Jump to content
Velkommen til Jubii Debat
Sveske

Børn af alkoholikere, lad os bryde tavsheden.

Recommended Posts

Prinsessen-18

Hvor er denne traad god:)

Det er saa rart ikke at vaere alene, og vide at andre mennesker ogsaa har oplevet ting der minder meget om mine. Jeg troede som barn jeg var den eneste der oplevede disse ting.

Ja min far kender heller ikke graenser, og det vaerste er at han lader som om de ting der er sket, aldrig er sket.

Det er trist men hvad kan man gore.Sikke en maade at spilde livet paa, trist og tragisk.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst ripley18

Jeg synes næsten det værste er, at alkoholikeren i ens liv ikke kan eller vil se, at den er gal .. eller har været det.

Om de så får alle problemerne kastet lige i hovedet, så nægter de, at der er et problem :rulle:

Gang på gang har jeg bare undret mig over, at de kan benægte så hårdnakket, at der er et problem .. selv da min mor blev sendt hjem fra arbejde flere gange i fuld tilstand og på et tidspunkt kørte galt om morgenen og fik taget blodprøve der viste stor promille, hvorefter hun fik frataget sit kørekort .. da var der stadigvæk ikke noget problem :forvirret

Utroligt, at man kan benægte så hårdnakket, så man selv tror på sine egne løgne - at det er alle andre, det er galt med!!

Jeg tror, at hvis 20 mennesker (f.eks. familie, ex-kollegaer, venner osv.) stillede sig op og sagde til min mor på én gang, at hun havde et problem, så ville hun stadigvæk få det vendt rundt til, at det var os, der var noget galt med .. !!!!

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Sveske

Det har dog givet mig store ar på sjælen og jeg vil meget gerne være en del af denne tråd - lad os udveksle erfaringer om, hvordan vi tackler det i hverdagen - også efter vi selv har fået børn :)

Nemlig den der med, når vi selv har fået børn.

Jeg har en søn på 2½, og det nemmeste for mig ville være at afskære ham fra at have kontakt til min far, lige fra fødsel.

Men igennem årene er jeg kommet der til at det gør mere ondt på mig ikke at have kontakt til min far end det gør at have ham i mit liv med en arms brede fra livet.

Jeg har besluttet at Mads gerne må have og se sin bedstefar, for sjovt nok er min far en bedre bedstefar end han nogensinde har været far.

Det eneste problem er at min dreng er lidt forsigtig og genert af sig og det tolker min far som om han er en tøsedreng. Plus at min far så ikke helt er med på den opdragelse vi giver vores børn nu om dage. Fx. har han meget svært ved at forstå at små børn skal have lov til at røre og føle på maden (her snakker vi da min søn var 1-1½ år). min far har også store problemer med at HØRE hvad Mads siger, forstået på den måde, han taler TIL Mads ikke med ham.

Jeg har helt bestemt tænkt mig at når Mads bliver ældre får han at vide at bedstefar er syg og at det er noget vi snakker om hjemme. Min far skal ikke være sammen med Mads når han er fuld, men jeg gør mig heller ikke nogen forhåbninger om at han er 100% ædru. Jeg er kommet dertil hvor jeg tåler en 4 øl om dagen, men heller ikke mere når Mads og jeg er der.

Min far har kun ganske få gange fået liv til at være alene med Mads, og oftes han et af hans kvindebekendtskaber også været der. Det har altid kun været hvis jeg lige skulle i brugsen efter noget mælk el. lign.

Jeg har for nylig også meddelt min far at han ikke kan slæbe en ny kvinde med hver gang han besøger os, ej heller skal der være en ny kvinder hver gang vi besøger ham. Jeg har sagt at nu er Mads ved at være så gammel at det er noget dumt noget. Det er lige som spille reglerne, jeg vil gerne møde en kæreste som han har haft igennem længere tid og satser på et forhold med, ellers gider jeg ikke. Problemet er jo så at hanikke har eller vil have den slags forhold.

Hvilket forhold ser I andre gerne at jeres barn/børn har/får til alkoholikeren, hvis noget overhovedet?

Hvordan takler I det, jer der har større børn, hvor meget og hvor lidt fortælle I dem og hvordan?

Sveske

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LiQuid

Melder mig her...

Min far er alkoholiker.

Min mor og far blev skilt da jeg var 6 år gammel. ( Min søster 2 år) og min far begyndte at drikke, ihvertfald i weekenden, også i de weekender vi var på besøg og jeg hadede det hver eneste gang.

Han skulle altid kramme og kysse og vise os at han elskede sine børn højt når han var fuld, men det var super ubehageligt når han var fuld og dermed hang op af os og stank af øl. ( ikke underligt jeg ikke drikke øl i dag, kan ikke fordrage lugten af det)

Han blev meget let sur og vrissen når vi var på besøg og han dermed skulle prøve at holde sine weekender tørre, men til sidst drak han også i de weekender vi var der.

Min mor snakkede meget med ham om han ikke bare kunne holde sit forbrug til de weekender vi ikke var der og være FAR når vi var der. Men det så ikke ud til at lykkedes.

En weekend hvor det havde været rigtigt slemt og drikkeriet havde været slemt, kom jeg hjem til min mor og sagde jeg ikke ville på weekend hos ham mere.

Jeg havde det dårligt fordi jeg følte jeg havde taget en del af min fars liv væk og jeg ofte tænkte på hvad han lavede om han lå i rendestenen og sov eller hvordan det hang sammen. Ham og hans venner er personer som sidder på den lokale bænk i parken eller hvor de nu sidder, og jeg var meget flov over det i min barndom/tidlig ungdom.

Vi boede i samme by og jeg så ham derfor indimellem, i starten stoppede vi op og snakkede lidt sammen, men som tiden gik blev jeg mere og mere flov over at støde på ham når han var fuld så til sidst endte det med at vi slet ikke hilste på hinanden mere.

Vi flyttede så til jylland og der havde vi ikke konkakt i 11 år.

11 år hvor jeg var super ked af at min far var sådan som han var og super bange for om han var ved at drikke dig selv ihjel, bange for at han savnede os og jeg dermed havde bidraget til at han ville drikke mere og mere.

En dag da jeg var tilbage i min barndomsby og jeg var blevet 19 år så jeg ham en dag til en byfest, og jeg tænkte at hvis jeg nogensinde skulle få "fred" omkring min uvished og nogensinde skulle få kontakt med min far igen så var det nu...

Så jeg gik hen og sagde hej selvom han var fuld, han var meget glad og overvældet over at se mig og vi aftalte at ses dagen efter.

Dagen efter var han ikke fuld, men jeg var ikke et sekundt i tvivl om at alle de år som alkoholiker havde taget hårdt på ham. Han sagde de samme ting om og om igen, han huskede dårligt osv.

Efterfølgende har jeg ikke set ham siden, det er snart 4 år siden, men vi har en smule kontakt. Et opkald/sms om måneden eller deromkring. Nok til at jeg ved han har det "godt" efter omstændighederne, men jeg ønsker på ingen måde at have ham mere i mit liv end han er nu for jeg ville på ingen måde holde til at se ham leve sådan og se min far på den måde.

Bare det at jeg har muligheden for at kontakte ham og har muligheden for at vide han er ok er nok for mig.

Jeg er den dag i dag glad for at jeg tog beslutningen om ikke at være en del af hans liv dengang og der skulle gå så mange år før jeg kunne lukke ham ind. Jeg er sikker på jeg på den måde har kunne redde mig selv for nogle ar på sjælen på den måde. Omendt sagde jeg aldrig til nogle at jeg gik og havde skyldfølelse over at min far drak og dermed ofte lå søvnløs over min far.

*Langt og rodet indlæg, men det kommer frit fra hukommelsen og sådan som det lige kommer til mig. :stoned:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LiQuid

Jeg synes tit at man høre at børn af alkoholikere selv ofte ender i et misbrug.

