Soyyo

  • indlæg
    2
  • kommentar
    1
  • visninger
    564

Jeg mødte en på min rejse

soyyo

428 visninger

Det var en fantastisk rejse. Bedre end nogen anden rejse. Jeg har været på mange rejser. Jeg har bevæget mig rundt, og der går sjældent mere end et par måneder, før jeg har noget nyt planlagt. Jeg føler, jeg er i live, når jeg rejser. Jeg føler, at jeg vokser, at jeg indser, at jeg lærer. Jeg føler, at jeg lever. Jeg hader rutine, og jeg hungrer efter rutine. Men jeg fungerer ikke i rutine. Jeg er rastløs. Jeg har behov for at lære, at føle. Jeg har altid, siden jeg var lille, haft et behov for at føle, at jeg "var i bevægelse". Jeg elskede at tage toget, jeg elskede, når vi skulle køre steder hen. Jeg elskede, når vi rejste langt væk. Jeg følte bare, at jeg trådte skridt frem fra mit nuværende position. Og måske er det det, jeg søger. At jeg føler, at jeg taget et skridt frem i livet.

Jeg var i Asien med min veninde. Det var et kæmpe kulturchok for mig. Trods jeg har boet i udlandet, siden jeg var myndig og selv måtte tage mine beslutninger. Jeg husker knap, hvordan Danmark føles, hvordan man gør tingene i Danmark. Det skræmmer mig. Det er faktisk en af mine frygter at skulle tilbage, indrette og tilpasse mig i det danske samfund. For jeg ved ikke, om jeg ville fungere der mere. 

Jeg var på denne her rejse. Og det var et stort chok. Det var kaotisk, urent, alting var bare.. nyt, udfordrende, uforstående, imponerende, skræmmende. Det hele gik hurtigt, og vi rejste hurtigt fra det ene sted til det andet. Og så skete der noget, som jeg egentlig ikke ville køre denne blog om, men som jeg nok ikke kan lade være med at gøre alligevel. Jeg kan nok ikke lade være. Ikke når det er det eneste, der kører i hovedet på mig lige for tiden. Jeg har brug for at få det hele ned på skrift, at se det udefra. 

Vi var til en fest. En rolig bar. Ikke særlig mange mennesker. Vi spillede beerpong, da jeg, i min meget fulde stilstand, står og observerer, hvordan de andre på mit hold fucker det hele op, så vi taber. Jeg kan ubevidst mærke, at der bliver kigget på mig. Du ved, en der virkelig stirre på dig, så du ubevidst reagerer ved at kigge tilbage. Jeg kiggede op, og der stod han ved det andet peerpongbord. Han kiggede ikke væk, han fastholdte sit blik fast på mit, der nu reagerede. Han havde et kæmpe smil direkte mod mig. Jeg tænkte ikke over det. Jeg gik hurtigt videre, da det var min tur. Jeg må have været for påvirket til overhovedet at opfatte, at der var en, der kiggede på en så overbevisende måde. Jeg sad senere ved et bord og fjollede med en af vores nye venner, da han går et sekund, så hopper ham med blikket direkte hen til stolen ved siden af mig og med sit store, trekantede smil siger: "Hi!" Og så begyndte vi at snakke, og det stoppede ikke. 

Baren blev tommere og tommere, og vores venner havde antaget, at de nok ikke skulle forstyrre. Vi snakkede om himmel og jord. Han fortalte mig om hans land. Hans land på den anden side af atlanten. Vi grinte. Vi satte os ved stranden, hvor vi snakkede hele natten. Vi grinte. Vi fjollede. 

Verden ville, at vi skulle mødes igen et andet sted i Asien 4 dage efter. Han rejste videre, og jeg rejste videre. Efter vores næste stop, havde vi begge, tilfældigvis, billetter til samme lille by. Der brugte vi begge de sidste dage af vores rejse. Jeg kunne fortælle i detaljer, hvor fantastisk det hele var. Hvordan vi grinte, skabte minder, festede, åbnede os for hinanden, spiste middage, hvordan vi crashede et hotelværelse for at være alene uden vores venner. Jeg kunne fortælle det hele, og jeg ville gøre det, mens mit hjerte glødede, tårerne trillede ned. For nu er der gået 1,5 uge, siden vi alene, kun ham og jeg, tog til lufthavnen og sagde farvel til hinanden. De sidste øjeblikke, hvor jeg kiggede ham i øjnene og med fuld ærlighed mumlede: "måske ses vi aldrig igen", og han svarede: "sådan noget må du ikke sige..". Da han kyssede mig for sidste gang, mens han gentagende gange sagde: "vi ses meget snart igen.. vi ses snart igen!" 

Og det kan vi nu. For da jeg kom hjem fra ferie, gik der ikke mere end 3 dage, før jeg tilfældigvis (ja, det var tilfældigt) blev tilbudt et 5-ugers job i hans land. Ikke hans by - men hans land. Jeg er blevet tilbudt et job derhenne, og jeg har i dag søgt om visa. Jeg har umiddelbart sagt ja, og der er umiddelbart en aftale. 

Men han ved ingenting endnu. Han ved det ikke. Vi talte sammen hele sidste uge, og vi talte sammen for to dage siden, men siden er han kommet tilbage i rutinen, og det skulle man forvente, at jeg også er. Men det er jeg ikke. Måske er det fordi, at jeg ved, at der er en mulighed, for at vi igen kan ses snart. Men jeg er bange. Jeg tør ikke tage skridtet og fortælle ham nyheden. Det virker latterligt, for de fleste ville nok fortælle det som det første, glade, fuld af begejstring. Men jeg er nervøs.

Jeg er bange, nervøs og usikker. Jeg er nervøs for hans reaktion. Hvad hvis han har lukket døren. Hvad hvis han ikke er interesseret i at mødes igen. Hvad hvis han blot svarer koldt. "Så er han ikke det værd", nej.. det er han tydeligvis ikke, og så var det bare ikke det, verden ville have for os. Jeg har planlagt en dag og en måde at fortælle ham det på, og jeg er ret sikker på, at det er dér og sådan, at jeg vil gøre det. Jeg ved, at uanset min frygt for udfaldet, vil være nødt til at sige det. Jeg er nødt til at se, hvordan han reagerer på, at det kan blive muligt at ses igen. Jeg er nødt til at sætte et punktum eller et komma. Men jeg frygter hans svar. Jeg frygter hans reaktion. Jeg frygter, at han har valgt at forlade rummet, hvor jeg stadig befinder mig. Jeg frygter hans svar. 

 



1 Kommentar


Recommended Comments

Tudsegoej

Skrevet

:lun: 

Iiiiih, sikke en dejlig fortælling. Forstår godt din usikkerhed. Men håber du får samlet mod nok til at kontakte ham og fortælle, at du har tænkt på at tage nogle uger til hans land.

Det er klart, at det vil være noget andet, når I ikke længere sidder på en strand og griner, men har forpligtelser og jobs. Men man kan jo også have det sjovt og hyggeligt i hverdagen efter arbejde. Håber han bliver glad, og at du får ham at se igen.

Share this comment


Link to comment

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind