Soyyo

  • indlæg
    2
  • kommentar
    1
  • visninger
    412

Fredag aftens tanker

soyyo

287 visninger

Lige pludselig blev det hele mørkt. Lyset slukkede. Der blev stille. Det føles tomt. Jeg satte mig ned i et hjørne. Jeg følte, at det hele var tomt. Der var ingen lyde, ingen stemmer, ingen varme. Det var, som om at alle havde forladt stedet, taget alt med sig, smækket med døren. Det var, som om ingen ville komme tilbage. Alle var gået videre, havde sat sig et nyt sted, fundet en ny varme, tændt lyset et andet sted. 

Og sådan føles det lige nu. For to uger siden kom jeg hjem fra en rejse, som jeg nok altid vil kalde for mit livs rejse. Følelserne, opfattelserne, sensationerne, kontakterne og detaljerne er ved at sive ud. Tristheden, rastløsheden overtager. Følelsen af at man aldrig vil fange øjeblikke som disse igen er invaderende. Ensomheden. Savnet. Hverdagen.

Jeg er ikke god til hverdag. Jeg er ikke god til rutine. Jeg søger grænser. Jeg er passioneret. Jeg er intens. Jeg er for meget. Jeg er ikke bange for at tage chancer. Jeg er ikke bange for at hoppe ud over kanten, jeg er ikke bange for at stole på folk, jeg er ikke bange for at flytte bjerge for mennesker, som jeg knap kender. Jeg handler ud fra mine følelser, og jeg har ikke selvkontrol, trods alt jeg søger er en kontrol. 

Det er et år siden, at jeg valgte at gå fra min ekskæreste. Jeg fandt styrken til at forlade det. En styrke som jeg længe ønskede, at jeg ville finde. Som jeg længe drømte om, at jeg turde vise. Jeg håbede ofte, at der ville være en ny til mig derude et sted. Og det var i går, den syvende juni, at jeg sad i en park midnat med min veninde, at det gik op for mig. Jeg havde samme dag være sammen med den 12. eller 13. siden, at jeg gik fra ham for et år siden. 13 fyre på et år. Jeg kendte ham ikke. Vi havde bare fået kontakt. Han kom hjem til mig torsdag eftermiddag, vi så en film, udvekslede akavede ord, og så havde vi sex. Fra det ene øjeblik til det andet, fik han snoet den godt, og vi kyssede, og han var hurtig, han var voldsom. Og så skulle han hjem. Og så fandt jeg ud af, at han havde løjet om sin alder. Og der var alt for mange ligheder mellem ham om ham fra i december, som virkelig gjorde mig ondt. Ham der tvang mig til sex. For ja, nu tør jeg sige det. Han tvang mig. Han pressede mig. Han slog sin hånd mod min kind. Og pludselig var han bare væk. Det gjorde ham i går ikke. Heldigvis. Han lignede ham blot fysisk, han var usikker og akavet, og han var opsat på sex. 

Det er ligemeget med ham fra december. Han er væk nu. Han satte sine mærker, men han er væk nu. Og han kommer aldrig tilbage. Men da ha fra i går var taget hjem, så mødtes jeg med min veninde i en park. Det var allerede mørkt. Hun lyttede til hvert et ord, jeg sagde. Min frustration. Og så kiggede hun mig dybt i øjnene. Og så rørte hun et emne, som jeg troede, ingen betydning havde. I det øjeblik gik det op for mig, at det var alt der havde betydning. "Du er skadet. Jeg kan se det på dig. Du er skadet af hans gentagende utroskab. Du er skadet af, at du flyttede bjerge for ham. Du flyttede til udlandet for ham. Han var alt for dig. Han har skadet dig" 

Og det havde jeg aldrig tænkt på. Jeg havde aldrig tænkt på, hvor skadet jeg er, af, at den jeg stolede allermest på, den der var min makker, min bedste veninde, min kæreste, min forelskelse. Ham, som jeg flyttede bjerge for, ham, som jeg gjorde det hele muligt for. Han var mig utro. Ja, der var den ene gang på diskoteket, hvor jeg også var der, og han kyssede med hende ude foran. Men der var også den anden gang.. den gang hvor han i mere end seks måneder skjulte kontakten til pigen på sit arbejde. Mens jeg inderst inde kunne mærke, at noget ikke var som det skulle være, så benægtede han. Og han lovede mig, at der ingenting var. Men det var der. Der var beskeder og billeder på snapchat om natten, mens jeg var hos ham. Der var byture, ture ude som jeg aldrig vidste noget om. For "han havde bare siddet hjemme".., og han kiggede mig dybt i øjnene, tog min hånd og lovede. Jeg har aldrig været god til at stole på folk. Men det gjorde jeg i det øjeblik. Og siden da har jeg søgt noget, som ingen har kunne give mig. Siden da har jeg væltet rundt i fyre med en tanke om, at jeg bare ville mødes, se hvad der sker. Men kort tid efter er de faldet fra, og et par uger efter - eller mindre - så eksisterer jeg ikke mere for dem. 