Men i mit tilfælde har det været 100 % omvendt.

Jeg kan sagtens gå i byen og drikke mig fuld og have det sjovt, men det er langt fra hver weekend og jeg har det ikke altid særlig godt blandt fulde mennesker, fordi det minder mig for meget om dårlige oplevelser.

Øl, kan jeg på ingen måde li og tænker ofte på det nemt kan kobles sammen med min fars misbrug og at han altid skulle hænge op af os og kramme på en pinelig og "hvad sker der med min far måde" osv når han var fuld og dermed kobler jeg bare lugten af øl med dårlige noget ikke særlig rart.

Hvordan har det været med jer i den retning?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Sveske
Jeg synes næsten det værste er, at alkoholikeren i ens liv ikke kan eller vil se, at den er gal .. eller har været det.

Om de så får alle problemerne kastet lige i hovedet, så nægter de, at der er et problem :rulle:

Gang på gang har jeg bare undret mig over, at de kan benægte så hårdnakket, at der er et problem .. selv da min mor blev sendt hjem fra arbejde flere gange i fuld tilstand og på et tidspunkt kørte galt om morgenen og fik taget blodprøve der viste stor promille, hvorefter hun fik frataget sit kørekort .. da var der stadigvæk ikke noget problem :forvirret

Utroligt, at man kan benægte så hårdnakket, så man selv tror på sine egne løgne - at det er alle andre, det er galt med!!

Jeg tror, at hvis 20 mennesker (f.eks. familie, ex-kollegaer, venner osv.) stillede sig op og sagde til min mor på én gang, at hun havde et problem, så ville hun stadigvæk få det vendt rundt til, at det var os, der var noget galt med .. !!!!

:shock:

Jeg troede seriøst ikke at der var andre der havde så ens oplevelser med alkoholikere, jeg er næsten målløs.

Det er min far om igen. Han mener ikke at hans alkoholmisbrug på nogen måde har haft betydning i min opvækst og på de vanskeligheder jeg har i mit liv nu.

Min retfærdiggøre altid sine egne handlinger med at han kender en læge, en advokat, en betjent osv. som alle drikker og alle mennesker fra hans årgang rygere alle hash dagligt.

Desuden kan han styre det, det er kun mig der har et problem, alle andre har ikke noget problem med ham.

Han fastholder at jeg har haft en god opvækst oghan kan nævne 10 som har haft det værre. Når jeg prøver på at sige at det alligevel ikke var godt nok, så er det mig der har læst alt for mange bøger og er for opmærksomhedskrævende.

Det hed det faktisk hele vejen igennem min opvækst og ungdom, jeg var 'hidsig og opmærksomhedskrævende'. Mine psykiske vaskeligheder og store sårbarhed har han gennem mange året kaldt skuespil og han mente jeg manipulerede med både psykologer og psykiater når de tog mig alvoligt og medicineret mig. Det var stadigvæk noget jeg bare fandt på fordi jeg ville sætte mig selv i centrum.

Kort sagt, det er altid alle andres problem end alkoholikerens selv. :rulle:

S

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Sveske
Jeg synes tit at man høre at børn af alkoholikere selv ofte ender i et misbrug.

Men i mit tilfælde har det været 100 % omvendt.

Jeg kan sagtens gå i byen og drikke mig fuld og have det sjovt, men det er langt fra hver weekend og jeg har det ikke altid særlig godt blandt fulde mennesker, fordi det minder mig for meget om dårlige oplevelser.

Øl, kan jeg på ingen måde li og tænker ofte på det nemt kan kobles sammen med min fars misbrug og at han altid skulle hænge op af os og kramme på en pinelig og "hvad sker der med min far måde" osv når han var fuld og dermed kobler jeg bare lugten af øl med dårlige noget ikke særlig rart.

Hvordan har det været med jer i den retning?

