Et Blad i Vinden

  • indlæg
    2
  • kommentarer
    0
  • visninger
    4.902

Om denne blog

Udvikling, eventyr, ordskvalder

Indlæg i denne blog

 

Hvad nu hvis...

Hvad nu hvis, vi hele tiden (50 år plus/minus) har grebet kønsdebatten an fra en fejlagtig vinkel? Hvad nu hvis løsningen er, først at samarbejde om helt andre og mindre følsomme mærkesager, og at vi gennem en sådan praksis kunne nå hinanden hurtigere, nemmere, mere smertefrit i og med, at vi med tiden var blevet mere vant til at kigge mod fælles horisonter, sådan ligesom Exupery ville foreslå?   - F.eks. et eller andet komplet altruistisk, hvor eneste benefit, hvor det eneste, der reelt er noget værd; at man, inden man gik til ro, havde lejlighed til at klappe sig selv og hinanden på skuldrene, og sige "fedt lavet dér" til sig selv og hinanden?   Hvad nu hvis det i virkeligheden drejer sig om at vælge med hjertet fremfor med logikken, pengepungen, den skjulte dagsorden, ego'et etc etc etc.?   Hvad nu hvis løsningen på skyttegravskrig IKKE er at købe større rendegravere for hvert år der går?   Hvad nu hvis tilværelsen drejer sig om at nyde i samhørighed og i ro? Hvad nu hvis 80" plasma-TV'et ikke er nær så meget værd, hvis man ikke kan dele det med venner, der hver især ønsker een og hinanden det allerbedste?
Hvor stor er glæden, når man låner et andet væsen sit allerkæreste eje og får det igen ugen efter, og kan konstatere, at låneren har behandlet det med samme respekt som man selv ville gøre?
- Hvis din umiddelbare emotionelle reaktion på ovenstående scenarie er en følelse af lettelse, er det fordi der stadig er noget at arbejde med.   Hvad nu hvis alle mennesker var sådan anlagt, at den største glæde, man kendte, var den dér dybt egocentrerede af slagsen; den hvor man opfører sig altruistisk udelukkende for at kunne tildele sig selv det dér skulderklap? Hvad nu hvis vi gik hen og blev afhængige af dét, i stedet for at være afhængige af den eksterne validering, vi skatter så højt idag?   Hvor længe varer glæden ved sådan et "like" egentlig for DIG? En dag? En uge? Et år? En dekade? 6,5 sekunder?
Og i kontrasten: Hvor længe varede glæden ved at have gjort noget godt for en anden, ønsket noget godt for en anden, sidst du var ude og vifte med dine altruistiske flyveører?   Hvad nu, hvis alt det og mere til var mulgit ved et trylleslag? Og hvad nu hvis dette trylleslag ikke var mere magisk, end at træffe et simpelt valg? "Sådan hér vil jeg gerne leve fremover?"

vUlpeS

vUlpeS

 

Ti år senere - glimt fra en tidsrejse

Affirmationer: Min morgentur i Netto går med at konstatere en masse ting. Jeg konstaterer at jeg nu i tre dage i rap har været i høj livstilstand uden ydre bekræftelse. - At jeg nu formår at fastholde denne tilstand uden ydre påvirkning. Det er nyt for mig. Jeg plejer at kunne finde denne tilstand frem når jeg har en kæreste, men har snart sagt aldrig været i stand til det når jeg har været alene. Jeg konstaterer at min brystkase og hage er fremskudt med ca. 3 cm. Jeg konstaterer at min fodstilling har skiftet; der er længere mellem fødderne når jeg står stille og jeg hviler ligeligt på begge ben. Jeg konstatere at jeg ikke er pillen eller har andre "sære kropslige tics" længere. Jeg skjuler mig ikke via pantomimer. Jeg tackler hverdgssituationer som f.eks. folk der står i vejen på en ny måde; med et smil fremfor irritation, mens jeg tænker "herregud; de 15 sekunder er jo ikke så vigtige". Smilet virker på dem. De smiler igen og giver mig mere plads end jeg behøver. Vi er blevet belevne. Bare sådan uden videre. Jeg smiler til pigerne og fortsætter i et konsekvent, kontant tempo min gang uden at opsøge dem yderligere med øjnene. Anerkendelsen er etableret og det er rigeligt til mig. Jeg griner lidt ved mig selv da jeg noterer at de kigger på mig på en anden måde end i sidste uge. I netto konstaterer jeg at jeg - uden at tænke - handler anderledes ind. Og jeg får en slags chok, da jeg står og langer mine sager op på kassebåndet; hvem har puttet ting i min kurv?! I sidste uge ville jeg være tilbøjelig til at købe gift: Tobak, kaffe, chokoladekiks, slik og i det hele taget uhensigtsmæssig kost, fremdeles sukkerorienterede produkter. I dag købte jeg honning, rosiner, nogle ris og kokosmælk samt en orn'lig røvfuld blandet frugt. Jeg køber den dyre tandpasta. Ikke mere discount hvad indadvendte signaler angår. Turen hjem går som turen ud. Undervejs føler jeg mere overskud. Jeg føler at den posistive spiral arbejder for og sammen med mig. Jeg konsulterer mit indre barn og hører hvordan det går. I sidste uge var han ked af det. I dag er han, ligesom resten af mig, euforisk. Vi snakker lige hurtigt om at det er fedt at være fri af bl.a. rusmidler og je lader ham "løbe ud og lege igen". En slukøret hund står og piver efter dens ejer ved Aldi. Jeg siger "HEJ NULLE!" til den og den vender sig og snuser lidt og vi hilser lige hurtigt imens jeg forvisser den om at det nok skal gå med rolige ord. Der er nogen, der er ved at flytte ind. Jeg får sagt noget friskt til dem, og de kvitterer ved at prøve at snyde mig til at hjælpe med slæberiet. Så det gør jeg. - Efter jeg har spist mit æble mens jeg kigger på gadens trængsel og alt det liv, der er at se. - Så langt er jeg kommet med affirmationer på noget der ligner en lille uge fra jeg startede med at læse på stoffet, øve mig og lave skøre felttests. I sidste uge var jeg en skygge af mig selv; jeg tænkte dagligt på at gøre en ende på mig selv, slog mig selv ned mentalt konstant og var MEGET alene i min verden. Jeg nyder lejlighedens tomhed i dag. Det er MIT sted og mulighederne er vidt åbne. Her er dog lidt kedeligt,så jeg må vist hellere få malet nogle billeder og flyttet lidt rundt på tingene, så der bliver mere lyst. Der skal være mere plads at falde omkuld på (læs; feng shui). Det har jeg da fortjent. Four Agreements: Værktøjskassen: I en lang periode øver jeg mig i at følge aftalerne, der foreskrives. Det hjælper mig til at håndtere modstand bedre, og det får mig ind i mig selv. Jeg lærer, at det meste input, man modtager, godt som skidt, er projektioner. Også når det er mig selv, der projicerer. Og jeg lærer en del om hvad jeg er i stand til at udrette, når jeg ikke er fikseret på hvad andre synes, men i stedet følger eget kompas og gør mit bedste, mens jeg accepterer, hvad "mit bedste" helt konkret er ift. tilstandsleje. Der er meget at sige om Four Agreements, men alligevel har den ikke fået tildelt den plads, den nok har fortjent. Find selv ud af det. Nuets Kraft: Det første der sker, er at jeg vågner klokken 05:00 en sommermorgen, og er så evigt glad, at jeg ikke kan rumme det. Alting bobler. Jeg kan ikke være indeni mig selv for eufori, og jeg må kanalisere energi. Jeg tager skateboardet under armen og tager i parken og KAMP-sveder mens alt synes at lykkes. Kl. fem om morgenen, hvad er meningen? Uden at tænke overhovedet, gør jeg bare. Det bliver organisk og flydende. Let. Hver gang jeg står stille og hiver efter mere af den dér vidunderlige morgenluft, er jeg helt tom i kassen. Jeg oplever uden bedømmelse (mushin no shin). Fulg, fisk, træ, mand, hund, luft, blad, gren. Jeg har aldrig set det før og hvert øjeblik er unikt og ekstraordinært. Jeg bliver nødt til at opsøge en god ven tidligt på dagen, for jeg føler mig tvunget til at dele det med nogen. Det er et potentielt kæmpe antiklimaks for mig, for jeg bliver mødt med noget, jeg synes er nedladende, ja fjendtligt ligefrem, og i styg kontrast til, hvad der foregår. "Hvad er du på?" spørger han allerede idet jeg kommer ind i haven. Han ved godt, at jeg ikke engang drikker alkohol længere. Jeg slår det hen, for det er velsagtens bare, at han ikke lige havde set den komme. "ikke noget, udover solskin, fugle og fisk og mig og dig. Nåja og så har jeg læst noget, jeg syntes var spændende." "Nå." Der er lukket, kan jeg fornemme, men det gør ikke noget. Jeg tænker, at han sikkert lukker samtalen op igen, når han er mere klar. Jeg vender min opmærksomhed mod hans børn. De har luret den lige med det samme, lader det til. Jeg mødes med afslappet anerkendelse: "Du' ik' lissom du plejer!" siger den ene med et stort, hjerteligt smil. Vi får lidt af formiddagen til at gå med noget meget vigtigt træklatreri mens vi diskuterer gren-blad-æble-teori. De er filosoffer, de små. Vi lander på noget i retning af, at æblerne og os selv kan være det samme. Jeg er meget imponeret over de slutninger, de uansporet kommer med, og lader dem fortælle, hvad de oplever. Da jeg går hjemad, kommer jeg om ved et træ, der har dryppet harpiks på fliserne hele natten. På fliserne er der myriader af mariehøns. Det er er helt umuligt at give et bud på hvor mange, der reelt er, jeg har aldrig set noget lignende. Surrealistisk. Man kan ikke passere fortovet uden at træde på dem, så jeg må jo en anden vej. En omvej. Rundt om hjørnet er der nye oplevelser, der hver især kompenserer for omvejen. Mariehønsene skal siden vise sig toneangivende for en række observationer. Min opfattelse af naturen, menneskene, reinkarnations-begrebet, krig og fred. Altsammen giver mening. Også det ækle og det fremmede. Inddelingen i klasser og kasser fordamper. Det ER bare. Ude af huset hele dagen. Jeg finder nogle gode placeringer, bl.a. i trækronerne, ude på en sten midt i en å, hvor vandet bruser, diverse udhæng og gesimser. "Hvordan ser verden egentlig ud fra denne vinkel? Og fra denne, og fra denne?" Det er på denne dag, at jeg påbegynder smilets årti. Jeg har den dag idag stadig tendensen; det vil ikke fortage sig. Jeg vågner med det om morgenen, jeg falder omkuld med det om aftenen. Ugen efter finder jeg mit kolonihavehus og flytter ind. Rådyr, harer, ræve, rovfugle, guldfisk, verdens lækreste genbo, som jeg bliver kærester med i en årrække. Sjældne dyr, kort sagt. Alting smelter sammen. Glem det. Det kan alligevel ikke beskrives med ord. Det kan ikke forstås med logik. Det kan kun mærkes. Kolonihaven, uddannelsen, ønskeøen, livet uden flere ejendele end man kan bære på skuldrene Tjah. Det ved jeg ikke. Jeg er ikke så opmærksom længere. Jeg er også faldet af på den i nogle omgange, men hér er det så, at jeg med jævne mellemrum kommer i tanke om det. Og så starter jeg forfra med øvelserne. Og det er let nok. Der kommer noget frem af og til. Jeg er langt fra færdig, og jeg er ingens guru. Jeg er alles læremester, og jeg er alles elev. Jeg er ligesom dig. Dette skyldes, at vi to er - ikke identiske, men nærmere små partikler i en temmelig omfattende organisme, der hænger uløseligt sammen. Der var engang en fyr, der sagde "jamen så håber jeg, at du finder lykken, der hvor vinden blæser dig hen" idet jeg sagde mit arbejde i hans firma op. Dengang oplevede jeg hans bemærkning som nedladende, næsten hadefuld. Men jeg har da fulgt hans råd til punkt og prikke siden da, og det har været rigtig fint.

vUlpeS

vUlpeS