Blogs

 

Hvor er jeg træt af at vente...

Her til morgen finder jeg ud af, at bogen om mit kriminelle liv fra slutningen af 60'erne til slutningen af 80'erne,- eller for at være helt nøjagtig til den 10.januar 1991,- ikke kommer ud,- som planlagt, 1. september, men er blevet skubbet til den 29. september... Hold da op hvor er det bare pisse irriterende, nu er det næsten 2 år siden vi startede på bogen, så jeg er lidt utålmodig for at se mit kriminelle liv på tryk... Det er ikke noget at prale af, og så alligevel... Der skal sgu noget til at stille sig frem og fortælle sådan en historie, men nu er historien fortalt,- og så må jeg bare se,- hvordan det hele bliver modtaget... Her er hvad Gyldendal skriver i sin presseservice/pressemeddelelse: Kai Bo Rasmussen var i forholdsvis lang tid forbryder. Tyveknægt, hæler, pusher. Og han var i pornobranchen og havde natklubber, værtshuse og solcentre for at hvidvaske sine narkopenge. Bl.a. var han indehaver af Keyhole, den første klub med "live show". I 70'erne tjente Kai 50.000 på en enkelt dags arbejde, og han kunne gøre det lige så tit, han havde lyst. Det var mere et spørgsmål om, hvor mange penge, han ville ha'. Men Kais kriminelle løbebane blev i begyndelsen af 80'erne stoppet. Han havde været inde at brumme før, men nu begyndte lokummet for alvor at brænde. Politiet vidste alt. Virkelig ALT, og Kai kunne simpelthen ikke regne ud, hvem stikkeren var, for at der var en stikker var åbenlyst, og det måtte virkelig være en insider. Først under retssagen gik det op for Kai, at stikkeren var hans kone. Hun havde solgt ham for at få guldbajere. I bogen fortæller "Røde Kai" om sin kriminelle fortid. Om indre København i 60'erne og 70'erne, hvor det var muligt for en "ærlig tyveknægt" at tjene en god klat penge og stadig have æresbegreberne i behold - deres egne i hvert fald. Røde Kai sad inde fra efteråret 1975 til februar 1977 og fra 1982-84. Røde Kai har taget sin straf, og er nu helt ude af miljøet. Han er fantastisk til at sætte farver, lugte og stemninger på sine på en gang barske men også meget underholdende historier. Turen går primært op og ned ad Istedgade men også til Oslo og til Marokko, hvor Kai selv valgte og forarbejdede sin hash. 'Det var virkelig fine sager!' som han siger. KABORA...

Kabora

Kabora

 

Tid.....

er en underlig størrelse. Jeg kan noget, ikke så mange kan: Jeg kan det meste af tiden, også når jeg vågner midt om natten, uden først at se på uret fortælle hvad klokken er - og med en meget lille fejlmargen. Ikke helt så godt som Mac i "Interne affærer", men godt nok til at det i omgangskredsen ofte trækkes frem som en (for mig træls) selskabsleg-agtig kuriositet - jeg er blevet "testet" til fester utallige gange, og jeg kan med sikkerhed sige, at jeg har hørt sætningen "hvad er klokken" TUSINDE gange mere end de fleste. Jeg har tænkt over, hvad det er, og er kommet frem til, at det bare er min hjerne, der meget hurtigt og ubevidst analyserer og samler informationer om sådan noget som lysets mængde (om det er nat/dag, hvor højt solen står på himlen og i den stil), aktiviterne der har været og er i gang og deres varighed (fra sidst jeg bestemte tiden) og så ud fra det giver et kvalificeret gæt. Men bare engang imellem kommer selv jeg til kort. Som nu, hvor jeg sidder på jobbet og prøver at få tiden til at gå. Jeg arbejder såmænd, men med så kedeligt materiale at det kniber med koncentrationen. Så er det, jeg kigger på uret på pc'en: 10.16 tik tak tik tak 10.17 tik tak tik tak 10.20 tik tak tik tak...gaaaaab! tik tak tik tak 10.24 10.27 NU må klokken være næsten 12. Eller var det bare 10.30. Tjah, behøver jeg sige mere? Tid er s'gu noget underligt noget. I morges nåede jeg dårligt at trække vejret og strække mig, før udgangen af sengen var blevet til udgangen af hoveddøren - og nu sneeeeeeegler tiden sig af sted! Mon det er samme tid, vi har med at gøre? Jeg tillader mig at tvivle. 10.45 tik tak tik tak 10.47. tik tak...

p-m-s

p-m-s

 

Utilstraekkelig, paranoid eller maaske bare ikke god nok?

Ja, saadan en blanding af ovenstaande foelelser har jeg desvaerre ret tit. Som oftest i forhold til andre mennesker. Jeg har saa svaert ved at tro paa, at andre mennesker rent faktisk kan lide mig. Haha, det lyder fandme dumt naar jeg saetter ord paa det, men for at give et eksempel. Kaerestens venner og familie opfoerer sig altid meget paent og venligt over for mig, men jeg kan alligevel ikke lade vaere med at sidde tilbage med en foelelse af, at de ikke oprigtigt kan lide mig - at de opfoerer sig saadan, fordi de boer af hensyn til min kaereste. Jeg kan godt selv hoere hvordan det lyder Jeg ved jo godt hvor det stammer fra. En barndom praeget af mobning, og foraeldre der aabent har erkendt at de ikke kunne elske mig som de kunne elske mine soeskende. Den slags saetter naturligvis sine spor. Men hvordan kommer man saa videre derfra? Siger man bare til sig selv, at folk selvfoelgelig godt kan lide en? Eller dealer man bare med, at man maaske ikke noedvendigvis er en person som alle elsker. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg er ret traet af, at vaere paranoid, og foele mig utilstraekkelig paa naesten daglig basis.

Blaine

Blaine

 

Generelt om bryllupsfotografering

Når vi kigger på billeder fra barndomstiden, opdager vi at minderne ofte hænger sammen. Du har måske mange billeder hvor du ikke husker ting som skete omkring den dag eller måned, men fordi du har set på billederne mange gange gennem tiden, så har begivenhederne omkring tidspunktet på en eller anden måde printet sig fast i hukommelsen. Billeder hjælper os med at huske minderne bedre resten af livet. Hvorfor koster fotograferingen som den gør? Det er sandt, at I skal investere for at få gode billeder. For at sætte det lidt i perspektiv med andre bryllupsomkostninger, så vil fotograferingen som regel udgøre 5-20 % af det samlede budget. Pengene er givet godt ud når man tænker på billederne er eneste håndgribelige minde fra dagen i årene fremover. De forskellige priser fotografer opkræver, er en indikator for geografi, erfaring, udstyr og kvalitet af det arbejde hver fotograf producerer. Billeder er som så meget andet i denne verden, pris og kvalitet hænger sammen! Hvad bør du være opmærksom på når der vælges fotograf? Hvad er det I vil have? Undersøg fotografens personlighed, duelighed og stil. Det er vigtigt at I finder en fotograf som laver billeder på den måde I ønsker jer. Ingen anden vil følge jer tættere på dagen end fotografen. En god kemi skal være tilstede mellem jer og fotografen. Det sidste I vil have er en dårlig oplevelse som overskygger bryllupsdagen. Duelighed fordi jeres fotograf skal have evnen til at forevige dagen på en måde som I vil nyde at se på resten af livet. Lige meget hvor lille eller stort jeres bryllup er, er det måske bare et øjebliks svagt glimt som bagefter er i vores hukommelse. Bryllupsbilleder er unikke og derfor vælg jer en unik fotograf. På bryllupsmagasinet anbefaler de mange fotografer se dem her: http://bryllupsmagasinet.wordpress.com

bryllupsfotograf

bryllupsfotograf

 

Bryllupsfotograf Valget – en huskeliste

* Skal jeres bryllupsfotograf være til stede før, under og efter vielsen ? * Betales der en fast pris eller betales der pr time ? Hvad koster evt. ekstra timer ? * Kan der tilbydes forskellige tilbud ? * Hvor meget er inkluderet i prisen ? Koster albummet ekstra ? Hvad er prisforskellen koster på bryllupsfotos og video ? * Er jeres bryllupsfotograf villig til at følge en liste over ønskede billeder- ( steder og positioner ). Fx hvis i gerne vil have taget bryllupsfotos på utraditionelle måder eller steder. * Har jeres bryllupsfotograf brug for en assistent eller specielt udstyr på dagen? * Indgår evt. transport i prisen (hvis jeres bryllupsfotograf kommer fra en anden by )? * Hvis I påtænker at jeres bryllupsfotograf skal følge jer hele dagen, så sørg for at der er bestilt mad. Aftal evt. hvor mange pauser og af hvor lang tid. * Hvis uheldet skulle være ude, kan der så blive skaffet en anden bryllupsfotograf hurtigt og er det muligt at se noget af dennes tidl. arbejde ? Kan jeres bryllupsfotograf evt. allerede på forhånd give jer telefonnummeret på en “plan b”? * Hvor lang tid vil der gå efter brylluppet før I kan forvente at billeder / video er klar til afhentning ? * Hvornår kan I udvælge de bryllupsfotos I ønsker at beholde ? Hvad med resten af jeres bryllupsfotos? Skal de betales, bliver de destrueret eller gemt ? * Kan I forvente at jeres bryllupsfotos bliver udstillet i fotografens udstillingsvindue eller på vedkommendes hjemmeside eller kan I frabede jer dette ? * Hvor lang beholder jeres bryllupsfotograf negativerne eller de digitale billedfiler? Er det evt muligt at købe dem ? * Hvem ejer rettighederne til jeres bryllupsfotos * Hvor lang tid før skal der bookes en tid ? * Hvad gør I, i tilfælde af sygdom og aflysning fra jeres side? * Kræves der depositum ? * Sørg for at få skrevet alle aftaler om tid, sted og pris ned på papir. Husk også at det gælder sidste øjebliks rettelser. * Hvad med forsikring – skal I sørge for en forsikring af jeres bryllupsfotograf og har bryllupsfotografen en forsikring, der dækker, hvis vedkommende forvolder skade på ting eller personer til brylluppet? Hvor skal jeres bryllupsfotos tages ? Ude eller inde ? Hvad gør I i tilfælde af dårligt vejr ? Find nogle alternativer sammen med jeres bryllupsfotograf. Lad evt nogle engangskameraerer ligge på bordet, så bryllupsgæster kan være med til at lave nogle snapshots. En bryllupsfotograf kan ende med at være dén vigtigste person, I bestiller til jeres bryllup – bryllupsfotos er jo dokumentationen af jeres bryllup! Læs mere på http://bryllupsfotograf.wordpress.com

bryllupsfotograf

bryllupsfotograf

 

Valg af lokation ved bryllupsfotografering – Det aller vigtigste

Når en dygtig fotograf arbejder, skal han inspireres til at yde optimalt hvergang. Placerer man selv den bedste fotograf i en kedelig park hver lørdag i et år igennem, vil denne brænde ud og ende som skotøjsfabrikant i Nepal! Når i skal planlægge jeres bryllup, er det vigtigt når i når til punktet “Bryllupsfotograf“, at i gør jer MEGET STORE overvejelser om hvordan i bedst får jeres personlige udtryk frem i billederne, og hvad jeres bryllupsfotograf skal kunne levere! En god bryllupsfotograf kan lave billeder alle steder, men en god fotograf nyder også at blive præsenteret for en fed lokation. Hvad er så en fed lokation? En fed lokation kan være mange ting, det kan være steder man ikke nødvendigvis tænker over, som : En kornsilo, en havn, en gammel fabrik, et museum, et kunstgalleri, en bilkirkegård, vandrensningsanlæg, cementfabrik, en remisse, værksted etc. Vær kreativ og tænk lidt længere, for det handler om fotografens nødvendige inspiration. Alle kunsnere har brug for at blive inspireret og derfor skal i forsøge at motivere eller vække fotografens nysgerrighed, så billederne ikke “køres hjem på rutinen”. Danmark har fantastisk mange spændende steder, fyrtårne, fabrikker, gamle havneområder, store landsskaber og offentlige arkitekttegnede bygninger, teatere etc. Prøv at forhøre jer sådanne steder om muligheden for at få lavet jeres billeder sådanne atypiske og inspirerende omgivelser (for en fotograf). Det er sjældent et brudepar får nej, da alle synes den slags er et sjovt indslag i deres arbejdsdag. Se nogle billeder her til inspiration på: http://bryllupsfotograf.wordpress.com

bryllupsfotograf

bryllupsfotograf

 

At være bryllupsfotograf

Den erfarne bryllupsfotograf stiller sig hele tiden udfordrende overfor nye og spændende tiltag i fotografiets univers. Bryllupsbilleder er noget der for et par kun sker engang, og de skal derfor altid betragtes som det vigtigste minde fra den største dag i de flestes liv. Når vielsen er overstået, er der kun 2 fysiske minder tilbage : vielsesringene og bryllupsbillederne. Hvad gør forskellen i de gode og de mere almindelige bryllupsbilleder? - Især valg af lokation og parrets indstilling på at prøve noget spændende og anerledes gør forskellen. Vælger i en traditionel lokation som en skov eller en strand og hyrer en traditionel fotograf, så får i også kun traditionelle bryllupsbilleder. Få bryllupsfotografer, arbejder idag i Danmark med bryllupsbilledet som en fotojournalistisk tilgangsvinkel og disse fotografer er ofte mere og mere foretrukket frem for de klassiske bryllupsfotografer. Fotograferne ved Forevigt.dk og Bryllupsfotograf.se forsøger at lave anerledes og spændende nye tilgange til bryllupsfotografering. Ved at blande det fotojournalistiske med det kunstneriske, opnår de bryllupsbilleder der rykker i nye retninger. De lægger derfor også op til at de par som måtte ønske deres billeder lavet hos dem, at deres valg af lokation er ekstra spændende og kreative. Bryllupsfotograferne har idag nye opgaver end tidligere, man skal kunne mere end blot fotografere, man skal kunne fortælle en historie med sit kamera, man skal kunne arbejde fotojournalistisk. Det traditionelle bryllupsbillede, hvor parret står under et træ og siger “Cheese” er død indenfor de næste 10 år. Bryllupsfotograf og bryllupsbilleder i Jylland, fyn og sjælland. I kan her se en liste over bryllupsfotografer i Danmark: http://bryllupsmagasinet.wordpress.com/bryllupsfotografer/

bryllupsfotograf

bryllupsfotograf

 

”Kamphunde” – ”Mediernes magt” eller ”Uvidenhed og frygt går hånd i hånd”

Jeg kunne ikke blive enige med mig selv om, hvilken overskrift jeg skulle benytte, så alle tre kom på. ”Kamphunde” fylder så meget i medierne for tiden, at agurketiden vist af den grund er en saga blot - eller er det mon omvendt? Det er stort set umuligt at undgå emnet, når du færdes ude i samfundet eller på nettet blandt nyheder, debatter og communities, derfor skaber det også uundgåeligt nogle tanker. Først og fremmest: HVAD ER EN ”KAMPHUND?” Jeg kan huske nogle år tilbage, hvor majoriteten stort set kunne blive enig om, at ”kamphunde” ikke var en race for sig selv, og egentlig slet ikke eksisterede i vore dage, fordi vi ikke opdrager hundene til kamp. Derfor opstod begrebet ”muskelhund”, for noget skulle kræene kaldes, så de kunne adskilles fra menneskets bedste ven. Nu er der så gået inflation i ordene, og de benyttes om stort set alle store hunde, der kan tænkes at forestille en hund med muskler (som de vel alle har, men lad flueknepperiet hvile lige her). Alt for mange mennesker aner vitterligt ikke, hvilke racer der hører under den nymodens betegnelse. Der er en tråd på Jubii-debatten om uvidende forbipasserende, der har spurgt ejere til BRUNE LABBER eller JAGTHUNDE, om de var ”kamphunde”. Herregud, der er endda en med en MOPS, der var blevet spurgt, om det var en farlig hund. Nævnte debattråd om kamphunde For de mennesker, der ikke ved det, ser hunderacerne sådan ud: Især med mops kan jeg nok få et grineflip, for selv om jeg ikke kendte til racerne Pitbull og Amstaff, ville jeg have ret svært ved at se noget farligt i sådan en lille fætter. Men nogle lader tilsyneladende frygten skubbe al fornuft væk og reagerer i panik – måske endda så meget at det påvirker situationen og er medvirkende til, at det går galt? Det er jo ingen hemmelighed, at hundene er levende væsener, og som sådan reagerer de også på omgivelsernes reaktion, lige som vi mennesker gør. Hvis en mand i panik eller af lutter had/arrigskab sparker ud efter en hund, som ikke har gjort noget andet end at komme lidt for tæt på, vil hunden forsvare sig. Naturligt og da også forståeligt, selv om det ikke er så socialt accepteret i andet end hundekredse, at hundene bruger deres tænder til andet end at gnave i (foder)ben, men hvem ender til slut med skylden? Ikke manden, på trods af han startede det og kunne have undgået det med en rolig og fornuftig adfærd. Jeg læste forleden en meningsmåling på en af net-aviserne, tror det var BT: Er du bange for kamphunde? 43% svarede JA! ud af ca. 2000 adspurgte. Kort efter faldt jeg over en anden afstemning, hvor spørgsmålet denne gang var: Ved du, hvad en kamphund er? Her var der 37%, som svarede NEJ! ud af ca. 2500 adspurgte. Jeg skylder at melde, at det ikke var samme sted, og at jeg ikke kan huske nøjagtig, hvor jeg så den anden afstemning, men jeg blev ledt derhen via et link til noget andet på den første side, så sandsynligheden for at det også er sket for andre, er til stede. Tanken strejfede mig nemlig, at hvis de 37 %, som ikke ved hvad en kamphund er, også er blandt de 43 % skræmte borgere, så har vi en tendens, der for mig er mere skræmmende end en ”kamphund”. Uvidenhed og frygt har nemlig for vane at gå hånd i hånd, og vi har set, hvad der sker, når mennesker bliver skræmte. Så tager de deres (ofte i forvejen uvidende) hoved under armen og bliver sig selv nærmest og er bedøvende ligeglad med de mennesker – og dyr – som betaler prisen. De ser kun det, de frygter, som en stor sort masse, der skal elimineres for at få normalen tilbage - og de glemmer alle gråtonerne, når de dømmer alle på én gang. For det er trods alt nemmere at smide alle i samme kurv, når der skal bedømmes risiko, end det er at have besværet med at vurdere alle hver for sig. (Er der nogen, der efterhånden kan drage paralleller til andre ting, folk har frygtet, hadet og skyet gennem tiden?) Men altså mediernes magt! Hvor er de henne i alt det her? Medierne bestemmer, hvad de vil skrive om, og derfor bestemmer de også, hvad vi skal frygte. Hvis de skriver meget om overfald, bliver folk bange for at gå alene i mørket. Hvis de skriver meget om indvandrerbander, bliver der set skævt til indvandrere i grupper. Hvis de skriver meget om pigebander, begynder folk at sende deres pigebørn til selvforsvarskurser. Hvis de skriver meget om terrorisme, bliver vi bange for at rejse og laver så mange restriktioner, at det bliver et helvede at komme fra et land til et andet. Hvis de skriver meget om sundhed, røg eller fedme, smitter det af på samfundsholdningen, der langsomt, men sikkert ,ændrer sig i den retning, som medierne mere eller mindre bevidst peger. Også selv om vi ALDRIG har oplevet noget af det, vi læser om, selv. Frygten tager over, for når der bliver skrevet SÅ MEGET om det, må det da være sandt. Tager medierne ansvar for deres del i alt dette? Næh, det har de endnu aldrig gjort, så hvorfor begynde nu? Andre mennesker tager heller ikke ansvar for at være med til at sprede frygt og fordomme, for de involverede kan ikke selv se, hvor meget deres uvidenhed skader. De kan ikke se, at når de taler om ”de satans kamphunde, der overfalder alle”, men aldrig har set det med egne øjne, er det frygten, der taler – og de spreder fordommene videre, hver gang de taler negativt om ”kamphunde”, fordi nu er der endnu flere, der hører om det (der ikke er sket). De kan ikke se, at når de fokuserer på ulykker med muskelhunde, men helt glemmer ulykker med andre slags hunde (og med 5.000 totalt om året ER der nogen), så kommer det til at fremstå som om ”de bidske kamphunde” er i overmål – og fordommene spredes videre, fordi vi lige som med reklamer husker de navne på ting (og her racer), som vi hører mest. De glemmer, at når de ser alle hits på Google om ”kamphunde”, så er det oftest de samme artikler, blogs og historier, det drejer sig om. Det er ikke 10.000 enkeltstående tilfælde af ”kamphunde”-hunde, der bider i landet (antallet af hits stiger hver dag som et resultat af den stigende opmærksomhed og omtale, hvilket alene fortæller, hvor vi er på vej hen). De glemmer også at være bare en smule mere selektive og kritiske, hvad angår kilderne, de får deres oplysninger fra. Der kan godt være 50, der har skrevet om et overfald. Men hvem er de mennesker? Er historien sand eller beskrevet fra alle sider? Er det førstehåndsviden, eller er det gengivet i bedste ”fjer og fem høns”-stil? Skrives der også om alle de andre hundes overfald ud af de 5.000 bidulykker, der rapporteres hvert år, eller får ”kamphunde” speciel opmærksomhed, fordi det sælger? Jeg vil vove påstanden, at der ER forskel, for ellers mangler der en pokkers masse artikler om de almindelige hundebid. Bliver de endelig trykt, bliver de det med racen udeladt i overskrifterne, så det først fremgår i teksten, at det var en ganske almindelig hr. og fru Danmark-race, der gik amok, og ikke en ”kamphund”. Det skal jo trække så mange læsere til som muligt. Ikke umiddelbart noget at fordømme som sådan, for de gør jo ikke noget ulovligt. Men med tanke på at de fleste læsere kun skimmer overskrifter, kan det have en anden og mere skadelig effekt på langt sigt. Faktisk har en dyrlæge i politiets EGNE kredse (Pernille Hansen fra Justitsministeriets særlige hold af læger, der adfærdstester bidende hunde) lige udtalt til medierne (uden det pudsigt nok fik lige så meget opmærksomhed – se link til artiklen nederst), at muskelhunde ikke statistisk set er mere farlige over for mennesker, end andre ikke-muskelhunde-racer. Visse af muskelhundene har en tendens til at springe mere på andre hunde, men ikke på mennesker (ikke mere end andre hunde). Omtalte dyrlæge indrømmer endda OGSÅ, at en af årsagerne til, vi ikke hører så meget om andre hundebid, kan være, at politiet er hurtigere ude, når det gælder ”kamphunde”, mens andre racer kan nå at få 2-3 bid-episoder på samvittigheden, før de håndteres. Det er s’gu tankevækkende, ikke? Så – for din egen så vel som hundenes skyld – frem over skub frygten til side for en stund og inviter fornuften på en kop kaffe. Overvej hvad for en EJER, der er bag hunden, før du dømmer (eller lader din hund lege med) ”kamphunden” ( da det ofte bedre end racen kan give et fingerpeg om hundens adfærd) - for det er galimatias og spild af tid at gå og frygte for DIN egen sikkerhed i større grad, end hvis det var en ”almindelig” race. Frygt og negativitet smitter noget så grusomt. Nok fordi det også desværre samler folk. Sammen kan vi stå og støtte os op af hinanden, mens vi bekræfter hinanden i, hvor forfærdeligt det er. Det bliver DEM mod os (på den rette side) – selv om hvem ”dem” er, står lidt uklart, hvis vi går lidt mere ind i det. I hvert fald er det HER ikke helt tydeligt, hvilken race en ”kamphund” er - så for at være på den sikre side dømmes alle til at være det. Det er altså ikke holdbart eller særlig fornuftigt, det må selv det skræmte menneske kunne se? Min bøn er derfor (hvis du har fået tygget dig gennem helt herned til) : Tænk over det, næste gang du hører, ser eller taler om ”kamphunde”. Det er langt mere end du tror også dit ansvar, hvordan det her udvikler sig. Kamphunde bider ikke mere end andre hunde - Politik

p-m-s

p-m-s

 

Blomsterne

"Det er i sandhed sære tider. Skrækkelige, uhyggelige, dæmoniske, sære tider." Den lille bi har siddet i bistadets mørke atrium i mangen et år og studeret livet og de andre biers runddans fra en distance. Trygheden han har søgt, har hidtil undsluppet ham som det blad i vinden, han har søgt at sværme ned på jorden. Uden succes. Atriummet har båret præg af ensomhed og afmagt. Værnet har været et diabolsk fængsel på samme tid som en bekyttende livmoder. En dag søger bien audiens hos dronningen. "Hvad skal jeg stille op med det hele? Hvad er essensen af mit liv som bi?" spørger han skælvende. Dronningen sidder mageligt og betragter ham med kærlige øjne. Siger intet. "Skal jeg dø hér, uvidende?" Spørger han. Dronningen kigger fortsat på ham med de altfavnende øjne. Vingernes betryggende og konstante summen kan svagt høres fra den anden side af tronsalens døre. "Skal jeg overhovedet noget som helst?" råber bien nærmest ud i intetheden. Dronningen nikker let. "Ville det være bedre hvis jeg fløj ud i lyset, det forskrækkelige lys der omfavner den store, farlige verden udenfor?" spørger bien skælvende. Dronningen smiler bredt og flakser let med vingerne. Bien giver op og takker for audiensen og vender tilbage til sit atrium. Tankerne snurrer rundt i hans lille bi-hovede. "Hvorfor svarede hun ikke?" "Er jeg ikke engang et svar værdig?" "Skal jeg virkelig selv finde ud af det?" I selvsamme øjeblik som det sidste spørgsmål lyder, hører bien den knasende, gennemtrængende lyd af vægge, der knuses. Hele hans verden kollapser, han er bange som aldrig før. "Nej! Jeg må flygte! Jeg vil ikke dø! Alt andet end det!" Råber han igen udi intetheden. Lyset bryder igennem væggene til det lille rum, han har beboet i de sidste mange år. Han ser en ukendt eksistens og ikke mindst den ukendte eksistens' fugtige mule, der roder rundt ganske nær hans lille krop. Mangen en drone farer i flæsket på mulen, stikker efter den med deres våben. Mulen synes ligeglad. "Jeg må ud!" råber bien. "Hjælp mig ud!" Ingen hører ham. I ren panik farer han til sidst ret forbi det gigantiske dyr, der er ved at ødelægge hans hjem. Efter ganske få sekunder opdager han at han befinder sig i lyset, det han frygter mest af alt. Den vide verden strækker sig udi det uendelige for hans blik. Han søger tilflugt ved jorden. Gemmer sig for en stund. En tid lang sidder han dér i græsset og tænker. "Hvor skal jeg gå hen nu?" "Hvad skal jeg arme stakkel dog gøre?" Han bliver træt af tankerne der farer i hans sind og falder i søvn. Han vågner ved at der er noget der synes at kalde på ham. En stemme han endnu aldrig før har hørt. Han kigger sig omkring. "Hvor er den? Hvad vil den mig? Det MÅ være noget godt, for den lyder så dejlig." Han få øje på en stor plante der står ganske få meter fra ham. Planten har en rød krone og han opdager at det er herfra stemmen synes at komme. Forsigtigt flyver han derop og sætter sig, først på et af kronbladene siden - med forsigtige skridt - nærmere og nærmere, ind mod blomstens centrum. Stemmen er nu så intens, at den overdøver hans lille sind. "Kom herned og vær lidt hos mig." siger den igen og igen. Bien kan ikke kontrollere sig selv længere, han MÅ ned og se. "Uhfff, hvad er det, der klistrer fast på mit ben?" tænker han og kigger ned ad sig selv. Han bliver bevidst om at han er tildækket af en masse små klistrede, gule klumper, hver især omtrent på størelse med et bi-næve. "Nå, det kan ikke nytte at tænke på nu. Jeg må ind og se hvad stemmen har at sige mig." Siger han nærmest for at bestyrke sig. Han kravler helt derind og opdager det essentielle; der er en fantastisk aroma derinde. Han stikker instinktivt sin lille snabel ned i smags-kalejdoskopet og drikker til han er nær mæt. "Er det virkelig dette jeg har forsvoret i alle disse år?" tænker han. "Hvor er jeg dog en tåbe!" Efter at have slået mave på toppen af et af kronbladene, hører han påny en stemme. Han løfter sig over jorden for at se hvor den kommer fra. Ganske nær den røde blomst står der en gul. Og en blå og en violet og en orange. "Hvad katten er det hér for noget?" spørger den lille bi sig selv. Han bliver nysgerrig og det føles som om frygten overvindes af denne nysgerrighed. Han flyver højere op, så højt som han tør. Han ser nu at hele græsmarken han just gemte sig i, er fyldt med alskens farver. Han hører stemmerne fra enhver vinkel han vender sig i. "Kom og se mig også!" råber de i kor. Han besøger 9 blomster, så kan han ikke drikke mere af den berusende nektar, de indeholder. Hans lille krop synes også tung af den gule pollen, der nu sidder som en tyk vinterfrakke og tynger ham ned. "Jeg må flyve hjem og se om der er nogen af mine artsfæller tilbage, det kan være de ved hvordan man kommer af med disse gule klumper" Tænker han. Som sagt så gjort. Han flyver tilbage og opdager til sin store fornøjelse at bistadet stadig delvist står og truslen med den våde mule er forsvundet. Mangen en arbejderbi er i gang med at restaurere de knuste vægge, de er næsten allerede halvt færdige. Bien kravler ind og sætter straks næbbet mod dronningens sal. Uden forespørgsel om audiens, braser han ind ad døren mens han råber "Jeg har opdaget noget udenfor! Jeg har opdaget noget udenfor!" Dronningen vinker ham tålmodigt hen til sig. Hun renser ham forsigtigt for pollen mens hun brummer en lille melodi, som bien kan huske fra sine barndomsår. "Er det det hér der er meningen med mit liv?" spørger han, da hun har renset ham og igen står foran hende. Dronningen smiler og nikker mod døren til tronsalen mens hun siger "audiensen er slut nu, lille bi, tak fordi du kom." "Det er i sandhed sære tider. Foranderlige, vidunderlige, blottede, smukke, sære tider." Disse er de sidste ord bien siger for sig den aften inden han falder i søvn i sit lille atrium.

the_miko

the_miko

 

Min madblog

Du kan følge min madblog på Piskeriset på eventyr, hvor jeg afprøver opskrifter og eksperimenterer på egen hånd, ligesom jeg ævler løs om film og bøger, som jeg har nydt på det seneste.

Piske-riset

Piske-riset

 

Hvordan man får en teenager til at gøre, som man siger?

(og ikke som man gør!) Hvis jeg kendte svaret, kunne jeg blive den næste Dr. Phil og tjene styrtende med penge. Og så alligevel, måske kender jeg lidt svaret? Jeg kom det da en anelse nærmere her forleden. Vi har et møghamrende elendigt toilet, der ikke vil trække ordentligt ud. Derfor kan der hurtigt blive en mindre "prop" af toiletpapir, der kræver et par skyl at få væk. Det er selvfølgelig et irritationsmoment i huset, ikke mindst når teenageren glemmer det, så andre kommer op til "proppen". Der er ikke tal på de gange, hun er blevet mindet om det, uden at det hjalp. Forleden kom jeg ud på toilettet til sådan en prop, og jeg råbte irriteret på hende (for hun havde lige forladt toilettet). Hun kom ud og sagde ret nonchalant "undskyld" - det var vist blevet lidt af en vane, både det manglende skyl og undskyldningen. Så flød bægeret over! Jeg udbrød meget bestemt, at hvis det skete EN GANG TIL, ville hun få stuearrest! Vi lader den lige stå et øjeblik mere. Efter en pause, hvor der blev så dødsensstille, at vi kunne høre naboen på den anden siden af væggen, og min datter bare stirrede lamslået på mig, røg det ud af mig: "Hold kæft, det var noget plat noget at sige!" Hvorefter vi faldt sammen i latter. Der gik et par minutter med vilde fantasier om, hvad vennerne ville sige, hvis de hørte, at hun havde fået stuearrest pga. hun ikke havde trukket ud. Der blev grint af, trukket ud (et par gange) og resten af dagen var humøret i top. Overraskende nok har hun ikke glemt det siden. Så en af vejene til at få dem til at høre efter er....latter. Forresten, hvis jeg ikke viser mig så meget, så er det fordi jeg har fået, øhm, stuearrest.

p-m-s

p-m-s

 

Når privatlivets fred konfronteres med uvedkommende.

