Blog chatseh

  • indlæg
    8
  • kommentarer
    0
  • visninger
    471

Om denne blog

Indlæg i denne blog

 

Længe siden sidst

Kom da lige i tanke om, at blog-funktionen var her. Eller ER her, jeg bruger datidsverber lidt for meget. Dårlig vane. Nå men, siden sidste indlæg er jeg kommet i job. Eller rettere, uddannelse. Elev-job. Uddannelse. Noget. Jeg laver i hvert fald noget. Jeg er typisk hjemmefra i hvad, 10-12 timer? Det er inklusive træning efter arbejde. Det er skønno. Jeg gjorde massive fremskridt mht. at lægge min fortid bag mig. Der var en lang overgang, hvor jeg slet ikke tænkte på den. På kursus havde jeg kun panikanfald et par gange, derefter havde jeg bare perioder, hvor jeg fik nogle spontane behov for at være alene og køre mit eget løb. Det er da NÆSTEN normal adfærd? Men her i efteråret skete der desværre dét, der ikke måtte ske. Jeg blev mobbet igen. Det var på endnu et kursus, hvor jeg var sammen med primært jævnaldrende. Jeg havnede desværre på værelse med en pige, der var min diametrale modsætning og hun brød sig bestemt ikke om mig. Bevares, fan var jeg da heller ikke af hende, men jeg kunne da stadig overkomme byrden at snakke pænt til hende og opføre mig pænt. Den tilgang var hun ikke enig i. Det endte med at hun flyttede ind hos nogle veninder i et andet værelse, men beholdte nøglen til min. Tryg var jeg ikke ved det, men regnede da ikke med at hun ville udnytte den frie adgang til et værelse, hun ikke længere bor i. Men det gjorde hun og valgte at stjæle nogle ting - men fordi hun var den eneste anden med adgang til værelset, vidste jeg jo, hvem synderen var og meldte hende til receptionen for det, så hun fik en advarsel og frataget nøglen. Tingene blev naturligvis returneret. Men denne affære gjorde hende bestemt ikke mere glad for mig og hun besluttede sig derfor for at køre en hetz imod mig sammen med sine veninder. Så i to uger måtte jeg undergå et værre helvede, hvor jeg praktisk talt ikke kunne være nogen steder, fordi de enten forfulgte mig eller tilfældigvis stødte på mig og gjorde deres bedste for at gøre vores fælles tilstedeværelse værst muligt for mig. Som før i tiden medførte det til sygelig overtræning for mig (frustrationerne skulle jo ud på én eller anden måde), jeg stoppede med at spise, jeg fik panikanfald igen og søvn var der ikke længere noget af. Uanset hvor meget jeg end prøvede at konfrontere de her idiotiske møgtøser eller komme i dialog med dem blev jeg kun mødt med ligegyldige kommentarer, tomme blikke eller den velkendte teenagepige fnisen. Men trætte blev de vel af mine forsøg til sidst, for de endte med at løbe grinende fra mig, når jeg prøvede at snakke med dem. Så hvor de først startede med at være lige i fjæset på mig endte de med at banke/hamre på min dør og løbe fnisende væk før jeg nåede at gøre noget, eller råbe mit navn på en nedladende måde og derefter løbe væk. Kujoner, hele bundtet. Det gjorde mig rasende og ked af det. Jeg var fuldkommen hjælpeløs for hvem skulle jeg søge hjælp hos? Receptionen kunne kun tage sig af de lidt mere håndgribelige ting som tyveri, men mobning er udenfor deres område - vi skulle jo angiveligvis også forstille at være voksne mennesker og håndtere konflikter på en ordentlig måde, men det var pigerne hér jo ikke interesserede i. Jeg blev fuldstændig ødelagt. Jeg tabte mig så meget på det kursus, mentalt var jeg røget tyve skridt tilbage på de ti skridt, jeg ellers havde taget og var i det hele taget skyggen af mig selv. Min mor var chokeret, da hun sig mig efter kurset. Men en positiv oplevelse kom der dog ud af det. I den sidste uge af kurset havde nogle af mine klassekammerater fået nys om, hvad der foregik og på den sidste dag (hvor jeg slet ikke fik sovet, fordi pigerne da lige skulle komme med den sidste hurra før vi alle skulle hjem) fik de lokket ud af mig, hvem det drejede sig om og pigerne fik i dén grad en reprimande fra en stor flok fra min klasse. Hvor de piger før gjorde sig nok så store på min bekostning, krøb de pludselig pænt meget langs væggene og turde dårligt nok at se på mig. Den smule, der nu var tilbage af mig vel nok. Den efterfølgende kursus holdte min klasse hånden over mig, når pigerne prøvede på noget igen. Jeg var skræmt fra at dukke op til spisning, fordi jeg vidste pigerne ville være der, men så kunne mine klassekammerater fortælle mig om, hvordan de "kom til" at buse ind i pigerne så de næsten faldt. Det var der flere, der ad flere omgang "kom til" at gøre. Jeg var, og er, ikke fan af måden de valgte at håndtere pigerne på, men jeg er dem dybt taknemmelig for, at de ville forsvare mig. Det er jeg ikke vant til og jeg er i dag ked af, at jeg til næste kursus skal i en ny klasse så jeg ikke skal se størstedelen af dem mere. Til gengæld kommer jeg højst sandsynligt aldrig til at se de piger igen, hvilket er ualmindeligt skønt. Selvom de fik mig ned med nakken plus moms nærer jeg stadig en trang til at give dem så meget tæsk, at de ikke engang kan kravle derfra. De skal være glade for, at jeg tænker mere på min straffeattest end jeg tænker på at give dem som fortjent. Det er under et år siden, det skete og jeg kan mærke, at det smed mig pænt meget tilbage ifht. de fremskridt, jeg ellers havde. Jeg fik at mærke, at jeg stadig er en udsat person, men også at der findes mennesker, som er parat til at støtte mig, når det brænder på. En virkelig skøn følelse, som jeg dog stadig er lidt tilbageholden overfor. Mest fordi jeg ikke skal lade mig rive med for så er det da først dømt til at gå galt. Det er stadig op ad bakke for mit vedkommende. Nogle dage tænker jeg da også, hvad fanden al den energi jeg bruger på at kæmpe skal gøre godt for - i sidste ende kommer det jo også an på, om andre mennesker vil mig det godt, for jeg kan så let som ingenting blive smidt tilbage til startpunktet eller længere. Men på de gode dage er jeg nu alligevel glad for, at jeg er i stand til at tænke "Det der... dét er fanme godt gået!" og "Det er da egentlig rart at være sammen med disse mennesker". Selvom jeg for tiden ikke oplever det nær så tit, som jeg ellers ville. Der er under et år til jeg er færdig med min uddannelse og forhåbentlig kan blive fastansat et sted. Jeg håber det bliver lettere for mig at få styr på mit indre kaos, når jeg først er nået dertil. Lige nu vil jeg bare gerne blive færdig med "skole" stadiet, som det nu engang er, når jeg skal på kursus (=skole) og lave opgaver, læse til eksamen mm. Jeg har alt alt alt for mange dårlige associationer, når talen kommer på skole. Jeg gider det ikke mere. Det skal være slut. Mit liv starter nok først for alvor, når jeg bliver 25. Vi får se.

chatseh

chatseh

 

Medicin?

Jeg synes, det er skummelt. Så godt som altid har jeg haft dårlige tanker om mig selv. Jeg forbinder det ikke nødvendigvis med et lavt selvværd, at jeg føler mig underlegen - nok nærmere, at jeg er temmelig usikker. Der er en forskel. Jeg synes så aldeles, at jeg er lige så meget værd som enhver anden, men min usikkerhed - særligt pga. min uvidenhed omkring socialliv mm. - gør, at jeg har svært ved at agere blandt andre. Fordi jeg fatter dem ikke. De gange, jeg har været til lægen og psykologer, har de næsten prompte stemplet mig med lavt selvværd, og det pisser mig i dén grad af. Jeg har IKKE lavt selvværd. Jeg kan se, hvordan det er let at forveksle med usikkerhed, men når disse "professionelle" nægter at lytte til mine rettelser og protester, så kan jeg ikke se, at der er noget hjælp at hente hos dem. Jeg vil ikke risikere at få den forkerte hjælp, hvorfor jeg har fraholdt mig at søge læge eller psykolog i et par år efterhånden. Jeg prøver at leve med mine tanker og mine panikanfald. Der kan gå langt og kort mellem anfaldene, men jeg er blevet mere obs på optakterne, så jeg har en chance for at gøre det mindst ubelejligt som muligt. Men bevares, det er træls alligevel. Forleden var en af mine net-venner diagnosticeret med angst og depression og smidt på fire forskellige slags medicin. Jeg må indrømme, det chokerede mig meget, for vi ligner SÅ meget hinanden. Hendes anfald er akkurat som mine, hendes tankegang ligeså. Jeg kan ikke lide tanken om, at vi derved også kunne have diagnoser tilfælles. Jeg er endnu mere afskrækket for at tage til læge med det i mente. Men jeg må se tiden an. Lige nu følger jeg hendes forløb og vurderer, hvor meget hjælp det har været for hende at få en diagnose og få medicin. Jeg hader bare tanken om at skulle få medicin. Jeg er overbevist om, at det vil ødelægge det trygge hylster, jeg er tilvænnet - at jeg kender mine signaler og mit mønster. Alt vil blive fuldstændig ødelagt, hvis jeg skulle ryge på medicin, som derved ændrer både signaler og mønstre. Det er dælme skræmmende. Tanken om at "miste sig selv" på den måde kan jeg ikke udholde. Så hellere døje med mine anfald, dem kender jeg jo. Hvad skulle det alligevel hjælpe at prøve at søge hjælp én gang til, når læger og psykologer ikke forstår, hvad jeg siger og pådutter mig motiver og tidligere erfaringer, jeg aldrig har haft? Jeg har fanme haft én, der meget persistent prøvede at få mig til at "indrømme", at jeg har været voldtaget. Fordi han var helt sikker på, at sådan som jeg havde det, måtte det være pga. dét. For 15 års mobning kan helt sikkert ikke forklare en skid. Ej, jeg har ikke meget tillid til de "professionelle". De holder stædigt fast på, hvad de har lært fra bøger og foredrag. Enhver afvigelse har ingen hold på sig. Rend mig. Men nu får vi at se. Jeg følger hendes forløb, samt satser jeg på, at når jeg starter på min elevplads til september, vil jeg have noget at se frem til og forhåbentligt få det lidt bedre på den måde. Hvis ikke må jeg vel bide i det sure æble og forsøge mig hos lægen én gang til.

chatseh

chatseh

 

Tankeopkast

Jeg kan ikke lade være med at reflektere over min fortid. Bevares, det er ikke så mange år siden jeg sidst blev mobbet, jeg var vel omkring 18 år, før jeg endelig kom væk fra det. Jeg er 21 år i skrivende stund. Så selvfølgelig sidder det stadig i mig. Dag ud, dag ind, intet andet end chikane, grove tilnærmelser, ødelæggelse af mine ting, slag og spark, spyt, skub, blev jordet på cykel så jeg fik den ene hjernerystelse efter den anden, direkte udelukkelse af klassen så jeg kunne gøre hverken fra eller til, når vi var tvunget til gruppearbejde (for enearbejde var noget fy, var det), modbydelig bagtalen, spredning af rygter og sladder som jeg den dag i dag stadig ikke ved, hvad handlede om, kun at det fik folk til at se ned på mig, hade mig, afsky mig, undvige mig og behandle mig som det rene skidt. Jeg blev praktisk talt jaget ud af min hjemby til sidst, for jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg knækkede sammen, det krakelerede, mit sind blev sort og tomt, jeg besvimede hyppigt, jeg ophørte med at spise, jeg abstraherede ved at træne hårdt seks timer dagligt mindst seks dage om ugen, jeg blev drevet ud til det absolut yderste - og alt jeg fik fra omverden var skældud for det var sgu noget sært opførsel, jeg havde gang i. Tak mor. Så jeg flyttede, det var briste eller bære. Jeg havde nok vilje til at ville dø i forsøget på at få det bedre i stedet for at dø en ynkelig død, fordi folk var ligeglade og jeg tillod dem at være ligeglade og tillod mig selv at være ligegyldig. Det ville jeg ikke kendes ved, så af sted skulle jeg. Desuden var min største drøm her i livet - lige siden jeg var ganske lille - at få mit eget sted, hvor jeg kunne leve for mig selv, køre mit eget løb og ikke lade høre fra nogen, hvordan jeg indrettede mit liv. At bo i Aalborg var noget af det bedste, jeg kunne byde mig selv. 160 km væk fra fortiden, de grimme billeder i mit sind, væk fra alt det, der dræbte mig langsomt og smertefuldt. Jeg fik min selvstændighed, hvilket gav mig det, jeg aldrig i mit liv har haft - et selvværd. Jeg kunne pludselig anse mig selv som et menneske, en person, én som havde lige så meget ret at være til som enhver anden - inklusive de røvhuller, der så sig berettiget til at behandle mig som det laveste af det lave, undermennesket af alle. Jeg har lige så meget ret til at være her som dem og jeg kan slå et ekstra slag på sømmet ved at tilføje, at jeg ikke nærer behov for at nedgøre andre mennesker for at føle mig berettiget til at eksistere. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg hader dem, det indrømmer jeg. Jeg vil aldrig kendes ved dem, de er ikke velkomne i mit liv og skulle det ske, at de en dag kom til mig i bedste velment agt, ville de blive afvist med klare bogstaver. Jeg tilgiver dem ikke, men de får såmænd heller ikke lov til at fylde mit sind af den grund. Det er jo ikke fordi jeg tænker på det her konstant. Det kommer blot over mig nu og da - det kan man vel heller ikke bebrejde mig, jeg bearbejder jo stadig det her. Det kan ikke klares på et par år - og psykologer kan rende mig, satans til politisk korrekte røvhuller og deres ækle pædagog-stemmer. Jeg er dog glad for, at jeg ikke længere føler noget, når jeg tænker på min fortid. Da jeg stod midt i det brød jeg sammen, når bare emnet var bragt på bane. Efterfølgende var jeg meget tavs og undgik enhver tilnærmelse til emnet, jeg ville ikke kendes ved det. I dag føler jeg intet. Allerhøjst bitterhed, men det er mest over al den svigt, de voksne udsatte mig for. Børn er dumme, de ved ikke bedre, men at de voksne ignorerede mobningen eller irettesatte *mig* fordi de ikke orkede at rette på en hel klasse, der var ondskabsfuld - dét gør fanme nas. Jeg er bitter over, at de slap væk med det. Retfærdighed kommer aldrig til at gøre fyldest og det må jeg have tid til at lære at acceptere. Det vil jeg have lov til. Men jeg bliver ikke overvældet af et følelsesmæssig kaos, som jeg før gjorde. Nu virker det bare som en gammel historie, jeg hørte engang eller så på TV. Groteske hændelser, men det føles ikke så personligt længere. Uretfærdigt, ja. Personligt, nej. Lidt ligesom man føler sig harm, når man ser noget uretfærdigt på TV - fx et barn, der er blevet mobbet på det groveste - men man føler det ikke personligt, fordi man ikke selv har været udsat for det. Det er sådan jeg har det med min fortid, til trods for jeg jo rent faktisk *er* den, der blev udsat for det. Det er bare ikke sådan, jeg føler længere. Det er bare en film, der kører igen og igen i mit hoved, når jeg får lov til at være alene med mine tanker (=keder mig). Hvis det gav mening. I dag er jeg tilbage i min hjemby. Det gør det bestemt ikke lettere at lade være med at tænke på dengang - dagligt får jeg påmindelser i form af omgivelserne, miljøet og nu og da får jeg glimt af de mennesker, der gjorde livet surt for mig dengang. Jeg bliver fornærmet, når de taler til mig som om det aldrig var sket. Især en lærer ser jeg tit på motionscenteret og hun hilser på mig og taler til mig, som om vi har et helt naturligt bekendtskab. Sagen er dog bare den, at hun på det kraftigste frabad mig at vende tilbage til skolen tilbage i 2003 efter et mislykket forsøg på et bedre liv på efterskole, som jeg groft blev mobbet ud af og drevet ud i en slem depression, der påbegyndte min tendens til selvskade. Hun ville ikke have mig tilbage til skolen, fordi hun vidste det bare betød ballede, fordi de andre bare ikke kunne lade være med at mobbe mig. Det orkede hun ikke at bøvle med. Så hun så hellere jeg fandt et andet sted. Det kunne jeg dog ikke, fordi alternativet var en skole, hvor en flok drenge gentagne gange har truet mig på livet og det orkede *jeg* ikke at bøvle med. Så jeg måtte tilbage til den skole, men jeg følte mig sandelig endnu mere uvelkommen end nogensinde før pga. lærerens udmelden. Utroligt jeg overhovedet bestod 9.klasse, når jeg kun var der højst to dage om ugen, så meget pjækkede jeg. At de ældre klasser også var meget efter mig gjorde det ikke bedre. Blev låst inde på toilettet ved at de blokerede døren med stole og borde og så stod de der og hånede mig med latter og skub, når jeg forsøgte at kæmpe mig ud. Til sidst endte jeg bare med at sætte mig til rette i hjørnet af det store rum, toilettet var i og slog hovedet ind i væggen, håbende at jeg enten døde af hjernekvæstelser eller i det mindste besvime så jeg ikke ville være ved bevidsthed til dette helvede. Det blev kun til hjernerystelser, dem har jeg dog haft så mange af efterhånden. Armene blev kradset til blods, når jeg ikke længere orkede at smadre hovedet ind i væggen. Jeg græd så meget dengang. Se, alle disse flashbacks får jeg hyppigt, nu hvor jeg er tilbage i det gamle miljø. Det går selvfølgelig ikke, men før jeg får mig et job så jeg kan flytte væk igen, så er det sådan mit liv er. Med sporadiske påmindelser om mit fortids helvede. Om hvor langt ud jeg blev drevet. At kradse mine arme til blods har jeg dog gjort siden jeg var lille. Dengang var det dog ikke så omfattende - jeg kradsede 'kun' mine modermærker på armene væk. Det var sådan en god måde at abstrahere fra min klasse, der enten smed kuglepenne/blyanter, papirskugler og hvad har vi efter mig og kaldte mig alskens ting. Det var også de skide modermærkers skyld, tænkte jeg, så væk skulle de. Så sad jeg der midt i timen - medens lærerne gjorde det de var bedst til og ignorerede min eksistens for ikke at skulle tage sig af mine problemer - og kradsede mine modermærker væk. Sådan noget bløder pænt meget i øvrigt. Senere blev det mere omfattende og til sidst endte jeg med at bruge min stiftblyant (den har jo sådan en metalspids, hvor stiften kommer ud) i stedet for bare neglene. I skolen altså. Derhjemme blev barberblade og engang imellem også knive - de var dog så voldsomme, at jeg følte mig sært tilpas med dem - hyppigt brugt. Jeg gør ikke det her længere, så langt er jeg da nået. Jeg træner dog stadig meget, bare ikke op til seks timer om dagen næsten dagligt. Fire timer tre gange om ugen, måske fire gange, er hvad det kan blive til. Min krop er ikke, hvad det har været - eller også er jeg bare ikke i stand til at ignorere smerterne så godt, som jeg kunne engang. Hvem ved? På en måde føler jeg, at jeg har en gevaldig livshistorie at fortælle. Og så alligevel ikke. Jeg føler ikke, at mine erfaringer kan bidrage med noget for andre - ud over en vis form for underholdning måske - men alligevel føler jeg, at der er noget at fortælle og nogen at fortælle til. Om det nogensinde skal blive til en bog eller kun tilfældige indlæg hist og her på internettet ved jeg endnu ikke. Samtidig føler jeg, at jeg har været igennem meget, men alligevel føler jeg, at "så slemt er det sgu heller ikke". Måske fordi jeg er kommet nogle skridt videre og - som jeg nævnte tidligere - så føles min fortid lidt urealistisk. Jeg føler ikke noget personligt af den længere og alligevel er det jo noget, der har bidraget til den person, jeg er blevet. Jeg ved sgu ikke rigtigt. Og hvad der angår hende læreren, der tit hilser på mig på motionscenteret? Hun får kun overfladiske svar og et lille smil. Jeg gider ikke sure miner, når jeg er hos mit yndlingssted, så lidt skuespil skal der til.

chatseh

chatseh

 

Jeg kommer nok med en bedre titel senere...

Jeg har tit fået at vide, at livet kun er godt, hvis man er omgivet af sine nærmeste. Men... sæt nu hvis ens nærmeste er sådan nogle, der ikke yder andet en kritik, irettesættelser, 'drillende' kommentarer og andre ikke-særlig-skønne bemærkninger? Jeg begynder ellers at fatte betydningen. Mit liv er urokkelig, hvis jeg ikke kommer ud i verden og får mig nogle bekendtskaber. Livet er ikke ligefrem godt, hvis man dag ud og dag ind kun har sig selv, omend den da er meget sikker. Men er et godt liv et sikkert liv? Det tvivler jeg p.t. på dømmende ud fra min egen situation. Det siger dog egentlig sig selv, for nogle gange må man tage nogle risici for at opnå noget godt. Der er selvfølgelig den risiko for, at det slår fejl så man tværtimod får det herredårligt, men det er vel en del af livet? At tage nogle chancer og håbe for det bedste? Det er vidst det næste punkt, jeg må arbejde på. Jeg er sgu egentlig lidt af en livskujon. Eller også er jeg en livsidiot, for der er så mange ting andre ved (f.eks. at komme i snak med andre mennesker og være i stand til at holde samtalen vedvarende), som jeg slet ikke gør. Hvad gør venner egentlig, når de er sammen? Jeg kender kun til fester, druk mm. og det huer mig ikke det mindste alligevel. Jeg kender slet ikke til andet, så jeg ved egentlig heller ikke, hvad jeg skulle gøre med nogle venner, hvis jeg havde nogen. Måske er jeg også livshandikappet? For der er så mange normer, jeg slet ikke kan forlige mig med. F.eks. forbinder jeg ikke mad med hygge. Det er nærmere en livsnødvendig pligt, jeg er nød til at afse tid til. Det er egentlig mest 'hyggenormerne' jeg ikke rigtig kan med. Faktisk alt, der har med at være omgivet af en masse mennesker at gøre, kan jeg slet ikke. Én til to mennesker kan jeg kapere, alt derudover kører mig i sænk eller driver mig til et panikanfald. Nederen, nederen, øvern. Film er jeg for utålmodig til, efter en halv times tid er jeg skredet eller gået i gang med noget andet. Er begyndelsen ikke fængende er jeg allerede tabt dér. Selv gysere keder mig halvt ihjel nu om dage. Gåture kan jeg SLET slet ikke med andre, fordi jeg helst vil holde et bestemt tempo. Ellers keder jeg mig halvt ihjel dér! Jeg skal helst have 216784651 ting i gang på én gang for at gide det, det der med at tage det stiiiiille og rooooligt duer kun, når jeg er kvæstet efter fire timers træning på motionscenteret. Det giver i øvrigt slet ikke mening, hvordan jeg kan være på crosstræneren i en time og godt tre kvarter i én køre, når jeg ikke kan holde mig beskæftiget med andre enkle ting i samme tidsramme. Måske fordi jeg fjerner brillerne, så jeg intet kan se og derved ikke bliver 'fristet' at andre ting? Hmm.. Kan mit liv blive godt, når jeg er af sådan en personlighed, hvor tingene skal køre i et bestemt tempo og med forbehold for spontan ændring af beskæftigelse, så andre nærmest ikke kan følge med? Det duer i øvrigt ikke, hvis de spontane ændringer ikke er min egen beslutning, men af udefrakommende elementer. Da kører jeg i stedet fuldstændig i sænk. Åååhhhh merde! Det har sin dårlige side, at jeg er opmærksom på mine tendenser - det er jo ikke sikkert andre folk er det - for jeg får dårlig samvittighed, hver gang jeg bliver spontan, fordi hovsa, det kunne være, det jeg gør, irriterer eller støder andre? Så føler jeg mig som en idiot og trækker mig væk og det er heller ikke just attraktivt. Suk. Helvede bryder for alvor løs, når ens nærmeste pludselig udtrykker, at de selv har bemærket brudstykker af tendenserne ("Du var da lige i gang med noget andet for lidt siden. Du er da ikke til at holde styr på!"), for den dårlige samvittighed? DÉN bliver stor! En kædereaktion samt en ond cirkel. Åh ja, livet er godt, når man er omgivet af sine nærmeste. Jeg vil sgu ud i verden og se, om jeg kan finde nogle, jeg kan kommer bedre ud af det med. Nationalitet kan skide mig et stykke, bare de er flinke.

chatseh

chatseh

 

Når "Æv" bare ikke er nok

Kender I det? Hvor man sidder alene ved sit bord, hovedet hvilende på hånden, men albuen borende ned i den hårde bordflade og man tænker "Hvad skal jeg nu?". Sådan har det været temmelig længe. Ikke kun om, hvad jeg skal i næste øjeblik, men også hvad jeg skal gøre med mit liv. Jeps, mit indlæg af én af den slags. Lige siden jeg afsluttede mit HF i sommers og flyttede hjem til de gamle igen, hvilket jeg ufattelig naivt troede kun var for en kort periode, er jeg ligesom gået i stå. Jeg indså ikke, hvor svært det er at få et job, før jeg pludselig sådan for alvor mangler et. Medens jeg gik på HF blev jeg da også afslået i ét væk, men det tog jeg ikke så nært, for jeg havde da stadig en indtægt i form af SU'en, og den primære grund til jeg blev afslået var fordi jeg var for gammel eller også var arbejdstiderne ikke i overenstemmelse med skoletiden. Men nu, hvor jeg vitterlig ikke har nogen form for indtægt, så bliver afslagende mere og mere hårde. Som et slag lige mellem øjnene. Og begrundelsen for afslagende pisser mig gang på gang af. "Du mangler erhverserfaring!" Jeg kan umuligt være den eneste, der kan se det komplet uretfærdige i dét? Hvordan skal jeg lige kunne lave om på det, når det kræver et job, men samtidig kan jeg ikke få et, fordi jeg mangler erfaringen. Det er sgu da dødens pølse uden lige. Men ja, for at komme lidt på vej søger jeg nu ind i et HGS-forløb, for ligesom at have noget at lave, få en indtægt i form af SU igen (lidt har også ret, trods alt!) og forhåbentlig åbne nogle døre for mig. Gudskelov er der en handelsskole i en by godt 30 km herfra, der har et HGS-forløb fra januar, men på den anden side, så er det svært at få en plads. Med mit held er der allerede booket op, så jeg igen står her midt i ingenting og svinder mere og mere ind i samfundsbilledet. Men det bliver FANME over mit lig at ryge på kontanthjælp. Så hellere dø af sult. Helt ærligt, jeg vil ikke havne i kommunens kløer. Det er en falliterklæring på min egen selvstændighed - mit eget liv for den sags skyld. Min situation kunne - set i bakspejlet - ikke undgås. Originalt søgte jeg elevplads på adskillige apoteker, men konkurrencen var overraskende hård og der var bare mindst én, der liiige var den smule bedre egnet. Alene dét var sgu et slag i ansigtet. Da HF sluttede, gjorde SU'en også og jeg var nødsaget til at flytte hjem til de gamle, fordi jeg ikke kunne få et job i byen, jeg boede i og betale for at blive boende i lejligheden. Finanskrisen ramte bare lige i den periode af mit (og bestemt mange andres) liv, hvor jeg ville være mest udsat. Det er sgu hårdt. Tanken om, at jeg går rundt og laver ingenting, hvilket overhovedet ikke pynter på CV'et og derved forværrer fremtidige chancer for at få et job, stresser mig i øvrigt en del, hvorfor jeg forsøger at lader være med at tænke på det. Men jeg hader det. Hold kæft, hvor jeg hader det. Det eneste, jeg vil i mit liv, er ellers ganske simpelt. Få et solidt og velbetalt job, så jeg kan leve for mig selv og passe mit. Jeg stiller ikke engang store krav - jeg kommer fra 'fattige' kår (nu er termet 'fattig' temmelig relativ), så 20.000 kr om måneden lyder som en vanvittig stor formue. Jeg ville betegne mig selv som rig, hvis jeg havde sådan en indtægt! Det har sine fordele ikke at være vant til at have så meget, for så kan man næsten ikke blive andet end glad, når man kommer op på de 'normale' kår. Men kæft, mest af alt trænger jeg til et arbejde. At have noget at lave hver dag, så man kan se frem til fridagene og generelt sætte sit liv i et perspektiv, frem for bare at stå stille og gå i stå. Lige nu er hver evig eneste dag fuldstændig ens og jeg føler ikke rigtig, at jeg lever. Jeg er bare, ikke jeg er. Fuldstændig anonym og død. Ja, jeg føler mig sgu egentlig som en lille blank gravsten blandt en horde af forskellige blomstersorter. Der er ikke engang nogen begravet under stenen, for liget ville i det mindste fungere som næring for blomsterne. Næh, bare stenen. Skjult bag alle bladene, så ingen bemærker den, hvilket også kunne være ligemeget, for det er bare en blank sten. Men jeg skal nok klare mig. Jeg har været i helvede før og følt de altopslugende flammer, som har efterladt en del ar på min person. Mon ikke jeg kan klare de her malplacerede båle på min vej? Mon dog.

chatseh

chatseh

 

Selvragelse

Åh, hvor jeg hader, HADER, HADER at have disse perioder - PMS-urelateret - hvor jeg har ulideligt ondt af mig selv. Især fordi jeg så får endnu mere ondt af mig selv, fordi jeg ikke giver mig selv en chance for at stoppe op og sige "Æv" og åååhhh livet er da også så uretfærdigt, fordi jeg er sådan et komplekst menneske og andre har det såååååå meget nemmere og de aner ikke, hvad jeg dagligt skal kæmpe med og og og... Kæft, jeg ku' ørle over de tanker. Især når det er tanker produceret af min egen cola- og sukkeropløste hjerne (ej, det er gas. Det er cola- og sukkerhungrende hjerne). For så skal jeg jo kendes ved, at jeg selv er i stand til at have disse tanker og det rækker min indbildte stolthed bare ikke til. På den anden side så må jeg jo erkende - og her kommer klassikeren - at jeg ikke er perfekt. Åh, hvor perfektion er noget er det mest efterstræbte i denne verden - hip hop hurra for religion og politik, som reelt set begge stræber efter det perfekte for alle. Efter deres egne standarder, sæ'fø'li' - og det er sgu også noget, jeg heller ikke er særlig glad for. Perfektion er jo klinisk, og klinisk giver mig traumarelaterede flashbacks til sygehuse og den ækle lugt deraf - Hvad HULEN er det egentlig for en stank, der hærger sygehuse? Er det død? Medicinorgie? En cocktail af sæbe, drop og sterile operationsredskaber?! - så nej tak, lad perfektion blive i Hollywood og plastikmenneskene, som opholder sig der. De lugter også lidt funky alligevel. Men det er sgu et kaos. Man vil jo ikke være for fejlagtig, men perfektion er jo uvirkeligt (og egentlig også sygeligt). Det er en diffus sfære, hvor der ikke er nogen verdenshjørner. Det er enten op eller ned, men hvor langt hver vej er uvis. Man kan blive så fokuseret på hvert skridt man tager den ene eller den anden retning, at man til sidst glemmer, hvad man har gang i og ens tilbagelagte distance ikke længere forholdes til virkeligheden. Man bliver altså fikseret og er man nået så vidt, at man ikke ved, kan eller begriber vejen tilbage, så er det patalogisk. Åh, hvor jeg har været der. Hvordan jeg har fundet vejen tilbage - og hvornår for den sags skyld - aner jeg ikke. Er jeg tilbage til midtpunktet? Eller er jeg dykket lidt længere ned eller svæver lidt længere oppe? Det at finde sig selv er sgu noget bøvl. Når det bliver for komplekst, forvirrende, frustrerende og deprimerende, SÅ kommer selvmedlidenheden. Det kunne også være, man bare skulle droppe det der selvfilosofis og -ransagelses gejl og bare forholde sig til nuet. Jeg er hér, jeg har det sådan og sådan med det og dét, hvordan kommer jeg videre? I stedet for, hvor var jeg, hvordan havde jeg det med det og dét, hvordan kom jeg videre? Bevares, nok lærer man af fortiden for at forholde sig til nutiden, medens man retter sig mod fremtiden - eller noget - men igen; fikseringen. Det er sgu noget grimmere noget, og desværre ofte noget, man ikke selv er klar over, at man har/er. Jeg forsøger at være noget så opmærksom på, at jeg ikke kommer så vidt igen. Men men men, jeg bliver jo for opmærksom, så jeps; Jeg bliver fikseret på IKKE at blive fikseret. Paradoks eller ironi, det har jeg ikke hjerne til at gennemskue, men tåbeligt er det da! Men altså, min selvmedlidenhed stammer grundlæggende fra at tænke på fortiden. Min fortid altså, jeg er ikke så rørt over middelalderen. Så hvis jeg skal være fri for at have ondt af mig selv, så burde jeg droppe de tilbageblik. Såre simpelt? Tja, kan man da bare fortrænge sin fortid for at undgå ubehagelige reaktioner? Ser man lidt på go'e gamle Freudie basses teori om forsvarsmekanismer, så er fortrængning jo ét af dem. Det vil med andre ord bide mig i røven senere i livet, hvis jeg vælger at fortrænge (og så ignorerer vi lige, at forsvarsmekanismerne egentlig er en ubevidst handling :'D). Min pointe er nok, at der ikke er nogen endelig løsning. Jeg må bare acceptere, at min fortid er en del af mig og har gjort mig til den, jeg er i dag. Så må jeg tage det sure med det søde og i stedet arbejde med ikke at være sådan en selvfed satan, som er hævet over at have ondt af sig selv en gang imellem. Og nu regner det.