I mine unge dage :lol: 17 til 22 år drak jeg helt almindeligt som unge mennesker gør. Siden er det blevet mindre og mindre og nu drikker jeg slet ikke. Hvis nogen spørg siger jeg bare at jeg er AA'er og griner, de ved jeg ikke er AA'er, men det er en lovlig undskyldning for ikke at drikke.

Jeg har slet ikke alkohol i huset og jeg har heller ikke lyst til at have det. Forstået på den måde, hvis jeg skal have gæster kan jeg godt servere vin eller bede dem om selv at tage det med, men dagen efter skynder jeg mig op til glascontaineren og smider de tomme flaske ud.

En gang til jul bagte jeg en kage der skulle hvidt øl i, jeg kunne ikke engang have den flaske til at stå, den skulle væk.

Så ja, jeg er gået i den helt anden grøft, jeg vil slet ikke have noget som helst med alkohol at gøre, respektere mennesker der har et fornuftigt forhold til det, men ellers ikke.

S

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Isabella1975
Jeg kunne næsten have skrevet det samme.

Min far er heller ikke en sut, han går på arbejde hver dag, er nybarberet og ordentlig i tøjet.

På hans arbejdsplads er han en meget vellidt mand og han går for at være lidt af en menneskekender. Min far har mange kvindebekendtskaber, hvilket jeg siden har fundet ud af han også altid har haft igennem mine forældres ægteskab. De kvinder, som jeg har mødt, ser på min far med store julelys og stjerner og de tror de virkelig har fundet mr. perfekt.

De skulle bare vide!

Noget der står blandt de helt store svigt var da jeg endelig som 13 årig turde sige til min mor om hun godt vidste at han var alkoholikere og røg hash, min mor trak på skuldrene. Det glemmer jeg aldrig, for inde i mit hovede var hash narkotika og det dør man af, så jeg troede min far skulle dø.

Den dag i dag frygter jeg hvis min far overlever min mor, eller hvis jeg mister min mor tidligt. Begge mine forældre er endnu ikke fyldt 50 (og jeg er 30) men jeg frygter det alligevel. Jeg frygter at stå alene med min far og jeg har brug for min mor, ikke min far.

En juleaften for 4-5 år siden tog min far kvælertag på mig, jeg fik et psykisk sammenbrud og blev kort efter indlagt på psykiatrisk hospital, dog kun for en kort bemærkning.

Jeg glemmer det aldrig, men min far husker det ikke. Der er så mange ting som min far ikke kan huske, noget man lige har fortalt ham eller begivenheder fra min barndom.

Min mor er heldigvis blev ædru, hun er meget aktiv i AA og har et rigtig godt liv. Jeg har fået min mor tilbage, en rigtig mor. Jeg kan regne med hende og stoler på hende og jeg er stolt af hende som bare pokker.

S

Jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver.

Begge mine forældre er børnehjemsbørn, og kan ikke udtrykke og vise følelser.

Min far var alkoholiker da jeg var yngere, og alle hans brødre, søster, far og mine kusine og fætrer er enten alkoholikere eller stofmisbrugere.

Jeg var bange for min far. Skulle liste rundt når han var hjemme, og var altid nervøs for hvilket humør han var i, når jeg kom hjem fra skole.

Den psykiske vold var altid tilstede.

Jeg nåede selv at blive medicinmisbruger, men kom i behandling og er ude af det idag.

AA, Al-non og NA kan jeg kun anbefale til andre, som har brug for at snakke med andre i samme situation, hvad enten man er misbruger eller opvokset i en alkoholisk og dysfunktionel familie.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Sveske
Jeg kan nikke genkendende til meget af det du skriver.

Begge mine forældre er børnehjemsbørn, og kan ikke udtrykke og vise følelser.

Min far var alkoholiker da jeg var yngere, og alle hans brødre, søster, far og mine kusine og fætrer er enten alkoholikere eller stofmisbrugere.

Jeg var bange for min far. Skulle liste rundt når han var hjemme, og var altid nervøs for hvilket humør han var i, når jeg kom hjem fra skole.

