Soyyo

  • indlæg
    2
  • kommentar
    1
  • visninger
    459

Indlæg i denne blog

 

Fredag aftens tanker

Lige pludselig blev det hele mørkt. Lyset slukkede. Der blev stille. Det føles tomt. Jeg satte mig ned i et hjørne. Jeg følte, at det hele var tomt. Der var ingen lyde, ingen stemmer, ingen varme. Det var, som om at alle havde forladt stedet, taget alt med sig, smækket med døren. Det var, som om ingen ville komme tilbage. Alle var gået videre, havde sat sig et nyt sted, fundet en ny varme, tændt lyset et andet sted.  Og sådan føles det lige nu. For to uger siden kom jeg hjem fra en rejse, som jeg nok altid vil kalde for mit livs rejse. Følelserne, opfattelserne, sensationerne, kontakterne og detaljerne er ved at sive ud. Tristheden, rastløsheden overtager. Følelsen af at man aldrig vil fange øjeblikke som disse igen er invaderende. Ensomheden. Savnet. Hverdagen. Jeg er ikke god til hverdag. Jeg er ikke god til rutine. Jeg søger grænser. Jeg er passioneret. Jeg er intens. Jeg er for meget. Jeg er ikke bange for at tage chancer. Jeg er ikke bange for at hoppe ud over kanten, jeg er ikke bange for at stole på folk, jeg er ikke bange for at flytte bjerge for mennesker, som jeg knap kender. Jeg handler ud fra mine følelser, og jeg har ikke selvkontrol, trods alt jeg søger er en kontrol.  Det er et år siden, at jeg valgte at gå fra min ekskæreste. Jeg fandt styrken til at forlade det. En styrke som jeg længe ønskede, at jeg ville finde. Som jeg længe drømte om, at jeg turde vise. Jeg håbede ofte, at der ville være en ny til mig derude et sted. Og det var i går, den syvende juni, at jeg sad i en park midnat med min veninde, at det gik op for mig. Jeg havde samme dag være sammen med den 12. eller 13. siden, at jeg gik fra ham for et år siden. 13 fyre på et år. Jeg kendte ham ikke. Vi havde bare fået kontakt. Han kom hjem til mig torsdag eftermiddag, vi så en film, udvekslede akavede ord, og så havde vi sex. Fra det ene øjeblik til det andet, fik han snoet den godt, og vi kyssede, og han var hurtig, han var voldsom. Og så skulle han hjem. Og så fandt jeg ud af, at han havde løjet om sin alder. Og der var alt for mange ligheder mellem ham om ham fra i december, som virkelig gjorde mig ondt. Ham der tvang mig til sex. For ja, nu tør jeg sige det. Han tvang mig. Han pressede mig. Han slog sin hånd mod min kind. Og pludselig var han bare væk. Det gjorde ham i går ikke. Heldigvis. Han lignede ham blot fysisk, han var usikker og akavet, og han var opsat på sex.  Det er ligemeget med ham fra december. Han er væk nu. Han satte sine mærker, men han er væk nu. Og han kommer aldrig tilbage. Men da ha fra i går var taget hjem, så mødtes jeg med min veninde i en park. Det var allerede mørkt. Hun lyttede til hvert et ord, jeg sagde. Min frustration. Og så kiggede hun mig dybt i øjnene. Og så rørte hun et emne, som jeg troede, ingen betydning havde. I det øjeblik gik det op for mig, at det var alt der havde betydning. "Du er skadet. Jeg kan se det på dig. Du er skadet af hans gentagende utroskab. Du er skadet af, at du flyttede bjerge for ham. Du flyttede til udlandet for ham. Han var alt for dig. Han har skadet dig"  Og det havde jeg aldrig tænkt på. Jeg havde aldrig tænkt på, hvor skadet jeg er, af, at den jeg stolede allermest på, den der var min makker, min bedste veninde, min kæreste, min forelskelse. Ham, som jeg flyttede bjerge for, ham, som jeg gjorde det hele muligt for. Han var mig utro. Ja, der var den ene gang på diskoteket, hvor jeg også var der, og han kyssede med hende ude foran. Men der var også den anden gang.. den gang hvor han i mere end seks måneder skjulte kontakten til pigen på sit arbejde. Mens jeg inderst inde kunne mærke, at noget ikke var som det skulle være, så benægtede han. Og han lovede mig, at der ingenting var. Men det var der. Der var beskeder og billeder på snapchat om natten, mens jeg var hos ham. Der var byture, ture ude som jeg aldrig vidste noget om. For "han havde bare siddet hjemme".., og han kiggede mig dybt i øjnene, tog min hånd og lovede. Jeg har aldrig været god til at stole på folk. Men det gjorde jeg i det øjeblik. Og siden da har jeg søgt noget, som ingen har kunne give mig. Siden da har jeg væltet rundt i fyre med en tanke om, at jeg bare ville mødes, se hvad der sker. Men kort tid efter er de faldet fra, og et par uger efter - eller mindre - så eksisterer jeg ikke mere for dem.  Og jeg kan mærke det indeni. Jeg kan mærke min frygt for, at ham jeg sidst mødtes sender snapchats til en masse piger, jeg kan mærke frygten for, at jeg blot er en ud af mange. Jeg kan mærke en mistillid fra første sekund, at jeg møder en ny. Jeg kan mærke, at jeg straks føler mig afhængig af ham. At jeg straks overgiver mig.  Men hvorfor overgiver jeg mig? Er jeg desperat? Er jeg bange? Hvorfor vurderer jeg ikke, om han er noget værd, før jeg føler mig forelsket i noget, som jeg slet ikke ved, hvad er. For mine forældre blev skilt, da jeg var 1.5 år gammel, og min far var der aldrig rigtig. Han var opslugt af karriere, rejser, udenlandske kvinder. Min mor var mærket af tidligere hændelser, stresset af sin uddannelse og arbejde. Min mor var alene i otte år efterfølgende. Alene med mig. Hendes fuldtidsarbejde. Stresset. Mærket af sin fortid. Og det så jeg. Jeg så, hvordan min mor var alene. Jeg så, hvordan det at være alene var kaotisk, trist, ensomt, ubehageligt og mindreværdigt. Min mor var stærk. Det var hende, der tog mine veninder og mig på ture i weekenderne. Hende, der havde overskud. Hun var der altid. Men hun var alene. Og det ville hun ikke være. Så fandt hun en mand. Den bedste af slagsen. En der havde overskud i livet. En der var glad. Udadvendt. Ikke tænkte så meget over tingene. Alt det modsatte af hende. En der blot nød livet. Så købte de et stort hus sammen, og vi rejste rundt i udlandet hele skolesommerferien. Og vi fik en hund. Og min mor var glad. Og min mor kunne slappe af. Overgive sig. Og pludselig var der en, der løftede.  Og i min fars nye familie, var der aldrig plads til mig. Min far fandt sin udenlands eneste ene, og hun kunne ikke lide idéen om, at han allerede havde et barn. Og vi forstod aldrig hinanden. Og jeg var altid i vejen.  Men det var det jeg så. Det var det jeg mærkede. Hørte. Følte. Jeg oplevede, hvordan det at være alene ikke var positivt. At det ikke at være forelsket, samlet, en familie. Det var kaos, rastløshed, mærke aftener. Tristhed. Og jeg så, hvordan den første mandlige figur i mit liv ikke var til stede. Han så mig ikke. For ham var jeg ofte i vejen. Han elskede mig. Han gav mig rejser. Han krammede mig. Men han var der ikke. Han kom for sent, da han skulle hente mig fredag eftermiddag i børnehaven, og han dukkede aldrig op til forældremøderne.  Og nu sidder jeg her. Fredag aften på mit værelse. Alene. Trist. Rastløs. Ensom. Nu sidder jeg her. Måske burde det være gået op for mig noget før. Måske var det, det rigtige øjeblik. Men det skete nu. Det skete nu, at det gik op for mig, at jeg er mærket af utroskab, mærket af mine barndomsår. Jeg er mærket. Og måske er det okay.. Jeg er tom for ord. Jeg føler mig tømt ud. Jeg føler, at jeg har fået løsnet for en knude, som jeg vidste var der, men som jeg ikke vidste, hvad kom af. Jeg føler, at jeg har gået i et mønster af tryghedssøgen, farlige datingsmønstre, usunde tankegange og opfattelser. Men det var jo bare det, jeg lærte. Det, jeg blev præsenteret for. Eller bedre sagt - det var dét, jeg fortolkede af den virkelighed, som var den første virkelighed, jeg mødte. Og jeg håber, at jeg nu for fremtiden på et eller andet tidspunkt kan finde ro i mig selv. Kan fortsætte med at være åben, varm og attraktiv men passe på mig selv. Lade folk kende mig. Men ikke lade dem overtage. Ikke lade dem komme ind og ikke give dem adgang til at tage alt med sig, når de går. At jeg kan bygge et fundament, hvor jeg er roden til min egen tryghed, varme og lys. At jeg kan skabe relationer uden behov, nødvendighed, afhængighed. At jeg kan skabe relationer, fordi jeg vælger dem, ikke fordi jeg har behov for dem. At jeg kan flytte bjerge for mig selv og for dem, som flytter bjerge for mig - eller bedre, dem som hjælper med at flytte bjerget. Jeg håber, at jeg kan finde ro i det jeg elsker, i det jeg gør. Ro i mig selv.  For jeg vil gerne leve det liv, som jeg gør nu. Jeg er stolt af, hvad jeg har formået at opnå. Og måske har jeg opnået det, som jeg har opnået, fordi jeg var rastløshed, søgte ting som jeg ikke kunne finde i mig selv. Jeg vil gerne elske mig selv. Jeg vil gerne være afhængig af mig selv. Jeg vil gerne finde tryghed i mig selv. Jeg vil gerne stole på mig. Jeg vil gerne lære at stole så inderligt på mig selv, at verden svarer med at lade mig støde på en, som vil give mig den tillid, som jeg har til mig selv. En dyb og ærlig tillid. Men indtil da skal mine sår hele.... Og det skal nok blive okay. 

soyyo

soyyo

 

Jeg mødte en på min rejse

Det var en fantastisk rejse. Bedre end nogen anden rejse. Jeg har været på mange rejser. Jeg har bevæget mig rundt, og der går sjældent mere end et par måneder, før jeg har noget nyt planlagt. Jeg føler, jeg er i live, når jeg rejser. Jeg føler, at jeg vokser, at jeg indser, at jeg lærer. Jeg føler, at jeg lever. Jeg hader rutine, og jeg hungrer efter rutine. Men jeg fungerer ikke i rutine. Jeg er rastløs. Jeg har behov for at lære, at føle. Jeg har altid, siden jeg var lille, haft et behov for at føle, at jeg "var i bevægelse". Jeg elskede at tage toget, jeg elskede, når vi skulle køre steder hen. Jeg elskede, når vi rejste langt væk. Jeg følte bare, at jeg trådte skridt frem fra mit nuværende position. Og måske er det det, jeg søger. At jeg føler, at jeg taget et skridt frem i livet. Jeg var i Asien med min veninde. Det var et kæmpe kulturchok for mig. Trods jeg har boet i udlandet, siden jeg var myndig og selv måtte tage mine beslutninger. Jeg husker knap, hvordan Danmark føles, hvordan man gør tingene i Danmark. Det skræmmer mig. Det er faktisk en af mine frygter at skulle tilbage, indrette og tilpasse mig i det danske samfund. For jeg ved ikke, om jeg ville fungere der mere.  Jeg var på denne her rejse. Og det var et stort chok. Det var kaotisk, urent, alting var bare.. nyt, udfordrende, uforstående, imponerende, skræmmende. Det hele gik hurtigt, og vi rejste hurtigt fra det ene sted til det andet. Og så skete der noget, som jeg egentlig ikke ville køre denne blog om, men som jeg nok ikke kan lade være med at gøre alligevel. Jeg kan nok ikke lade være. Ikke når det er det eneste, der kører i hovedet på mig lige for tiden. Jeg har brug for at få det hele ned på skrift, at se det udefra.  Vi var til en fest. En rolig bar. Ikke særlig mange mennesker. Vi spillede beerpong, da jeg, i min meget fulde stilstand, står og observerer, hvordan de andre på mit hold fucker det hele op, så vi taber. Jeg kan ubevidst mærke, at der bliver kigget på mig. Du ved, en der virkelig stirre på dig, så du ubevidst reagerer ved at kigge tilbage. Jeg kiggede op, og der stod han ved det andet peerpongbord. Han kiggede ikke væk, han fastholdte sit blik fast på mit, der nu reagerede. Han havde et kæmpe smil direkte mod mig. Jeg tænkte ikke over det. Jeg gik hurtigt videre, da det var min tur. Jeg må have været for påvirket til overhovedet at opfatte, at der var en, der kiggede på en så overbevisende måde. Jeg sad senere ved et bord og fjollede med en af vores nye venner, da han går et sekund, så hopper ham med blikket direkte hen til stolen ved siden af mig og med sit store, trekantede smil siger: "Hi!" Og så begyndte vi at snakke, og det stoppede ikke.  Baren blev tommere og tommere, og vores venner havde antaget, at de nok ikke skulle forstyrre. Vi snakkede om himmel og jord. Han fortalte mig om hans land. Hans land på den anden side af atlanten. Vi grinte. Vi satte os ved stranden, hvor vi snakkede hele natten. Vi grinte. Vi fjollede.  Verden ville, at vi skulle mødes igen et andet sted i Asien 4 dage efter. Han rejste videre, og jeg rejste videre. Efter vores næste stop, havde vi begge, tilfældigvis, billetter til samme lille by. Der brugte vi begge de sidste dage af vores rejse. Jeg kunne fortælle i detaljer, hvor fantastisk det hele var. Hvordan vi grinte, skabte minder, festede, åbnede os for hinanden, spiste middage, hvordan vi crashede et hotelværelse for at være alene uden vores venner. Jeg kunne fortælle det hele, og jeg ville gøre det, mens mit hjerte glødede, tårerne trillede ned. For nu er der gået 1,5 uge, siden vi alene, kun ham og jeg, tog til lufthavnen og sagde farvel til hinanden. De sidste øjeblikke, hvor jeg kiggede ham i øjnene og med fuld ærlighed mumlede: "måske ses vi aldrig igen", og han svarede: "sådan noget må du ikke sige..". Da han kyssede mig for sidste gang, mens han gentagende gange sagde: "vi ses meget snart igen.. vi ses snart igen!"  Og det kan vi nu. For da jeg kom hjem fra ferie, gik der ikke mere end 3 dage, før jeg tilfældigvis (ja, det var tilfældigt) blev tilbudt et 5-ugers job i hans land. Ikke hans by - men hans land. Jeg er blevet tilbudt et job derhenne, og jeg har i dag søgt om visa. Jeg har umiddelbart sagt ja, og der er umiddelbart en aftale.  Men han ved ingenting endnu. Han ved det ikke. Vi talte sammen hele sidste uge, og vi talte sammen for to dage siden, men siden er han kommet tilbage i rutinen, og det skulle man forvente, at jeg også er. Men det er jeg ikke. Måske er det fordi, at jeg ved, at der er en mulighed, for at vi igen kan ses snart. Men jeg er bange. Jeg tør ikke tage skridtet og fortælle ham nyheden. Det virker latterligt, for de fleste ville nok fortælle det som det første, glade, fuld af begejstring. Men jeg er nervøs. Jeg er bange, nervøs og usikker. Jeg er nervøs for hans reaktion. Hvad hvis han har lukket døren. Hvad hvis han ikke er interesseret i at mødes igen. Hvad hvis han blot svarer koldt. "Så er han ikke det værd", nej.. det er han tydeligvis ikke, og så var det bare ikke det, verden ville have for os. Jeg har planlagt en dag og en måde at fortælle ham det på, og jeg er ret sikker på, at det er dér og sådan, at jeg vil gøre det. Jeg ved, at uanset min frygt for udfaldet, vil være nødt til at sige det. Jeg er nødt til at se, hvordan han reagerer på, at det kan blive muligt at ses igen. Jeg er nødt til at sætte et punktum eller et komma. Men jeg frygter hans svar. Jeg frygter hans reaktion. Jeg frygter, at han har valgt at forlade rummet, hvor jeg stadig befinder mig. Jeg frygter hans svar.   

soyyo

soyyo