Læs vores privatlivspolitikPrivatlivspolitik Administrér samtykke
Jump to content
Velkommen til Jubii Debat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

2SHY

Bipolar/maniodepressiv-klubben

Recommended Posts

Sismofyt
Skjult

Hej Charlotte.

Jeg melder mig under fanen, jeg er manio/depressiv.

Fik diagnosen i 1990.

Fin tråd, den glæder jeg mig til at følge.

Jeg skriver mere senere.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Sismofyt

Undskyld, har endnu ikke fået læst tråden, så bare lige overskriften.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
2SHY

Hej siesmofyt og velkommen til i tråden :wave2:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
jegskalige

Hej Charlotte.

Ang. dit studie, så prøv at henvend dig til studenterrådgivningen. De kan evt. hjælpe dig med lettere at kunne komme igennem eksamenstiden. De kan hjælpe dig med at håndtere stress og eksamensangst. Der er en lov der siger, at man har lov til ekstra hjælp, hvis man er handicappet - både fysisk som psykisk. Det er værd at prøve at undersøge for dig, tror jeg. På den måde kan du måske få et bedre grundlag, for at beslutte om det skal være drømmestudiet eller noget helt andet. Du kan jo også tage orlov, hvis det hele bliver for meget. Jeg havde orlov tre gange under mit studie. Ved at søge på www.studenterrådgivning.dk (tror jeg), kan du læse om dette, og hvor du finder dem henne. De findes i hvert amt. Jeg fik det aldrig gjort, men ønsker i dag, at jeg havde gjort det. Måske var jeg så kommet (helskindet) igennem uddannelsen.

Jeg kan godt forstå du har overvejelser om, at stoppe med forsøgende, for det er aldrig rart at få bekræftet hvad man allerede ved - heller ikke selvom personerne ikke virker fordømmende.

Hvor kan jeg dog godt kende din trang til at sige ja til en masse, for derefter ikke at kunne overskue det - jeg har godt nok tit måtte aflyse, selvom jeg helst ikke ville. Men ofte stemmer min lyst til aktivitet slet ikke overens med mit energiniveau.

Jeg har ringet til min psykiater i dag, for at få fremskyndet min tid. Jeg skal afsted på onsdag i næste uge, men tror jeg er på vej til en lækker lille Lithiumforgiftning. Jeg er i hvert fald rimelig sikker på at S-Lithium (andelen af lithium i blodet) er for højt, og at mit TSH (stofskiftehormon) er forhøjet igen, sådan at mit stofskifte igen er for lavt. Håber jeg får en akut tid, eller i hvert fald en tid inden for de næste par dage. Men hvis det ikke er muligt, må jeg jo vente. (Hun kan jo altid sende mig til blodprøvetagning).

Nå, skulle jeg smutte igen, så jeg kan få lavet noget? Det duer jo ikke jeg sidder på min dertil-indrettede hele dagen.

Hilsner herfra, Carina

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
2SHY
Hej Charlotte.

ang. dit studie, så prøv at henvend dig til studenterrådgivningen. De kan evt. hjælpe dig med lettere at kunne komme igennem eksamenstiden. De kan hjælpe dig med at håndtere stress og eksamensangst. Der er en lov der siger, at man har lov til ekstra hjælp, hvis man er handicappet - både fysisk som psykisk. Det er værd at prøve at undersøge for dig, tror jeg. På den måde kan du måske få et bedre grundlag, for at beslutte om det skal være drømmestudiet eller noget helt andet. Du kan jo også tage orlov, hvis det hele bliver for meget. Jeg havde orlov tre gange under mit studie. Ved at søge på www.studenterrådgivning.dk (tror jeg), kan du læse om dette, og hvor du finder dem henne. De findes i hvert amt. Jeg fik det aldrig gjort, men ønsker i dag, at jeg havde gjort det. Måske var jeg så kommet (helskindet) igennem uddannelsen.

Jeg kan godt forstå du har overvejelser om, at stoppe med forsøgende, for det er aldrig rart at få bekræftet hvad man allerede ved - heller ikke selvom personerne ikke virker fordømmende.

Hvor kan jeg dog godt kende din trang til at sige a til en masse, for derefter ikke at kunne overskue det - jeg har godt nok tit måtte aflyse, selvom jeg helst ikke ville. Men ofte stemmer min kyst til aktivitet slet ikke oberens med mit energiniveau.

Jeg har ringet til min psykiater i dag, for at få fremskyndet min tid. Jeg skal afsted på onsdag i næste uge, men tror jeg er på vej til en lækker lille Lithiumforgiftning. Jeg er i hvert fald rimelig sikker på at S-Lithium (andelen af lithium i blodet) er for højt, og at mit TSH (stofskiftehormon) er forhøjet igen, sådan at mit stofskifte igen er for lavt. Håber jeg får en akut tid, eller i hvert fald en tid inden for de næste par dage. Men hvis det ikke er muligt, må jeg jo vente. (Hun kan jo altid sende mig til blodprøvetagning).

Nå, skulle jeg smutte igen, så jeg kan få lavet noget? Det duer jo ikke jeg sidder på min dertil-indrettede hele dagen.

Hilsner herfra, Carina

Jeg skriver jævnligt med min studievejleder for han sendte mig en mail da jeg blev indlagt og bad mig om at holde ham orienteret med min situation dels fordi han var bekymret for mig men også fordi han gerne ville have en ide om hvornår jeg forventede at kunne genoptage studiet hvis det blev muligt. Så jeg tror jeg skal prøve at tage en snak med ham når jeg har været på den affektive klinik. Dem tror jeg nemlig også lige jeg vil prøve at snakke med det om for de har trods alt erfaringer med hvad der er muligt og hvad der er knap så realistisk lige på det område.

Jeg har åbenbart været træt for jeg har i søvne fået klasket til mit vækkeur og sovet videre... så jeg kom slet ikke op til Forskningens Hus :blushing: Øv hvor pinligt når man nu havde en aftale. Hun har dog ikke ringet så måske var det slet ikke i dag alligevel :stoned:

Min lyst til at gennemføre ting og sager stemmer som regel heller ikke overens med hvad der rent faktisk er muligt og det er fundstændig uafhængigt af om jeg har en sygdomsperiode eller er neutral. Jeg vil så gerne en masse ting men kan sjældent leve op til det. Det er tæt på at lykkes når jeg er manisk... indtil en vis grænse. Når den kammer helt over så bliver det umuligt at gennemføre noget som helst fordi ALT skal ordnes og helst på samme tid :rulle:

Godt at du har fået ringet til din psykiater for at få fremskyndet tiden :gogo: Nu spørger jeg måske dumt men hvordan kan man mærke en lithiumforgiftning? Jeg håber i hvert fald der kommer styr på det så du ikke får det dårligt :ae:

Øj hvor er jeg træt af at jeg er kommet ud af en god soverytme. Jeg havde lige fået styr på det efter ½ års tid hvor det svingede som vinden blæser med at sove og havde sovet på samme tid som de fleste "normale" mennesker og efter min morfar så skulle opereres gik det totalt i ged igen :( Jeg var så nervøs for at det ikke skulle gå så jeg sad oppe hele natten inden og stod op kl 5 og spiste morgenmad med ham og min mor og mormor og siden da er der gået kage i søvnen :( Irriterende

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
jegskalige

Griner lidt, for jeg kender det der med at ALT bare skal ordnes på èn gang. Når jeg når til det stadie, kan jeg ikke overskue noget som helst og sætter mig hen i et hjørne og får enten tankemylder eller bliver fuldstændig tanketom. Derefter ryget jeg ned i et hul, fordi jeg ikke kan overskue noget.

Lithiumforgiftning kan være akut og kronisk. Ved den akutte er det her og nu på sygehuset. Man bliver vildt dårlig, får hurtig hjerterytme og kan besvime. Ved den kroniske er det S-Lithium har sneget sig opad og opad. Jeg er begyndt at blive HELT VILDT tørstig. Sidst det var forhøjet drak jeg 4 liter om dagen - og det er skidt, da man kan ødelægge nyrerne. Jeg er også begyndt at ryste. Mine ben kan ryste helt vildt sidssygt når jeg sidder stille. Mine hænder ryster sådan set ikke når jeg ikke laver noget, men når jag skal bruge hænderne til noget (for eksempel at skrive her) skriver jeg tit fejl, da mine hænder ryster. Min finmotorik er forstyrret, og så er det sgu svært at lave noget.

Psykiateren har ikke ringet endnu, og jeg skal gå om lidt, da jeg skal hente min søn i børnehave. Måske ringer hun i morgen - eller også gør jeg det.

Det med soverytmen: Får du ikke noget sløvende medicin eller sovepiller du kan tage, når der går fuldstændig ged i den? (Og jeg tillader mig at svare på mit eget spørgsmål), nej, det gør du jo nok ikke, da du ikke har været på den affektive klinik endnu, og derfor ikke er blevet ordentlig medicineret.

Nå jeg må løbe - skal hente drangen. Vi skrives ved.

Carina

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
2SHY
Griner lidt, for jeg kender det der med at ALT bare skal ordnes på èn gang. Når jeg når til det stadie, kan jeg ikke overskue noget som helst og sætter mig hen i et hjørne og får enten tankemylder eller bliver fuldstændig tanketom. Derefter ryget jeg ned i et hul, fordi jeg ikke kan overskue noget.

Lithiumforgiftning kan være akut og kronisk. Ved den akutte er det her og nu på sygehuset. Man bliver vildt dårlig, får hurtig hjerterytme og kan besvime. Ved den kroniske er det S-Lithium har sneget sig opad og opad. Jeg er begyndt at blive HELT VILDT tørstig. Sidst det var forhøjet drak jeg 4 liter om dagen - og det er skidt, da man kan ødelægge nyrerne. Jeg er også begyndt at ryste. Mine ben kan ryste helt vildt sidssygt når jeg sidder stille. Mine hænder ryster sådan set ikke når jeg ikke laver noget, men når jag skal bruge hænderne til noget (for eksempel at skrive her) skriver jeg tit fejl, da mine hænder ryster. Min finmotorik er forstyrret, og så er det sgu svært at lave noget.

Psykiateren har ikke ringet endnu, og jeg skal gå om lidt, da jeg skal hente min søn i børnehave. Måske ringer hun i morgen - eller også gør jeg det.

Det med soverytmen: Får du ikke noget sløvende medicin eller sovepiller du kan tage, når der går fuldstændig ged i den? (Og jeg tillader mig at svare på mit eget spørgsmål), nej, det gør du jo nok ikke, da du ikke har været på den affektive klinik endnu, og derfor ikke er blevet ordentlig medicineret.

Nå jeg må løbe - skal hente drangen. Vi skrives ved.

Carina

Sidst jeg var manisk sad jeg bare og rablede løs og kunne ikke finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg kan huske at jeg havde tonset rundt hele dagen og natten og gav mig til at rydde for vildt op, tørre af, pudse vinduer og alt muligt andet kl 3-4 om natten. Da min mor vågnede og jeg stadig fes rundt som en skoldet skid spurgte hun om jeg aldrig sov :lol: Hun havde næsten ikke sovet fordi jeg bragede rundt i hele huset. Ak ja... det var nu lidt sjovt egentlig for der var det stadig ikke blevet helt slemt endnu.

Puha... det lyder bestemt ikke rart det du beskriver :( Men det er rigtig godt at du er opmærksom på det så du ved hvornår du skal opsøge hjælp. Jeg håber snart psykiateren ringer tilbage.

Jeg havde sagt til min psykiater at jeg havde MEGET svært ved at sove og at jeg havde prøvet at købe de der baldrianpiller som skulle virke søvndyssende men de virkede ikke det fjerneste på mig :( Min kat elskede dem til gengæld :lol: Men han var jo af den overbevisning at jeg var borderliner og ville derfor ikke udskrive noget jeg kunne tage når jeg havde svært ved at sove fordi der var for stor risiko for at jeg ville blive afhængig af det. Så det var åbenbart bedre at jeg sov rigtig elendigt når jeg endelig sov og at det var en time eller to her og der spredt ud over hele døgnet... nåh ja... så er det godt nok også nemt at kunne vende tilbage til et studie og studiejob hvis jeg pludselig skal hen og tage en lur :rulle:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Sismofyt
Skjult
Hej siesmofyt og velkommen til i tråden :wave2:

Tak skal du have :wave2:

Nu har jeg fået læst hele tråden og også den anden tråd, du har oprettet Charlotte. Jeg synes det er helt utroligt at følge dig fra begyndelsen, med de symptomer, du har oplevet hen over sommeren sidste år og frem til nu.

Jeg må hellere fortælle lidt om min historie. Jeg er årgang 1967, fik en psykose i 1990 og blev indlagt på Psyk. i Risskov.

Jeg havde hallucinationer, alle 5 sanser - så væsener (kan ikke kalde dem mennesker), hørte dem tale, røre ved mig, lugteforstyrrelser, smagsforstyrrelser, kort sagt hele vejen rundt. Mødte djævlen himself, spiste og drak ikke, dag og nat hørte op, alt var en slags paralleltilværelse med skærpede sanser, dog bedøvet af medicin. Tvangsmedicinering, tvangstilbageholdelse. Fordi jeg troede, der var glasskår og blod i maden, vejede jeg tilsidst 45 kg. Jeg var indlagt i 6 måneder.

Jeg har haft 2 indlæggelser efter den første og det var først i 1993/1994 at jeg fik diagnosen bipolar affektiv psykose. Man har ikke kunnet afdække nogen traumer fra barndom/ungdom, hvorfor diagnosen har ladet vente på sig.

Kom på litarex og jeg har ikke haft psykoser siden.

Jeg har haft arbejde i alle årene og har netop færdiggjort en videregående uddannelse. Pt. er jeg på dagpenge. Jeg er en stædig natur, giver ikke op, er nysgerrig og meget videbegærlig omkring min diagnose. Jeg fik for en del år siden journalindsigt og er ikke bange for at tale om psykiske sygdomme.

For 6 år siden fik jeg cancer. Her fik jeg muligheden for at deltage i mit eget sygdomsforløb, hvilket jeg ikke har prøvet før, hehe.

Det var lidt om mig, enhver er velkommen til at spørge, hvis man sidder med ubesvarede spørgsmål angående psykoser o.lign.

Jeg glæder mig til at høre mere om dit besøg på klinikken for affektive lidelser, Charlotte!

Del dette indlæg


Link til indlæg
2SHY
Tak skal du have :wave2:

Nu har jeg fået læst hele tråden og også den anden tråd, du har oprettet Charlotte. Jeg synes det er helt utroligt at følge dig fra begyndelsen, med de symptomer, du har oplevet hen over sommeren sidste år og frem til nu.

Jeg må hellere fortælle lidt om min historie. Jeg er årgang 1967, fik en psykose i 1990 og blev indlagt på Psyk. i Risskov.

Jeg havde hallucinationer, alle 5 sanser - så væsener (kan ikke kalde dem mennesker), hørte dem tale, røre ved mig, lugteforstyrrelser, smagsforstyrrelser, kort sagt hele vejen rundt. Mødte djævlen himself, spiste og drak ikke, dag og nat hørte op, alt var en slags paralleltilværelse med skærpede sanser, dog bedøvet af medicin. Tvangsmedicinering, tvangstilbageholdelse. Fordi jeg troede, der var glasskår og blod i maden, vejede jeg tilsidst 45 kg. Jeg var indlagt i 6 måneder.

Jeg har haft 2 indlæggelser efter den første og det var først i 1993/1994 at jeg fik diagnosen bipolar affektiv psykose. Man har ikke kunnet afdække nogen traumer fra barndom/ungdom, hvorfor diagnosen har ladet vente på sig.

Kom på litarex og jeg har ikke haft psykoser siden.

Jeg har haft arbejde i alle årene og har netop færdiggjort en videregående uddannelse. Pt. er jeg på dagpenge. Jeg er en stædig natur, giver ikke op, er nysgerrig og meget videbegærlig omkring min diagnose. Jeg fik for en del år siden journalindsigt og er ikke bange for at tale om psykiske sygdomme.

For 6 år siden fik jeg cancer. Her fik jeg muligheden for at deltage i mit eget sygdomsforløb, hvilket jeg ikke har prøvet før, hehe.

Det var lidt om mig, enhver er velkommen til at spørge, hvis man sidder med ubesvarede spørgsmål angående psykoser o.lign.

Jeg glæder mig til at høre mere om dit besøg på klinikken for affektive lidelser, Charlotte!

Tak for feedback på trådene :) Jeg er egentlig ret glad for at jeg har fortsat med at skrive i den jeg har linket til for det er egentlig lidt "sjovt" (ved ikke om det er det rette ord at bruge) at se hvad der er sket og når jeg læser det igen kan jeg også godt spotte mine highs and lows og se hvordan de svinger.

Da jeg læste dit indlæg kom jeg til at tænke på om du var klar over om de ting du oplevede under din psykose ikke var virkelige? Eller om du måske ikke vidste det men godt var klar over at der var et eller andet galt ved det? Ej jeg ved ikke lige hvordan jeg skal formulere det :stoned:

Mht. din journalindsigt kunne du så få den direkte fra din læge eller skulle du rundt om der hvor du var indlagt? Jeg undrer mig stadig over hvor det fra mine psykiatersamtaler er blevet af nemlig og jeg kan da huske han sad med en del tætskrevne sider når han snakkede med mig. Et eller andet sted er det jo totalt lige meget hvad der står deri om mig men jeg er bare nysgerrigt anlagt :genert:

Hatten af for at du har færdiggjort en videregående uddannelse :gogo: Jeg bliver så imponeret når jeg hører om nogen der døjer med en sygdom (uanset om den er fysisk eller psykisk) og som så kan gennemføre en uddannelse :)

Må jeg være så fræk at spørge til hvordan det går med din cancer? Er den væk eller er den der stadig? Jeg ønsker i hvert fald for dig at du ikke går med den mere

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
panum1982

Jeg melder mig også lige her.

Er manio-depressiv, fik diagnosen i 1997 hvor jeg var 14 år gammel.

Jeg får Lithium og har gjort det lige siden dengang. Oveni det får jeg, som noget nyt 400 mg Seroquel til natten.

Jeg kæmper med en depression pt. og har gjort det siden slutningen af november 2006.

Jeg tror også jeg vender tilbage senere.

Godt initiativ, trådstarter :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst
Dette emne er nu lukket for yderligere svar.



×
×
  • Opret ny...