Blog allbymyselfnewyearseve

  • indlæg
    10
  • kommentarer
    0
  • visninger
    211

Om denne blog

Indlæg i denne blog

 

Nå, så fik jeg da mit svar!

Ja, så fik jeg da det længe ventede svar - og det er da helt enormt lækkert, at få lagt låg på den forbandede frustration en venteposition udløser. Men altså, det blev jo så igen et nej Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg læste i en tråd her på debatten, at en debattør mente, at bl.a spiseforstyrrelser er en selvvalgt "sygdom". Altså, jeg ser virkelig nødig mig selv som værende totalt hjælpeløs, og jeg forventer heller ikke at resten af verden skal hoppe og springe for mig, og servere mig et lykkeligt liv på et sølvfad. Men jeg synes GODT NOK heller ikke, at jeg selv "vælger" det her. Jo, jeg træffer da en hel masse valg hele tiden, og mange af dem er ikke særlig hensigtsmæssige, men jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg kan gøre for at få det bedre. Hvis jeg gør dét, som i alle teorierne skulle give mig et bedre liv, så dør jeg enten af skræk, sindssyge eller selvmord undervejs. Og hvordan jeg kan gå den rigtige vej, uden at få det som ovenstående, det ved jeg VIRKELIG IKKE! Det er lidt ligesom at parkere mig for foden af Himalayabjerget, og bede mig at bestige dette. Jeg kunne da bestemt give det et forsøg! Men jeg ville rimelig hurtigt komme til kort mht viden, teknik, mod osv. Jeg KAN virkelig ikke klare dette uden hjælp. Tro mig...hvis jeg kunne, så havde jeg satme gjort det for lang tid siden. Jeg er UDMÆRKET bevidst om, hvordan jeg ødelægger ikke blot min nutid, men også min fremtid. Jeg ved faktisk også i mange henseender hvad jeg gør forkert. Alligevel kan jeg ikke gøre "det rigtige". Det er skisme frustrerende. Og ja, det er MIG der ødelægger det, og MIG der skal ændre det. Men jeg MÅ altså -desværre- have hjælp til det. So sorry.
 

Jeg bliver SINDSSYG af at vente!!

Undskyld mig, men nu skal jeg lige af med det: FOR HELVED I SATAN, der har bare SÅ meget at ligge et fucking forpulet svar i min postkasse i dag! I DAG!! IIIII DAAAAAAAAAG!!! Jeg kan simpelthen ikke længere sige; "nå, øv øv ikke noget svar i dag. Hmm, okay jeg KAN vel lige vente til i morgen så. - måske kommer svaret dér. Èn dag mere, kan jeg godt vente". Ikke mere! Jeg ikke kan ikke længere vente til i morgen, som så bliver til i overmorgen, som så bliver til fucking 100 år! Det SKAL være i dag! Jeg vil have svar!! Jeg vil have noget konkret at forholde mig til. Jeg bliver SIIIIIIIINDSSYG af denne uvished. Please please please, giiiv mig nuuu det svaaaar!!!! Min hjerne kredser om svarets udfald KONSTANT! Hvad nu hvis..., og hvad nu hvis..., men hvad skal jeg så i tilfælde af...., og hvad så med.., hvornår..., hvordan..., hvorfor egentlig... PIK! Suk, det bliver jo garanteret heller ikke i dag. "men der er jo også en dag i morgen...baaah"
 

Jeg kan lave lige hvad jeg vil i dag! (men hvad er det?)

Nå, så er det blevet mandag. Jeg har absolut INGEN planer i dag! Altså virkelig! Jeg trænede en tand for meget i sidste uge - og i weekenden, og har ondt i muskler og led. Det plejer jeg ellers at være glad for, for så ved jeg jo at det har været en god træning. Men jeg har også fået ondt i mit knæ - og det er altså ikke fedt! Så INGEN decideret træning i dag. Hjemmet er som altid (i blanding af kedsomhed, en god måde at holde sig i bevægelse på, samt et lettere tvangspræget behov for orden) gjort rent, så det kan jeg heller ikke rigtig komme på min to-do liste for i dag. - vinduerne kunne dog godt trænge til en klud Jeg kunne jo også overveje at mødes med en veninde i dag, men hmm...jeg har faktisk haft en ret heftig og social weekend (incl. en masse måltider), så jeg ser også lidt frem til, bare at være mig i dag. Men hvad filan skal jeg lave? Jeg har den dér enormt gode film, der har ligget og ventet på mig i omkring tre uger, og som jeg endda har lånt af en veninde - netop fordi jeg rigtig gerne vil se den. Men ærlig talt, jeg kan ikke finde ud af at flette den ind i min dag, så det er okay at se den. Jeg ved virkelig ikke hvorfor det er så svært for mig, at få sat mig ned og bare hygge, og nyde at se den film. Om dagen er det for "slacker"-agtigt, og da i særdeleshed når det er så godt vejr! Om aftenen er jeg for træt - der falder jeg i søvn lige så snart dagen er erklæret afsluttet. Men der er jo for filan ikke noget galt i at se den fucking film! Men så skal jeg gøre mig fortjent til at se den, og det bringer mig tilbage til dét med motionen, som jeg ikke skal lave noget af i dag hmm.. Jeg har noget familie på Bornholm. Inden for de sidste ti år, har jeg set dem omkring to gange, så dem har jeg tydeligvis ikke det tætteste forhold til. Alligevel er jeg helt vild med dem. Især én bestemt. Hun er sådan én der bare tager imod én med åbne arme, og som respekterer og holder af én uden nogen form for fordomme eller lign. Hun er altid så glad, sprudlende, varm og sjov. Man kunne være lidt vild, og smutte derover nogle dage. Det tror jeg bestemt ville være godt. Men det bliver vist kun ved tanken Jeg trænger i dén grad til at få købt noget tøj. Men phuha, det er en humørdræber der vil noget. Tilgengæld, hvis det imod alle odds, rent faktisk lykkedes mig at få det lidt fornøjeligt - og ikke mindst ende med at få både PRØVET OG KØBT noget tøj, så ville jeg godt nok blive begejstret Jeg kunne også bare lave noget SÅ spændende, som at rengøre persienner! Ej haha, der trækker jeg alligevel grænsen - det gider jeg fandme ikke :lol:! Jeg vil lave noget ANDET end det evigt og altid sædvanlige! (undtagen rengøring af persienner ) Jeg vil lave et eller andet, som jeg kan klappe mig selv på skulderen af bagefter. Det plejer dog altid at være i spiseforstyrrelsens favør - det er IKKE den der skal klappes på skulderen i dag, det er MIG. Så jeg skal vel lave noget, det udfordrer spiseforstyrrelsen - hm...det kan jo så gå hen og blive knald eller fald. ALTSÅ! Jeg har SOMMERFERIE, jeg er fri! Jeg kan lave lige hvad jeg vil.
 

Auch!

Der er både fordele og ulemper ved at min spiseforstyrrelse er officiel og uofficiel - noget vi snakker om eller ej. Oftest ses man med venner og familie i forbindelse med mindst ét måltid, og det i sig selv vil unægteligt sætte gang i et kaos oppe i mit hoved, og der er det dejligt, at jeg enten kan snakke lidt om det, eller blot at folk ved, at jeg midt i en indre krig af følelser og "skænderier". Så føler jeg mig ikke helt alene. Men det er også vidunderligt - bare engang imellem - at være sammen med nogen der ikke kender til spiseforstyrrelsen. Det kræver en hel del mere arbejde fra min side, og jeg kan bestemt kun gøre det på de rigtig gode dage, men når det lykkes, så er det virkelig en befrielse at "parkere" spiseforstyrrelsen derhjemme, og så bare være sammen med andre, være bare lidt ligesom dem, og forsøge at have forkus et andet sted. Men forleden dag gjorde det altså bare ondt, og jeg følte mig så ubeskriveligt ensom og forkert - pludselig ville jeg bare væk, hjem, alt andet end at sidde og smile og være glad. Veninde nr. to milliarder havde netop annonceret, at hun er gravid. Og iiiiiiiih, jeg mener virkelig fra det dybeste af min sjæl, at jeg er SÅ glade på hendes vegne , det er virkelig en vidunderlig nyhed. men lige bagefter så gør det bare så ONDT . Jeg er vitterligt én af de meget meget få i min omgangskreds, der ikke har fået børn/er gravid. Og det har uendeligt lange udsigter. Alt for hurtigt ryger snakken hen på mig, evigt single og uden børn osv. Åh, at få en kæreste, at skulle være så fysisk og psykisk intim, er så angstprovokerende at jeg ikke kan beskrive det. Men det sidder jeg jo ikke ligefrem og siger. "Jeg har bare ikke mødt den rette endnu" (). Jeg følte mig bare så dum, ensom og forkert. Og jeg blev endnu engang mindet om, hvordan mit liv er på vej i den helt forkerte retning, og at det jo slet ikke er sådan, at mit liv "burde" være. Og så var der aftensmad Og det kunne jeg bare slet ikke forholde mig til. Jeg synes sgu, det er utroligt som man udadtil kan være nogenlunde tilstedeværende og glad, samtidig med at man indvendig er på randen til selvmord (i et momentalt overvældene anfald af "mit liv bliver aldrig anderledes/bedre"). Dér kunne jeg godt have haft brug for at få lidt luft, eller "få lov til" at tage hjem. Men her bagefter, så var det sgu sikkert sundt nok, ikke at få lov til at svælge i- og blive helt opslugt af mine egne selvdestruktive og opgivende tanker. Og til dét med at JEG en dag kan sige "jeg er gravid", ja...det er jo trods alt noget jeg kan arbejde med. Valget er fuldstændig mit eget!
 

En dejlig løbetur :)

Jeg ELSKER mine løbeture, og i dag var ingen undtagelse. Der er altså bare noget specielt lækkert - nærmest magisk - over byen, når det er så tidligt. Dejlig duft, dejlig ro og smukt lys Nede ved søen er det hele bare endnu bedre, og så er der "min" store trofaste gåseflok (mon ikke det er dét de er??..noget der ligner i hvert fald ). Det er ikke lang tid siden, at alle ungerne var bitte små - og helt vildt nuttede, og siden har jeg set dem vokse og vokse. Men bortset fra det, så har jeg det lækreste musik i ørerne (når jeg ikke lige pauser den, for at "høre" stilheden ), og så er det ellers bare derudaf i højt tempo. Jeg elsker den friske luft helt nede i lungerne, og jeg elsker at føle en sjælden energi og styrke i hele kroppen. Og jeg elsker den måde mine tanker holder op med at flyve i tusind forvirrede retninger, og at jeg i stedet for fordyber mig i ét emne, en ide, et minde el.lign. og nogen gange glemmer alt omkring mig. aaaah
 

Hva´søren? Nice!

Det er jo egentlig lidt ligegyldigt, men så alligevel ikke. For jeg aner ikke hvornår det sidst er sket, så det må være værd at skrive herinde Jeg har ikke blot spist "forbudt", jeg har det også totalt i orden med det Fysisk har jeg én af de der dage, hvor kroppen ikke er fem flade værd. Jeg er ufatteligt sløv, stiv og har ondt i hele kroppen, og så har jeg en dundrende hovedpine. Jeg har brugt halvdelen af dagen på skiftevis at forsøge at "komme i gang" og skiftevis taget en pause ved f.eks. at sidde herinde. På et tidspunkt besluttede jeg at løbeturen ikke ville blive en realitet i dag. Og imens jeg stod og gloede på mit ynkelige selv, faldt det mig pludselig ind, at jeg måske skulle prøve at spise et eller andet usædvanligt, gerne lettere fedtholdigt. Og det blev så til en lille indkøbstur, hvor jeg købte PEANUTBUTTER og BRØD (fuldkorns selvfølgelig)! Et par skiver banan og så en tur i toasteren - og så havde jeg mig ellers en lækker og varm Peanutbutter/banan-toast. Det gjorde sgu godt i maven. Og jeg fortryder intet (er I klar over hvor meget fedt der er i peanutbutter!)- jeg har ikke engang smidt resten af brødet eller Peanutbutteren ud. Og jeg skal ikke ud at løbe (og var det ikke engang tidligere), og det hér var OVENI hvad jeg ellers plejer at spise. 100% overflødigt "ekstra" der blev lagt i kalorieregnskabet. Så det er altså lidt stort, at jeg ikke har nogen som helst form for dårlig samvittighed. Imens jeg lavede toasten, stoppede jeg endda op, og undrede mig helt vildt over, at det bare var HELT okay. Der var helt stille i mit hoved - ingen diskussioner, forhandlinger eller planer om hvordan jeg skulle kompensere. Nærmest bare: Yes yes, just do - det ER altså i orden. Hahahaha, det må være jordens kedeligste blog-indlæg . Men jeg er ligeglad
 

Knip ballerne sammen, og få et liv!

Jeg havde lovet mig selv, at dette ikke ville være en piveblog - det var meningen, at det skulle være inspirerende og motiverende skriverier! Men nu MÅ jeg altså lige have luft for noget, og så vil jeg slutte af med et eller andet positivt! Hvis man går og synes, at det meste i ens liv og ved én selv er forfærdeligt og uoverskueligt, så kan man unægteligt ikke rende rundt og ligne miss sunshine dagen lang. Jeg gør ellers virkelig mit bedste. Jeg prøver virkelig at være positiv og glad. Jeg gør det for min egen skyld, og jeg gør det for andres. Livet ER lidt lettere, hvis man ikke går og mukker hele tiden, og andre kan bedre holde ud at være sammen med én, der ikke evigt og altid har et eller andet problem der skal endevendes, en selvtillid der skal opbakkes o.s.v. Jeg vil nødig være sådan en nederen person, så derfor må bloggen vel være et tilforladeligt sted at læsse lidt af i. Nå, men til los problemos: Eftersom jeg - som det ser ud nu - ikke skal i behandling alligevel, så er der jo en plan B. Jeg skal i praktik. På den ene side glæder jeg mig HELT VILDT! Jeg glæder mig så meget til at arbejde med noget af dét der virkelig giver mig glæde i livet. Jeg glæder mig til at omforme en masse spændende teori til virkelig praksis. Jeg glæder mig til at bruge min faglighed, til at møde de dilemmaer, problemstillinger, glæder, overraskelser osv, som min praktik uden tvivl vil bringe. Jeg glæder mig til en hverdag med struktur og kollegaer, og til en hverdag hvor jeg føler at jeg er med til at gøre en positiv forskel. Men jeg er også ved at dø af skræk, og usikkerhed og tvivl og en masse andet Maden er det ene problem. Jeg har jo SÅ mange forpulede regler, krav og ritualer i forhold til mad. Det gælder både hvad, hvornår, hvordan, hvor meget, hvor, hvorfor osv. Jeg ville aldrig blive færdig, hvis jeg gav mig til at skrive hele "systemet" ned. I praktikken skal jeg arbejde fuld tid og der er madordning, så det VIL jo være et kæmpe problem, og det VIL fylde helt enormt meget. Desuden vil jeg jo nok bruge en del mere energi, end jeg gør nu, hvor jeg bare er stillesiddende studerende. Så for overhovedet at fungere bare en lille smule er jeg også nødt til at spise noget mere. Og det kan jeg bare ikke Og det er sgu heller godt nok bare at fungere. Jeg vil sgu styre det lort. Jeg vil være knald god til mit arbejde. Ikke kun for min skyld, men selvfølgelig også for dem jeg arbejder sammen med. Jeg kan slet ikke gennemskue, hvordan jeg skal kunne forligne mig med hele det fucking madproblem. Jeg kunne lyve og sige, at jeg følger en bestemt kostplan/at jeg har allergi eller whatever, og så medbringe min egen mad. Det ville da løse problemet med at skulle æde det der bliver serveret. Men mad er forbundet med noget socialt, og det vil jeg dermed have meldt mig ud af. Og så er det bare heller ikke fedt, at sidde med sit eget -af hvad jeg tror andre synes- mærkelige/kedelige/ulækre mad, som unægteligt vil udløse undren, spørgsmål, eller endnu værre: intern småsnakken. Nå, videre til det andet problem: Det sociale! Tænk at skulle være glad, udadvendt og overskudsagtig dagen lang Jeg kan det i små doser og når jeg SKAL og når jeg har udsigt til at puste ud bagefter. Jeg ved godt, at alle ikke fiser rundt med et stort smil på læben hele dagen, og er fuld af charme og overskud altid. Og det er såmænd heller ikke det jeg forventer af mig selv. Generelt er det nok bare dét med at være "på" hele tiden, som skræmmer mig. Og så vil jeg være sådan en forbandet usikker person, som hele tiden skal bekræftes. Jeg er faktisk ikke bekymret rent fagligt. Der har jeg faktisk pænt meget selvtillid. Men mit selvværd er til at lukke op og skide i. Og hvad med de dage, hvor jeg SLET ikke kan være i mig selv og min krop? Jeg kan ikke sidde og gemme mig bag et skrivebord, som jeg gør nu på studiet. OG sommeren venter - jeg kan ikke have store trøjer på/lag-på-lag. ..og en masse andet fysisk shit...jeg tror jeg stopper her. Det nytter sgu ikke noget det dér. Iiih FUCK hvor er det bare irriterende. Og hvor er det også pisse narcissistisk. GID jeg dog kunne hoppe ud af mit eget hoved, og så bare deltage i verden og i livet, i stedet for at glo på den og finde den uuha så uhyggelig Nå, jeg skulle slutte af med noget positivt Ej, der er jo masser af positivt. Jeg må i hvert fald huske, at det er sket et 300.786.998 gange før, at jeg forestiller mig det værste, og så er det slet ikke så slemt alligevel. Desværre er det dog også sket, at angsten fuldstændig parallyserer enhver fornuftig tanke og handling, og så skal jeg nok fuck'e tingene op alligevel. Så den der angst der, den skal bare skride. For hvis den ikke er der, og hvis jeg fandt en måde at gå på kompromis med spiseforstyrrelsen, og i stedet bare tænker på alt det gode ved den praktik - alt det jeg rent faktisk glæder mig til og gerne vil, så KAN jeg godt. Og så bliver det en rigtig fed praktik. - en lille indskydelse. Jeg føler mig efterhånden knap så anonym, det er jo min egen skyld, men HVIS nu nogen mener at genkende mig, så ville jeg virkelig være taknemmelig, hvis man gjorde mig opmærksom på det.
 

Så er jeg på igen :)

Phyha, så er jeg fit for fight igen - hvilket leder mig til en kæmpe tak til ikke mindst min mor, men også mine venner. Alle og enhver kan komme og sige, at de er der for én, men jeg føler virkelig, at det er de vitterligt. Det betyder ikke, at man skal ofre alt sin tid og energi på den der har det dårligt - overhovedet ikke. Men bare dét at de ikke er fordømmende, men i stedet prøver at forstå, er anerkendende, lyttende og opmuntrende, gør bare SÅ stor en forskel. Jeg tror slet ikke de ved hvor meget det betyder. Jeg er altid så bange for, at blive opfattet som en snotdum selvcentreret og overfladisk tøs, hvis største problem er om jeg ser godt ud eller ej. Groft sagt, så er det jo heller ikke langt fra sandheden - meeen, samtidig er det jo alligevel slet ikke det en spiseforstyrrelse handler om. Jeg kan dog godt forstå, at det på overfladen kan se sådan ud. Nå men, det var min hyldest til gode veninder
 

Øv, hvad nu?

Øv, så har jeg ellers været tudefjæs i dag! Det var en lang og følelsesmæssig slidsom proces at vænne mig til tanken om, at jeg nok skulle i døgnbehandling. Siden beslutningen blev truffet og en ansøgning til kommunen blev iværksat, er der ikke gået én dag uden evindelig ambivalens om hvorvidt det nu var det rigtige eller ej. Det er altså en kæmpe skridt at tage, og så har det jo også konsekvenser for bl.a. min uddannelse som jeg ellers rigtig gerne vil gennemføre. Jeg har prøvet at forholde mig til, at jeg måske fik afslag - og at dét nok var det bedste, og samtidig har jeg forholdt mig til det modsatte. På gode dage har jeg endda turdet have forhåbninger om, at et "normalt" liv og at et liv med mand og børn osv. måske alligevel ikke var et lukket land for mig. I DAG fik jeg så eeeeeeeeeeeeeeendelig svar fra kommunen. - det var et afslag Begrundelsen var, at jeg endnu mangler at benytte mig af det sidste af kommunens tilbud, som er behandling på Rigshospitalet. Og det er til trods for det vedhæftede brev fra min læge, omhandlende min fysiske tilstand og at jeg ikke kan stå på venteliste i 1-2 år før der er plads på Rigshospitalet. Det er virkelig bare ikke fedt. Uden dog at afskrive mig al ansvar for mit eget liv, og uden at overlade min skæbne fuldstændig i andres hænder, så får jeg altså lidt et strejf af "hvad fanden skal der så blive af mig". Men jeg skal nok lige fordøje det, og så må jeg op på hesten igen, sagen må ankes, og så må jeg vente. Og håbe. Men ikke for meget.
 

Præsentation - en blog om en spiseforstyrrelse

Jeg er 28 år, kvinde, studerende og single. Og så har jeg anoreksi. En anoreksi som jeg kæmper IMOD. Mit liv indeholder også en hel masse andet, og jeg ER en masse andet, men ærlig talt, så er min anoreksi på nuværende tidspunkt, enehersker over min livsstil, mine daglige gøremål og alle mine tanker. Jeg skriver denne blog for min egen skyld, men jeg vil formulere mig, som om jeg skrev til dig. Og hvis du så også læser det, jamen så håber jeg da, at her står noget du kan bruge. Jeg vil forsøge at skrive, så det ikke bliver så dødsens alvorligt og deprimerende det hele. Dette skal absolut ikke være en pive-tude blog (okay, helt kan jeg nok ikke undgå det hehe), men en blog hvor jeg forhåbentlig formår at heppe lidt på mig selv I øjeblikket venter jeg på grønt lys til at starte i behandling. Jeg har været i behandling mange gange før, men denne gang er det anderledes. Jeg er SÅ kampklar (med hjælp ), og denne behandling er lige præcis hvad jeg har brug for, så ja, forventningerne er høje og håbet er lysegrønt Det er svært at forklare hvad anoreksi egentlig går ud på. Og når jeg først begynder, så kan jeg fortsætte i det uendelige. Men overordnet ser det for mig således ud: Inderst inde så VED jeg godt med min fornuft, at jeg ikke er tyk. Men jeg FØLER mig tyk. Og så er det alligevel slet ikke dét det handler om. Jeg indeholder to sider: mig og så spiseforstyrrelsen (fremover kaldet SF). Nogen gange er det SFder styrer og fylder det hele. Den har simpelthen skubbet mig ud af min hjerne. Og så handler det hele om mad/ikke mad, motion, selvhad, straf, regler, bebrejdelser, trusler, konsekvenser, angst o.lign. Ikke spor plads til glæde, kun løftede pegefingre og dårlig samvittighed. Jeg føler meget sjældent aldrig sult - og det er med til at gøre, at det er ekstra svært at spise ”ordentligt”. Alt hvad jeg spiser føles som unødvendigt og at jeg ikke burde spise det – jeg har jo ikke brug for det – jeg er ikke sulten. Jeg spiser efter ”må”-principper og efter klokkeslæt. Altså efter ”okay, nu er kl. dét og sidst jeg spiste var kl. dét, så må det være ok eller nødvendigt at spise”. Så skal jeg selvfølgelig også tage højde for, hvor meget jeg har bevæget mig, hvor meget jeg sidst spiste, om der venter f.eks en familiemiddag i fremtiden osv… - det er et større regnskab. Jeg er helt fucked hvis regnskabet vælter. Hvis jeg f.eks. spiser mere end jeg ”burde”, eller hvis jeg ikke når at spise f.eks. aftensmad inden et bestemt tidspunkt - det skal nå at ”forsvinde” inden jeg går i seng. Eller hvis jeg vitterligt ER sulten, men at det ikke stemmer overens med om jeg burde være sulten – hvad skal jeg så gøre? Mine tanker kører rundt i et stort kaos, og handler kun om hvordan jeg kan ”gøre det godt igen”, eller finde frem til en løsning jeg kan leve med. For det meste er både mig og SF i spil oppe i mit hoved. Det udløser ”skænderier så det brager” da de begge to gerne vil regere. Selvom jeg bliver enormt frustreret og ikke kan beslutte noget som helst (jeg ved ikke hvem jeg skal lytte til, og det er heller ikke altid at jeg ved hvad der kommer fra hvem, og SF har altid nogle MEGET gode argumenter), så er al den argumenteren frem og tilbage ikke helt ringe, da det betyder, at jeg kæmper imod – at mig kæmper en brav kamp for at smide SF ud af mit hoved. Nogen gange er det KUN mig der er på spil (det skete en sommerdag i år 1985 ..haha) – og hold da kæft hvor er det lækkert! Så er det som om SF ligger og slumrer et eller andet sted (eller planlægger et ondskabsfuldt tilbagetog) og så er jeg bare 100% MIG. Glad, grinende, fri, uden bekymringer (udover hvad man nu normalt har), frisk på at lave alt muligt osv.. Den del af mig selv savner jeg afsindigt meget. Ikke kun i forhold til mig selv, men også i forhold til at kunne være sådan sammen med andre. Men tro mig, en dag så siger jeg "what the MOTHERFUCK tænkte jeg på!" Og så vil jeg smutte en tur på stranden sammen med veninderne. Jeg vil rent faktisk ligge der i bikini og bare nyde solen og veninderne. Og så vil jeg enda spise en dejligt kølende is, og bare fortsætte mit liv som om intet var hændt. Jeg nyder jo bare