Ella

  • indlæg
    3
  • kommentarer
    5
  • visninger
    551

Indlæg i denne blog

 

Fanget i nutidens digitale fængsel

Når jeg har ville indlæg, fordi jeg havde noget på hjertet, var min reaktion altid at åbne facebook, kigge ned på instagram og svare den nyeste besked på tinder, og nu hvor jeg var på tinder, kunne jeg jo lige så godt swipe et par gange.. for tænk nu hvis.. Og så en time efter ville jeg lukke det blanke indlæg på dindebat ned.  Og det er mit liv. Det har været mit liv. Og jeg kan ikke sige, at det var mit liv. Men jeg er opmærksom, og jeg ønsker ændringer. For jeg lever ikke længere et tilstedeværende liv. Jeg er ikke en del af - jeg er den frygteligt millennial generation, der har telefonen klistret i hånden, ikke tør knytte sig, skal bevise og præstere. Jeg er blevet sat tilbage i rækken, og jeg er fanget i et fængsel. Et fængsel, som jeg selv er en del af at skabe. For jeg åbner instagram, som det første om morgenen, når jeg har snoozet min alarm til sidste sekund. Jeg bruger den første time på at ubevidst at være utilfreds med mig selv, fordi det første jeg så, før jeg overhoved var helt vågen, var et bikinibillede i Venice Beach med 10.000 likes, som en af mine følgere havde liket. En af de følgere, som jeg for 3 dage siden matchede med på tinder, skrev et par beskeder frem og tilbage med, udvekslede Instagram med, for derefter aldrig at starte en samtale med. Og der er han nu.. en del af kategorien af folk, der nu ligger i mine instagram følgere, som jeg aldrig rigtig har talt med, men som jeg ved er i samme by som mig, og som jeg, og gengældt, har erklæret overfor, at jeg finder vedkommende (nej.. ikke vedkommende.. men vedkommendes 4 specielt udvalgte billeder fra 2015) attraktive. For velkommen til mit liv. Og er jeg glad? Næ.  For jeg har levet et liv med konstant søgen efter digital anerkendelse. En søgen efter at være god nok. Jeg har levet mit liv med al min opmærksomhed på instagram, søgt efter det perfekte spot til at uploade en mystory for at vise, at jeg er det værd. For det er en anden ting.. at uploade stories på instagram, så jeg kunne vise dem fra tinder, at jeg har værdi. Mere værdi end de 2 timer, som de brugte med mig på en date til et glas vin, for derefter aldrig at ses igen efter: "tak for i aften, lad os ses igen!". Og så kom næste match, jo.. og han var også de 2 cm højere. Og jeg er sikker på, at det er samme tilfælde med dem. Hun havde lige den ene skål større bryster end jeg. For jeg er knækket. Jeg er ikke opvokset i mange skift, og jeg er opvokset med forældre, der konstant mindede mig om min værdi, min styrke og mindede mig om, hvad ægte kærlighed er.  Og det er hvad jeg har søgt. Jeg har været én af dem, som har åbnet tinder i håb om, at jeg ville finde min kommende mand. Dét, der skræmmer alle. Dét, der ville skræmme mig, hvis han lagde ud med. Det forkerte svar til: "hvad søger du så her?"  Men jeg duer ikke til one night stands, og jeg tager ikke en med hjem, som jeg ikke kender på et vis plan. Men det har jeg gjort, og jeg sidder lige nu 0 i min besked indbakke, flere hundrede på min instagram, en god bunke på snapchat. Og jeg har haft været på.... wow... 50 dates? Jeg tør ikke tælle. Jeg har ikke haft sex med 50. Men jeg har haft sex med 10, måske 11 efter jeg blev single for 1.5 år siden. Ham, som var mig utro med en pige, der havde lidt større bryster end jeg.  For det er den verden, som jeg bliver præsenteret for lige nu. Den verden hvor det ikke betyder noget, om du er et godt menneske. Du skal udfylde en checkliste først og fremmest fysisk - dernæst er der et par punkter med at du gerne skulle være sjov og sådan.. men det kan vi tage senere.. senere.. når vi har ghostet hinanden og ikke længere snakker men stadig følger hinandens falske, opstillede, perfekte hverdag på Instagram.  Jeg har stadig Tinder på min mobil, og jeg gav i morges mit telefonnummer til en fyr, som jeg har haft skrevet lidt med derinde et par dage. Jeg tror ikke, jeg er den værste bruger af tinder. Men jeg er en del af kulturen, og jeg er en del af de ødelagte, håbesløse, deprimerede unge, der ikke længere tror på, at virkelig og ægte forbindelse er en ting. Jeg ødelægges ved tanken om, at jeg ikke kan finde en, der aldrig vil være mig utro, der ikke vil swipe videre på tinder efter en anden, en der ikke har 10 andre piger i indbakken, og en, der ikke er sporløst forsvundet om et par dages tid.  Jeg har ikke slettet Tinder. Men jeg prøver at finde min vej ud... og jeg prøver at finde min vej ind i noget, der er ægte og virkeligt. Min vej ind til mig selv igen. Til den jeg er i virkeligheden er, den mine forældre lagde deres liv i at skabe. Jeg bruger tid på at læse af interesse, jeg bruger tid på at gå til konferencer og events, og jeg bruger tid på at se dokumentarer. Jeg lægger fokus på universitetet. Jeg bruger tid på at træne mig selv til at lægge min opmærksomhed i noget i mere end 3 minutter af gangen. At fastholde mig selv i en opgave i et par timer. At sætte mål for dagen. At gøre mit bedste.  Jeg prøver. Og jeg lykkedes. Jeg lykkedes med at skrive dette indlæg ud i ét, uden at tjekke instagram, uden at lade mig distrahere, uden at svare nogen på tinder. Uden at tjekke om nogen nye, eventuelt en som jeg datede én gang for 2 uger siden, har set min story på instagram, fra da jeg var ude og spise med min veninde i går aftes.... jeg blev i øjeblikket, helt alene, med mig selv, mens jeg lagde tid i det her.     

Elleia

Elleia

 

Et valg om at stå op og at slukke telefonen

Jeg tog et valg om at stå op i morges. Jeg stod ikke op, fordi jeg skulle op, for at komme på universitetet. Jeg stod op, fordi jeg valgte at stå op. Jeg stod op en time før normalt, gik i bad og så satte jeg mig roligt og spiste morgenmad og læste fransk.  Jeg snakkede i telefon med min veninde i går, og da vi lagde på klokken 22, valgte jeg at slukke min telefon. Jeg tog en bog, som jeg købte, da jeg var ude og rejse i august, som jeg satte mig og læste. Jeg læste et kapital, og jeg valgte bevidst ikke at kigge, hvad klokken var. Jeg lagde mig blot ned og sov. Jeg faldt lynhurtigt i søvn. Jeg har i flere måneder haft svært ved at falde i søvn, det tager mig altid en time.. eller mere. I går tog det mig 5 minutter. Jeg mindes ikke engang, at jeg lagde mig ned for at sove. Jeg faldt bare roligt i søvn. Jeg vågnede 30 minutter før mit vækkeur i morges, og jeg følte mig frisk. Jeg følte ikke behov for at sove mere. Jeg følte, at jeg var klar i hovedet til at stå. Jeg følte mig ikke træt, udmattet, og jeg havde ikke brug for uendelig tid til at vågne eller slæbe med selv ned på badeværelset.  Klokken er nu 07.12, og jeg skal til at gøre mig klar til at tage til forelæsning. Min mobil er stadig slukket, og mit mål er, at jeg først tænder den 2-3 timer efter, jeg er stået op. Så jeg kan finde mig selv, uden jeg bliver påvirket af de sociale medier, billeder, etc. Men at jeg bare er mig selv. Det er svært! Det var ikke svært at slukke den i går, men det er svært ikke at tænde den i dag. Jeg kan mærke, at jeg skal kontrollere mine tanker. Jeg kan mærke, at jeg får tanker om ensomhed, at jeg får en følelse af at være exkluderet. Jeg kan mærke, at mobilen og de sociale medier giver en falsk følelse af, at man konstant er omringet af mennesker. Man får en følelse af konstant at vide, hvad andre mennesker laver, og hvad der foregår omkring en.  Men jeg holder fast. Jeg vil ikke tænde den, før jeg sidder i toget! 

Elleia

Elleia

 

Jeg ses med en, der har en kæreste

Jeg sagde til mine veninder, at du lige havde fortalt mig, at du havde en kæreste. Jeg fortalte dem, hvordan du havde inviteret mig ud på en gennemtænkt date på græsset i en park tirsdag aften, du havde taget frugt og drikkelse med. Alting gennemført. Vi grinte hele vejen igennem. Mit niveau på dit sprog er endnu lavt, og du snakker ikke rigtig engelsk. Vi blev begge udfordret, men jeg havde aldrig oplevet, at hvis man virkelig vil snakke med en, så kan det lade sig gøre i timevis - uanset sprog.  Tiden gik, og inden vi sagde farvel satte vi os på en bænk. Du smilte, mens du kiggede mig dybt i øjnene med dine franske, grønne øjne, og så kyssede du mig. Du kyssede mig forsigtigt, mens du smilte.  Vi havde mødtes et par gange, og jeg havde egentlig ikke sagt noget til nogle. Det var kort efter hinanden, spontant, og jeg nød bare tiden. Indtil du valgte at bryde din hemmelighed. Du havde faktisk en kæreste, og du var ked af fortælle mig det, men du ville ikke lyve. Men det gik ikke særlig godt med hende, og hun bor i Frankrig, mens du er flyttet hertil; på den anden side af verden. Og det fortalte jeg mine veninder. At du havde en kæreste, og at jeg havde slettet dit nummer. Men hvad jeg ikke sagde til mine veninder. Hvad jeg aldrig sagde var. At jeg dagen efter mødtes med dig igen, at du tog mig med ud for at købe en is og gå en tur mandag aften. At vi gik langs de tomme gader, mens vi grinte, skubbede til hinanden og smagte hinandens is. At du hev mig tæt til dig og kyssede mig på kinden med is på dine læber. At du grinte af mit fransk, og at du kæmpede med at udtrykke dig på engelsk, så jeg kunne forstå dig. Du havde som altid tålmodighed. Jeg havde tålmodighed. For når man virkelig vil kommunikere, så er der ingen grænser.  Jeg fortalte dem aldrig, at vi derefter gik hjem til dig. At jeg mødte din flatmate. Jeg fortalte dem aldrig, at vi grinte sammen hele natten, drillede hinanden, snakkede om alt mellem himmel og jord. Eller at du kiggede mig dybt i øjnene, da der faldt en stilhed over os, at dine grønne øjne kiggede ned mod mine læber, da du stammede: "du er virkelig smuk..", og at du smilte nervøst og kyssede mig.  Og jeg fortalte dem heller ikke, at vi havde sex. At vi havde aftalt, at vi ikke ville gå dertil. At vi havde aftalt, vi bare skulle snakke og hygge os. Men jeg ville aldrig kunne fortælle dem, hvordan vi ikke kunne lade være. Hvordan de uendelige kys førte til, at du langsomt trak mine trusser ned, og hvordan du roligt trak dig ind i mig, mens vi ikke slap øjenkontakten eller smilende. Jeg ville aldrig kunne fortælle dem, hvor rart det var, at mærke din varme. At bruge tid med dig. At grine med dig. Jeg ville aldrig kunne fortælle dem, hvordan dine grønne øjne ikke har kunne komme ud af mine tanker siden.  Jeg fortalte mine veninder, at du havde en kæreste, og at jeg slettede dit nummer. Jeg fortalte dem ikke, at vi snart ses igen. 

Elleia

Elleia