Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke
Jump to content
Velkommen til Jubii Debat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

Viksi40

Jeg er sur på min søn.....

Recommended Posts

Bambi@
-og så synes jeg forøvrigt at Bambis indlæg er GENIALT!

Mange tak :kys: - og tilføjer gerne at NEJ da, TS er ikke nogen dårlig mor, blot måske lidt overbeskyttende og usikker på, om det hun har indprentet ham, vil holde "ude i den store stygge verden" .. og nej - umiddelbart virker det bare ikke sådan når man for 117 gang skal hente alle krus, kopper, tallerkner og bestik på hans værelse .. og som du skriver Cafilla .. at deres univers drejer sig om det modsatte køn, artoprofilen, musik og mobilos.

hvad SKAL der dog blive af de drys ?. de dovne dyr.

de utaknemmelige bæster. frække unger. Hensynsløse møg-(bandeord).

men VI ELSKER DEM JO ALLIGEVEL,

og det er DET vi skal huske at formidle, huske at formidle årsagen til vi er hamrende uretfærdige, og ikke fatter en skid .. sommetider. Det er netop fordi vi elsker dem og ikke ønsker de skal ende " i noget skidt" .. men undervejs, med alle vore gode intentioner - har vi altså en evne til at glemme at se tingene fra deres perspektiv. VI er nemlig klogere. VI ved bedst. og NEJ, det gør vi så ikke!! for vi kender ikke forholdene idag (hvis ikke den unge fortæller os det), vi kender ikke baggrunden for adfærden (hvis ikke de fortæller det) - og for at de fortæller noget, kræver det interesse og indleven i deres liv - UDEN pegefingre, uden fordømmelse. Det er dælme svært, men det kan lade sig gøre - hvis jeg stod og havde et valg.. ville jeg til enhver foretrække en ret magelig og halv eller hel egoistisk knægt - med overbevisning om at ALT kan betros til forældrne, når noget gør ondt .... fremfor en tilsyneladende velfungerende , dygtig og på alle måder smuk pige, der .. fordi hun føler sig alene med sine spekulationer og isoleret fra familien .. i smug sidder og skærer i sig selv eller kaster sin mad op. For mig at se, mangler der nemlig noget kommunikation og kærlighed.. uforløste issues.. når ens selvværd er så ødelagt, at man ikke henvender sig i søgen efter HJÆLP, altså nærmeste familie.

Nu er jeg efterhånden langt ude i andre emner, men dette er noget jeg føler ret stærkt for. Rigtig meget løses ved at have VIDEN. Viden om sin unges liv.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Bambi@

TS, jeg ønsker Jer også en rigtig dejlig ferie :gogo:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
lotte9210
-og så synes jeg forøvrigt at Bambis indlæg er GENIALT!

Bambis indlæg er ALTID geniale :love:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Bambi@
Bambis indlæg er ALTID geniale :love:

årrrrrrrh :blushing: - :kys: "smasker" til dig Lotte.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Sallylicious

Nu har jeg ikke læst hele tråden igennem..

Men hvorfor planlægger i ikke lidt af ferien?

På den måde får i da i hvertfald hinanden at se. I kunne fx sige 1. dag skal vi "bla bla.." og derefter kan i gøre som i vil/slappe af/whatever (acceptabelt dog)

2. dag kan i slappe af til kl "xx.xx" og så skal vi ud og spise senere.. osv.. På den måde får i familie-kvalitets tid sammen plus de kan slappe af sammen.

Udover det tror jeg bare du skal være konsekvent med han ikke hjælper til. fx det med hans kuffert - mind ham om det een gang og hvis han glemmer det så er det bare ris til hans egen røv.

Jeg kan godt forstå han ikke vil passe børn, men ja han kan snildt hjælpe.

Men han ender nok med at blive lidt gnaven dernede nu når han ikke ser sin kæreste i sååå laaang tiiid.. :lol:

Håber i får en god tur!! :D

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Viksi40

Jeg har nu læst jeres svar, og kan se hvad I mener mht byture, for jeg har trods alt selv været 17 engang, og jeg ville også føle det pinligt, hvis jeg skulle ha min far/papfar med på disco. Men nu er det jo heller ikke meningen, at de skal sidde klods op og ned af hinanden. Min mand vil blot sætte sig i baren, hvorefter min søn bare kan bevæge sig rundt, som han har lyst.

Men nu kender jeg jo min søn, og ved at han ikke er særlig påtrængende og åben overfor nye mennesker, og han er også lidt genert. Så for at komme i kontakt med folk vil han drikke sig stang-bacardi for at få mod til at kontakte dem. Og så er det netop, at han ikke kan styre det.

Og jeg vil aldrig aldrig tilgive mig selv, hvis der skete ham noget.

"Jamen de sagde inde på debatten, at det var i orden at lukke ham alene ud i nattelivet" er jo ikke noget brugbart argument overfor mig selv, hvis først skaden er sket.

Måske er jeg overbeskyttende, men sålænge han er under 18 og i min varetægt, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at passe på ham, for under indflydelse af alkohol er han ikke selv i stand til det.

Selvfølgelig skal han have lov at gå sine egne vegne, og færdes alene eller sammen med min datter (de har mange planer om shoppe-ture, strandture og lign. bare de to), og det er helt ok med os. For når han er ædru, hvilket han jo heldigvis er for det meste, så er han rimelig fornuftig, og jeg stoler på, at han sagtens kan klare de situationer der kunne opstå. Min datter er endnu mere fornuftig, så det er ikke noget problem.

Men når først han begynder at drikke, så kan han ikke stoppe igen, og så ryger "forstanden". Herhjemme er han altid sammen med kæresten og vennerne når han drikker, og de sørger altid for, at han kommer hjem, hvis han ikke selv kan. Han er tit blevet hentet af sin far, fordi vennerne har ringet efter ham.

(Og jo, jeg har snakket med ham utallige gange om hans håndtering af alkohol, men ligeså fornuftig han er som ædru, ligeså ufornuftig er han, når den første genstand er drukket).

Men det korte af det lange er, at herhjemme er han blandt venner og i kendte omgivelser.

I Bulgarien = ingen venner og totalt fremmede omgivelser!

Måske vil I sige, at så må han lære af sine erfaringer, men når ikke engang en udpumpning kan afskrække ham, ja hvad kan så? Og ligger han først på bunden af en pool, så hjælper ingen argumenter.. Og pools er der jo nok af dernede!

Hvis han havde en kammerat eller kæresten med, så ville situationen være en helt anden, men det har han nu engang ikke på denne rejse.

Mht det at hjælpe lidt til, så er I flere der har skrevet, at man da ikke skal hjælpe sin mor med at se efter de små, når man er 17 og tilmed en dreng!

Nu er jeg nok lidt provokerende, men det er for at sætte sagen på spidsen, så der ikke er tvivl om hvad jeg mener, for disse udtalelser tolker jeg som:

at når man sidder og ser tv med den 17-årige, den 3-årige drøner rundt og leger flyvemaskine, og den mindste sidder i sin skråstol, og man så lige skal et smut på toilettet, ja så tager man da den mindste med, for den 17-årige skal da ikke belemres med at kigge efter, at den 3-årige ikke vælter skråstolen mens man er væk to min. For han ser jo tv!!!!!

Ved godt at det er et grelt eksempel, og at jeg nok får på puklen nu, men det er blot for at pointere HVAD jeg mener med at hjælpe lidt til.

Og derfor har jeg på forhånd sagt til ham, at vi selvfølgelig forventer, at han også hjælper lidt til. Måske har han misforstået dette, som nogen skriver, så jeg vil selvfølgelig tage endnu en snak med ham, og forklare, at vi IKKE forventer at han skal passe børn og slæbe tunge ting i et væk, men blot hjælpe til i en snæver vending. Han er jo ikke vant til at være sammen med sine mindre søskende til daglig, så det ligger ikke naturligt for ham. Skal også huske ham på hver gang han kommer, at hvis han lader sin mobil ligge og flyde i sofaen, ja så kan min ekstremt nysgerrige 3-årige altså ikke modstå fristelsen til lige at låne den lidt! Og det sker tit!!

Men vi er jo 6 personer afsted, og der skal jo helst være plads til, at vi alle kan få en god ferie.

(Har forøvrigt ALDRIG bedt ham skifte en ble, og vil heller aldrig gøre det).. :)

Vil dog endnu engang sige tak for jeres svar, da det bl.a. har fået mig til at tænke mere over, hvordan jeg selv opfattede verden som 17-årig, og selvfølgelig har verden ændret sig meget siden, og der er andre ting oppe i tiden nu, men jeg husker da stadig mine frustrationer over min mor (min far døde da jeg var 16), som ikke forstod noget som helst, efter min mening.

Jeg husker også hvordan jeg helt klart følte, at jeg vidste bedst hvordan mit liv skulle være, og samtidig var jeg yderst sårbar og usikker overfor den nye voksne verden, som ventede lige om hjørnet.

En frustrerende tid, hvor man skulle forsøge at finde et ståsted i denne nye verden, samtidig med at man indeni af og til stadig følte sig som en lille pige, der gerne ville beskyttes...

Så det vil jeg gerne takke for, da jeg nok lidt havde glemt alt dette i al min moderlige bekymring.

Og bortset fra det med alkoholen, så ved jeg, at min søn og jeg nok skal komme overens, for jeg elsker jo den knægt, og ved at han også elsker mig.

