Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

2SHY

Depressions-klubben

Recommended Posts

MissKnas
jeg ved ikke lige hvad der sker for mit liv.

jeg droppede udd. i december, fordi jeg kunne mærke depressionen på vej tilbage efter flere år.

men i løbet af de sidste 3 uger har der været så mange ting jeg har skulle ordne, og idag skulle jeg så til lægen.

jeg har med 90 % sikkerhed mavesår.

det var bare for meget, jeg kan slet ikek klare det mere. græd hele vejen hjem fra lægen, og ringede til min far som er her om lidt.

har lyst til at skære mig, men vil ikke give efter.

jeg vil ikke blive syg igen, jeg ved ikke hvad der sker med mig.

Sikke noget møg... :ae:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
charmed_03

Det er mit første indlæg her i tråden. Jeg har været lidt i tvivl om jeg skulle skriver herinde, da jeg så selv indrømmer at min depression er på vej tilbage :(

Jeg har aldrig snakkede med min læge om det her, heller ikke familien, kun nogle få veninder. Jeg har svært ved at indrømme at jeg har et problem, og er så bange for at folk vil kigge ned på mig hvis jeg nu kommer frem og siger det.

Det lyder latterligt, men jeg ved der er mange af jer der forstår det, det er dejligt.

Jeg skulle ha' været i Aalborg idag, ude og se min bedste veninde. Har glædet mig så meget, men idag er bare en total møg dag, og har aflyst.

Jeg er begyndte at komme med latterlige undskyldning for hvorfor jeg ikke kan noget, og det kan jeg genkende fra dengang for 2 år siden hvor jeg virkelig var nede i et mørkt hul.

Jeg havde det så ringe dengang at jeg begyndte at skære i mig selv, men det holdt op da jeg blev glad igen.

Men er så begyndt på det igen.

FUCK hvor jeg ikke gider det her. Hvorfor kan man ikke bare være glad? Det kan da ikke være så svært :(

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LilleGuleGummiAnd

Charmed du får lige sådan en her af mig; :ae:

Jeg kender udmærket de tanker der. Har selv gået med svingende depressioner i 7år, og først nu begyndt at få lidt hjælp mod det. Du burde virkelig overveje det. Også selvom det føles som et nederlag lige til at starte med. Men du gør dig selv en kæmpe bjørnetjeneste ved at lade være..

Her går det ok. Havde et par dårlige dage i starten af ugen. Måske fordi jeg ikke havde taget mine piller i 3 dage. :genert: Men lige for tiden går det fint.

Skal til min læge på onsdag og snakke om videre behandlig. Har så valgt at tage min mor med, så hun kan støtte op og evt. fortælle min læge et par sandheder eller flere.. :-P

Har også fortalt min mor at jeg har cutting tendenser. Hun tog det ret pænt, bortset fra da hun fik at vide jeg havde gjort det da jeg boede hjemme. Måske fordi hun er ked af aldrig at have opdaget det? Det eneste negative ved at hun nu ved det, er at hun nu er mere obs på mine dårlige dage og nævner at "nu ikke noget cutteri osv.."

Men det hjælper egentlig en del, at få de gamle inddraget i mine tanker og mit liv. Så jeg ikke føler jeg skal skjule hvem jeg er længere. Selvom det da var hammer ufedt.

Nåh.. Trængte bare lige til at få luftet lidt ud i tankerne..

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
charmed_03

Tak :kys:

:ae: Det er skidt med de dårlige dage, men godt du har det ok lige nu.

Jeg bliver skrækslagen når jeg overhovedet tænker på at snakke med min familie om det her. Man vil jo ik såre dem, gør dem kede af. Men er jo også bange for de tænker: Hvorfor er min datter sådan, hvorfor kan hun ikke bare være ''normal'' ( hva det så nu er, det ved jeg ikke ).

Kan du måske fortælle mig hva der fik dig til at komme frem og sige noget GummiAnd? Hvordan fik du mod til det?

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LilleGuleGummiAnd
Tak :kys:

:ae: Det er skidt med de dårlige dage, men godt du har det ok lige nu.

Jeg bliver skrækslagen når jeg overhovedet tænker på at snakke med min familie om det her. Man vil jo ik såre dem, gør dem kede af. Men er jo også bange for de tænker: Hvorfor er min datter sådan, hvorfor kan hun ikke bare være ''normal'' ( hva det så nu er, det ved jeg ikke ).

Kan du måske fortælle mig hva der fik dig til at komme frem og sige noget GummiAnd? Hvordan fik du mod til det?

Jeg kender virkelig alt til de tanker. Det var lige netop det der holdte mig fra at sige noget i alle de år, og bare "lide" i stilhed.

Ja, hvad fik mig frem.. :gruble: Primært at jeg var bange for ikke at kunne klare mit drømmestudie? At jeg måtte stoppe det.. Det måtte jeg så alligevel, da det simpelthen var for hårdt og for stressende for mig. Men det var faktisk det der var alt afgørende for mig.

Og så begyndte mine forældre at stille mange spørgsmål og hele tiden snakke om mit humør osv.

Så blev træt af at lyve for dem, og fortalte dem det så.

Men jeg opsøgte min læge pga. mit studie. Da havde jeg ikke været i skole i en uge og blev sgu bange for at det gik helt galt.

Det er pisse svært. Og jeg sagde faktisk ikke ret meget til ham. Svarede på et spørgeskema og sad ellers så bare og kæmpede mod tårene.

Da jeg gik derfra var det eneste jeg tænkte på; "det her sku jeg ha gjort for mange år siden. Det var jo ikke så slemt. Og jeg er jo slet ingen hypokonder.."

Men det var hårdt! For jeg stempler mig selv. Utrolig meget. Føler mig svag. Men idag er jeg glad for at have gjort det, for min hverdag er blevet nemmere, selvom jeg stadig er sygemeldt. :)

Håber du kunne bruge det til noget. :kys:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
charmed_03

Det er ihvertfald dejligt at høre der er andre der har/ har haft de samme tanker. Så føler man sig ikke så latterlig og alene. :blushing:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
LilleGuleGummiAnd
Det er ihvertfald dejligt at høre der er andre der har/ har haft de samme tanker. Så føler man sig ikke så latterlig og alene. :blushing:

Det er nemlig meget rart ja. Og du ér ikke helt alene nej. Vi er op til flere herinde der kender alt til hvad du føler. :kys:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
MissKnas
Det er ihvertfald dejligt at høre der er andre der har/ har haft de samme tanker. Så føler man sig ikke så latterlig og alene. :blushing:

Det er nemlig meget rart ja. Og du ér ikke helt alene nej. Vi er op til flere herinde der kender alt til hvad du føler.

Lige nøjagtig ;)

Velkommen til, charmed.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
smilogsegodtud

Hej alle...

Hvordan går det med jer?

Har et par dårlige dage lige for tiden, min psykolog har ferie i denne uge...

Jeg syntes mit humør det svinger meget for tiden. Kender i det at man oplever noget og så bliver man glad og når så man tænker efter så bliver man i tvivl om man kan tillade sig at være glad, kan man så tillade sig at være ked af det igen, er det nu en rigtig glæde, dertil kommer dårlig samvittighed over for kæresten når man så bliver ked af det igen for nu troede han lige at man havde det bedre...

Det æder mig op:trist:

Sidste gang ved psykologen fik jeg sådan et skema man skulle krydse af i, om man havde været udsat for nogen af tingene og så var der en liste over ting som f.eks. skilsmisse, miste en nær slægtning, seksuelt misbrug, omsorgssvigt i barndom, voldstrusler eller lign.

Efter jeg har skullet udfylde den, har jeg kun tænkt på de ting... så mit hovede er fyldt med en masse dårlige minder...

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
MissButterfly

jeg havde en skidt dag i sidste uge, som jeg også skrev, men nu er jeg ovenpå igen. var bare en alm. lorte dag, ikke en depression på vej tilbage.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites