Blog Therazane

  • indlæg
    2
  • kommentarer
    0
  • visninger
    312

Perses' drømmedagbog

Therazane

148 visninger

I nat drømte jeg at jorden gik under. Jeg husker ikke hvorledes, men den dækkedes pludselig af en hård skal, der smadredes og knuste jordens overflade. Jeg reddede livet, for jeg sad i en helikopter over atmosfæren.

Den med helikopteren er da vist en genganger:

Jeg kan huske en dag jeg havde været på Langelinie med min gamle mormor. Her i foråret. Der var rart. Det var ovre i den anden ende, hvor der er to isboder. Der var mange mennesker, skyfri, blå himmel, og skibe, sejlbåde ude i vandet. Og solen skinnede.

Mens vi var der, var der en helikopter der hele tiden fløj rundt over os. Vi diskuterede om det var den samme helikopter. Perses gav is, og det var fint.

Samme nat drømte jeg følgende:

Jeg drømte at jeg skulle dø. Jeg var på et hospital, et enkelt lokale. Humøret blandt de andre var højt. Det var syge mennesker der snart blev raske igen. Men jeg var ikke ved at blive rask. Jeg skulle dø, og jeg var den eneste der vidste det. Jeg væltede rundt på gulvet, nærmest i panik, og var frustreret over det. Over at jeg skulle dø, og de andre skulle leve. Rigtig uretfærdigt, endda. Og så slukkede livets stearinlys, og det var forbi? Nej, det var det ikke.

Jeg står ude på Langelinie. I den ende hvor der er to isboder. Himlen er skyfri, solen skinner, herligt. Men der er ikke ét eneste menneske. Ikke én eneste båd. Jeg er helt alene. Mens jeg står derude, kommer den helikopter. Jeg husker lyden af den, og synet. Den kommer i tre omgange, og tredje gang kommer den for at flyve mig til dødsriget. Men jeg vil ikke med. Jeg vil leve.

Jeg vågnede. Næste nat drømte jeg noget lignende:

Jeg så denne herre udefra. Og jeg var som den alvidende fortæller. Jeg ved hvad karaktererne tænker, føler, ser og gør. Og denne mand følte den bitre uretfærdighed. Han var blevet kendt skyldig i noget han ikke havde gjort, og var blevet dømt til døden. Han skulle hænges.

Der er ikke mange detaljer at fortælle, da jeg ikke husker dem, eller også var der ikke så mange, men jeg husker hvordan der så ud. Selv står jeg på en skråning i mørket og ser hvordan han bliver henrettet i bålets dystre skær.

Og pludselig bliver jeg til ham. Det er mig der har hovedrollen nu, jeg er dog stadig denne mand.

Jeg står ude på Langelinie. I den ende hvor der er to isboder. Himlen er skyfri, solen skinner, herligt. Men der er ikke ét eneste menneske. Ikke én eneste båd. Jeg er helt alene. Mens jeg står derude, kommer den helikopter. Jeg husker lyden af den, og synet. Den kommer i tre omgange, og tredje gang kommer den for at flyve mig til dødsriget. Men jeg vil ikke med. Jeg vil leve.

Og han kommer tilbage til jorden. Og der møder han en kvinde. Hvilken relation de har til hinanden, er jeg ikke sikker på, men hun er muligvis hans kæreste. Hun advarer ham. Siger at han skal passe på at han ikke ender på dette hospital. Sjovt nok samme hospital jeg var på, i forrige drøm. Og jeg vågner.

Og så går vi kort videre med natten til idag.

Jeg drømte at jeg blev jagtet. Husker ikke detaljerne mere, desværre, men det var ret ubehageligt. Og så på et tidspunkt befandt jeg mig på det hotel der, som jeg har drømt om mange gange før. Sammen med min mor, og min storebror. Og der er mennesketomt og dystert. Mit værelse har ingen vinduer. Hvor jeg dog hader at være der.

Helikopteren lander på jorden. Alt er knust og smadret. Og mennesket begynder at genopstå.



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise.

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind