Jump to content
Velkommen til Jubii Debat

Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

catty24

Andre med psykiske problemer? Nogen der har lyst til en snak? Del 2

Recommended Posts

KatteVatte
du er i hvert ikke hypokonder..... har du ikke en der kan hjælpe dig? bede din mor om at tage dig med til lægen? eller i hverste falde spørge lægen om et hjemme besøg? det er jo slet ikke normalt når man ikke kan gå ud..... ring i det mindste til din læge og få en snak og evt. et hjemme besøg.... han er der jo for at hjælpe dig.....

jeg ved hvordan du føler... :ae: før jeg kom til lægen og kom i behandling for en svær depression kunne jeg ikke engang gå i netto og handle alene.... men nu går det bedre.. jeg er ikke angst mere...

Tja, han er kommet herhjem før. Jeg ved bare aldrig hvad jeg skal sige. Har egentligt ikke rigtigt magtet at tage ansvar for min 'sygdom', så har aldrig på eget initiativ gået til en læge. Har også mange dårlige erfaringer med det offentlige, så jeg har nok svært ved at stole på dem... hvis du ved?

Lyder fantastisk dejligt for dig, at du ikke er angst mere. Jeg håber jeg kan finde optimismen igen, så jeg kan komme igang med en behandling... for jeg har mere eller mindre opgivet mig selv, det meste af tiden i hvert fald. Nyder bare de gode timer jeg har, indimellem.

Suk, det grå vejr gør mig moody. :(

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
CamWafRas
Tja, han er kommet herhjem før. Jeg ved bare aldrig hvad jeg skal sige. Har egentligt ikke rigtigt magtet at tage ansvar for min 'sygdom', så har aldrig på eget initiativ gået til en læge. Har også mange dårlige erfaringer med det offentlige, så jeg har nok svært ved at stole på dem... hvis du ved?

Lyder fantastisk dejligt for dig, at du ikke er angst mere. Jeg håber jeg kan finde optimismen igen, så jeg kan komme igang med en behandling... for jeg har mere eller mindre opgivet mig selv, det meste af tiden i hvert fald. Nyder bare de gode timer jeg har, indimellem.

Suk, det grå vejr gør mig moody. :(

ja det kan være svært med det offentlige..... men du må selv slå hånden i bordet og råbe op om hvordan du har det.. det er svært og jeg tror desværre der er mange flere syge rundt omkring som ikke får hjælp.. fordi psykiske sygdomme er tabu belagt.... desværre.. for det er lige udbredt som influinza....

min mand var heldigvis den der bragte mig til læge... jeg kunne heller ikke selv... men han aftale tid og tog med mig... jeg anede ikke hvad jeg skulle sige... jeg sad bare tudbrølede over for min læge..... jeg vidste jo ikke hvad der skete inden mig, kunne ikke beskrive det, var bare ikke mig selv.... og kunne INTET.... men han tog meget seriøst og bragte straks i behandling...

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
wonderlust
Velkommen :wave:

Jeg vil da også lige præsentere mig selv så :genert:

Jeg er 26år, lider af svær Angst, Depression og Borderline.

Jeg har været syg siden min far døde i 2001 (eller rettere det var der det brød ud) Har gået hjemme siden 2002, og får Lykkepiller og Beroligene. Samt samtaler hos min psykolog.

Håber at I alle vil få glæde af tråden :)

Lidt om mig..

Jeg er blevet mobbet fra 2 klasse til 7 klasse (hvor jeg kom i en anden klasse) Fordi jeg var den tykke, stille pige,med briller osv. I ved sikkert hvad jeg mener.. Hende der skiller sig ud af mængden.

Min far var alkoholiker og havde psykiske problemer, og store helbredsmæssige problemer.. Som der har påvirkert mig igennem hele min barndon og i tiden derefter..

Jeg kom ind i nogle dårlige forhold.. havde en meget agessiv kæreste.

Flyttede hjemmefra.. Og i en tid havde jeg det nogenlunde..

Men så begyndte min mor og være min far utro.. som om det ikke var slemt nok at han nu var meget alvorligt syg, så skulle jeg også dække over min mor når hun var på "overarbejde".. Det var meget hårdt.. men jeg vidste også at hvis jeg fortalte min far som det var, så ville han både skade min mor og ham selv..

Min far kom endnu engang på sygehuset.. Denne gang fordig at han var så tynd at han ikke selv kunne gå, eller trække vejret selv..

Alt imens dette skete søgte min mor om skilsmisse.....

Jeg som troede jeg havde den perfekte famillie, og min mor der havde sagt til mig lige siden jeg var lille at ægteskab, det er noget man kun får en gang og det skal være for evigt...

Jeg kan godt se nu når jeg sidder og skriver det at det har været mig der var naiv, men jeg troede virkelig ikke på at min far skulle dø.. syntes han var ved at komme sig en lille smule.. men det var svært at se når det hele tiden gik op og ned..

En kold vintermorgen i marts 2001 ringer min tlf og min mor fortæller mig at min far er død af en hjerneblødning på sygehuset.. Da hun siger det vil mig falder jeg om ude på badeværelsesgulvet.. Det er ligesom om at nu giver min krop op, jeg kan ikke mere, kan ikke trække vejret og kan ikke snakke.. Fordig at min far var død, var jeg helt sikker på at jeg også skulle dø.. jeg var helt sikker..

Min daværende kæreste kom heldigvis ud og hjalp mig, og fik mig lagt ned i sengen og ringet efter lægevagten, der gav mig noget stærkt beroligene og sovepiller...

Fra den dag startede min angst og min depression.. Jeg begyndte på lykkepiller, beroligene, sovepiller og psykologsamtaler

Det er nu 6 år siden.. og den dag idag har jeg det nogenlunde.. men der er stadig meget meget lang vej igen...

MEN jeg er blevet rigtig gode venner med min mor, og jeg regner med at snart flytte tættere på hende :)

Ligenu bor jeg sammen med min dejlige kæreste, vores 6 katte og vores hund, de betyder ALT for mig :lun:

Tak fordi jeg måtte fortælle lidt af min historie...

Puha, det er da også en del, som du har været igennem og jeg tror, at du har ret i, at kroppen kun kan tage så meget, før det bliver for meget.

Jeg har også været igennem meget i mit liv, særligt i de sidste seks år og brød fuldstændig sammen sidste vinter og det tager lang tid at komme op igen.

Men det er da godt at høre, at du har fået et godt forhold til din mor igen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
CamWafRas
Det kunne godt lyde sådan, især fordi du har en depression, da de to ting ofte hænger sammen - finten er at gøre det alligevel, men i små skridt.

ja min læge sagde at jeg burde tage til fest hverdag da det er det jeg er "bange" for.....

men jeg tager et skridt af gangen....

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Miss_Burn

Godt med en ny tråd :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
lucca35

Hvor er det dog en fantastisk ide at starte år 2007 med en ny tråd, Var det dig Catty, der fik den gode ide:kys:

Jeg tror vist egentlig aldrig at jeg har præsenteret mig selv......

Jeg er 37 år, bor sammen med kæreste og tre børn.

Jeg har faktisk aldrig rigtig fået en diagnose, min læge mener jeg lider af tilbagevendende depressioner og en psykiater mener jeg lider af PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelser), og angst.

I dag får jeg kontanthjælp, fordi jeg ikke magter at have et arbejde, jeg kan ikke tåle pres eller stress i hverdagen. Jeg har brug for meget tryghed i hverdagen og der må helst ikke ske for mange ting på en dag, det kan udløse angstanfald.

For præcis et år siden var jeg så langt nede at jeg overvejede at sige farvel til denne verden for at slippe for at leve, men på en eller anden måde fik jeg vendt skuden og fik fortalt min psykiater at jeg ikke ville have medicin.. For mange i min omgangskreds var det helt uforståeligt at jeg ikke ville have hjælp på den måde, men for mig var det vejen ud af det helvede jeg havde befundet mig i i rigtig lang tid. jeg lagde mit liv om, jeg begyndte at spise sundt og dyrke en masse motion, jeg måtte tvinge mig selv ud hver dag, da jeg allermest havde lyst til bare at ligge på sofaen, der var trygt og dejligt.

I dag har jeg ingen angstanfald og depressionen er rimelig under kontrol, jeg har stadig dage, hvor jeg går helt i sort og kan ingen ting, men de dage er få i forhold til før og det er jeg evig taknemmlig for.

Jeg forsøger at lade være med at se mig selv som offer på trods at de hændelser, der har været i mit liv, da jeg ikke mener at jeg kan bruge selvmedlidenhed til noget, men på mine sorte dage synes jeg det er forfærdelig synd for mig at jeg skulle opleve de ting jeg har oplevet. På de gode dage tænker jeg at det er ok at jeg har prøvet så mange ting på min krop, da det har gjort mig til et måske mere rummeligt og empatisk menneske......

Hov, det blev vist lidt langt...Tak til jer, der læste til enden......:)

Jeg glæder mig til at dele tanker og følelser med alle jer herinde..

Mange varme nytårsknus fra lucca

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pussikat82

Nu er der gået meget præsentation i den her tråd, fordi vi starter på ny, men jeg håber, at det er ok også at skrive om andet.

Som jeg skrev i den anden tråd, har jeg haft nogle fredelige dage, fordi jeg har haft ferie osv., men at der stadig ikke skal meget til at stresse mig. Der har været et pres gennem de dage, hvor jeg har skullet være sammen med andre mennesker, fordi jeg føler mig dum over mine ar på armene, og har kæmpet for ikke at lave nye... Det har næsten lykkedes, men er desværre resulteret i, at jeg er vendt tilbage til min spiseforstyrrelse. Da jeg var midt i den som teenager, var det nok mest om kontrol og om at prøve at passe ind. Nu handler det om en måde at straffe mig selv på. Det er dumt, og jeg ved det, men det er lige så svært at styre som at cutte.

Jeg føler mig bare som en lille ubetydelig plet og jeg har det skidt med at skulle starte i skole på torsdag :( jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå herhjemme og bare koncentrere mig om at have det godt, i stedet for at få stress over alt i mit liv, især skolen :( Jeg ved, at jeg nok ville drømme om at kunne gå i skole og lære noget, når jeg går hjemme, for sådan var det, da jeg gik hjemme i foråret 2005, men jeg tænker, at det måske også er, fordi jeg hele tiden føler, at jeg skal bevise, at jeg er noget og kan noget, fordi jeg føler, at jeg intet er værd. Så det er en måde at vise andre og ikke mindst mig selv, at jeg faktisk kan noget, selvom det kører mig helt ned. Det gør mig ked af det at tænke på det. Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet vil kunne varetage mit job, når jeg endelig er færdig med uddannelsen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
lucca35
Nu er der gået meget præsentation i den her tråd, fordi vi starter på ny, men jeg håber, at det er ok også at skrive om andet.

Som jeg skrev i den anden tråd, har jeg haft nogle fredelige dage, fordi jeg har haft ferie osv., men at der stadig ikke skal meget til at stresse mig. Der har været et pres gennem de dage, hvor jeg har skullet være sammen med andre mennesker, fordi jeg føler mig dum over mine ar på armene, og har kæmpet for ikke at lave nye... Det har næsten lykkedes, men er desværre resulteret i, at jeg er vendt tilbage til min spiseforstyrrelse. Da jeg var midt i den som teenager, var det nok mest om kontrol og om at prøve at passe ind. Nu handler det om en måde at straffe mig selv på. Det er dumt, og jeg ved det, men det er lige så svært at styre som at cutte.

Jeg føler mig bare som en lille ubetydelig plet og jeg har det skidt med at skulle starte i skole på torsdag :( jeg ville sådan ønske, at jeg kunne gå herhjemme og bare koncentrere mig om at have det godt, i stedet for at få stress over alt i mit liv, især skolen :( Jeg ved, at jeg nok ville drømme om at kunne gå i skole og lære noget, når jeg går hjemme, for sådan var det, da jeg gik hjemme i foråret 2005, men jeg tænker, at det måske også er, fordi jeg hele tiden føler, at jeg skal bevise, at jeg er noget og kan noget, fordi jeg føler, at jeg intet er værd. Så det er en måde at vise andre og ikke mindst mig selv, at jeg faktisk kan noget, selvom det kører mig helt ned. Det gør mig ked af det at tænke på det. Jeg er ikke sikker på, at jeg overhovedet vil kunne varetage mit job, når jeg endelig er færdig med uddannelsen.

:ae: Kære dig, selvfølgelig er det ok at skrive om noget andet........for mit vedkommende var det bare en kær mulighed for at præsentere mig, da jeg aldrig har fået det gjort......tænkte at det var på tide at dele lidt ud af min person til jer.

Jeg kan sagtens forstå at du er hunderæd for at begynde i skolen igen.....som jeg nok har skrevet til dig før, så synes jeg det er sejt af dig at forsøge at klare det pres du jo faktisk føler ved at gå i skole....Omvendt håber jeg at du mærker godt efter, om det er noget, der giver dig livskvalitet, og om det på længere sigt skader dig mere end det gavner, men det ved kun DU......

Håber at det hele løser sig for dig:kys: :ae:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Pussikat82
:ae: Kære dig, selvfølgelig er det ok at skrive om noget andet........for mit vedkommende var det bare en kær mulighed for at præsentere mig, da jeg aldrig har fået det gjort......tænkte at det var på tide at dele lidt ud af min person til jer.

Jeg kan sagtens forstå at du er hunderæd for at begynde i skolen igen.....som jeg nok har skrevet til dig før, så synes jeg det er sejt af dig at forsøge at klare det pres du jo faktisk føler ved at gå i skole....Omvendt håber jeg at du mærker godt efter, om det er noget, der giver dig livskvalitet, og om det på længere sigt skader dig mere end det gavner, men det ved kun DU......

Håber at det hele løser sig for dig:kys: :ae:

Tak for dine tanker :) jeg har også læst det, du skrev om dig selv på siden før. Jeg har også valgt medicin fra, og det er ikke noget, jeg går rundt og reklamerer med. Men det er bare ikke noget, jeg vil. Har også mødt min del, der ikke forstår det. Men sådan er det altså, og er jeg dum, fordi jeg ikke tager det, så er jeg bare det. Men det ER mit valg og ingen skal presse mig til det. Jeg har mine grunde.

Jeg har skrevet det før i den anden tråd, at det er en lose-lose sutuation for mig mht skolen. For hvis jeg stopper eller får orlov, får vi meget svært ved at få det hele til at hænge sammen herhjemme, og jeg får svært ved at starte igen, fordi der er nyt mange 100 siders pensum, jeg skal ind i og en helt ny studieordning har jeg også fundet ud af nu, så det er stort set ikke en mulighed for mig desværre. Jeg prøver at klare mig så godt som muligt, men jeg føler bare hele tiden, at jeg er en sjuske, en doven skid, en dårlig studerende mv., fordi jeg ikke kan nå alt det, andre kan. Jeg har altid været den bedste og har fundet selvtillid i det og følt, at der kunne jeg vise andre, at jeg er noget værd, men nu kan jeg ikke engang det :(

Jeg skal op i morgen og ud på psyk efter at have holdt "ferie" derfra i sidste uge... Det er træls at skulle derud så tidligt. Jeg har stadig svært ved at sove om natten, måske endnu mere nu, fordi jeg føler et stigende pres på mig, og jeg kan mærke, at jeg får det værre. Tit ligger jeg bare og kigger. Tænker ikke på noget. Eller tænker helt vildt og hader mig selv for ikke bare at sove, når jeg ved, hvor dårligt jeg får det af ikke at sove (bl.a. pga. epilepsien) under alle omstændigheden :rulle:

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
lucca35
Tak for dine tanker :) jeg har også læst det, du skrev om dig selv på siden før. Jeg har også valgt medicin fra, og det er ikke noget, jeg går rundt og reklamerer med. Men det er bare ikke noget, jeg vil. Har også mødt min del, der ikke forstår det. Men sådan er det altså, og er jeg dum, fordi jeg ikke tager det, så er jeg bare det. Men det ER mit valg og ingen skal presse mig til det. Jeg har mine grunde.

Jeg har skrevet det før i den anden tråd, at det er en lose-lose sutuation for mig mht skolen. For hvis jeg stopper eller får orlov, får vi meget svært ved at få det hele til at hænge sammen herhjemme, og jeg får svært ved at starte igen, fordi der er nyt mange 100 siders pensum, jeg skal ind i og en helt ny studieordning har jeg også fundet ud af nu, så det er stort set ikke en mulighed for mig desværre. Jeg prøver at klare mig så godt som muligt, men jeg føler bare hele tiden, at jeg er en sjuske, en doven skid, en dårlig studerende mv., fordi jeg ikke kan nå alt det, andre kan. Jeg har altid været den bedste og har fundet selvtillid i det og følt, at der kunne jeg vise andre, at jeg er noget værd, men nu kan jeg ikke engang det :(

Jeg skal op i morgen og ud på psyk efter at have holdt "ferie" derfra i sidste uge... Det er træls at skulle derud så tidligt. Jeg har stadig svært ved at sove om natten, måske endnu mere nu, fordi jeg føler et stigende pres på mig, og jeg kan mærke, at jeg får det værre. Tit ligger jeg bare og kigger. Tænker ikke på noget. Eller tænker helt vildt og hader mig selv for ikke bare at sove, når jeg ved, hvor dårligt jeg får det af ikke at sove (bl.a. pga. epilepsien) under alle omstændigheden :rulle:

Ja, det er bare så svært at erkende at man ikke kan det man har kunnet......men ville selvfølgelig ønske for dig at du kunne det.....Behandle dig selv som din bedste veninde eller ven.....:kys:

åh jeg kender udmærket det med ikke at kunne sove, især når der skal ske noget dagen efter.....det er SÅ frustrerende......Jeg har desværre ikke fundet de vise sten, så ville jeg hjertens gerne dele ud af dem.

Varme knus fra lucca

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Gæst
Dette emne er nu lukket for yderligere svar.



×
×
  • Opret ny...