Den psykiske vold var altid tilstede.

Jeg nåede selv at blive medicinmisbruger, men kom i behandling og er ude af det idag.

AA, Al-non og NA kan jeg kun anbefale til andre, som har brug for at snakke med andre i samme situation, hvad enten man er misbruger eller opvokset i en alkoholisk og dysfunktionel familie.

Min mor gør som sagt iAA men også noget der har med dysfunktionelle familier, kan ikke lige huske hvad det hedder.

Det eneste forbehold jeg har er det der' 'den højere magt', den er lidt svær at sluge.

Derudover skal man bare være opmærksom på at hvis man er sindslidende eller går til psykolog er det ikke smart at blande AA/Al-non/NA sammen.

Sveske

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
kalfki
Jeg synes tit at man høre at børn af alkoholikere selv ofte ender i et misbrug.

Men i mit tilfælde har det været 100 % omvendt.

Jeg kan sagtens gå i byen og drikke mig fuld og have det sjovt, men det er langt fra hver weekend og jeg har det ikke altid særlig godt blandt fulde mennesker, fordi det minder mig for meget om dårlige oplevelser.

Øl, kan jeg på ingen måde li og tænker ofte på det nemt kan kobles sammen med min fars misbrug og at han altid skulle hænge op af os og kramme på en pinelig og "hvad sker der med min far måde" osv når han var fuld og dermed kobler jeg bare lugten af øl med dårlige noget ikke særlig rart.

Hvordan har det været med jer i den retning?

Jeg har det næsten på samme måde... Jeg har ingen problemer med at drikke et glas rødvin til maden en weekendsaften eller drikke mig til en mindre brandert i hyggeligt selskab, men jeg er nærmest panisk angst for at tage en øl i mit eget selskab. Jeg gør det aldrig og kommer heller aldrig til det. Ikke fordi, at der nu er noget galt i det, men jeg er bare hunderæd for, at jeg skal ende som min far.

Det har været galt i flere generationer tilbage på min fars side, så jeg er jo ræd for, at det også sker for mig... Det ved jeg nu godt at det ikke gør, idet jeg har det forhold til alkohol, som jeg har... Men derfor frygter man det jo alligevel. Ligeledes bliver jeg også bekymret hver gang jeg ser min bror drikke en øl, da han sagtens kan tage en øl for hyggens skyld, og gerne alene... Det kommer jeg aldrig til.

Min fars alkoholisme har gjort at jeg fx hader lyden af flasker der klirrer... Jeg kan ikke fordrage lyden! Jeg har det generelt også dårligt med høje pludselige lyde, da min far altid råbte meget og smækkede med dørene, når han blev fuld, og det giver et sæt i mig hver gang jeg hører en høj, pludselig lyd, og jeg kommer automatisk til at tænke tilbage på de dårlige oplevelser fra mit barndomshjem...

Udadtil er min far en lille, stille og rolig mand, og folk tror jo, at han er godheden selv... Ja, de skulle bare vide, hvor højt han kan råbe, og hvordan han kan smække med dørene.

___

Men rigtig god tråd...

Hvor åbne er I omkring jeres familiemedlems alkoholproblem?

Jeg holder det skjult den dag i dag. Det er kun min kæreste som er indviet, og det tog mig tre år at fortælle ham det. Men da han endelig fik det at vide var der pludselig mange brikker, der faldt på plads for ham... Han kunne ikke forstå den der mystik, der var omkring min familie, hvorfor vi aldrig opholdte os hjemme ved mine forældre i længere tid. Hvorfor vi aldrig sov der, og hvorfor jeg altid blev meget stille og sagte, når min far var i nærheden (jeg har et problem med at min stemme ændres, når jeg taler til min far. Så den lyder meget lav, men jeg kan ikke selv høre det... Tværtimod har min far altid skældt mig ud for ikke at kunne tale højt og tydeligt :rulle: Som om det skulle hjælpe :rulle: )

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind



×
×
  • Opret ny...