Og jeg kan mærke det indeni. Jeg kan mærke min frygt for, at ham jeg sidst mødtes sender snapchats til en masse piger, jeg kan mærke frygten for, at jeg blot er en ud af mange. Jeg kan mærke en mistillid fra første sekund, at jeg møder en ny. Jeg kan mærke, at jeg straks føler mig afhængig af ham. At jeg straks overgiver mig. 

Men hvorfor overgiver jeg mig? Er jeg desperat? Er jeg bange? Hvorfor vurderer jeg ikke, om han er noget værd, før jeg føler mig forelsket i noget, som jeg slet ikke ved, hvad er. For mine forældre blev skilt, da jeg var 1.5 år gammel, og min far var der aldrig rigtig. Han var opslugt af karriere, rejser, udenlandske kvinder. Min mor var mærket af tidligere hændelser, stresset af sin uddannelse og arbejde. Min mor var alene i otte år efterfølgende. Alene med mig. Hendes fuldtidsarbejde. Stresset. Mærket af sin fortid. Og det så jeg. Jeg så, hvordan min mor var alene. Jeg så, hvordan det at være alene var kaotisk, trist, ensomt, ubehageligt og mindreværdigt. Min mor var stærk. Det var hende, der tog mine veninder og mig på ture i weekenderne. Hende, der havde overskud. Hun var der altid. Men hun var alene. Og det ville hun ikke være. Så fandt hun en mand. Den bedste af slagsen. En der havde overskud i livet. En der var glad. Udadvendt. Ikke tænkte så meget over tingene. Alt det modsatte af hende. En der blot nød livet. Så købte de et stort hus sammen, og vi rejste rundt i udlandet hele skolesommerferien. Og vi fik en hund. Og min mor var glad. Og min mor kunne slappe af. Overgive sig. Og pludselig var der en, der løftede. 

Og i min fars nye familie, var der aldrig plads til mig. Min far fandt sin udenlands eneste ene, og hun kunne ikke lide idéen om, at han allerede havde et barn. Og vi forstod aldrig hinanden. Og jeg var altid i vejen. 

Men det var det jeg så. Det var det jeg mærkede. Hørte. Følte. Jeg oplevede, hvordan det at være alene ikke var positivt. At det ikke at være forelsket, samlet, en familie. Det var kaos, rastløshed, mærke aftener. Tristhed. Og jeg så, hvordan den første mandlige figur i mit liv ikke var til stede. Han så mig ikke. For ham var jeg ofte i vejen. Han elskede mig. Han gav mig rejser. Han krammede mig. Men han var der ikke. Han kom for sent, da han skulle hente mig fredag eftermiddag i børnehaven, og han dukkede aldrig op til forældremøderne. 

Og nu sidder jeg her. Fredag aften på mit værelse. Alene. Trist. Rastløs. Ensom. Nu sidder jeg her. Måske burde det være gået op for mig noget før. Måske var det, det rigtige øjeblik. Men det skete nu. Det skete nu, at det gik op for mig, at jeg er mærket af utroskab, mærket af mine barndomsår. Jeg er mærket. Og måske er det okay..

Jeg er tom for ord. Jeg føler mig tømt ud. Jeg føler, at jeg har fået løsnet for en knude, som jeg vidste var der, men som jeg ikke vidste, hvad kom af. Jeg føler, at jeg har gået i et mønster af tryghedssøgen, farlige datingsmønstre, usunde tankegange og opfattelser. Men det var jo bare det, jeg lærte. Det, jeg blev præsenteret for. Eller bedre sagt - det var dét, jeg fortolkede af den virkelighed, som var den første virkelighed, jeg mødte.

Og jeg håber, at jeg nu for fremtiden på et eller andet tidspunkt kan finde ro i mig selv. Kan fortsætte med at være åben, varm og attraktiv men passe på mig selv. Lade folk kende mig. Men ikke lade dem overtage. Ikke lade dem komme ind og ikke give dem adgang til at tage alt med sig, når de går. At jeg kan bygge et fundament, hvor jeg er roden til min egen tryghed, varme og lys. At jeg kan skabe relationer uden behov, nødvendighed, afhængighed. At jeg kan skabe relationer, fordi jeg vælger dem, ikke fordi jeg har behov for dem. At jeg kan flytte bjerge for mig selv og for dem, som flytter bjerge for mig - eller bedre, dem som hjælper med at flytte bjerget. Jeg håber, at jeg kan finde ro i det jeg elsker, i det jeg gør. Ro i mig selv. 

For jeg vil gerne leve det liv, som jeg gør nu. Jeg er stolt af, hvad jeg har formået at opnå. Og måske har jeg opnået det, som jeg har opnået, fordi jeg var rastløshed, søgte ting som jeg ikke kunne finde i mig selv. Jeg vil gerne elske mig selv. Jeg vil gerne være afhængig af mig selv. Jeg vil gerne finde tryghed i mig selv. Jeg vil gerne stole på mig. Jeg vil gerne lære at stole så inderligt på mig selv, at verden svarer med at lade mig støde på en, som vil give mig den tillid, som jeg har til mig selv. En dyb og ærlig tillid. Men indtil da skal mine sår hele.... Og det skal nok blive okay. 



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise.

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind