud fra, han allerede har afsonet, så han går frit rundt og åbenbart ikke skal bekymre sig om en erstatningssag fra mig.

Denne onde forlængelse af statsmagtens respektløshed, har gjort hele forskellen, så jeg har brugt ca. ti timer mere end beregnet hos psykolog og psykiater, imedens jeg for længst har lagt selve overfaldet bag mig. Det var jo ikke noget personligt imod mig - de unge mænd ville jo bare have mine penge.

Jeg håber, den flinke dame fra kommunen der kommer i morgen, kan motivere mig for at rydde op, gøre rent, gå i bad og børste tænder, holde igen med eller helt droppe øl og smøger, motionere, indkøbe og tilberede sunde råvarer til god mad.

Jeg er ked af, at skulle belaste psykiatrien og kommunens voksen/handicap-støttepersonale, til sådan nogle ting, som jeg egentlig selv havde planlagt ret så godt, men nu bliver det sådan.

Det bedste, jeg for nyligt har opdaget, er noget med, hvordan jeg bliver opdaget og udnyttet af personer med narcissistiske tilbøjeligheder.

Det var dengang i barndommen, da de voksne narcissister, der kaldte sig forældre, drev rovdrift på min selvrespekt og lærte mig, at jeg ikke måtte tro på mig selv eller prøve at få succes med noget, kimen blev lagt, til at myndighedspersoner kunne trække mig rundt i manegen og pege fingre af, at nederlaget altid er min egen skyld og en uundgåelig konsekvens af at jeg (tillader de sig at tro) er et nul, der ikke fortjener ordentlig behandling eller et minimum af respekt.

En anden debattør her i tråden har fornyligt fået den samme diagnose som jeg, skizotypisk sindslidelse og skrev til mig i pb, for at høre om min erfaring i at leve med det.

Jeg svarede på lidt af, hvad jeg ved om emnet og henviste til nogle nyttige links, blandt andet dette Selvrespekt iflg. Ebbe Krüger i hans gratis bog på nettet.

Hvad jeg mere har lært, er, synes jeg, at narcissister ikke har en indbygget selvrespekt, men et kunstigt oppustet ego, der konstant skal holdes ved lige, ved at drive rovdrift på andre menneskers selvrespekt og få dem til at føle sig uduelige, uværdige og ubetydelige.

Dagen efter, når narcissisten igen har ondt i sjælen, fordi gårsdagens varme luft i ego-ballonen er sevet ud eller kølet af, så går jagten ind på nye mennesker at udnytte.

Jeg har altså en kedelig og selvskadelig tendens til at lade opvasken stå, lade vasketøjet ligge og sætte mig til rette på en bodega, hvor jeg kan kompensere for den manglende selvrespekt, med det kunstigt oppustede ego, der følger af øl og cigaretter, men som dagen efter forsvinder, ligeså hurtigt som kvalmen, hosten og bondeangeren over at have brugt kostpengene når at indfinde sig.

Det betyder bare, at narcissister er hverken bedre eller dårligere mennesker end vi, deres byttedyr.

Det er i denne erkendelse, at jeg her til aften og i morgen tidlig går i gang med at gøre noget, der kan hjælpe på min selvrespekt og lette arbejdet for bostøtten, blot ved at yde egenomsorg og dermed opbygge ægte selvrespekt.

Ude blandt de "normale", er der vel egentlig også en slags logik i, at vi, der ikke viser os selv respekt, men står i lort til op over begge ører, ikke fortjener mere respekt, end til den standard, som vi selv sætter.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
blueberry..
Skjult
Tak skal du have :kys:

Og joeh, det burde man nok. Men det startede jo med at jeg glemte medicinen.. og pillerne kan ikke knækkes over, så det er der ikke rigtigt mulighed for :genert:

Hvordan går det hos dig?

Det går okay. Skal se min kæreste i morgen, så det glæder jeg mig til. Ellers er der vist ikke så meget nyt at fortælle.

(Det er mig, jubii vil bare kun logge mig ind når jeg bruger chrome, og min computer er fucked og vil ikke længere lade mig køre chrome mere :rulle:)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Blue87
Tak skal du have :kys:

Og joeh, det burde man nok. Men det startede jo med at jeg glemte medicinen.. og pillerne kan ikke knækkes over, så det er der ikke rigtigt mulighed for :genert:

Hvordan går det hos dig?

Det går okay. Skal se min kæreste i morgen, så det glæder jeg mig til. Ellers er der vist ikke så meget nyt at fortælle.

(Det er mig, jubii vil bare kun logge mig ind når jeg bruger chrome, og min computer er fucked og vil ikke længere lade mig køre chrome mere :rulle:)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Blue87
Jeg har fået kommunal bostøtteperson for voksne med sindslidelse.

Er for nyligt flyttet til min nuværende lejlighed, der er af meget høj standard, målt i forhold til en plads i rendestenen, på et forsorgshjem eller bare i det helt forkerte geografiske område.

Jeg manglede penge til at flytte ind, men fik arrangeret, så jeg kunne låne det, som jeg (iflg. mit regnestykke) manglede.

At rejse mig fra møget og etablere en sund levevis, kunne sådan set lige præcist lade sig gøre, både fysisk, psykisk og økonomisk.

Desværre holdt mit regnestykke ikke stik, heller ikke selv om jeg fik henstand ved tandlægen, der normalt får kr. 3.000,00 pr. måned.

Jeg gav mig til at hente mit skrammel med fjernbus ad mange omgange, da jeg dengang havde et monster-buskort, som var betalt.

Den tredie gang, jeg kom vadende ind igennem byen, blev jeg overfaldet af voldelige røvere. Alt for tungt læsset med kuffert, sportstaske og rygsæk, havde jeg ikke en chance for at stikke af, eller for at forsvare mig imod de tre gerningsmænd, så jeg gjorde, som man har lært at man skal, råbte meget højt RØVERI! da de fik mig ned i fortovet, hvad der fik bekymrede borgere til at ringe efter politiet.

Da politiet dukkede op, fandt de mig forslået på fortovet og uden tegnebog, samtidigt med at en betjent fulgte borgernes pegefingre og fandt de tre herrer i en baggård, hvor de stod og var ved at deles om indholdet af min tegnebog.

Jeg fik for mange tæsk til rigtig at kunne flytte noget, så det måtte jeg betale nogen for at hjælpe mig med, hvad der ikke var særlig elegant.

Det, der gjorde hele forskellen på, at jeg ikke selv kom i gang med en sund og selvstøttende levevis, var ikke selve røveriet, men måden jeg efterfølgende blev behandlet i retten.

Selv om politiet, anklagemyndigheden og min advokat fra starten var sikre på, at røverne ville blive dømt til at betale mine bukser, sko, kontanter og den ekstra flyttebil og at jeg ville blive tildelt den statslige voldsoffer-erstatning, som staten så efterfølgende ville inddrive hos gerningsmændene, så lykkedes det ikke.

Det føltes lidt som om, dommeren syntes, det var dumdristigt og at udfordre skæbnen, at gå på gaden, tungt læsset med mit gods og mit guld, så det ikke var domstolens problem, om røverne skulle betale mig noget, medmindre jeg selv ville udtage stævning imod de skyldige.

Det, der mest af alt, helt oprindeligt har gjort mig psykisk syg, er et langt og pinefuldt forløb, hvor statsapparatet gjorde mig retsløs i mange år.

Jeg er ikke nær så interesseret i, om samfundet får sin hævn over gerningsmændene, som jeg er i, om de skal betale hvad de skylder mig, men retten har åbenbart ment, at statens hævn over forbrydere, var vigtigere.

Den mest brutale af røverne, har fået seks måneders fængsel, som jeg går ud fra, han allerede har afsonet, så han går frit rundt og åbenbart ikke skal bekymre sig om en erstatningssag fra mig.

Denne onde forlængelse af statsmagtens respektløshed, har gjort hele forskellen, så jeg har brugt ca. ti timer mere end beregnet hos psykolog og psykiater, imedens jeg for længst har lagt selve overfaldet bag mig. Det var jo ikke noget personligt imod mig - de unge mænd ville jo bare have mine penge.

Jeg håber, den flinke dame fra kommunen der kommer i morgen, kan motivere mig for at rydde op, gøre rent, gå i bad og børste tænder, holde igen med eller helt droppe øl og smøger, motionere, indkøbe og tilberede sunde råvarer til god mad.