chatseh

chatseh

 

Kompleks i en kold sommer

Når jeg ser, hvordan andre på min alder tilsyneladende har det legende let med så mange ting, så melder bitterheden sig. Hvorfor har de det lettere end jeg? Har de bare en bedre omgangskreds og forbindelser, der skaber broer til flere muligheder, end jeg har? Er de mere begavede? Er jeg grim? Er de fordi de ikke er så hæmmede og tynget af ødelæggende "men"'er? Mange spørgsmål, sikkert med tilsvarende eller flere svar. Svar som jeg sikkert ikke får, og hvis jeg gør er der ingen garanti for, at de er endegyldige eller for den sags skyld rigtige. At få et svar er jo ikke nødvendigvis lig med sandhed. Det har jeg for længe siden erfaret - og dét til trods er jeg stadig (til tider) temmelig naiv. Ironisk egentlig. Jeg er på en og samme tid ufattelig naiv og ekstrem paranoid. Et paradoks jeg dagligt kæmper med for den gyldne mellemvej kan jeg ikke begribe. Så jeg hælder enten til det ene eller det andet og resultatet bliver nærmest det samme -- jeg bliver røvrendt. Jeg har endelig efter mange år lært, at livet går videre selvom jeg bliver sparket ned. Jeg har valget mellem enten at blive liggende og se verdenen gå videre og fylde mig med bitterhed over, at jeg er faldet udenfor strømmen, eller jeg kan rejse mig op, børste skidtet af og fortsætte med strømmen vel beredt på hvad der kan vente mig næste gang uheldet skulle være ude. For det slemme ved at blive såret er vel, at man ikke forventede den? Ikke at forbinde det med, at det er det absolut slemmeste for dét, man såres over, er vel det værste, går jeg ud fra. Den ubehagelige overraskelse er jo netop, at det er en overraskelse. Dvs. noget man ikke forventede. Man er så at sige fuldstændig sårbar, når det sker. Det gør fanme ondt. Meeeeen man hærdes jo. Siges det. Det varierer så, hvor meget man hærdes efter hver gang. For der bliver mere end én gang, og graden af hændelsen kan også variere. Så ordsproget "Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere" er ikke helt korrekt, omend den da kan være vejledende. For de rigtige altså. For altså nok er der ting, man ikke dør af, men at sige man derfor bliver stærkere er mig en kende for naivt og blåøjet at påstå. Jeg ved i hvert fald ikke, hvor godt det er at være 'stærk', når jeg indeni føler mig knust og ødelagt. Bevares, jeg er blevet bedre rustet og beredt for de ubehagelige konsekvenser af at være til her i verdenen, men jeg vil ikke betegne det som styrke. Om noget vil jeg mene, at det er en svaghed at have behov for at beskytte sig selv for "hvad nu hvis"'er med adskillige undskyldninger, isolering og følelseskoldhed. Ikke dermed forstået at det er slemt, men bare ukorrekt at forbinde det med styrke. Styrke er - for mig - en vilje. En vilje til at kæmpe. En vilje til at undergå adskillige fysiske og psykiske smerter. En vilje til at tage en risiko velvidende, at det kan gå galt. En vilje til at sige "Ja, jeg er svag" men trodser den. Alt for at opnå sit mål - at komme videre, at blive bedre og bevæge sig med verdens strøm, velvidende at det vil gøre ondt. Men sådan er det, for en verden uden smerte er også en verden uden balance. Acceptér det - og dermed acceptere, at shit happens, but life goes on. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. If life throws you grapes, make lemonade. Øjn mulighederne, selvom de ikke altid kommer med det samme. Alt det der. Det er - i meget grove træk - den filosofi, jeg føler for tiden. Livet er jo for kort til at gå ned med flaget. Men hold kæft, det er svært at lade være. For når man i sårbarhedens tilstand udsættes for den ubehagelige overraskelse, så ryger al viljen og styrken. Og så skal man til at genvinde disse med en helt anden vilje og styrke. Fuldstændig paradoksalt og besværligt. Men hvad, verden er vel bare i det store hele et paradoks? Vi forklarer alt med logiske deduktioner, men verdens balance har ingen gyldne retningslinjer eller mellemveje. Når vi tror, vi har fået en god forklaring eller teori, så kommer der straks noget uforventet - igen det med den ubehagelige overraskelse - og maner det til jorden. Man skulle tro, at det er af ren frygt at der dannes forklaringer og teori baseret på logiske sammenligninger hvorved man finder 'den røde tråd', for ligesom at forklare - eller undskylde? - det, der sker rundt omkring. For det man ikke forstår, det frygter man vel? Og så kan man enten forklare sig ud af det (og derved opnå en, måske indbildt, accept) eller foragte/benægte det. Vi kan ikke acceptere, hvad vi ikke forstår, for det falder os ikke naturligt ind. For vi skal have en forklaring. Jeg kan fx ikke acceptere, hvorfor folk har behandlet mig så dårligt gennem det meste af mit liv, fordi jeg har ikke nogen forklaring for, hvorfor de gjorde det. Jeg accepterer, hvad der er sket selvfølgelig, men årsagen kender jeg ikke og derfor kan jeg ikke acceptere det. Derfor tyr jeg til at forklare det med, at de da også var nogen forkvaklede mennesker, de havde selv problemer og så videre og så videre. Jeg finder på svar, som ikke kan garanteres er rigtige! Jeg startede med at hade disse mennesker. Jeg forstod dem ikke, jeg vidste ikke, hvad der gik gennem deres hoveder. Derfor havde jeg kun negative følelser mod dem. Så blev jeg mere 'pædagogisk' og begyndte at forklare dem. Men sandheden forbliver det samme - jeg kender og forstår dem ikke. Jeg indbildes og indbilder mig selv en logisk deduktion for at slippe for de negative følelser. Lidt ligesom jeg gør ud fra nuværende problemstilling. Jeg finder på svar for, hvorfor mine jævnaldrende tilsyneladende har det lettere end jeg. For at beskytte mig selv mod min egen bitterhed. Jeg kommer nok til at danne svar baseret på mine egne svagheder. Måske i et desperat forsøg på at virke stærk. Men min styrke kommer ikke af at sidde og kværulere på en halv-kryptisk måde. Jeg skal lette røven og komme videre. Og med det afslutter jeg denne blog entry.

chatseh

chatseh

 

Sidste eksamensdag

Normalt er jeg en rimelig mellow person, der bare ikke fatter ret meget af de der medmenneskers tilbøjelighed til at feste, socialisere og generelt være meget... 'på'. Ikke dermed sagt at jeg disser dem, ser ned på dem eller noget. Jeg fatter dem bare ikke. Jeg fatter så heller ikke så meget andet, så nyt er det jo ikke. Men jeg har altid været overbevist om, at min anderledes perception på verden og uforståethed overfor især mine jævnaldrende har gjort mig udstødt - både i den forstand at jeg jo ikke passer ind, men også fordi de andre da umuligt kunne gide sådan én, der ikke deltager i festlighederne og alt det andet gøjl. Nu til pointen. I dag skulle jeg til min sidste eksamen før jeg kunne tage huen på (hvilket jeg ironisk nok ikke tog på, trods jeg da bestod. Jeg ved ikke, jeg gad bare ikke tage den på, fordi den ville blive taget af igen så snart jeg kom udenfor) og jeg sad så og ventede på, at det blev min tur. Hende, der var inde før mig, kom ud og skulle vente på at lærer og censor fik voteret hendes præsentation og præstation. Vi sludrede - jeg spurgte hvordan hun synes det gik og forsøgte at opmuntre hende, da hendes svar ikke var alt for optimistisk. Pludselig sagde hun: "Jeg vil ikke have du flytter". Det skal siges, at jeg flytter fra byen umiddelbart efter vores dimission på fredag. Manglende SU som indkomst (det, jeg ville bruge min videreuddannelse på bliver ikke til noget i år, så ... ja) og intet job gør det svært at blive boende i lejlighed. Jeg blev mildest talt målløs. Jeg har aldrig oplevet, at nogen sådan i det hele taget har vist.. tja, accept og glæde for min tilstedeværelse, så at få sådan en besked gjorde mig faktisk.. Ja, det gjorde mig sgu lidt glad. Normalt plejer jeg ellers at affeje sådanne kommentarer med mistroiskhed og kynisme, men hende her plejer aldrig at fucke rundt med andre. Nok derfor jeg tror hendes ord. Selvom hun ikke umiddelbart kunne forklare hvorfor hun ikke ville have mig til at flytte - nysgerrig som jeg er, spurgte jeg hende om grunden til hendes ord - så ville hun bare ikke have, at jeg pludselig ikke er i byen længere. Nu jeg tænker over det, så må mange i Aalborg da komme til at savne hende særlingen, der kommer gående hver dag. Jeg går ca. 20 km hver dag, fordi .. Jeg ved faktisk ikke helt hvorfor. Det er bare hyggeligt at få brugt kroppen lidt - trods fortorvsidioterne - og så er det ligesom også blevet 'min ting' at gøre hver dag. Jeg elsker at gå, jeg elsker at studere omgivelserne og dagene er jo ikke altid ens. Nå, sidespor. Det er som sagt en sjældenhed, at jeg oplever en sådan oprigtig glæde over mit væsen. Nok derfor mit selvværd er temmelig diffus - jeg kan sagtens opføre mig selvsikker, men det er ikke fordi jeg nødvendigvis har noget at have det i. Jeg bryder nok rammen ved faktisk at erkende og acceptere netop dét - for jeg bliver ikke bekræftet alt for ofte. Jeg er mest afhængig af min egen mening. Men fordi det er så sjældent, så varmer det sgu godt nok noget mere, når det så endelig sker. Det er sjovt, for jeg glemmer fluks alle de dårlige oplevelser, jeg har haft i klassen, bare pga. sådan en kommentar. Trods det, så er jeg nu glad for, at jeg ikke bliver oversølet med sentimentale verbale kram særlig ofte. Jeg påskønner sjældenheden, for de små ting bliver så nemt taget for givet, hvis de optræder for ofte. Men tak, klassekammerat. Du vil også blive savnet. Og tak for at gøre min sidste tid i byen mere positiv, for jeg kommer til holde modet oppe på din kommentar længe.

chatseh

chatseh