Så et stort :kys: til jer, der har fået mig til at indse dette....

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Filla

Til det med de byture, så forstår jeg dig godt. Jeg synes sq heller ikke du skal lade ham rende i byen alene. Vil han overhovedet det? -Og du skrev jo også i starten, at han har accepteret at have sin stedfar med. Det synes jeg var en rigtig god løsning. Så hold da fast i den. Hvis han så falder i hak med nogle dernede, kan han jo evt få lov til at smutte ud med dem... Nu har jeg også forsøgt at tegne et billede af, hvordan det er på Sunny Beach, og for at være ærlig, turde jeg sq ikke selv gå i byen dernede, men jeg er også ret let at skræmme. Jeg kan ikke tale for andre, men MIN pointe var bare, at jeg godt kunne forstå, hvorfor han blev lidt forvirret.

Det med at kigge efter en baby, mens mor går på toilet. -Det er bare slet ikke en del af, at hjælpe til, hvis du spørger mig. Det er da en ganske naturlig ting, at han lige har et halvt øje på babyen, mens du tisser. Så måske der bare er lidt forskellige meninger om, hvad "at hjælpe til" betyder.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
bette-fis
Jeg har nu læst jeres svar, og kan se hvad I mener mht byture, for jeg har trods alt selv været 17 engang, og jeg ville også føle det pinligt, hvis jeg skulle ha min far/papfar med på disco. Men nu er det jo heller ikke meningen, at de skal sidde klods op og ned af hinanden. Min mand vil blot sætte sig i baren, hvorefter min søn bare kan bevæge sig rundt, som han har lyst.

Men nu kender jeg jo min søn, og ved at han ikke er særlig påtrængende og åben overfor nye mennesker, og han er også lidt genert. Så for at komme i kontakt med folk vil han drikke sig stang-bacardi for at få mod til at kontakte dem. Og så er det netop, at han ikke kan styre det.

Og jeg vil aldrig aldrig tilgive mig selv, hvis der skete ham noget.

"Jamen de sagde inde på debatten, at det var i orden at lukke ham alene ud i nattelivet" er jo ikke noget brugbart argument overfor mig selv, hvis først skaden er sket.

Måske er jeg overbeskyttende, men sålænge han er under 18 og i min varetægt, så vil jeg gøre hvad jeg kan for at passe på ham, for under indflydelse af alkohol er han ikke selv i stand til det.

Selvfølgelig skal han have lov at gå sine egne vegne, og færdes alene eller sammen med min datter (de har mange planer om shoppe-ture, strandture og lign. bare de to), og det er helt ok med os. For når han er ædru, hvilket han jo heldigvis er for det meste, så er han rimelig fornuftig, og jeg stoler på, at han sagtens kan klare de situationer der kunne opstå. Min datter er endnu mere fornuftig, så det er ikke noget problem.

Men når først han begynder at drikke, så kan han ikke stoppe igen, og så ryger "forstanden". Herhjemme er han altid sammen med kæresten og vennerne når han drikker, og de sørger altid for, at han kommer hjem, hvis han ikke selv kan. Han er tit blevet hentet af sin far, fordi vennerne har ringet efter ham.

(Og jo, jeg har snakket med ham utallige gange om hans håndtering af alkohol, men ligeså fornuftig han er som ædru, ligeså ufornuftig er han, når den første genstand er drukket).

Men det korte af det lange er, at herhjemme er han blandt venner og i kendte omgivelser.

I Bulgarien = ingen venner og totalt fremmede omgivelser!

Måske vil I sige, at så må han lære af sine erfaringer, men når ikke engang en udpumpning kan afskrække ham, ja hvad kan så? Og ligger han først på bunden af en pool, så hjælper ingen argumenter.. Og pools er der jo nok af dernede!

Hvis han havde en kammerat eller kæresten med, så ville situationen være en helt anden, men det har han nu engang ikke på denne rejse.

Mht det at hjælpe lidt til, så er I flere der har skrevet, at man da ikke skal hjælpe sin mor med at se efter de små, når man er 17 og tilmed en dreng!

Nu er jeg nok lidt provokerende, men det er for at sætte sagen på spidsen, så der ikke er tvivl om hvad jeg mener, for disse udtalelser tolker jeg som:

at når man sidder og ser tv med den 17-årige, den 3-årige drøner rundt og leger flyvemaskine, og den mindste sidder i sin skråstol, og man så lige skal et smut på toilettet, ja så tager man da den mindste med, for den 17-årige skal da ikke belemres med at kigge efter, at den 3-årige ikke vælter skråstolen mens man er væk to min. For han ser jo tv!!!!!

Ved godt at det er et grelt eksempel, og at jeg nok får på puklen nu, men det er blot for at pointere HVAD jeg mener med at hjælpe lidt til.