Jeg er ked af, at skulle belaste psykiatrien og kommunens voksen/handicap-støttepersonale, til sådan nogle ting, som jeg egentlig selv havde planlagt ret så godt, men nu bliver det sådan.

Det bedste, jeg for nyligt har opdaget, er noget med, hvordan jeg bliver opdaget og udnyttet af personer med narcissistiske tilbøjeligheder.

Det var dengang i barndommen, da de voksne narcissister, der kaldte sig forældre, drev rovdrift på min selvrespekt og lærte mig, at jeg ikke måtte tro på mig selv eller prøve at få succes med noget, kimen blev lagt, til at myndighedspersoner kunne trække mig rundt i manegen og pege fingre af, at nederlaget altid er min egen skyld og en uundgåelig konsekvens af at jeg (tillader de sig at tro) er et nul, der ikke fortjener ordentlig behandling eller et minimum af respekt.

En anden debattør her i tråden har fornyligt fået den samme diagnose som jeg, skizotypisk sindslidelse og skrev til mig i pb, for at høre om min erfaring i at leve med det.

Jeg svarede på lidt af, hvad jeg ved om emnet og henviste til nogle nyttige links, blandt andet dette Selvrespekt iflg. Ebbe Krüger i hans gratis bog på nettet.

Hvad jeg mere har lært, er, synes jeg, at narcissister ikke har en indbygget selvrespekt, men et kunstigt oppustet ego, der konstant skal holdes ved lige, ved at drive rovdrift på andre menneskers selvrespekt og få dem til at føle sig uduelige, uværdige og ubetydelige.

Dagen efter, når narcissisten igen har ondt i sjælen, fordi gårsdagens varme luft i ego-ballonen er sevet ud eller kølet af, så går jagten ind på nye mennesker at udnytte.

Jeg har altså en kedelig og selvskadelig tendens til at lade opvasken stå, lade vasketøjet ligge og sætte mig til rette på en bodega, hvor jeg kan kompensere for den manglende selvrespekt, med det kunstigt oppustede ego, der følger af øl og cigaretter, men som dagen efter forsvinder, ligeså hurtigt som kvalmen, hosten og bondeangeren over at have brugt kostpengene når at indfinde sig.

Det betyder bare, at narcissister er hverken bedre eller dårligere mennesker end vi, deres byttedyr.

Det er i denne erkendelse, at jeg her til aften og i morgen tidlig går i gang med at gøre noget, der kan hjælpe på min selvrespekt og lette arbejdet for bostøtten, blot ved at yde egenomsorg og dermed opbygge ægte selvrespekt.

Ude blandt de "normale", er der vel egentlig også en slags logik i, at vi, der ikke viser os selv respekt, men står i lort til op over begge ører, ikke fortjener mere respekt, end til den standard, som vi selv sætter.

Held og lykke i morgen. Jeg har selv lige fået bostøtte, men har endnu ikke brugt hende til det jeg gerne vil have hjælp til. Skal lige over det grænseoverskridende punkt :genert:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
P. Noia

Det gik fint nok :)

Skal gå ned på 5 mg igen i morgen. Håber det hjælper :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Groenaert
Held og lykke i morgen. Jeg har selv lige fået bostøtte, men har endnu ikke brugt hende til det jeg gerne vil have hjælp til. Skal lige over det grænseoverskridende punkt :genert:

Jeg tror, det vil virke og at jeg vil kunne begynde at få nogle ting i mit liv til at fungere, men mon jeg er blevet klogere?

Når jeg efter et langt og sejt træk ser hverdagen begynde at arte sig fornuftigt, når min selvrespekt atter begynder at tage form, hvad så når een eller anden narcissist opdager at jeg har formastet mig til at udvikle en begyndende tro på mig selv og hvad jeg står for?

Næste gang, håber jeg, at jeg opfatter situationen i tide og får sagt fra, inden rovdyret (narcissisten) får skovlet hele den positive stemning væk og lagt hindringer i vejen for den sunde udvikling.

Det begynder at trætte mig, at skulle starte fra bunden, men mine nyeste opdagelser af, hvorfor jeg ryger til bunds og hvad jeg skal gøre for at øge og fastholde et fremskridt, bør da vel kunne slå rod i min bevidsthed?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites



×
×
  • Opret ny...