Blog allbymyselfnewyearseve

  • indlæg
    10
  • kommentarer
    0
  • visninger
    223

Auch!

allbymyselfnewyearseve

144 visninger

Der er både fordele og ulemper ved at min spiseforstyrrelse er officiel og uofficiel - noget vi snakker om eller ej.

Oftest ses man med venner og familie i forbindelse med mindst ét måltid, og det i sig selv vil unægteligt sætte gang i et kaos oppe i mit hoved, og der er det dejligt, at jeg enten kan snakke lidt om det, eller blot at folk ved, at jeg midt i en indre krig af følelser og "skænderier". Så føler jeg mig ikke helt alene.

Men det er også vidunderligt - bare engang imellem - at være sammen med nogen der ikke kender til spiseforstyrrelsen. Det kræver en hel del mere arbejde fra min side, og jeg kan bestemt kun gøre det på de rigtig gode dage, men når det lykkes, så er det virkelig en befrielse at "parkere" spiseforstyrrelsen derhjemme, og så bare være sammen med andre, være bare lidt ligesom dem, og forsøge at have forkus et andet sted.

Men forleden dag gjorde det altså bare ondt, og jeg følte mig så ubeskriveligt ensom og forkert :( - pludselig ville jeg bare væk, hjem, alt andet end at sidde og smile og være glad.

Veninde nr. to milliarder havde netop annonceret, at hun er gravid. Og iiiiiiiih, jeg mener virkelig fra det dybeste af min sjæl, at jeg er SÅ glade på hendes vegne :lun:, det er virkelig en vidunderlig nyhed. men lige bagefter så gør det bare så ONDT :whine:.

Jeg er vitterligt én af de meget meget få i min omgangskreds, der ikke har fået børn/er gravid. Og det har uendeligt lange udsigter.

Alt for hurtigt ryger snakken hen på mig, evigt single og uden børn osv.

Åh, at få en kæreste, at skulle være så fysisk og psykisk intim, er så angstprovokerende at jeg ikke kan beskrive det. Men det sidder jeg jo ikke ligefrem og siger. "Jeg har bare ikke mødt den rette endnu" (:badr:).

Jeg følte mig bare så dum, ensom og forkert. Og jeg blev endnu engang mindet om, hvordan mit liv er på vej i den helt forkerte retning, og at det jo slet ikke er sådan, at mit liv "burde" være.

Og så var der aftensmad :( Og det kunne jeg bare slet ikke forholde mig til.

Jeg synes sgu, det er utroligt som man udadtil kan være nogenlunde tilstedeværende og glad, samtidig med at man indvendig er på randen til selvmord (i et momentalt overvældene anfald af "mit liv bliver aldrig anderledes/bedre").

Dér kunne jeg godt have haft brug for at få lidt luft, eller "få lov til" at tage hjem. Men her bagefter, så var det sgu sikkert sundt nok, ikke at få lov til at svælge i- og blive helt opslugt af mine egne selvdestruktive og opgivende tanker.

Og til dét med at JEG en dag kan sige "jeg er gravid", ja...det er jo trods alt noget jeg kan arbejde med. Valget er fuldstændig mit eget!



0 Kommentarer


Recommended Comments

Der er ingen kommentarer at vise.

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind