Maiken Jensen's Blog

  • indlæg
    4
  • kommentarer
    0
  • visninger
    9.796

Om denne blog

Forfatterspire

Indlæg i denne blog

 

Blommerne

Her kommer endnu et udpluk fra den ene af mine to blogs. Denne gang hentet fra "Historien om Lars" Det samlede værk er også ved at være skrevet færdig. (Der mangler lidt i korrekturen) Hvis du gerne vil læse det i sin helhed, så send mig en mail eller skriv en kommentar med din mail. Min mail er: maikenjensen76@gmail.com oksleth.wordpress.com Far var en gammel hippie. Helt bogstaveligt. I 1988 fyldte han 50. I den anledning var græsset blevet slået og der var dækket op til et haveselskab for omkring 40 mennesker. Snakken gik lystigt, på den lyse sommeraften, ved bordene og rundt ved bålene og grillene. Som jeg husker det var der nogen der nyligt var kommet hjem fra sommerferie i Jugoslavien og havde medbragt Slivovits, nået som delte meningerne. Dem der kunne lide det og dem der ikke kunne fordrage det. Der var en kvinde på et tidspunkt som sagde at hun fortrak de friske blommer. Hvilket - udover dumsmarte og frække bemærkninger- Medførte at min onkel Alfred prikkede til mig og spurgte om ikke jeg dog kunne skaffe nogle blommer et eller andet sted. Det mente jeg dog ikke at kunne. Nu har Alfred aldrig været det mest seriøse indslag i vores familie. Han kendte også godt til mit forhold til naboen. Som for øvrigt lige havde plantet 3 blommetræer to år eller tre tidligere. De stod nu fyldte med moden frugter. ”Hvad med dem der?” Sagde han og pegede der over. Tanken var fristende. Ikke så meget for damerne og selskabets skyld. Mere som et led i min stadige puniske krig i mod naboen. Det var der at jeg så muligheden. Hvilket Alfred udemærket godt vidste. Desværre ville det kræve 3 – 4 spande og en trappestige. Desuden ville det tage det meste af en halv time at plukke alle de blommer. Naboen var i stand til at være ude i haven på 30 sekunder. Jeg havde flere gange prøvet at tage tid på ham. Sidst men ikke mindst ville min far glemme alt om sin pædagogiske baggrund og blive stiktosset. Ærgerligt men det kunne ikke lade sig gøre. Bare vade over og spørge om vi måtte få dem. Det ville være halsløs gerning. Det ville der heller ikke være nogen sejr i. Skulle det ende med at han rent faktisk gav os dem. Så ville det føles som et nederlag at få den tilkendegivelse. Tanken blev dog ved med at nage mig, om det ikke kunne lade sig gøre. Efter et lille kvarters tid så var ideen der. Jeg fik fat i Alexander og Lise. De var nemme at finde. Når man først har fundet den ene så havde man også den anden. Vi listede os igennem hullet i hækken. Hen til hvert sit træ. De stod på række langs hækken over mod os. Cirka 3 meter fra. De var jo stadige små, elastiske og spændstige i vedet. Vi greb hårdt fat om hver sit og krængede dem hårdt bagover væk fra hækken, så gav vi slip. Det virkede. Træerne svingede tilbage, blommerne blev slynget af og fløj i en flot bue ind over hækken og regnede ned over selskabet. Hvor var det et flot syn. Jeg stod og hoppede i min iver og glæde. Så meget at jeg helt glemte at jeg var på naboens grund. ”LARS” råbte Alexander. Så vågnede jeg op. Naboen var allerede på havestien. Jeg spurtede over til hullet, gled i blommer men kom dog hurtigt op igen og hjem i sikkerhed. Sikkerhed var måske så meget sagt. Min far havde allerede fået fat i Lise og Alexander. Så jeg gik bare hen for at stille mig op i køen til skideballer. Han kiggede på mig. Efter mit fald var jeg smurt ind i blommesaft fra top til tå. Da jeg så var kommet ud på den anden side hækken. Havde jeg fået en masse afslået græs på mig. Så jeg har set skrækkelig ud. Han kiggede en ekstra gang på mig, så på hans selskab der sad i tusmørket og spiste blommer. Så slog han en skraldelatter op. Nabo: 0 - Skarnsunger: 1 Da jeg bagefter stod inde i badet og vaskede blommer ud af håret tænkte jeg på hvordan det kunne være at der lå så mange blommer lige der. Det var foran det træ som Lise havde ’skudt’ Så jeg blev enig med mig selv om at det måtte være fordi at hun var pige. De kunne ikke det med at skyde og sådan. Selvom det var en tanke som jeg skammede mig over. Nogle dage efter gik forklaringen dog op for mig. Det ville også være sket for en dreng af samme højde og drøjde som hende. Hun er lidt lavere end Alexander og mig. Derfor har hun ikke fået fat så højt oppe og med sin mindre styrke kunne hun ikke tvinge sit træ ligeså meget som os. Derfor havde hun ikke fået det samme moment. Hendes blommer havde taget en lavere og mere vandret bane en vores. Derfor var de ikke fløjet så langt. Det beroligede mig at jeg nok alligevel ikke var mandschauvinist. På det her tidspunkt var jeg ikke klar over det. Men jeg havde lige lavet nogle simple ballistiske beregninger. Noget som min fremtid ville komme til at byde på en hel del mere af.

Maiken Jensen

Maiken Jensen

 

Alexander

Alexander var vores genbo. Jeg har fulgtes med ham hele min barndom. Vi var i samme dagpleje, samme børnehave og kom også i samme skoleklasse. Vores forældre skiftes til at hente og bringe os. Mange af de “drengestreger” som jeg lavede. Lavede jeg sammen med ham. Vi kunne snakke om alt og lave alt sammen. Vi indgik naturligt hjemme hos hinanden. Han var uden tvivl min bedste ven og jeg hans ditto. Vi er stadig gode venner og ses jævnligt. Det var i sommeren 1992. Det år regnede det ikke en hel sommer. Alt var knastør. Man svedte fra man kom ud af badet til man gik der ind igen kort tid efter. Jeg var 16 år og Teenager med stort T. Sammentid var min mor ikke så meget 68′er som hun havde været. Min storbror gik på teknisk skole, jern & metal, Han havde tit kammerater med hjem der fra. Så stod de ude i indkørslen og makkede i en eller anden motor. Jeg var smuk og ung. Med blå øjne og lyst hår. Dertil fuld af hormoner. Derfor mente min mor ikke at det var smart at jeg gik rundt uden tøj. Som jeg jo ellers kunne have for vane. Jeg har altid nydt at være nøgen. Som helt lille ville jeg tit tage mit tøj af og rende rundt i bar. Jeg har aldrig haft den forbeholdenhed overfor nøgenhed som mange ellers udviser i 10 – 12 års alderen. Mine forældre boede i et kollektiv i slutningen af tresserne. Der var nøgenhed en ganske almindelig ting. Noget som de også lærte os børn. John er faktisk født i kollektivet. Helt bogstaveligt. Hele kollektivet var simpelthen til stede ved hans fødsel. Omkring 10 kollektivister plus en jordemoder. Kollektivet gik dog i opløsning i begyndelsen af halvfjerdserne og min familie flyttede i eget hus. Så Lars og jeg er født under mere normale (og småborgerlige) forhold på et hospital. På samme tid blev mine forældre nok gradvis mere normale i samfundet. Så efter en kraftig overtagelse fik kun mig til at tage i det mindste en let sommerkjole på når de mekanikerfyre kom på besøg. En eftermiddag sad Alexander og jeg på terrassen og drak cola. Vores hår hang i tjavser. Alexander har ellers de smukkeste naturlige sorte krøller. Han havde (og har stadigvæk) flotte lidt drengede ansigtstræk, men her i varmen og støvet lignede han noget der burde være løgn. Jeg havde siddet og brokket mig over kjolen som klæbede til mig. Skulede ind til de mekanikerfyre på min brors værelse og tænkt om: “De dog ikke skulle ud til den Kadett.” De har nok tænkt: ”HVORNÅR TAGER HUN DEN KJOLE AF!” Det vidste de jo godt at jeg kunne finde på det. Min mor var lige inde i køkkenet og holdt øje med os. Til sidst blev jeg træt af den stillingskrig og sagde til Alexander: “Jeg går i bad ellers dør jeg i den her hede” Alexander havde tit set mig uden tøj. Om det så var heden, den lette kjole eller hvad der drev ham? I hvert fald kom han ind i brusekabinen til mig. Vi kom så til at stå der meget tæt. Jeg husker at jeg først syntes at det var lidt mærkeligt, så tætte plejede vi ikke at være, hvis vi begge var nøgne. Men okay. Det var varmt og tiltrængt med et bad for os begge. Vi stod og småsnakkede imens at vi gjorde os våde. Jeg begyndte at komme shampoo i mit hår og mærkede at han begyndte at gnubbe det ind i hovedbunden på mig. Det er en utrolig dejlig fornemmelse at få vaske sit hår af en anden. Især en med så fine og følsomme fingre som Alexander. Jeg nød det i fulde drag. Da mit hår så var vasket syntes jeg at jeg ville gøre gengæld og vaske hans. Jeg tog shampoo ud i hånden og rakte op for at putte det i hans hår. Han var dengang – og er stadig. – mere end et hoved højere end mig. Så for at nå var jeg nød til at stå på tæer og stille mig helt hen til ham. Jeg havde allerede på det tidspunkt set flere nøgne mænd. Om jeg bare så ikke har kigget ordenligt efter eller glemt at høre efter i seksualundervisning? Da jeg mærkede noget hårdt imod min mave, lige ind på navlen. Kiggede jeg ned og sådan havde jeg aldrig set den før. Jeg skreg og skyndte mig ud af brusekabinen. Mit hjerte hamrede og jeg kunne dårligt trække vejret. Min mor havde hørt mig skrige og kom for at se hvad der skete. Der stod den stakkels Alexander med et halvt stift lem og sæbe i øjnene. Det varede til ud på efteråret inden at han og min mor kunne snakke bare nogenlunde normalt med hinanden igen.

