Blogs

 

I’m a wife to be….

Ja, kæresten har jo så, under kraftig indflydelse af Absinth-stiv mor, friet. Selve frieriet var vist ikke helt som hans mor havde forestillet sig, men det var mere i vores ånd, end hvis han havde været nede på det ene knæ. Forestil jer følgende scenarie: Vi har slået lejr for natten på vores familie-kanotur på Susåen. Efter et godt og solidt aftensmåltid sidder vi 7 mand høj omkring bålet og slukker tørsten i Irish Coffee og Absinth med rød sodavand. Kærestens mors stemme kan med jævne mellemrum høres vidt og bredt proklamerende ”JEG BLIVER SINDSSYG” (jf. Absinth’en, som angiveligt var grunden til, at Van Gogh skar sit øre af). Emnet ægteskab, bryllup og frierier kommer op, som så ofte før. Da jeg har hørt alle argumenterne før, rejser jeg mig og går hen til ”baren” (ja, alle remedierne står på et bord lidt væk fra bålet) og blander en Absinth mere til svigermor. Kæresten har åbenbart fået nok af alle hentydningerne, for da jeg kommer tilbage og rækker sviger hendes drink, spørger han ”Hvaaaaa Mette… vil du ikke gifte dig med mig?” – Jo jo, det vil jeg da godt. Og så var den aftale ligesom i stand. Kæresten synes dog, at det var lidt trist, at det ikke var ham der var blevet friet til, så jeg returnerede frieriet på samme uhøjtidelige manér. Svigermor sad med et noget forvirret udtryk i ansigtet…. Indtil hun gjaldede: ”VAR DET DÈT? JEG BLIVER SINDSSYG ”. Nå men, vi skal jo så giftes. Og lige så uhøjtideligt som frieriet var, lige så uhøjtideligt bliver brylluppet: Vi vil gerne have en giftefoged ud på kærestens mosters gård, hvor vielsen så skal finde sted på deres veranda. Derefter en havefest i et telt med masser af kulørte lamper og fest til den lyse morgen . Dog holder vi nok igen med Absinth’en, da der ikke er nogen grund til at gøre svigermor endnu mere SINDSSYG!

MissIce

MissIce

 

Overspringshandlinger, brok og hjerneblødninger.

Metallicas Unforgiven flyder ganske langsomt og sjæleligt ind i mit semikroniske tomme hoved, alt imens jeg igen igen prøver at overbevise mig selv om, at jeg seriøst burde ligge og knalde brikker eller alternativt hustruen, men (Enter) Sandman ramte desværre kun hustruen og ikke mig *suk* Eller rettelse, den ramte mig i øret, men ifølge hustruen er det bare ikke helt det samme.. Så jeg laver lige en mindre overspringshandling og logger på depjatten, om det er agurke- og /eller roe sæsonen der står for døren ved jeg virkeligt ikke, men uha der er langt imellem de ”gode”, ”spændende”, ”lærerige”, ”informative”, ”Indsæt selv” debatter pt.. Ved godt at det er helt igennem mit eget problem og meget langt hen ad vejen også min skyld og mit sædvanlige ævl og kævl – Yes Sir jeg er så hyklerisk dobbeltmoralsk at havde jeg været Britisk Spion havde mit dæknavn ikke været; Dobbelt 0 7, men dobbeltmoralsk3 – måske med noget rigtigt sejt i N’te eller noget? Okay – lad os være ærlige, jeg er så lidt heltemateriale, at jeg end ikke formår at være den kiksede sidekick til en rigtig Superhelt eller bare medløber til en middelmådelig skurk. Så ideen om ”undertæppet” missioner, om end det virker tiltalende, er vidst bare ikke lige det jeg skal bruge min fremtid på. Depjatdødligheden har ramt mig og nu er gode dyr jo rimeligt rådne, så i et anfald af mentale spasmer begyndte jeg at læse en af de her depjat kåringstråde, nemlig hvem er depjattens lækreste mand. Ingen overraskelser der. Så ingen brok på den konto – kan snildt forstå at det er noget nemmere at vurdere en anden, rent subjektivt for eventuel lækkerhedsfaktor (Dette er kun for at hæve lixtallet for de to /tre stykker som muuhligvis kommer til at læse denne brok .. ups blog*), hvis man poster et billede i en af de dertil indrettet tråde. Eller som det vidst nok primært er trenden herinde – det samme billede flere gange i alle trådene.. But why? Så jeg legede lidt med ideen om at poste et billede, af flere dybere og mindre dybe årsager, men er blevet enig med mig selv (efter en meget lang, højlydt og temmelig seriøst ”samtale”) om, at kommer jeg nogensinde dertil, så skal det være et billede af rimelig standart. Så jeg gik i gang med at studere fotos, for at finde ud af, om der var nogle fællestræk ved de billeder der bliver postet herinde. Efter at have konstateret at det er der, så fandt jeg så ud af, at vi alle nok er bedst tjent med at jeg forbliver dybt anonym og meget hemmelig. Mit grimme fjæls tåler ikke at blive kastet op.. i det der nærmest svare til plakatstørrelse, så den ide er hermed forkastet. Helkropsbilleder bliver heller aldrig mig, for jeg kan ganske enkelt ikke få kringlet mine plader ind i den der ”fodstilling”, hvor fødderne peger ind imod hinanden, så man får kalveknæ, store hofter og små fødder – eller hvad fanden planen med den position så ellers er?! Den er rimeligt udbredt i – ’jeg er nødt til at købe min identitet og personlighed’ /Shopoholiks wet dreams eller hvad Hellerup det forum nu hedder? Ups – får fortalt det hedder (P)MS&S. Derudover så ejer jeg ikke en ”beskidt” helfigursspejl, en mobiltelefon i tvivlsom kvalitet eller professionelle billeder af mig selv, fra dette årtusind. Jeg er den eneste der betjener mit eget kamera, så der er jeg heller ikke at finde. Webcam på computeren, jo jo, men hvor ynkeligt er det ikke lige?! Se mig – hvor lækker jeg er, når jeg sidder ved computeren.. Øhm nej ven – jeg er ikke lækker og specielt ikke klokken snot, med klatøjne, skægstubbe og gammel ballcap på.

fisken_der_sagde_muh

fisken_der_sagde_muh

 

Nå, så fik jeg da mit svar!

Ja, så fik jeg da det længe ventede svar - og det er da helt enormt lækkert, at få lagt låg på den forbandede frustration en venteposition udløser. Men altså, det blev jo så igen et nej Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre nu. Jeg læste i en tråd her på debatten, at en debattør mente, at bl.a spiseforstyrrelser er en selvvalgt "sygdom". Altså, jeg ser virkelig nødig mig selv som værende totalt hjælpeløs, og jeg forventer heller ikke at resten af verden skal hoppe og springe for mig, og servere mig et lykkeligt liv på et sølvfad. Men jeg synes GODT NOK heller ikke, at jeg selv "vælger" det her. Jo, jeg træffer da en hel masse valg hele tiden, og mange af dem er ikke særlig hensigtsmæssige, men jeg ved vitterligt ikke, hvad jeg kan gøre for at få det bedre. Hvis jeg gør dét, som i alle teorierne skulle give mig et bedre liv, så dør jeg enten af skræk, sindssyge eller selvmord undervejs. Og hvordan jeg kan gå den rigtige vej, uden at få det som ovenstående, det ved jeg VIRKELIG IKKE! Det er lidt ligesom at parkere mig for foden af Himalayabjerget, og bede mig at bestige dette. Jeg kunne da bestemt give det et forsøg! Men jeg ville rimelig hurtigt komme til kort mht viden, teknik, mod osv. Jeg KAN virkelig ikke klare dette uden hjælp. Tro mig...hvis jeg kunne, så havde jeg satme gjort det for lang tid siden. Jeg er UDMÆRKET bevidst om, hvordan jeg ødelægger ikke blot min nutid, men også min fremtid. Jeg ved faktisk også i mange henseender hvad jeg gør forkert. Alligevel kan jeg ikke gøre "det rigtige". Det er skisme frustrerende. Og ja, det er MIG der ødelægger det, og MIG der skal ændre det. Men jeg MÅ altså -desværre- have hjælp til det. So sorry.
 

en laaang sommerferie i vente...

Skolen er slut, nu venter et nyt kapitel.. skal påbegynde en uddannelse, starter på september, har allerede fået at vide at jeg er kommet ind på studiet.. Alt burde være lutter glæde, men tvært imod... Er ude af stand til at betale min husleje, så må flytte hjem til mine forældre.. det er helt min egen skyld at jeg ikke kan betale husleje.. men derfor er det nu stadig ikke sjovt.. Sidder nu hjemme ved mine forældre og brødre. ved at min mor helst så at jeg ikke flyttede hjem igen, selvom det kun er en måned, moske to, jo det da ikke sjovt at skulle flytte hjem igen, og gør det kun af nød.. men at få at vide at ens mor vil smide en ud, hvis hun kan overtale min far til det - puh den tanke er ikke rar.. måske er det mig der er uvidende, men burde ens forældre ikke hjælpe en? jeg forventer på ingen måde at de skal forkæle mig eller give mig penge, eller noget i den stil.. Jeg håber at de vil hjælpe mig med at flytte mine ting.. Mit forhold til mine forældre har aldrig været super godt... jeg har skuffet dem, og de har skuffet mig... jeg var en skuffelse forstået på den måde at jeg er den første fødte - en pige:8: Min mor ønskede sig en dreng, da drenge er bedre end piger, jeg er selvstændig, og har derfor mine meninger og principper, jeg er overvægtig, jeg er ikke den smarteste i skolen, altså klarer mig fint, men får ikke udelukkende de høje karakterer.. Nu lyder det som om jeg er en ren engel og det er jeg selvfølgelig ikke.. Men der er nu gode sider ved at være hjemme igen.. mine brødre:lun: og nu kalder dn ene på mig.. Ha' en god dag/aften:) kram herfra

tomasson-pigen

tomasson-pigen

 

Bummelum, ved ikke hvad jeg skal kalde den

Jeg fatter simpelthen ikke at I tør køre med jeres børn liggende på bagsædet. Skide da være med om det er ulovligt, men hvad med den dag I måske kører galt eller en eller anden idiot kører spitkørsel og rammer jer? Så er det da ligegyldigt om børnene har sovet godt, når de bliver slynget ud af bilen

Erinka

Erinka

 

Husk at elske!

Årh jeg kan slet ikke finde ro til aften... jeg er ked - ked på en god venindes vegne! Hvad hun har været udsat for er så frygteligt og uvirkeligt og jeg ville ønske, at jeg kunne ændre hele verden for hende! Jeg kan slet ikke sætte mig i hendes sted, men jeg måtte have mine tanker ud af hovedet og prøver på denne måde! Nu vil jeg prøve at finde min seng igen! Tak til dig J for at dele din verden med mig!

Two_cherries

Two_cherries

 

Århh!

Det er bare så svært det hele.. Jeg forstår ikke mig selv, jeg forstår ikke hvorfor jeg gør, det jeg gør. Jeg elsker min kæreste, det gør jeg virkelig, men jeg synes bare ikke vi har det godt sammen mere. Han elsker mig overalt på jorden, men alligevel er det bare så svært.. Han er jordens bedste person, og han fortjener virkelig det bedste.. Jeg føler bare ikke længere, at jeg er det bedste for ham.. Han er lige knapt 13 år ældre end jeg, og jeg har lidt en ide om, at det måske er det der gør, at jeg er begyndt at tvivle.. Jeg er 19, og han fylder snart 32, og vi har været sammen i 9 måneder. Han er det bedste menneske i hele verdenen, men vi skændes bare så tit.. Jeg er rimelig sikker på, at det er pga. aldersforskellen, og pga. at jeg "kun" er 19. Jeg er "lige" blevet voksen, hvor han har været voksen i mange år.. Jeg har lyst til at holde en pause, men alligevel ikke.. Jeg elsker ham! Men jeg har lyst til at prøve, at komme ud i et andet forhold, komme ud og savne ham.. Øv.. Historien er egentlig meget lægere, og der er mange detaljer, men jeg orker bare ikke at skrive det ned.. Håber bare, at både ham og jeg kan blive enige om et eller andet..:trist:

0503

0503

 

Den glade banan

ligner mig i dag. Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg søger ind på drømmestudiet i år. I dag fik jeg så det, jeg har ventet på i denne uge: et kvitteringsbrev fra universitetet, der beviser, at de har registreret min ansøgning og er igang med at behandle den! På en måde er dette brev langt vigtigere end selve optagelsesbrevet, for jeg ved, at så længe alt det praktiske går, som det skal, så er jeg sikret en plads. Heldigvis har jeg i mine gymnasieår været så målbevidst, at jeg kom ud med et gennemsnit på 11,6. Det betyder, at jeg ikke behøver at sidde og krumme alt for meget tæer, selvom universiteterne oplever en kæmpe stigning i antallet af ansøgere. Og det er en stor lettelse! Så nu er det bare med at vente de sidste 15 dage på, at det bliver officielt. Jeg glæder mig så meget Sådan her står det på universitetets selvbetjening: Prioritet 1: Psykologi (kvote 1) Adgangskrav opfyldt

Orchidaceae

Orchidaceae

 

Jeg bliver SINDSSYG af at vente!!

Undskyld mig, men nu skal jeg lige af med det: FOR HELVED I SATAN, der har bare SÅ meget at ligge et fucking forpulet svar i min postkasse i dag! I DAG!! IIIII DAAAAAAAAAG!!! Jeg kan simpelthen ikke længere sige; "nå, øv øv ikke noget svar i dag. Hmm, okay jeg KAN vel lige vente til i morgen så. - måske kommer svaret dér. Èn dag mere, kan jeg godt vente". Ikke mere! Jeg ikke kan ikke længere vente til i morgen, som så bliver til i overmorgen, som så bliver til fucking 100 år! Det SKAL være i dag! Jeg vil have svar!! Jeg vil have noget konkret at forholde mig til. Jeg bliver SIIIIIIIINDSSYG af denne uvished. Please please please, giiiv mig nuuu det svaaaar!!!! Min hjerne kredser om svarets udfald KONSTANT! Hvad nu hvis..., og hvad nu hvis..., men hvad skal jeg så i tilfælde af...., og hvad så med.., hvornår..., hvordan..., hvorfor egentlig... PIK! Suk, det bliver jo garanteret heller ikke i dag. "men der er jo også en dag i morgen...baaah"
 

løgnagtig menneske !!!!

Jeg er sømand og har sejlet langfart i over 20 år. Jeg startede i 1962, 15 år gammel. I 80,erne indførte man begrebet DIS, Dansk International Skibsregister. Det betød at rederne nu kunne ansætte udenlandske søfolk i Danske skibe til en hyre kun 3. landes søfolk kunne sejle for. Det betød at mange menige danske søfolk blev smidt i land fra de danske skibe og mange af os måtte finde anden arbejde i land. Det bevirkede også at Sømændenes forbund mistede så mange medlemmer at en lukning af forbundet var overhængende, dette blev dog reddet ved en sammenlægning til SID, 3F. Fætter Mærsk gik i forhånd og mange søfolk mistede en arbejdsplads. Da så Mærsk kunne nedsætte omkostningerne fulgte de andre større rederier naturligvis efter til skade for vores arbejds pladser, vi blev etnisk udrenset. Der var så kun småskibene tilbage, men det stoppede også. Jeg kender kun et rederi der i dag har ren dansk besætning ansat, det er et lille rederi med 4 skibe. Her til aften hørte jeg så i tv en fru Pia Voss fra Rederiforeningen udtale at mindst 80 % af ansatte på danske skibe var danske, DET ER LØGN, at du tillader dig at fyre en så stor løgn af i tv er utilgivelig, fy for fanden, du må have en allerhelvedes dårlig smag i din løgnagtige hals. Jeg tager gerne en offentlig debat med dig. Mvh, Bjarne Skov Poulsen. PS.: En befaren (voksen) skibsassistent (matros) har i de små skibe i dag en hyre på kr. 14.500,- og måske lidt overtid pr. måned, vil fru Pia Voss med familie leve for det ?

m.s.sibonga

m.s.sibonga

 

Kompleks i en kold sommer

Når jeg ser, hvordan andre på min alder tilsyneladende har det legende let med så mange ting, så melder bitterheden sig. Hvorfor har de det lettere end jeg? Har de bare en bedre omgangskreds og forbindelser, der skaber broer til flere muligheder, end jeg har? Er de mere begavede? Er jeg grim? Er de fordi de ikke er så hæmmede og tynget af ødelæggende "men"'er? Mange spørgsmål, sikkert med tilsvarende eller flere svar. Svar som jeg sikkert ikke får, og hvis jeg gør er der ingen garanti for, at de er endegyldige eller for den sags skyld rigtige. At få et svar er jo ikke nødvendigvis lig med sandhed. Det har jeg for længe siden erfaret - og dét til trods er jeg stadig (til tider) temmelig naiv. Ironisk egentlig. Jeg er på en og samme tid ufattelig naiv og ekstrem paranoid. Et paradoks jeg dagligt kæmper med for den gyldne mellemvej kan jeg ikke begribe. Så jeg hælder enten til det ene eller det andet og resultatet bliver nærmest det samme -- jeg bliver røvrendt. Jeg har endelig efter mange år lært, at livet går videre selvom jeg bliver sparket ned. Jeg har valget mellem enten at blive liggende og se verdenen gå videre og fylde mig med bitterhed over, at jeg er faldet udenfor strømmen, eller jeg kan rejse mig op, børste skidtet af og fortsætte med strømmen vel beredt på hvad der kan vente mig næste gang uheldet skulle være ude. For det slemme ved at blive såret er vel, at man ikke forventede den? Ikke at forbinde det med, at det er det absolut slemmeste for dét, man såres over, er vel det værste, går jeg ud fra. Den ubehagelige overraskelse er jo netop, at det er en overraskelse. Dvs. noget man ikke forventede. Man er så at sige fuldstændig sårbar, når det sker. Det gør fanme ondt. Meeeeen man hærdes jo. Siges det. Det varierer så, hvor meget man hærdes efter hver gang. For der bliver mere end én gang, og graden af hændelsen kan også variere. Så ordsproget "Hvad du ikke dør af, gør dig stærkere" er ikke helt korrekt, omend den da kan være vejledende. For de rigtige altså. For altså nok er der ting, man ikke dør af, men at sige man derfor bliver stærkere er mig en kende for naivt og blåøjet at påstå. Jeg ved i hvert fald ikke, hvor godt det er at være 'stærk', når jeg indeni føler mig knust og ødelagt. Bevares, jeg er blevet bedre rustet og beredt for de ubehagelige konsekvenser af at være til her i verdenen, men jeg vil ikke betegne det som styrke. Om noget vil jeg mene, at det er en svaghed at have behov for at beskytte sig selv for "hvad nu hvis"'er med adskillige undskyldninger, isolering og følelseskoldhed. Ikke dermed forstået at det er slemt, men bare ukorrekt at forbinde det med styrke. Styrke er - for mig - en vilje. En vilje til at kæmpe. En vilje til at undergå adskillige fysiske og psykiske smerter. En vilje til at tage en risiko velvidende, at det kan gå galt. En vilje til at sige "Ja, jeg er svag" men trodser den. Alt for at opnå sit mål - at komme videre, at blive bedre og bevæge sig med verdens strøm, velvidende at det vil gøre ondt. Men sådan er det, for en verden uden smerte er også en verden uden balance. Acceptér det - og dermed acceptere, at shit happens, but life goes on. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. If life throws you grapes, make lemonade. Øjn mulighederne, selvom de ikke altid kommer med det samme. Alt det der. Det er - i meget grove træk - den filosofi, jeg føler for tiden. Livet er jo for kort til at gå ned med flaget. Men hold kæft, det er svært at lade være. For når man i sårbarhedens tilstand udsættes for den ubehagelige overraskelse, så ryger al viljen og styrken. Og så skal man til at genvinde disse med en helt anden vilje og styrke. Fuldstændig paradoksalt og besværligt. Men hvad, verden er vel bare i det store hele et paradoks? Vi forklarer alt med logiske deduktioner, men verdens balance har ingen gyldne retningslinjer eller mellemveje. Når vi tror, vi har fået en god forklaring eller teori, så kommer der straks noget uforventet - igen det med den ubehagelige overraskelse - og maner det til jorden. Man skulle tro, at det er af ren frygt at der dannes forklaringer og teori baseret på logiske sammenligninger hvorved man finder 'den røde tråd', for ligesom at forklare - eller undskylde? - det, der sker rundt omkring. For det man ikke forstår, det frygter man vel? Og så kan man enten forklare sig ud af det (og derved opnå en, måske indbildt, accept) eller foragte/benægte det. Vi kan ikke acceptere, hvad vi ikke forstår, for det falder os ikke naturligt ind. For vi skal have en forklaring. Jeg kan fx ikke acceptere, hvorfor folk har behandlet mig så dårligt gennem det meste af mit liv, fordi jeg har ikke nogen forklaring for, hvorfor de gjorde det. Jeg accepterer, hvad der er sket selvfølgelig, men årsagen kender jeg ikke og derfor kan jeg ikke acceptere det. Derfor tyr jeg til at forklare det med, at de da også var nogen forkvaklede mennesker, de havde selv problemer og så videre og så videre. Jeg finder på svar, som ikke kan garanteres er rigtige! Jeg startede med at hade disse mennesker. Jeg forstod dem ikke, jeg vidste ikke, hvad der gik gennem deres hoveder. Derfor havde jeg kun negative følelser mod dem. Så blev jeg mere 'pædagogisk' og begyndte at forklare dem. Men sandheden forbliver det samme - jeg kender og forstår dem ikke. Jeg indbildes og indbilder mig selv en logisk deduktion for at slippe for de negative følelser. Lidt ligesom jeg gør ud fra nuværende problemstilling. Jeg finder på svar for, hvorfor mine jævnaldrende tilsyneladende har det lettere end jeg. For at beskytte mig selv mod min egen bitterhed. Jeg kommer nok til at danne svar baseret på mine egne svagheder. Måske i et desperat forsøg på at virke stærk. Men min styrke kommer ikke af at sidde og kværulere på en halv-kryptisk måde. Jeg skal lette røven og komme videre. Og med det afslutter jeg denne blog entry.

chatseh

chatseh

 

Udlængsel

Sommerferie er jo lige hvad jeg får tiden til at gå med i øjeblikket og eftersom hverken økonomien eller tiden er til de store udlandsrejser hoppede jeg på Øresundstoget og tog til broderlandet. Nærmere bestemt var kursen sat mod Lund. Nemt og smertefrit må det siges at være at sætte sig ind i toget og en time senere stå af igen. Har fået dagen til at gå med at vandre rundt på byen på må og få, udnytte at den svenske krone er billig og der tilmed var "REA" (udsalg), være eftertænksom i domkirken og dase i botanisk have i solen med en kanelbulla og noget at drikke. Det var vist der den ramte mig- rastløsheden og udlængslen. Jeg vil ud. Ud i verden. Opleve, leve. Jeg er slet slet ikke færdig med at se verden og kan snildt forestille mig at rykke op og ud om et par år når jeg har fået noget erfaring på bagen. Sådan for en længere periode. Og priser mig i den sammenhæng lykkelig over, at jeg er uddannet til et fag der er ret universelt. HVOR jeg skal hen vides ikke. Selvfølgelig er der i første omgang ferier - store som små- til fjerne og mindre fjerne destinationer. Men sådan på sigt, så er både Norge, Irland, Holland og Afrika inde i billedet. Og Sverige. Jeg har altså et eller andet for det land. Jeg ved godt, at udlængslen i høj grad hænger sammen med trangen til at der skal ske noget nyt. Nye udfordringer, der vender op og ned på alt. Som jeg bliver kastet ud i og skal håndtere. Ikke bare dagligdags udfordringer, men dem der giver oplevelser en masse og sætter dybe spor i sjælen. Ud, ud under åben himmel.

alphilia

alphilia

 

Feriestress....

Jeg tror, jeg er ved at få ferie-stress, hvis der overhovedet er noget der hedder sådan. På fredag går jeg på ferie i 2 uger – og nøj, hvor er der mange ting jeg gerne vil i de 2 uger. I den første uge er jeg bundet derhjemme, idet kæresten ikke har ferie. Men der er så mange ting, at se til derhjemme. Min TO DO-liste for ferieuge 1: - Sy nye betræk til puderne. - Sy nye gardiner - Lav inddækning til vinduesparti i stuen - Gør køkken skinnende rent - Sæt bageplader og ildfaste fade i blød i brun sæbe og salmiak - Gør ovn + mikro skinnende rene - Læs min. 3 bøger (klar til afhentning på biblioteket) - Se 11 afsnit af Criminal Minds - Se 8 – 10 afsnit af CSI: New York - Sov længe - Afprøv alle de nye og spændende madopskrifter som er indhentet i den seneste tid - Fyld fryseren op med portionspakket mad, så det bliver nemt senere hen Puuhhhhh….. Underligt, at man kan føle sig stresset over noget man gerne vil. For jeg VIL jo gerne få styr på alle disse ting. Men på samme tid, er jeg bange for, at jeg får sat barren for højt for mig selv – specielt, hvis det også skal føles som om, at jeg holder ferie. Nå, men nu har jeg i det mindste fået noteret de ting jeg gerne vil – så behøver jeg ikke gå og tænke over, om jeg glemmer noget. Og jeg kan hakke af, når jeg har nået et punkt.

MissIce

MissIce

 

Hjemkomst efter ferie!

Så er det en ugen siden vi kom hjem fra ferie i Italien, Gardasøen! Jeg havde aldrig troet jeg ville elske camping, mig et hotel-luksus-dyr... Men det gjorde jeg! Alle 14 dage.. Også selvom vi skulle dele wc med resten af campingpladsen og ret mange oplevede mig som et ikke-morgen-menneske, med konstant dårlig hårdage.. Lejligheden har indtil i dag, lagt i rod, poser, tøj, sko og alt andet vi havde med. har bare lagt OVER ALT.. Det har været alt for varmt til at lave en pind overhovedet, så en regnvejrsdag som denne skal bare udnyttes, og efter endt rengøing skal jeg belønnes med chokolade og en lille drink!! Man er vel stadig lidt på ferie..

Mrs.Rachel

Mrs.Rachel

 

Mænd

Mænd- eller mangel på samme er altid et interessant emne der kan diskuteres,debatteres og dissekeres i en uendelighed (og bestemt også så meget at det af og til skader mere end det gavner er jeg overbevist om). Med masser af tid og masser af tanker og især med (endnu) en date, der ikke blev til mere er det et emne der optager mig en del i disse dage. Nogle siger, at mænd er ukomplicerede, jeg ved nu ikke rigtig om jeg er enig. Af en eller anden grund så synes jeg jo altid, at jeg render ind i de forkerte typer. Typisk morfar-typerne der kysser skidt, men er enormt søde, så søde at det rigtig hurtigt bliver alt for omklamrende. Der er jo ikke noget galt i at være sød og til 2 lys på et bord-romantik, det er bare ikke den type JEG har brug for og jeg under dem af hele mit hjerte en sød og dejlig kæreste. Selvfølgelig er det ikke kun mændene der er forkerte, det handler jo også om mig og min tilgang. Med en god hverdag jeg er glad for og som et ret normalt menneske, både af udseende og intelligens undrer det mig jævnligt at det kan være SÅ svært at møde en man svinger med på flere planer. Uden at glorien skinner FOR meget, så synes jeg egentlig, at jeg er åben og rummelig og stiller realistiske krav til de mænd, jeg gerne vil date. Jeg synes jeg gør hvad jeg kan for at ændre på de mønstre jeg ved findes inde i mit hoved og som stikker sit grimme fjæs frem når nogle begynder at komme lidt for tæt på. Men det er sq svært. En af de ting, jeg rigtig gerne vil ændre er min tilgang til hele projektet Kloge hoveder vil sige, at jeg skal holde op med at overtolke og overanalysere og være glad for mig selv- så kommer han når man mindst venter det. Jeg er ikke utilbøjelig til at give dem ret, men for fanden det kan være svært at vente når man er møg-utålmodig;)

alphilia

alphilia

 

Kærlig weekend

Fredag endte vi med at tage ud på vores gamle kollegie. Hvor vi mødtes.. Det var hyggeligt og jeg var superflot synes jeg da selv. Men varmen havde gjort sit indtog på vores kroppe og da så naboen skrev at frk.hund larmende forsøgte at samle flokken tog vi hjem. En smule lettede faktisk, over at have en undskyldning for at smutte hjem og sove. Selvom 10 km ikke lød særlig spændende på cykel. Men det var køligt og rart. Lørdag var sådan lidt lala. Hr.kæreste skulle egentlig ned og træne men så insisterede hans venner på at han skulle ud på kollegiet igen, og spille fodbold og blive der HELE dagen. Jeg var ikke helt tilfreds. Vi skulle jo have hygget og følges derud senere til aftensmad. Men, jeg lod ham smutte. Jeg gad ikke høre på "hvornår kan du være klar??????....???". Som fredag hvor jeg også lod ham smutte halvanden time før fordi han bare stod og trippede midt i aftensmaden. Men altså, lørdag aften blev så dejlig.. Vi tog frk.hund med og mødte kammeratens søde nabo. Og hendes 9 uger gamle papillion. NÅÅÅÅRH.. Jeg ville så gerne have den med hjem. Og 2 minutter efter vi har mødt hende første gang langer hun den der lille bitte klump pels med ører over til mig og siger "du må gerne holde ham.." Åhh.. .. Jeg kan slet ikke stå for de små hvalpe... Frk.hund er dejlig.. Den allerdejligste hund i hele verden, men hold da helt op hvor var den lille der dog sød! Så snakkede vi lidt med kammeratens nabo og lod hundene snakke lidt, og så var der hjerter i flødesovs med kartoffelmos og øl til. Og så var der bare hyggedruk med hr.kærestes kammerat, kammerats lillebror og et par piger der stødte til senere. Vældig hyggeligt. Og så i baren. Frk.hund fik ansvaret for at vogte kammeratens lejlighed i sin spritnye kurv jeg havde fragtet med bag på cyklen. Og så var der 80'er tema.. Og der var "Vågner i Natten" med hr.kæreste som så mig dybt i øjnene og skrålede med mig og sagde "Du har bare den dejligste stemme"... (Så så man lige mig smelte helt der!).. Og så var der dans og hr.kæreste forsøgte at bestille "Vågner i Natten" igen, og efter 3.gang (og to omgange "Midt om Natten") kom vi på dansegulvet og skrålede og dansede tæt igen.. Åh hvor var det bare ... Helt enormt romantisk! Og så spillede de Lis Sørensen mens vi stod der og lige som man bare ikke troede det kunne blive bedre læner lækre hr.kæreste sig helt ind til mig og synger "læg din varme kind, ind mod min, og lad mig hviske jeg er din"... Og så kiggede han på mig med de der søde varme strålende øjne på den der helt specielle frække flirtende måde, så det var næsten som vi lige havde mødt hinanden og bare stod og skulle have hinanden for en enkelt nat.. Det var supernice....Jeg blev lige forelsket 20 gange i minuttet der.. Der var bare ingen andre end os i hele verden, lige der... Så kørte vi hjem, mig med frk.hund i cykelkurven og hendes kurv på bagagebæreren, egentlig lidt skidt og lidt snaldret, men ellers i godt humør det meste af vejen indtil hr.kærestes brok over at det var koldt og hans ben gjorde ondt og hans fod gjorde ondt og hans hovede, og maven og han var fuld og der var langt og hele verden var bare imod ham. Så bad jeg ham holde kæft og sagde at så måtte han lære at tage sko på når han skulle spille fodbold og i øvrigt lade være med at vælte sådan rundt. Vi var hjemme kl. 4. Til kolde røde pølser. De billigste mest sundhedsskadelige man kan få i Rema. <3 Og idag... Så vi watchmen. (Verdens allermest længste film!) og så blev det hele lige lidt kærligt igen. Og igen. Og så ned og soppe rundt i Odense Å. Og jeg fandt en gammel forstenet hestetand. Måske. Og jeg fik nutella-mad. Og nu er der lasagne om lidt. Og cola. Jeg er i himlen i dag. Den kærligste himmel der findes..

Potemis

Potemis

 

Venindepjank

Okay. Jeg er bare ikke den der festlige slyngveninde som skriver "skaaath" og "knuzz" i alle sms'er. Faktisk tror jeg nærmere at mine veninder ville skrige af grin hvis jeg gjorde det eller spørge om den sms var til dem. Men anyway. Jeg er ikke den der pangfarveveninde der møder op hver lørdag i nye leopardprikkede sko og kender forskellen på pumps og stilletter. Ej heller er jeg den veninde man ringer til hvis man lige står og mangler råd om hvorvidt man skal købe de fede D&G jeans eller must-have-sweateren fra sand. Faktisk er jeg ikke engang den veninde der står ´øverst på listen over folk man inviterer til fest. Faktisk bliver jeg sjældent inviteret til fest. Jeg plejede endda at være lytte-veninden man ringede til hvis man var trist. Men hvad er jeg nu? Veninde, det er jeg ikke i tvivl om. Lytteveninde, af og til. Nok nærmere msn-veninde. Mangler jeg den der hjerteveninde man er sammen med hver dag? Både ja og nej. Jeg mangler hende, til opløftene samtaler hvor det ikke handler om hvor træls kæresten er og hvor trælst man har det hele tiden. Jeg mangler hende, hende der den totalt perfekte søde glade pige, som er glad for at røre sig, kan lide hunde, kan grine lidt af sig selv i fitnesscenteret, som elsker is, som elsker at tage fine billeder, som gider gå tur i parker om efteråret bare for at se bladene falde ned, som gider shoppe nyt tøj på udsalg, som kan tøsefjante og være bundseriøs, som kan drikke og spille computerspil og se det smukke i en pose blandselv slik til biografturen. Hende savner jeg. Tror jeg. For jeg har jo aldrig rigtig haft hende? Og dog, jeg har haft hende en gang. Men hun var så negativ omkring tingene at jeg ikke kunne holde ud at snakke med hende om seriøse ting til sidst. Findes der mon en ny? Hvor skal man lede, og skal man overhovedet lede? Skal man måske acceptere at skæbnen tildelte mig chancen da jeg var yngre men at jeg var for dum og indelukket til at tage den? Og egentlig, så kan jeg jo godt lide at sidde herhjemme. Gå med hunden.. Se film med hr.kæreste.. Bage boller uden indblanding og alt det der. Og jeg har hverken råd eller lyst til at tage på druk hver weekend mere. Og man kan jo ikke rigtigt få en veninde på deltid. Det var så meget nemmere da man var barn og man bare kunne stille sig ved siden af en eller anden og lave lidt fagter og pludselig var man en del af sandkasselegen uden egentlig helt at vide hvad det hele gik ud på.

Potemis

Potemis

 

Afsløringen

Jeg kan godt afsløre at jeg fik bagt de boller der. Og at bolledej der virker som (og ligner) cement med gulerod i, godt KAN blive til noget alligevel. Jeg måtte grine højt af mig selv da jeg stod der med en bolledej der kunne stå op i luften selv, og jeg vil vædde med at havde jeg kastet en klat på væggen havde den siddet der endnu. Men de blev okay. Meget meget tunge. Fordi jeg kom næsten et helt kilo rugmel i. Men nu er der da blåbær/kakao/tranebær/gulerods/æble-grovboller klar til fryseren. Og så kan jeg også afsløre at fitnessworld er nogle fjumrehoveder hvad angår udluftning i deres centre. På sådan en varm dag som idag sveder man ret meget. Og det hjælper ikke på det at stå i en lille indelukket sal med 10 andre og springe op og ned af en stepbænk. Men jeg klarede 2 timer. Så jeg er stolt. Nu er risene næsten kogt. Jeg har overladt det til hr.kæreste at få kogt vand og putte risposer i. Det næste skridt, hvor jeg så tager over, er at få risene ud af posen, ned i gryden med lidt let fløde og karry, og skære mørbraden over og få den stegt. Og så kan jeg komme med endnu en afsløring. Jeg ville sælge mit højre ben for en iskold cola. Ligenu. Nogen der mangler et ben?

Potemis

Potemis

  • Blog statistik

    1.737
    Blogs i alt
    1.601
    Indlæg i alt