Arkiveret

Emnet er arkiveret og er nu lukket for yderligere svar.

Skjuz_me

Succeshistorierne

Recommended Posts

Skjuz_me

Fortæl om din egen succeshistorie hér - til at holde humøret oppe hos dem der stadig er i behandling.

Du kan fx skrive følgende:

* Symptomer/sygdomshistorie (altså hvad man selv eller kæresten fejler/fejlede)

* Hvornår man startede på behandling for det

* Hvilken behandling

* Hvorhenne

* Hvor længe man har prøvet (evt. før der var bid)

* Resultat ("termin xx.xx.xx" eller "fødte d. xx.xx.xx en pige/dreng + navn")

I bestemmer selv, om det skal være i stikord eller om det skal være en hel roman...

Go nuts, tøser! :D

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
rose362

God tråd! Håber, vi alle snart kan skrive en god historie herinde.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
yrsalise

min historie

kæresten og jeg havde prøvet i lidt mere end 2 år...

kontaktede lægen han lyttede han sagde jamen det må vi få undersøgt...

først skulle kæresten aflevere en sædprøve ... ja og atter en igen

da vi kom til samtale på fertalitetsklinikken, sagde den søde læge jaa der er kun 4 SÆDCELLER.. Jeg kunne have tudet.. hun begyndte at snakke om donor osv.. kæresten sagde straks at det ville han ikke... Jeg bakkede ham op sagde jamen så længe der er 4 er der nogle så dem vil vi prøve først altså et eller 2 forsøg med hans sæd

jeg blev faktisk kun scannet og taget blodprøver ... intet andet da de mente jeg var fin og rask

vi startede med behandling for lidt under 1 år siden af hvad jeg husker

vi startede på på OUH

vi startede på ICSI ... første gang jeg ringede til den berømte telefonsvarer fik vi lov til at gå igang ... puhaa sikke en omgang jeg startede på nedregulering da hun scannede mig talte hun til ca 20 ægblærer og dette var før hormonerne .. så snakkede hun om de ville holde ekstra øje med mig osv.. jeg fik hormoner alt gik rigtig fint.. ægudtagningen gik fint ca 24 æg kom ud , da de kun ville bruge 12 på mig ( en eller anden regel) donerede jeg resten til forskning og andre...

Glemte at sige da kærestens klat skulle tælle da den skulle bruges var der 50.000 sædceller i tænker det er ikke mange men for os var det lykken :)

men desværre voksede min mave den gjorde av kunne næsten ikke gå de sagde så at jeg var blevet overstimuleret og skulle drikke masser af væske .. fik osse lagt 1 æg op ...

det lykkedes ikke så fryseforsøg..jeg havde stadig ondt fra overstimulationen 2 måneder tidligere ... fik lagt 3 æg op det lykkedes heller ikke

jeg og kæresten snakkede sagde jeg næsten ikke orkede mere ..min krop jeg vidste ikke om den kunne mere... men hvad gør man ikke for at få sit ønske opfyldt ... jeg ringede igen 2 måneder senere ... og det første lægen sagde var hov du skal have mindre hormoner denne gang og vi vil holde ekstra øje med dig .. puhaa jeg var lykkelig ... men hold da op det tog sin tid ... havde masser af æg men pga jeg blev stimuleret i laaang tid fik homoner en uge mere end jeg havde fået før fik de 15 æg ud og ud af dem blev 11 befrugtet fik lagt 2 æg op og 9 på frys...

og jeg gik ventede på blodprøven... og tænkte neej den er her heller ikke denne gang ..så jeg testede ikke før tid..

men så kom dagen til blodprøven jeg fik den taget tog hjem og da hun ringede og sagde tillykke græd jeg ...hun måtte gentage sig flere gange.... før jeg fattede det...

jeg har termin den 30 /10 -05

håber ikke det blev for langt

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
vipsy26

Hej alle

Her er min historie:

Vi gik til lægen den 22. december sidste år efter at have prøvet et års tid. Han var straks klar til at hjælpe og tog straks de nødvendige blodprøver (kom tilfældigvis den rigtige dag i min cyklus) og sædprøve og henviste os efter svarene til Skive. Der kom vi til samtale i januar og blev udredt i løbet februar. Det viste sig desværre at min kæreste er steril og vi bestemte os til at gå videre med sæddoner. Der var ikke noget i vejen med mig udover lidt at der godt kunne gå lidt langt tid imellem mens. Jeg blev insemineret første gang her 4. april og idag kunne lægen bekræfte at jeg er gravid. Så der er gået ca. 3 måneder fra vi søgte læge til jeg i dag sidder med en positiv test! Det er da fantastisk...

Glade hilsner Vipsy

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
lucky-40

Jamen jeg vil da gerne bidrage med min succeshistorie.

Jeg har vidst siden jeg var 25 år, at skulle jeg blive gravid, skulle jeg have en IVF-behandling, da jeg efter 2 graviditeter udenfor livmoderen, har mistet begge mine æggeledere. Nu er jeg så 40 år, jeg har den dejligste mand og et godt job med en god barselsordning, nu vil jeg være mor.

Vi henvendte os til Trianglen, en privatklinik i Hellerup, og kom til 1. samtale d. 11 jan. Jeg skulle så henvende mig på næste 1. mens dag. Men jeg sprang en måned over, og mødte så op d. 11 marts, hvor jeg startede hos læge Peter Helm. Ham fattede vi straks sympati for og følte os trygge ved, hvilket for mig var vigtigt.

Startede på en hestekur af hormoner, da jeg er over de 40 år. De løbende undersøgelser medens jeg tog hormoner viste, at jeg reagerede kraftigt på hormonbehandlingen og jeg lavede masser af æg. Jeg havde regnet med, og hørt, at når man tog de hormoner kunne man blive ret uligevægtig, men jeg havde det fint. Det hjalp selvfølgelig at tingene skred frem positivt. Jeg synes, at jeg fysisk kunne mærke at kroppen virkelig var på overarbejde, men mit humør var fint.

Jeg fik taget æg ud d. 23 marts. Min mor var med ved ægudtagningen, da min kæreste var på arbejde. Og hun var godt nok hvid i hovedet efterhånden som ægudtagningen skred frem. Jeg selv var godt grogget og husker ikke så meget andet end at det var en ubehagelig fornemmelse, og at de hele tiden talte æg. 1, 2, 3, 4... 13 æg blev taget ud.

Om morgenen d. 25 marts ringede de og fortalte, at 11 æg var befrugtede. Så vi tog afsted til Trianglen. Jeg valgte at få akupunktur inden ægoplægningen. Det syntes jeg var ubehageligt, fordi nogle af nålene gjorde rigtig ondt at få sat i. Inden jeg fik sat æggene op, kunne vi se dem på en skærm. Det er jo de færreste, der ser deres børn på et så tidligt stadie. Det var meget flippet. Nå, men 2 æg blev sat op og resten (9 æg) røg i fryseren. Ud til endnu en halv times akupunktur. Av!

Ja, så var det bare at vente. Stadig på hormoner, som jeg nu næsten ikke kunne klare at tage. Jeg har aldrig før taget medicin (på nær nogle få pencillinkure), så jeg syntes at det var ved at være for meget med alle de hormoner. Jeg kunne også mærke psykisk, at jeg ikke længere var så glad. Det var 13 lange dage.

11 dage efter ægoplægningen blødte jeg lidt. Dagen efter var det stoppet med at bløde, men jeg tog ind til Trianglen, hvor de undersøgte mig og tog en blodprøve. Og så var det bare at krydse fingre. Jeg regnede ikke med at jeg var gravid. Men fandme jo. Der var et tal, 45. Sygeplejesken der ringede syntes godt nok at tallet var lavt, det skulle gerne være 75, men da hun opdagede at det var en dag for tidligt, ønskede hun tillykke og sagde, at så var jeg gravid. Jeg skulle så have taget en blodprøve to dage efter igen, hvor tallet gerne skulle være dobbelt så stort.

To dage efter var tallet så 120. Jeg var gravid! Nu kunne jeg tro på det. Fik en tid til min første graviditetsscanning d. 28 april. Jeg glæder mig selvfølgelig vildt til at blive scannet. Mon de kan se om der er én eller bliver det tvillinger?

Jeg ønsker jer alle held og lykke og håber at se jer inde på graviditetsforummet meget snart.

K.h.

Lucky

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
sommerfugl399

Mit bliver ganske kort, da jeg har fortalt min historie et par gange før. Min læge ville først undersøge mig nærmere efter 2 år. Henvist til gynækolog. Gik til gynækolog i lang tid, hvor jeg var gennem diverse undersøgelser - min kærestes sæd var fin. Først ægløsningssprøjter hver måned uden held. Dernæst 3 forsøg med insiminering uden held. Dernæst henvist til Roskilde sygehus. Nu var min kærestes sædkvalitet pludselig meget dårlig - for dårlig til at insimination ville kunne lykkes... Ved 1. ICSI forsøg blev jeg gravid men aborterede i 8. uge. 2. ICSI forsøg uden held. Men 3. gang var lykkens gang!!! Jeg er nu gravid i uge 22 - har termin 29. august. Så efter 4,5 år lykkedes det.

:wave: Sommerfugl

Ps. I er velkomne til at stille spørgsmål.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Susse

Rigtig god ide du har fået der. Jeg skal selv til at starte på IVF- behandlinger på Skejby-Sygehus. Jeg skal til min første samtale d.4maj,og starte med næse-spray d.8 maj... På mors dag. Jeg har en dreng der lige er blevet 18 år, og har i flere år godt kunne tænke mig et barn mere. Sidste år blev det så konstateret, at min æggeleder var stoppet, den ene blev fjernet og den anden brændt.

Så nu skal jeg så igang, og synes at det er godt og lærerigt at høre om andres erfaringer på dette område. Ved godt er der ikke er to der er ens, men alligevel skulle det være underligt at der ikke er noget man kan bruge.

Desuden hvis der er nogen der vil læse om andres prøvelser så kig på: amocca.blogspurt.com

Der kan man læse om erfaring og oplevelse, fra en kvinde der er har humør, er åben og ærlig. Jeg har ihvertfald fået en masse ud af det.. Så derfor vil jeg gerne anbefale det til andre.

Så til alle ----> bare bliv ved med at skrive<-------

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Strandmus

Her er min - den er blevet lidt lang...

Min mand og jeg har forsøgt at få børn siden juli 2003. I februar 2004 mistede jeg tålmodigheden (den er meget lille) og gik til lægen og bad hende trylle nogle mirakler frem… Hun fortalte, at første skridt var, at jeg fik taget en blodprøve på 21. dagen for at se, om jeg havde ægløsning og hvis jeg havde det, så skulle min mands sædkvalitet undersøges.

Ægløsningsprøven viste, at jeg havde den fineste ægløsning. Så kom turen til sædkvaliteten, efter adskillige ture til KPLL i Pilestræde viste det sig, at sædkvaliteten var stærkt nedsat. Jeg havde på daværende tidspunkt læst en hulens masse om diverse behandlinger på nettet og følte mig ret overbevist om, at ICSI var sagen for os.

Vi fik en henvisning til en gynækolog og vi startede på Dansk Fertilitetsklinik på Frederiksberg i maj 2004. lægen her er overbevist om, at vi sagtens kan blive gravide vha. IUI, så dem snupper vi tre af de følgende måneder. Jeg får overhovedet ingen hormoner til dette, de følger blot min normale cyklus. – og der sker ikke en hylende fis…. Undervejs går jeg til min egen læge for at få en henvisning til fertilitetsklinikken på Hvidovre Hospital, fordi jeg ikke rigtigt tror på disse IUI’er.

Henvisningen modtager de den 24. juli 2004 og kort efter får vi brev om, at vi pga. den dårlige sædkvalitet skal have foretaget ICSI, men fordi at sædkvaliteten er så ringe, så skal min mand først undersøges på Klinik for vækst og reproduktion på Rigshospitalet inden vi kan gå i gang. Det er for at sikre, at han ikke har en evt. sygdom, der forringer sædkvaliteten og for at sikre, at denne ikke gives videre til barnet.

I oktober 2004 er vi til informationsmøde på Hvidovre og kort efter får vi at vide, at vi kan starte op på lang behandling ved min næste menstruation. Imidlertid er min mens. forsinket, hvilket betyder, at de på klinikken ikke kan nå en lang behandling pga. deres kommende julelukning, så efter meget diskussion kaster vi os ud i en kort behandling. Diskussionen foregik fordi vi pga. den korte behandling lige knapt ville kunne nå at få svaret fra Rigshospitalet inden jeg fik sat æg op. Men jeg gav ikke op, og vi fik lov til at starte.

Pga. den korte behandling slipper jeg for nedreguleringen og begynder direkte på indsprøjtningerne, og reagerer fint på disse. 2. november 2004 får jeg taget 9 æg ud, og 4. november får jeg lagt et 4-cellet æg tilbage, og det andet gode æg, bliver lagt i fryseren.

Den 17. november får jeg taget en dejlig positiv blodprøve, og jeg er gravid efter 1. ICSI og har termin den 26. juli 2005 – men det kunne nu være sjovt, hvis jeg fødte den 24. – præcis et år efter, at vi var blevet henvist til fertilitetsklinikken.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Splat

Min historie er ikke særlig lang eller særlig voldsom, men jeg tænkte, at den måske alligevel kan give lidt mod til dem, der får at vide, at de har PCO.

Jeg har to børn. Den første tog næsten 5 år af lave og den næste var der i først hug. Derfor havde jeg ikke specielt mistanke om, at der skulle være noget i vejen med mig.

Jeg vidste dog godt, at jeg blev gravid, når jeg vejede et bestemt antal kg og jeg er begge gange blevet gravid umiddelbart efter et ret stort vægttab.

I sommeren 2004 fik det pludselig underligt. Jeg havde tabt omkring 40 kg og manglede ca. 10 kg, før jeg var nede på den vægt, hvor jeg normalt bliver gravid. For en sikkerheds skyld testede og var gravid.

Da jeg ikke ret tit får menstruation blev jeg sendt til Herlev for at få fastsat termin. Her blev det opdaget, at fosteret var dødt og ret kort tid efter aborterede jeg. Men det var Svend Lindenberg, der scannede mig den dag og han sagde osse, at jeg havde PCO, hvilket forklarer mange af de problemer, jeg har haft.

Jeg blev med det samme overflyttet til fertilitetsklinikken på Herlev, hvor jeg i december startede den første hormonkur. Vi skulle selv gøre hjemmearbejdet. Lindenberg sagde, at han regnede med, at jeg ville blive gravid med det samme. Han mente, at det hang således sammen, at jeg blev gravid, hver gang der var en ægløsning.

Jeg blev ikke gravid i første forsøg. Så skulle jeg vente en måned og starte på et nyt forsøg. Jeg syntes, at det er skide hårdt og jeg brød mig ikke om at gå og vente. (1.000.000 tanker til jer, der har gjort det i årevis) Derfor havde vi besluttet os for, at jeg kun skulle gennem et til forsøg og så var det slut.

Den 25. januar var jeg ude for at blive scannet for at blive sat i gang igen. Lægen, der scannede mig, fortalte, at min livmoder var hvid, hvilket betød, at jeg havde haft en ægløsning og at der måske lige netop var et æg, der havde sat jeg fast.

6 dage efter testede jeg positiv og har termin den 10. oktober.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
intet53

Min kone og jeg har igennem mange år forsøgt at få et barn, nævn en behandling og vi har prøvet den. Altid med et negativt resultat, på nær den sidste metode.

Vi har valgt at adoptere og har for et lille stykke tid siden fået den skønneste lille pige i forslag. Nu går vi bare og venter på at få lov til at hente hende.

Vi valgt at står af reset efter et par forsøg mikroinsiminering og har ikke fortrudt det et sekund sidenhen. Det var simpelthen for hårdt for min kones fysik og vores forhold led også under det.

Derfor skal I huske på når I er længst nede, efter endnu et mislykkede forsøg, at der findes en anden metode - adoption - men samtidig skal man også gøre op med sig selv om man er klar til det.

Vejen til adoption er mindst lige så lang og kringlet, men hvis man bliver godkendt (hvilket 9 ud af 10 gør) er man sikker på at der er gevinst i den sidste ende.

Og jeg kan godt love jer for at føelserne for barnet er nøjagtigt de samme som hvis det var ens biologiske barn.

Ind i mellem så tænker jeg meget over om, den tunge vej igennem alle de medicinske "forsøg" var omkostningerne værd. Og hvis jeg kunne gøre det om i dag ville jeg straks vælge alt det andet fra. Hvorfor udsætte sig for alle de mange skuffelser og spilder en masse tid.

Min kone og jeg har det sådan i dag at hvis hun blev gravid og vores adoption derfor blev stoppet, ville det være en katastrofe. Det barn der venter på mig et eller andet sted ude verdenen - er mit - og ingens andet.

Hvis der er nogle som har spørgsmål eller ønsker et godt råd om adoption, vil jeg gerne svare på en mail eller pb.

Mange hilsen en adoptivfar

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites