Blog Therazane

  • indlæg
    2
  • kommentarer
    0
  • visninger
    311

Om denne blog

Indlæg i denne blog

 

Evigvinter

Om vinteren venter jeg længe på sommeren. Det er noget jeg er begyndt på. Også denne lange vinter, har jeg ventet på sommeren, fordi at så ville alt blive bedre. De grønne farver skulle give mig et løft. Græsset, bladende på de førhen så nøgne træer, den grønne farve, det er liv. Vinteren er en trist og kold tid, hvor jeg ikke har lyst til at gå ud, fordi det er mørkt. Det blev sommer, som jeg havde ventet på. Naturen blev farvet af det grønne. Det ville være længere lyst udenfor, og varmere. Nu var der plads til at komme ud i naturen, og nyde hvert et græsstrå og blad. Ligesom da jeg var yngre. Vi tog til Sverige, og det var dejligt. I grunden var det dejligt. Men jeg har ikke nydt det, som jeg gjorde før i tiden. Langt fra. Der har været dage hvor jeg havde mest lyst til at gå ud i skoven og lægge mig til at dø. Dage hvor alt har været mørkt og håbløst, hvor jeg har følt at jeg blot sank længere og længere ned i dybet, der hvor alt er trist. Jeg har ikke fattet hvorfor. Det har gjort mig rigtig gal, uden at min vrede var rettet mod nogen, at jeg ikke har kunnet nyde mit barndoms paradis. Sommerhuset i Sverige, hvor vi altid tilbragte vores ferier da vi var små. Et sommerhus ude i skoven, væk fra civilisationen. Jeg elsker at være derovre, men i år har det ikke været så godt og afstressende som det burde være. Nu ved jeg hvorfor. Det er fordi, at selvom det er sommer, og solen står højt på en skyfri himmel, skinner på hvert enkelt grønne græsstrå og blad, så befinder jeg mig et helt andet sted, rent mentalt. I mit sind er det evig vinter, derinde.. inderst inde, er træerne stadig nøgne, det er koldt og mørkt, og regndråberne føles som is når de rammer huden. Det blæser, og det er overskyet. I mit sind, går jeg hen ad en våd, muggen jordvej, med træer på begge sider. Græsset er gulligt og vissent, og træerne bærer ingen blade. Jordvejen er delvis dækket af gamle blade i forrådnelse. Her og der, er der vandpytter der dækkes af en tynd overflade af is. Det er evig vinter, og det føles som om at det har varet i en evighed. Måske altid. For jeg husker ikke hvornår det sidst var sommer, ej heller hvordan det var. Eller jo, jeg erindrer svagt at jeg befinder mig på en mark, i aftensolen. Det er varmt, og det blæser. Blæsten er kølig, og det er behageligt når det står i kontrast til solens hede. Jeg føler energien i kroppen, og måske en svag følelse af lykke. Og så er mindet borte, det er atter vinter. Og jeg går alene mellem de nøgne træer, i kulden, hvor min ånde er synlig som damp i den kolde luft. Den energi jeg engang havde i kroppen, er for længst borte. Jeg er træt. Træt og udmattet. Der er dage, hvor mine ben næsten ikke kan bære mig, og jeg har mest lyst til at sove videre, selvom jeg har haft en pragtfuld nat, hvor jeg ikke er vågnet en eneste gang. Når jeg går i seng, falder jeg ofte i søvn med det samme, og vågner som regel først om morgenen. Men jeg er aldrig udhvilet. Det er helt og aldeles ligegyldigt, hvor længe kontra hvor lidt jeg sover. Om så jeg sover 6 timer, eller 10. Det er ligegyldigt, jeg er så træt. Stemmerne der ikke er der, tager sommetider til i styrke. Før, men stadig efter at jeg stoppede på Leponex, var de minimalt tilstede. Men nu er de der mere end før. Det jeg har oplevet mest på det sidste, er musikken. Den musik som andre ikke kan høre, men som kun jeg kan høre. Jeg kan høre instrumentløs kirkemusik fra 1300tallet. Det bringer mig i en meget mærkelig stemning. Som musik nu kan gøre med folk. For min del, er det en meget dyster, og en smule uhygsom stemning. Det er ubehageligt, og når har lyttet til fortidens sang i flere timer, så har jeg jo mest lyst til at kappe hovedet af, for at der skal blive stille. Min erfaring er, at det ikke nødvendigvis hjælper at høre rigtig musik, da denne hallucinatoriske musik, som jeg læste om i et blad fra psykiatrifonden eller noget lignende, nemt kan overdøve den ”virkelige” musik, og gøre det til en stor kage af støj. Og når man ikke har musik inden for rækkevidde, så er det slemt. Nogen gange kan jeg få det rigtig dårligt. Hvor tankerne ikke kredser om andet end hvordan jeg nemmest og sikrest nakker mig selv. Eksempelvis da jeg til fods var på vej hjem, her forleden. Alt var vitterligt slut, mit liv, formålet med det.. alt hvad der tilbagestod, var ønsket om ophørt eksistens. Skridt for skridt, nærmede jeg mig en endeløs afgrund. Klar til at kaste mig derud. Men pludselig, i løbet af få sekunder, så forsvandt det hele, og erstattedes af tomhed. Jeg havde ikke længere lyst til at dø, overhovedet ikke. Mit humør fik et løft fra bunden og op til neutral. I løbet af få sekunder.. så hurtigt kan det gå. Selvom jeg senere føler mig næsten lykkelig over at være i live, og fortæller mig selv i tankerne, at dette må jeg gøre mig selv opmærksom på, næste gang at alt ser ud til at ende i en kiste, men når jeg står i situationen, hvor jeg mest ønsker at lægge mig til at dø, så er der som regel absolut intet der kan få mig til at se på livet fra en anden vinkel. Alt positivt er borte. Min familie, min forlovede, de bånd der binder mig til livet – det er ligegyldigt. Der er kun ønsket om ikke at eksistere længere. Jeg kan ikke engang tænke tilbage på dengang jeg følte mig lykkelig over at være i live. Jeg kan ikke genskabe mig følelsen på nogen måde.

Therazane

Therazane

 

Perses' drømmedagbog

I nat drømte jeg at jorden gik under. Jeg husker ikke hvorledes, men den dækkedes pludselig af en hård skal, der smadredes og knuste jordens overflade. Jeg reddede livet, for jeg sad i en helikopter over atmosfæren. Den med helikopteren er da vist en genganger: Jeg kan huske en dag jeg havde været på Langelinie med min gamle mormor. Her i foråret. Der var rart. Det var ovre i den anden ende, hvor der er to isboder. Der var mange mennesker, skyfri, blå himmel, og skibe, sejlbåde ude i vandet. Og solen skinnede. Mens vi var der, var der en helikopter der hele tiden fløj rundt over os. Vi diskuterede om det var den samme helikopter. Perses gav is, og det var fint. Samme nat drømte jeg følgende: Jeg drømte at jeg skulle dø. Jeg var på et hospital, et enkelt lokale. Humøret blandt de andre var højt. Det var syge mennesker der snart blev raske igen. Men jeg var ikke ved at blive rask. Jeg skulle dø, og jeg var den eneste der vidste det. Jeg væltede rundt på gulvet, nærmest i panik, og var frustreret over det. Over at jeg skulle dø, og de andre skulle leve. Rigtig uretfærdigt, endda. Og så slukkede livets stearinlys, og det var forbi? Nej, det var det ikke. Jeg står ude på Langelinie. I den ende hvor der er to isboder. Himlen er skyfri, solen skinner, herligt. Men der er ikke ét eneste menneske. Ikke én eneste båd. Jeg er helt alene. Mens jeg står derude, kommer den helikopter. Jeg husker lyden af den, og synet. Den kommer i tre omgange, og tredje gang kommer den for at flyve mig til dødsriget. Men jeg vil ikke med. Jeg vil leve. Jeg vågnede. Næste nat drømte jeg noget lignende: Jeg så denne herre udefra. Og jeg var som den alvidende fortæller. Jeg ved hvad karaktererne tænker, føler, ser og gør. Og denne mand følte den bitre uretfærdighed. Han var blevet kendt skyldig i noget han ikke havde gjort, og var blevet dømt til døden. Han skulle hænges. Der er ikke mange detaljer at fortælle, da jeg ikke husker dem, eller også var der ikke så mange, men jeg husker hvordan der så ud. Selv står jeg på en skråning i mørket og ser hvordan han bliver henrettet i bålets dystre skær. Og pludselig bliver jeg til ham. Det er mig der har hovedrollen nu, jeg er dog stadig denne mand. Jeg står ude på Langelinie. I den ende hvor der er to isboder. Himlen er skyfri, solen skinner, herligt. Men der er ikke ét eneste menneske. Ikke én eneste båd. Jeg er helt alene. Mens jeg står derude, kommer den helikopter. Jeg husker lyden af den, og synet. Den kommer i tre omgange, og tredje gang kommer den for at flyve mig til dødsriget. Men jeg vil ikke med. Jeg vil leve. Og han kommer tilbage til jorden. Og der møder han en kvinde. Hvilken relation de har til hinanden, er jeg ikke sikker på, men hun er muligvis hans kæreste. Hun advarer ham. Siger at han skal passe på at han ikke ender på dette hospital. Sjovt nok samme hospital jeg var på, i forrige drøm. Og jeg vågner. Og så går vi kort videre med natten til idag. Jeg drømte at jeg blev jagtet. Husker ikke detaljerne mere, desværre, men det var ret ubehageligt. Og så på et tidspunkt befandt jeg mig på det hotel der, som jeg har drømt om mange gange før. Sammen med min mor, og min storebror. Og der er mennesketomt og dystert. Mit værelse har ingen vinduer. Hvor jeg dog hader at være der. Helikopteren lander på jorden. Alt er knust og smadret. Og mennesket begynder at genopstå.

Therazane

Therazane