Maiken Jensen

Maiken Jensen

 

Kirsebærtræet

Uddrag fra første kapitel og "Historien om Lars : Meget kan man sige om min far. Men havemand det var han ikke. Vi boede i en gammel to etage hvidpudset patriciervilla. Jeg tror egentligt at mine forældre købte den ud fra en drøm om at lave et kollektiv. Noget som de havde boet i, i 60'erne med knæhøj karse og det hele. En livsstil som i den grad kom til at påvirke både min og mine søskendes barndom og liv. På både godt og ondt. Det er den historie som jeg vil fortælle. Mest om mig og min lillesøster. Vores storebror er cirka 7 år ældre end mig og hun er lige knap et år yngre. Derfor har det altid været Lise og mig der har fulgtes. Hvorimod John altid var den store, så jeg har aldrig haft mine barndomslege med ham. I hvert fald ikke hvor vi har været på samme niveau. Han ville hurtigt blive træt af at sætte sig ned og lege med mig og jeg var ikke stor nok til hans lege. Det kom faktisk først da vi blev ældre og begge fik fælles interesse for motor og biler. Da min far altså kun sjældent gjorde noget i det grønne. Så stod græsset som reglen meget højt. 20 – 30 cm kunne det sagtens være. Til og med så lå have lige ud til en stor kornmark. Vi unger nød det. De gange og tunneller som vi ikke har mast og gravet os igennem. Når vi legede røver og soldater. Apropos røvere. Minder mig om engang min lillesøster og jeg, vi har vel været 7 og 6 år, vi krøb rundt og skjulte os for hinanden i græsset. Jeg plejede nok at kunne finde hende. Men den dag… Jeg kravlede og kravlede rundt i gangene. Ud på marken, ned i en grøft og ind i haven igen- Eller hvad nu man vil kalde vores grund. Hun var bare væk og til sidst var jeg faktisk ved at blive nervøs for hende. Om kunne hun være faret vild ude i kornet. Måske været nået helt over til den skov der lå længere væk. Så jeg rejste mig op. Hvilket jo egentligt var et brud på legens regler. Imens at jeg så stod der og spejdede efter hende ude på kornmarken hørte jeg hende råbe bagved mig: ”Hvad kigger du efter?” Hun sad oppe i naboens kirsebærtræ. Det var jo sommer og morellerne var dejlige og modne. Men sad altså på naboens træ. Vi - Nok mig i særdeleshed- havde et notorisk dårligt forhold til den nabo. Det begyndte her. Jeg havde altid syntes at han var en sur og tvær gamling. Grundæggende tror jeg at var utilfreds med at have hippier som naboer. Vi rodede og støjede, holdt ikke haven, begge køn havde langt hår og vi gik mere eller mindre rundt som det passede os. At have Lise til at sidde i hans træ og hugge af frugterne ville næppe gøre ham mildere. Jeg kravlede igennem et lille hul i hækken. For helvede hvis han opdagede os. ”Kom nu ned. Naboen bliver stiktosset” ”De smager så godt” Hun kastede et bær ned til mig. De var rigtig gode. ”Så skynd dig at fylde lommerne også kom ned.” Jeg hviskede højt. Hun stoppede så mange hun kunne i sine bukselommer. Nu kunne hun så bare ikke glide ned af træstammen uden at mose bærrene. ”Jeg kan ikke komme ned” sagde hun. ”Så kast bærrene ned til mig også kan du kravle ned” Men nu turde hun ikke give slip på træet for at fiske dem op af lommerne igen. ”For fanden da” Sagde jeg og kravlede op i træet. Hun sad på en gren og klamrede sig til stammen. Jeg satte mig på samme gren bagved hende. Vi vel 2 måske 2 ½ men ikke 3 meter oppe. ”Jeg sænker dig ned i armene. Så er der ikke ret langt at hoppe. Det kan du sagtens” Hun havde tårer i øjenkrogen. ”Jeg lægger mig på grenen. Så tager du mine hænder og vi løfter dig ned. Det bliver ikke noget problem” Jeg lagde mig. Hun begyndte at flytte det ene ben over på den anden side af grenen. Da kom naboen farende men en kost. Sådan en gammeldags en ligesom heksene flyver på ”Kan i komme ned. Skarnsunger” Råbte han. Lise hoppede, i afsættet skubbede hun til mig og straks hun var landet løb hun over til hulet i hækken og forsvandt. Jeg rullede i min forskrækkelse på grenen. Faldt ned på siden. Landede som en sæk kartofler og der lød en lyd som noget der knækkede. Kosten svirpede hen over hovedet på mig. Jeg løb over til hækken og kastede mig hen imod hullet imens jeg holdte for grenene så de ikke kom i vejen. Her bemærkede jeg at min højre arm ligesom ikke tog fra. Til gengæld gjorde den frygteligt ondt da den ramte imod. - Den var selvfølgelig brækket. Det var hvad lægen kaldte for et kompliceret brud. Hvilket betød at jeg havde armen i gips resten af den sommer, ad to omgange endda. Jeg kunne ikke helt slippe den følelse at hun havde et medansvar for min arm. Men det rørte hende tilsyneladende ikke. Heller ikke at jeg ikke kunne lege de samme lege som vi plejede. Hun legede bare med genboens dreng i stedet for. De tog mig lidt med i legen. Når de kravlede rundt i græsset, så kunne jeg stå på terrassen og se efter dem derfra. Meget af tiden kom jeg dog til at sidde alene på mit værelse imens at de to blev mere tætte. Jeg har helt sikker været noget skinsyg og frygtet for om han ville tage hende fra mig. De blev også lidt kærester i teen-age årene. Men da var det ikke på samme måde et problem for mig. Da følte jeg mig jo ikke forbi gået. Til gengæld blev jeg god til at være mig selv, at være alene. Jeg husker at det lykkedes mig at lave et puslespil med 500 brikker, med venstre hånd. Det syntes jeg at der var noget af en bedrift, som jeg faktisk var stolt af. Havde det også været, om jeg havde haft begge hænder. Jeg var jo trodsalt kun 7 år. Jeg havde lavet det på vores sofabord og ville lade det ligge til min far kom hjem, så han kunne se det. Da far så kom hjem, tog jeg ham med ind i stuen for at vise ham det. – Der sad Lise ved sofabordet med sine tegneblyanter og papir udover hele bordet. ”Jeg har pakket dit puslespil i æsken og alle brikkerne er kommet med” Sagde hun venligt men også lidt overfladisk imens at hun tegnede. En gipsarm kan slå hårdt. Men det kan gøre pokkers ondt når man slår med en brækket arm. Jeg ved ikke helt om det var derfor at forbindingen skulle laves om.

Maiken Jensen

Maiken Jensen

 

HEJSA

Mit navn er Lise.. Det har jeg sagt utallige gange efter at have ringet på dørklokken og døren åbnede. (Det var ikke altid at den gjorde det. Selvom man havde en aftale og kunne fornemme at der er nogen hjemme.) Men når ellers at den åbnede - og det skete for det meste. Jeg kom jo hverken med inkasso eller vagttårnet! Så ville han som reglen give mig elevatorblikket, med meget store pupiller og spørge: "Er du øh..?" "Ja" ville jeg så svare bramfrit. "Så må du nok hellere komme indenfor" Jeg er en pige, kvinde, tøs, mær eller hvad du nu vil kalde det på 36 år, da jeg begynder på denne blog. (født 4. marts 1976) Jeg blev gift med en meget kærlig og meget overbærende mand for cirka 4 år siden. Jeg arbejder i et supermarked, hvor jeg fylder varer op og betjener kassen. Et fint arbejde, indenfor de rammer som det har. Et arbejde som jeg er glad for. Men ikke et arbejde som giver alverden i løn og slet ikke i forhold til hvad jeg har været vant til. At forklare mit C.V. til en jobsamtale er også en kamp op ad bakke. Jeg har prøvet at flyve til England. Bo på første klasses hotel, shoppe i London, spise en overdådig middag og deltage i et selskab med nogle af de førende engelske adelsmænd. Arbejde i 4 timer, flyve hjem igen med 2000 £ på lommen. Alt betalt. - Den historie kommer vi tilbage til. Jeg har haft imellem 800 og 1000 sexpartner (Nok endnu flere) både mænd og kvinder. En stor del af dem som dejlige faste kunder. En Psykolog ville sikkert kalde mig nymfoman. Jeg har også forståelse for hvis du tænker at jeg er en mær eller en billig tøjte. Det med billig skal du dog nok tage med et gran salt. Jeg tager imellem 1000 og 2000 kroner i timen. Så kan man undre sig over hvordan at en frisk ung pige fra et akademikerhjem, med en tryg barndom, en god skolegang og gode karakterer. Derefter en okay studentereksamen og udenlandsophold. Hvordan hun bliver prostitueret. - Også faktisk syntes at have det godt med det. Mine forældre har helt sikkert haft højere drømme for mig. Jeg bruger mest titlen luder - kan dog selv bedst lide ordet “Glædespige” Det har bare et romantisk præg, som ikke altid passer til. Det kan også være et hårdt arbejde med lange (Læs kedelige) vagter. Det kan være både psykisk og fysik krævende. Det er et arbejde, som har givet mig rigtig mange glæder, fantastiske oplevelser og gode minder. (Jeg ved godt at mange kollegaer gør himmelvendte øjne nu) Det er en glæde at glæde andre og få noget igen. Når det er sagt; så er det også det som er branchens store svøbe. Dem der er i det af nød eller tvang. Jeg tror på at det er hemmeligheden i alt hvad men gør. At man har lysten og selv får noget ud af det. (Her mener jeg ikke kun penge.) Ingen kan holde til kun at give. Jeg tror det er noget med at mene det som man gør. At have viljen. Hvis man gør noget man ikke har lyst til, så går det galt. Man bliver jo heller ikke Tømmer, hvis man ikke kan lide at arbejde med træ. - Her har vi som samfund helt givet en stor udfordring. Det har også givet knubs, frustrationer og ikke mindst sygdomme. – Jeg kommer nok aldrig til at føde børn. Det har klamydia ødelagt. Hjælper bare ikke at blive ved med at græde over det. For jeg har sandelig grædt. Jeg vælger at se på det lyse. Jeg har haft en spænende ungdom, mødt mange mennesker, haft en masse dejlig sex og ikke mindst tjent gode penge. Når jeg skriver dette så er det for at fortælle min historie og give et lille indblik i en verden som nok ikke ret mange kender. Du kan betragte det som mit indspark til debatten om prostitution og købesex i Danmark. Jeg vil hverken opfordre eller fraråde andre at søge ind som sexarbejder. Blot at fortælle om mine oplevelser og mit liv. Jeg vil ikke skamme mig over hvad jeg har bedrevet . Det står jeg gerne ved. Omend jeg ikke ligefrem reklamer med det. Mest fordi at det kan være kontroversielt og jeg måske ikke altid gider bruge tid på den snak og diskussion som der kan opstå. Kan jeg så hjælpe andre til at undgå en faldgruppe. Så er det bar' dejli'...

Maiken Jensen

Maiken Jensen