Og derfor har jeg på forhånd sagt til ham, at vi selvfølgelig forventer, at han også hjælper lidt til. Måske har han misforstået dette, som nogen skriver, så jeg vil selvfølgelig tage endnu en snak med ham, og forklare, at vi IKKE forventer at han skal passe børn og slæbe tunge ting i et væk, men blot hjælpe til i en snæver vending. Han er jo ikke vant til at være sammen med sine mindre søskende til daglig, så det ligger ikke naturligt for ham. Skal også huske ham på hver gang han kommer, at hvis han lader sin mobil ligge og flyde i sofaen, ja så kan min ekstremt nysgerrige 3-årige altså ikke modstå fristelsen til lige at låne den lidt! Og det sker tit!!

Men vi er jo 6 personer afsted, og der skal jo helst være plads til, at vi alle kan få en god ferie.

(Har forøvrigt ALDRIG bedt ham skifte en ble, og vil heller aldrig gøre det).. :)

Vil dog endnu engang sige tak for jeres svar, da det bl.a. har fået mig til at tænke mere over, hvordan jeg selv opfattede verden som 17-årig, og selvfølgelig har verden ændret sig meget siden, og der er andre ting oppe i tiden nu, men jeg husker da stadig mine frustrationer over min mor (min far døde da jeg var 16), som ikke forstod noget som helst, efter min mening.

Jeg husker også hvordan jeg helt klart følte, at jeg vidste bedst hvordan mit liv skulle være, og samtidig var jeg yderst sårbar og usikker overfor den nye voksne verden, som ventede lige om hjørnet.

En frustrerende tid, hvor man skulle forsøge at finde et ståsted i denne nye verden, samtidig med at man indeni af og til stadig følte sig som en lille pige, der gerne ville beskyttes...

Så det vil jeg gerne takke for, da jeg nok lidt havde glemt alt dette i al min moderlige bekymring.

Og bortset fra det med alkoholen, så ved jeg, at min søn og jeg nok skal komme overens, for jeg elsker jo den knægt, og ved at han også elsker mig.

Så et stort :kys: til jer, der har fået mig til at indse dette....

Eiiii:love: Jeg syness du lyder som en SKØN mor:)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst Trunten77
For mig at se er det ris til egen røv - det kan godt være det er hårdt sagt, men det er jo jeres opdragelse, der har slået fejl, hvis han aldrig hjælper til...

Det er opdragelse og næppe en del af teenage-kulturen...

Det er i aller højeste grad en del af teenage kulturen. Teenagere er dødhamrende ego centreret, det går over på et tidspunkt.

Kan ikke forstå han ikke må gå på diskotek uden en voksen. Han er 17 år!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst Trunten77
Er lidt ked af, at dette har udviklet sig til en debat om, at jeg/vi ikke har opdraget min søn særlig godt...

Jeg ville egentlig bare gerne vide, hvordan jeg takler den konflikt der er opstået, og ikke så meget om hvordan jeg skal/skulle have opdraget ham..

Syns altid jeg har fået nogle gode og brugbare, og ikke mindst objektive svar herinde, men jeg har nok bare været heldig, indtil nu! Er faktisk lidt ked af, at jeg spurgte om hjælp, for det er ikke særlig sjovt, at få stukket i hovedet, at man nok er en dårlig mor...

Jeg vil prøve at forklare min søn, at han selvfølgelig skal have en sjov ferie, men at det ikke skal være på bekostning af os andre, da vi jo er 6, der skal afsted, og jeg vil forsøge at bruge de brugbare og objektive svar, jeg trods alt har fået. Tak for dem...

Du skal huske at når man skriver noget ned, så lyder det ofte hårdere end hvis du hører det i tale. Du er selvfølgelig ikke nogen dårlig mor.

Folk herinde er også gode til at misforstå. Selvfølgelig skal han da lige hjølpe lidt med dit og dat, det er ganske naturligt, og det gør han nok også når i er der. Selvfølgelig skal han ikke være barnepige hele sin ferie, men fordi han kigger efter de små et øjeblik i ny og næ, er ikke at ødelægge ferien for ham. min den store ser også nogle gange efter den lille, det kan hun sagtens og det har vi fleste med små søskende gjort flere gange i løbet af vores barndom.

Syntes dog du skal overveje at lade ham gi den gas om aftenen alene. Man er kun ung 1 gang, og det kan godt være han får tømmermænd, men det er jo kun ham det går ud over.

Syntes faktisk at det er flot at han er så pligtopfyldende mht. sit arbejde.Han skal nok vokse fra sin egoisme, men du kan ikke gøre andet end have lidt tålmodighed.

Knus fra Trunten

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst
Dette emne er nu lukket for yderligere svar.



×
×
  • Opret ny...