Blogs

 

Øv, hvad nu?

Øv, så har jeg ellers været tudefjæs i dag! Det var en lang og følelsesmæssig slidsom proces at vænne mig til tanken om, at jeg nok skulle i døgnbehandling. Siden beslutningen blev truffet og en ansøgning til kommunen blev iværksat, er der ikke gået én dag uden evindelig ambivalens om hvorvidt det nu var det rigtige eller ej. Det er altså en kæmpe skridt at tage, og så har det jo også konsekvenser for bl.a. min uddannelse som jeg ellers rigtig gerne vil gennemføre. Jeg har prøvet at forholde mig til, at jeg måske fik afslag - og at dét nok var det bedste, og samtidig har jeg forholdt mig til det modsatte. På gode dage har jeg endda turdet have forhåbninger om, at et "normalt" liv og at et liv med mand og børn osv. måske alligevel ikke var et lukket land for mig. I DAG fik jeg så eeeeeeeeeeeeeeendelig svar fra kommunen. - det var et afslag Begrundelsen var, at jeg endnu mangler at benytte mig af det sidste af kommunens tilbud, som er behandling på Rigshospitalet. Og det er til trods for det vedhæftede brev fra min læge, omhandlende min fysiske tilstand og at jeg ikke kan stå på venteliste i 1-2 år før der er plads på Rigshospitalet. Det er virkelig bare ikke fedt. Uden dog at afskrive mig al ansvar for mit eget liv, og uden at overlade min skæbne fuldstændig i andres hænder, så får jeg altså lidt et strejf af "hvad fanden skal der så blive af mig". Men jeg skal nok lige fordøje det, og så må jeg op på hesten igen, sagen må ankes, og så må jeg vente. Og håbe. Men ikke for meget.
 

Afskaf lukkeloven

Hvorfor skal statsmagten bestemme, hvornår du og jeg må handle ind? Hvis indehaveren af et supermarked har lyst til at have åbent søndag nat, og der er kunder som ønsker at handle på dette tidspunkt, hvorfor skal dette så være forbudt? Lukkeloven hævdes at være til for at beskytte små nærignsdrivende. Og det gør den da til dels, da lukkeloven med sikkerhed er skyld i, at en betydelig del af dagligvarehandlen i Danmark foretages i kiosker og på tankstationer. Med et ringere udvalg, og til en højere pris, end det ellers ville have været tilfældet. Men hvilken ret har staten til, at favorisere nogle handlende på bekostning af nogle andre? Bør det ikke retteligt være op til forbrugeren at bestemme, hvor han, eller hun, ønsker at handle? PS: Billedet er helt irrelevant for emnet, og er blot et skamløst forsøg på at samle hits

PepsiMagt

PepsiMagt

 

Ord og mig.

Jeg har et eller andet med ord. Jeg finder rigtig, rigtig mange ord rigtig, rigtig grimme. Enten er de grimme i munden på folk, som udtaler dem underligt eller bare anderledes, eller også er de bare grimme i sig selv. Et ord som jeg alle dage har hadet, er ulk. ULK?!?!? Wtf? Stakkels fisk i Vesterhavet, men altså. Come on - det er fandme ikke for heldigt. Egentlig kan alle ord miste deres betydning fuldstændig, hvis man gentager dem højt for sig selv tilpas mange gange. Nøgle. Nøgle. Nøøgllee. Grimt ord - betydning gone. En anden ting er dialekter. Da jeg er jyde, og boede nogle år på Fyn, fandt jeg hurtigt ud af fx ikke at udtale det dersens i Stimorol-pakkerne som "tøggummi". De andre i min gymnasieklasse var færdige af grin. Og så hed det forresten ikke "feed" men "fedt", hvis noget var ja, fedt. Efter nogle år på Fyn vendte jeg tilbage til Vejle og mødte en fyr fra Horsens, som jeg er kærester med i dag - altsåå... Folk fra Horsens. De snakker eddermame underligt. Forestil jer dette scenarie. Manden tager mit historieblad, som jeg knapt har åbnet og kigget i, ud på toilettet for at glo i det, mens han skider. Der er ikke mere toiletpapir, så det går han ud i entréen efter. Jeg fjerner historiebladet som en ninja, mens han står med hovedet inde i kosteskabet, for det skal satme ikke stinke af lort bagefter (jaja det kan godt være, det ikke gør det sådan i virkeligheden, men altså)! Manden fiser ud på lokummet igen og sætter sig til rette, men inden længe råber han "hvor er bladet henne?!", hvortil jeg giver en ganske fornuftig forklaring (den selvsamme som I har fået). "Nå" og nu kommer det: "Det opdog jeg slet ikke!". .... h... Hvad???!! OpDOG?! Ej men det bliver værre, for han kan jo heller ikke udtale ordet prut, vel. Prut er med u, men udtales i daglig tale med o, right? Han siger prut med et tydeligt u. Findes der andre, der gør det?! Når jeg så forklarer ham det, så kan han ikke høre forskellen. Mjah, sådan er der så meget her i livet. Det glipper bestemt også på danskstudiet på uni fra tid til anden, hvor én en dag sad og udredte en masse om nogle fester, der skulle planlægges i baren. "og så... bla bla... på hendes eget initiv". Alle taber skuffen, og én beder ham gentage. "Ja, hun gjorde det på eget initiv." Dét hedder det så fra nu af. Men noget, som jeg bare ikke kan tåle, altså SLET, slet ikke... er udtalelser om, at man lige sidder og "nyder" en øl/is/cigaret. Nyder? Damn, det er underligt. Gør man nu også det? Altså jeg ryger temmelig meget, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke sidder og "nyder" en cigaret (jaja nu vil nogle måske tænke, at så kan jeg bare holde, men til dem kan jeg sige: Dette er MIN blog ). Kæft jeg er underlig oveni. Men jeg hygger mig nu meget med det alligevel.

Evapeva

Evapeva

 

De seneste par dage.....

Så er man tilbage igen efter 3 dage på kursus. Hvad fik man så ud af kurset - tjo.... en ordentlig ridse i bagskærmen. Heldigvis var der video overvågning på p-pladsen, og hotellet siger de har en rigtig god formodning om hvem det var som lavede ridsen (for de var jo ikke mandfolk nok til at lægge en besked, vel?) Nu venter jeg så bare på at Hotellet ringer til mig og fortæller mig hvad jeg skal foretage mig yderligere for at få skaden betalt. Og så skal vi ellers i gang med at lave hjemmeopgave fra kurset. Vi skal tilbage igen om 14 dage og det ville jo nok være bedst hvis vi kom med en færdig opgave. Samtidig skal jeg også lige sætte mig ind i den nye debat og hvordan den fungerer. Personligt er jeg ikke helt tilfreds med den måde "Nye indlæg" virker på, men der er vist ikke rigtig noget at gøre Og så håber vi den lille har haft en god dag i vuggestuen og ikke har taget hovedspring i sandkassen - som hun ellers plejer.

keller

keller

 

Relancering af mig selv?

Ja, jeg står jo for at skulle vende hjem til Århus som nyuddannet cand.ling.merc og efter ti år på djævleøen. Ved ikke helt hvordan jeg har det med at skulle flytte, for jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Århus, min familie og de venner jeg stadig har kontakt med, men det bliver godt nok også mærkeligt. Kommer til at savne Kbh rigtig meget, og selvfølgelig også menneskene her..... Så det er lidt af en tvetydig følelse... Men som min søster sagde, så flytter jeg jo over til en hel ny bunke mænd! Og ja ja, granted, jeg havde en mere eller mindre "vild" periode på det område hele sidste år, men det er vel også fair nok, når man lige var kommet ud af syv års fængsel (aka forhold). Og jeg har da overvejet om jeg skal relancere mig selv som en good girl, men kan ikke helt finde ud af om grunden til at jeg kun har været sammen med en fyr i år er fordi jeg ikke har haft lyst eller om det er fordi mulighederne ikke har været der....? Har godt nok afvist et par fyre som jeg før har været sammen med, så lysten har vel egentlig ikke været der... Eller også er det bare fordi de er max nederen mennesker... Nr. 1 har lige boet en periode i Mexico med indianere og er nu pludselig selv indianer inkl åndesyn og det hele. Desuden har han ved et uheld gjort sin lesbiske veninde gravid og skal være far om et halvt år - nej tak! Nr. 2 skulle sove hos mig efter en fest i vores lejlighed. I løbet af natten vækker han mig så med ordene: Den er helt stiv! Jeg vendte mig bare om og svarede: Nå, den må du sgu selv klare. Nr. 3 ville jeg faktisk gerne have knaldet... Hvis det ikke lige var fordi han havde sovet mellem mig og min søster og hun kun lige havde forladt rummet for at ryge en smøg... Hvad tror du selv mester!? I det hele taget burde jeg faktisk koncentrere mig lidt mere om at pakke og søge job end at tænke på fyre.... Men det er bare ved at være længe siden, you know.....

cornflaky

cornflaky

 

Burde man ikke kunne finde alle på facebook???

Alle taler om facebook, og taler om at det er så skønt at kunne finde alle dem de gerne vil i kontakt med igen. Det er skam også fint nok, men hvad med dem man ikke kan finde derinde? Hvordan griber man det så lige an? Ja man kan selvf google, men det kommer der desværre ikke meget ud af. Så kan man prøve De gule sider, men hvordan griber man det så an når der er 12 der hedder det samme? Hvordan finder man lige ud af om det er den man søger?? Man kunne selvf også bare opslå et styks efterlysning på debatten, men hvad hvis nu denne person ikke bryder sig om at blive lagt ud på et offentligt forum=??? What to do, what to do..??? I will think and find out

xxx---xxx

xxx---xxx

 

Min første blok

Hejsa derude, her er en sød sjov og humørfyldt pige på snart 26. Til dagligt arbejder jeg på et hotel i Billund, siger ikke hvilket det må i selv se om i kan regne ud Regner med jeg skifter job snart til et endnu større firma hvor jeg bliver Host Manager/værtinde for et landskendt selskab der har med turisme at gøre. Jobbet er i hvert tilfælle blevet mig tilbudt, så mon ikke det ender med jeg skifter. Skal give svar på mandag Lidt om mig selv, jeg bor alene med min dejlige lille hund Sweety. Det er en sort lille fræk laban af en mops. Tjek selv billedet er hun ikke kær. Og ja det er hende sut, har ingen børn eller kæreste på nuværende tidspunkt da jeg lige er kommet ud af et forhold. Ikke at jeg skal udpensle hele mit kærlighedsliv, men den sidste fyr var en kold idiot der bollede udenom, så har du de tendenser behøver du slet ikke skrive til mig. Inden det her ender som en kontakt annonce så lad med slutte med ønske om at jeg kan møde nogle nye spændende mennesker herinde. Drenge som piger! - Er ikke lesbisk, det var ikke sådan den skulle forståes Jeg elsker sjov og ballade, så bare skriv;) Kys og knus Mia

MiaZleep

MiaZleep

 

Rygere i busskure!

Okay okay, jeg vil godt lige starte med at sige, at jeg normalt intet har imod folk der ryger - jeg har selv røget engang og nej, jeg er heller ikke total sundhedsfanatikker. MEN når jeg står inde i et lille bitte og stopfyldt busskur, så frabeder jeg mig altså venligst at folk stikker deres smøger helt op i skærmen af mig og polser løs. For nej, når det står ned i stænger udenfor, så kan man ikke bare lige gå derud. Hvorfor er det så svært at respektere at vi er nogen, som helst vil undgå at få det lort ned i lungerne? Jeg veeeed at rygerne er et jaget folk, men det er jo for filan fordi det går udover andre mennesker i nogle situationer, altså går udover dem i helbredsmæssig forstand. Hvis folk vil ryge, så fred være med det. Men jeg gider ikke tvinges til enten passiv rygning eller til at blive pisse våd og redde mig en god forkølelse lige inden eksamen. Lidt a'la pest eller kolera, ing'? I må hjertens gerne ryge. Bare ikke op i hovedet på mig.

Ydun

Ydun

 

… nu også som jaloux kæreste?? Eller hvad?

Tja, jeg må jo nok erkende, at jeg ikke er helt tilfreds med situationen derhjemme. Kæresten min sad i går og chattede med en x-kæreste på Facebook. Hun fortæller, at hun skal holde fødselsdag med/for sin mor i dag. Moren sidder, som jeg forstår det, i baggrunden og inviterer impulsivt min kæreste over til en kop fødselsdagskaffe. Kæresten takker ja, og siger samtidig til mig ”de skal ud at spise senere, så det bliver bare et hurtigt smut forbi til en kop kaffe”. Så langt, så godt – ingen problemer fra min side. Som samtalen mellem kæresten og hans x-kæreste(s mor) udvikler sig, bliver min kæreste pludselig inviteret med ud at spise – x-kæreste, x-kærestes søn og x-kærestes mor + min kæreste (så vidt jeg ved, er der ikke inviteret andre). Nu begynder mit problem at melde sig på banen. Jeg synes godt nok det er en underlig konstellation – skal min kæreste nu til at lege Far, Mor og Børn med en anden kvinde? Det skal lige siges, at jeg ikke kender x-kæresten, så jeg er ikke naturligt inkluderet, når der sker noget på den front. Det er ikke fordi jeg ikke VIL kende hende – der har bare aldrig været lejlighed til at lære hende at kende. Jeg har heller ikke noget problem med, at jeg ikke er involveret i alt hvad min kæreste foretager sig. Fx skal han i weekenden i byen med en kammerat – her har jeg meldt mig ud af ligningen, så de to kan få noget kvalitetstid uden forstyrrende elementer (=mig!). Et andet eksempel er, at han i vinter hjalp omtalte x-kæreste med at installere en DVD-afspiller, og fik nosset så grundigt op i kanal-indstillinger, at det tog en hel aften. Jeg kan sagtens underholde mig selv, når kæresten ikke er hjemme. Der er bøger der skal læses, fjernsyn der skal kigges, dulle-ting der skal ordnes, osv. Osv. Jeg er egentlig ikke bange for, at min kæreste skal være utro – han er rigtig god til at fylde op på forholds-kontoen. Han er kærlig, omsorgsfuld, og omhyggelig med at fortælle, at han elsker mig. Hvorfor irriterer det mig så? Hvorfor kan jeg ikke bare forliges med, at min kæreste tager ud at spise med en veninde, og fejrer dennes mor? Hvorfor er der en tanke der nager i mit baghoved om, at det da er noget underligt noget, at han skal med ud som en anden lille familie? Og hvorfor synes jeg det er underligt, at han tager med ud at spise, når jeg har det helt fint med tanken om, at han tager forbi til en kop kaffe? Hvad i alverden sker der? Er det PMS? Er det mindreværd? Er det jalousi? Hvad er det for en monster der dukker op i mit hoved?

MissIce

MissIce

 

Hej.

Som om jeg gider skrive en fucking blog. Hvad fuck tror i selv?

Nyx

Nyx

 

Bedste, kære Bedste.

Min bedstemor er ubeskrivelig. 98 år, bedre hukommelse og syn end jeg har og en kronisk kilde til glæde og morskab. Hun har sine egne meninger og er ikke bange for at sige dem højt. Hun besluttede sig en dag for, at hun ville have en fugl. (Eller 'fouwl' som hun udtaler det). Så mine forældre kørte hen til den lokale 'Bonnie' og købte en undulat til hende. Bedste døbte den straks Putte og alt var fryd og gammen. Indtil om aftenen... Der ringede telefonen hos mine forældre. Da min mor tog røret, drønede lyden af et tv på maks volume og en høj skræppen fra en undulat ud af røret...efterfulgt af en vred bedstemor. 'Den dumme fouwl...jeg kan ikke høre hvad jeg selv tænker'. Bedstemor er halvdøv, så hun har altid skruet godt op for tv'et. Problemet var jo bare, at jo højrere lyden var, jo højere pippede og skræppede Putte. Det prøvede min mor at forklare, men Bedste snerrede vredet tilbage: 'Den skal lige godt ikke få lov at bestemme over mig'. Næste dag blev Putte leveret tilbage til dyrehandleren og erstattet af et par zebrafinker, som passede bedre til Bedstes temperament. Juleaften for ca tre år siden: Mine brødre, svigerinde og jeg sidder ved bordet og taler om en overfladisk bekendt, som der går rygter om, er bøsse. Bedste lytter med fra sidelinjen og spørger så: 'Bøsser? Hvordan foregår det når de skal være sammen?'. Min storebror svarer hende, at det kan vi lige tale om senere. Bedste nikker og tygger videre på andestegen. Dog med et eftertænksomt skær over sig. Pludselig lægger hun bestikket fra sig, læner sig tilbage i stolen og udbryder højt: 'Sig mig engang...vil det sige at de er røvpulere?' Det kunne vi ikke så godt modsige hende i - men vi havde så ikke lige forventet sådan et ordvalg fra den lille dame med vandonduleret hår og spinlonkjole. Men hun er herlig. Og elskelig. Og hun efterlader stribevis af fodspor i alles hjerter. Bedste, kære Bedste - som bliver dødhamrende fornærmet hvis hun ikke vinder pakker i pakkespillet til jul.

Adorare

Adorare

 

Beskatning af offentligt ansatte og samfundsøkonomien

Med krisen vi har lige nu og mange arbejdsløse håndværkere, kunne det helt klart være fornuftigt at få sat gang i nogle offentlige investeringer med bygge og anlæg. Da de folk lige så godt kan gå og renovere vores nedslidte skoler osv end at gå hjemme på dagpenge. Det kan vi godt blive enige, jeg er bare imod at de bliver ansat af det offentlige. Efter det jeg ved er der ca. 2 mio ansatte i det private mod 1 mio i det offentlige, hvor vi så igen har 1 mio pensionister, studerende, arbejdsløse, og generelt folk på overførselsindkomster. Hvor den sidste 1 mio er børn. Der er jo ikke noget at sige til at vi skal betale så meget i skat, når de 2 mio private ansatte skal brødføde de sidste 3 mio. En del af det de private laver, gør de reelt for det offentlige, med rengøring, mad, bygge og anlæg osv... Service jobs i butikker på restaurant osv, skaffer jo heller ikke rigtig penge til landet. Så det er sikkert under 1 mio af de private ansatte som reelt tjener pengene til landet som resten lever af.

artem666

artem666

 

Perses' drømmedagbog

I nat drømte jeg at jorden gik under. Jeg husker ikke hvorledes, men den dækkedes pludselig af en hård skal, der smadredes og knuste jordens overflade. Jeg reddede livet, for jeg sad i en helikopter over atmosfæren. Den med helikopteren er da vist en genganger: Jeg kan huske en dag jeg havde været på Langelinie med min gamle mormor. Her i foråret. Der var rart. Det var ovre i den anden ende, hvor der er to isboder. Der var mange mennesker, skyfri, blå himmel, og skibe, sejlbåde ude i vandet. Og solen skinnede. Mens vi var der, var der en helikopter der hele tiden fløj rundt over os. Vi diskuterede om det var den samme helikopter. Perses gav is, og det var fint. Samme nat drømte jeg følgende: Jeg drømte at jeg skulle dø. Jeg var på et hospital, et enkelt lokale. Humøret blandt de andre var højt. Det var syge mennesker der snart blev raske igen. Men jeg var ikke ved at blive rask. Jeg skulle dø, og jeg var den eneste der vidste det. Jeg væltede rundt på gulvet, nærmest i panik, og var frustreret over det. Over at jeg skulle dø, og de andre skulle leve. Rigtig uretfærdigt, endda. Og så slukkede livets stearinlys, og det var forbi? Nej, det var det ikke. Jeg står ude på Langelinie. I den ende hvor der er to isboder. Himlen er skyfri, solen skinner, herligt. Men der er ikke ét eneste menneske. Ikke én eneste båd. Jeg er helt alene. Mens jeg står derude, kommer den helikopter. Jeg husker lyden af den, og synet. Den kommer i tre omgange, og tredje gang kommer den for at flyve mig til dødsriget. Men jeg vil ikke med. Jeg vil leve. Jeg vågnede. Næste nat drømte jeg noget lignende: Jeg så denne herre udefra. Og jeg var som den alvidende fortæller. Jeg ved hvad karaktererne tænker, føler, ser og gør. Og denne mand følte den bitre uretfærdighed. Han var blevet kendt skyldig i noget han ikke havde gjort, og var blevet dømt til døden. Han skulle hænges. Der er ikke mange detaljer at fortælle, da jeg ikke husker dem, eller også var der ikke så mange, men jeg husker hvordan der så ud. Selv står jeg på en skråning i mørket og ser hvordan han bliver henrettet i bålets dystre skær. Og pludselig bliver jeg til ham. Det er mig der har hovedrollen nu, jeg er dog stadig denne mand. Jeg står ude på Langelinie. I den ende hvor der er to isboder. Himlen er skyfri, solen skinner, herligt. Men der er ikke ét eneste menneske. Ikke én eneste båd. Jeg er helt alene. Mens jeg står derude, kommer den helikopter. Jeg husker lyden af den, og synet. Den kommer i tre omgange, og tredje gang kommer den for at flyve mig til dødsriget. Men jeg vil ikke med. Jeg vil leve. Og han kommer tilbage til jorden. Og der møder han en kvinde. Hvilken relation de har til hinanden, er jeg ikke sikker på, men hun er muligvis hans kæreste. Hun advarer ham. Siger at han skal passe på at han ikke ender på dette hospital. Sjovt nok samme hospital jeg var på, i forrige drøm. Og jeg vågner. Og så går vi kort videre med natten til idag. Jeg drømte at jeg blev jagtet. Husker ikke detaljerne mere, desværre, men det var ret ubehageligt. Og så på et tidspunkt befandt jeg mig på det hotel der, som jeg har drømt om mange gange før. Sammen med min mor, og min storebror. Og der er mennesketomt og dystert. Mit værelse har ingen vinduer. Hvor jeg dog hader at være der. Helikopteren lander på jorden. Alt er knust og smadret. Og mennesket begynder at genopstå.

Therazane

Therazane

 

Indvielsen

Det er nogle gange urimeligt sådan som tingene skal være. At man er så forbandet følsom og forpester sit eget liv og andres. Og godt selv kan se det. Jeg ved sgu godt, at jeg sikkert ikke er en fest at være sammen med. Det er dejligt at jeg ikke kan glæde mig på andres vegne, virkeligt. Og dejligt at jeg ikke synes at kan gøre noget ved mig selv, andet end at drukne mig selv i selvmedlidenhed og faktas 6 øl for 15 kroner. De er fantastiske. Jeg sagde den anden dag, da en spurgte hvorfor jeg så tit er ivrig efter at komme ud og drikke mig i hegnet: "Det er fordi jeg er så ulykkelig". Haha, det var vist til stor morskab. ....

Excentrica

Excentrica

 

At blogge eller ej….

Jeg har aldrig kunnet holde gang i en dagbog længe nok til, at det blev en indarbejdet vane. Jeg har aldrig blogget, og jeg har oftest glemt, hvad jeg ville sige, når jeg har ramt ”Quote”-knappen. Hvad fanden laver jeg så her? Tja, det er et rigtig godt spørgsmål, om kan besvares på mange måder: - Jeg skal bare lige prøve, så jeg kan sige, at jeg har været her. - Jeg har igennem tiderne indkøbt masser af fine dagbøger, med intentionen om, at NU skal jeg være sådan en Nynne-agtig én, der beskriver ups and downs, og som om mange år vil kunne se tilbage på et liv levet og dokumenteret i en ordentlig stak dagbøger, og som har al materialet til min biografi liggende klar til at sende direkte i trykken. Denne blog er så den nyest anskaffede dagbog i flot indpakning. - Nogle gange må jeg sætte mig på mine hænder, for ikke at komme til at poste et indlæg som med garanti vil sende mig til tælling i minimum en måned. Og indtil videre, i denne debat-blog, ser det ud til, at jeg her vil kunne få afløb for alle mine ”sur-gammel-kælling”-opstød. - Det hænder, at der er en tanke der bider sig fast. Disse tanker er dog langt fra altid nok til en tråd eller et indlæg. Men disse tanker har jeg så nu mulighed for at lægge i ”mindekarret”, som gode gamle Dumbledore ville have sagt. Kun tiden vil vise, om jeg kan holde ved denne blog, eller om den skal stuves væk, sammen med alle de andre dagbøger, hvor der kun er skriblet lidt på de første par sider. Men én ting ved jeg – jeg er meget bedre til at læse blogs end jeg er til at skrive dem. Dette er en opfordring til alle jer andre – lad mig følge med i jeres liv og færden, og lad mig få indblik i, hvad I gør jer af tanker.

MissIce

MissIce

 

Præsentation - en blog om en spiseforstyrrelse

Jeg er 28 år, kvinde, studerende og single. Og så har jeg anoreksi. En anoreksi som jeg kæmper IMOD. Mit liv indeholder også en hel masse andet, og jeg ER en masse andet, men ærlig talt, så er min anoreksi på nuværende tidspunkt, enehersker over min livsstil, mine daglige gøremål og alle mine tanker. Jeg skriver denne blog for min egen skyld, men jeg vil formulere mig, som om jeg skrev til dig. Og hvis du så også læser det, jamen så håber jeg da, at her står noget du kan bruge. Jeg vil forsøge at skrive, så det ikke bliver så dødsens alvorligt og deprimerende det hele. Dette skal absolut ikke være en pive-tude blog (okay, helt kan jeg nok ikke undgå det hehe), men en blog hvor jeg forhåbentlig formår at heppe lidt på mig selv I øjeblikket venter jeg på grønt lys til at starte i behandling. Jeg har været i behandling mange gange før, men denne gang er det anderledes. Jeg er SÅ kampklar (med hjælp ), og denne behandling er lige præcis hvad jeg har brug for, så ja, forventningerne er høje og håbet er lysegrønt Det er svært at forklare hvad anoreksi egentlig går ud på. Og når jeg først begynder, så kan jeg fortsætte i det uendelige. Men overordnet ser det for mig således ud: Inderst inde så VED jeg godt med min fornuft, at jeg ikke er tyk. Men jeg FØLER mig tyk. Og så er det alligevel slet ikke dét det handler om. Jeg indeholder to sider: mig og så spiseforstyrrelsen (fremover kaldet SF). Nogen gange er det SFder styrer og fylder det hele. Den har simpelthen skubbet mig ud af min hjerne. Og så handler det hele om mad/ikke mad, motion, selvhad, straf, regler, bebrejdelser, trusler, konsekvenser, angst o.lign. Ikke spor plads til glæde, kun løftede pegefingre og dårlig samvittighed. Jeg føler meget sjældent aldrig sult - og det er med til at gøre, at det er ekstra svært at spise ”ordentligt”. Alt hvad jeg spiser føles som unødvendigt og at jeg ikke burde spise det – jeg har jo ikke brug for det – jeg er ikke sulten. Jeg spiser efter ”må”-principper og efter klokkeslæt. Altså efter ”okay, nu er kl. dét og sidst jeg spiste var kl. dét, så må det være ok eller nødvendigt at spise”. Så skal jeg selvfølgelig også tage højde for, hvor meget jeg har bevæget mig, hvor meget jeg sidst spiste, om der venter f.eks en familiemiddag i fremtiden osv… - det er et større regnskab. Jeg er helt fucked hvis regnskabet vælter. Hvis jeg f.eks. spiser mere end jeg ”burde”, eller hvis jeg ikke når at spise f.eks. aftensmad inden et bestemt tidspunkt - det skal nå at ”forsvinde” inden jeg går i seng. Eller hvis jeg vitterligt ER sulten, men at det ikke stemmer overens med om jeg burde være sulten – hvad skal jeg så gøre? Mine tanker kører rundt i et stort kaos, og handler kun om hvordan jeg kan ”gøre det godt igen”, eller finde frem til en løsning jeg kan leve med. For det meste er både mig og SF i spil oppe i mit hoved. Det udløser ”skænderier så det brager” da de begge to gerne vil regere. Selvom jeg bliver enormt frustreret og ikke kan beslutte noget som helst (jeg ved ikke hvem jeg skal lytte til, og det er heller ikke altid at jeg ved hvad der kommer fra hvem, og SF har altid nogle MEGET gode argumenter), så er al den argumenteren frem og tilbage ikke helt ringe, da det betyder, at jeg kæmper imod – at mig kæmper en brav kamp for at smide SF ud af mit hoved. Nogen gange er det KUN mig der er på spil (det skete en sommerdag i år 1985 ..haha) – og hold da kæft hvor er det lækkert! Så er det som om SF ligger og slumrer et eller andet sted (eller planlægger et ondskabsfuldt tilbagetog) og så er jeg bare 100% MIG. Glad, grinende, fri, uden bekymringer (udover hvad man nu normalt har), frisk på at lave alt muligt osv.. Den del af mig selv savner jeg afsindigt meget. Ikke kun i forhold til mig selv, men også i forhold til at kunne være sådan sammen med andre. Men tro mig, en dag så siger jeg "what the MOTHERFUCK tænkte jeg på!" Og så vil jeg smutte en tur på stranden sammen med veninderne. Jeg vil rent faktisk ligge der i bikini og bare nyde solen og veninderne. Og så vil jeg enda spise en dejligt kølende is, og bare fortsætte mit liv som om intet var hændt. Jeg nyder jo bare
  • Blog statistik

    1.737
    Blogs i alt
    1.599
    Indlæg i alt