Der kom lige nogle fjerne naboer forbi og tog mig i at stå og synge og danse meget højlydt med på en youtubeudgave af Cher - Believe mens jeg lavede mad, for meget åbne døre og vinduer og med ryggen til, tilstrækkeligt længe til overhovedet ikke at opdage dem. Så pludselig vendte jeg mig om: "DO YOU BELIIIIEEEVE IN LOVE AFTER..... :banan:" Og så stod de i døråbningen og klappede. Ach verdammt.

POCKETKITTEN

POCKETKITTEN

 

Stolthed eller bare idioti?

Jeg er fyret og har i tællende stund 58 dage tilbage, eller 33 arbejdsdage, førend jeg kan gå derfra og aldrig se mig tilbage. Jeg kunne på et tidspunkt lide mit arbejde, faktisk troede jeg endda en overgang, jeg elskede det job. Fordi selv samme boss, som nu pisser mig så meget af, bare var den bedste boss i verden. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl? Hvordan kan jeg vise mig at være sådan en elendig menneskekender, når jeg ellers det meste af mit liv har haft en fast tro på, at dét kunne jeg da i hvert fald, bedømme mennesker. Måske kan jeg stadig. Måske er det kun ham her, der har taget røven på mig. Det håber jeg, et eller andet sted. Han opretholdt facaden så strålende i starten. Der var ikke ende på, hvor meget han kunne, og ville, gøre for mig, og jeg følte mig værdsat og gav klart igen af samme gode mønt. Arbejdede over, strakte mig lidt ekstra, fandt mig i nogle ting, jeg normalt ville have sagt fra overfor med det samme - og følte mig glad ovenikøbet over den fede boss, jeg havde fået der. Venner og veninder spøgte med det og spurgte, om de ikke lige kunne låne ham et par uger - det pudsige er, at NU, hvor jeg gerne vil af med ham, har ingen lyst til at få ham. De kan ellers få ham helt gratis. Det startede i november sidste år. Han begyndte at blive mere sur, og i starten bar jeg og andre over med det. Senere, da krisen kradsede på døren, så der kom store, fede ridser i lakken, blev det lidt undskyldt, for det må være enormt hårdt at eje en virksomhed, når alting krakker omkring en. Det gjorde det ikke i orden, at han begyndte at skælde ud for ting, som hans egen slendrian havde om ikke forårsaget, så gjort værre. Som da han var 3 dage om at hente nogle materialer, jeg skulle bruge, og da jeg på grund af manglende materialer ikke kunne blive færdig til tiden, blev jeg bebrejdet det. Eller da han sendte en kunde ind til mig for at spørge, hvornår varerne ville være der - selv om han udmærket vidste, at de ikke blev leveret, før regningen blev betalt. Noget han var blevet mindet om så sent som samme dag. Her stod jeg; hvad skulle jeg svare kunden, som ikke stemplede mig som illoyal og ham som løgner? Jeg kunne kun henvise tilbage til ham, hvilket pissede ham af. Eller de gange, han til sidst blev for sur og vrissen og for grov i munden, og jeg forlangte en ordentlig tone og behandling (blandt andet at han ikke kom med overarbejde kvart i lukketid fredag, når det kunne være afleveret om onsdagen allerede); så var jeg hysterisk og opførte mig ikke ordentligt. Filmen knækkede nok for ham, da jeg flere måneder i træk måtte arrangere overtræk, så vi kunne få lønningerne udbetalt, og til sidst tillod mig at beklage mig over det. Havde jeg ikke gjort noget hver gang, havde vi nok fået lønnen, men ikke til tiden. Måske gik jeg over stregen en dag, da jeg tjekkede kontoen for at se, om lønnen var trukket, men who can blame me? Det var da mere reglen end undtagelsen, at der var problemer på den front, og han levede IKKE op til sit ansvar som boss. Jeg følte et eller andet sted, at det var bedre at tjekke og få ro på, end at gå uvidende og spekulere. Men han var ikke enig. Det aner mig, at det mere er det uansvarlige og sløsede billede, det tegnede af ham, som han ikke brød sig om. Det hele endte i et kæmpe skænderi en dag, hvor han bad mig finde noget andet. Det nægtede jeg og bad ham fyre mig, hvis han ville af med mig, for så let skulle han ikke slippe. Men det ville han ikke, lige der. I stedet stillede han det arrogant op, at jeg nådigst kunne blive i virksomheden, hvis jeg "opførte mig ordentligt" - som om jeg var et lille barn, og han min far. Den idiot! Jeg var så gal på ham, men opnåede intet, for han smækkede døren i hovedet på mig og kaldte mig hysterisk, uanset hvad jeg sagde, og uanset mit tonefald. Så jeg begyndte fra den dag af at lede efter job. Han nåede så at fyre mig, inden jeg selv fandt noget. Hans begrundelse er officielt omstruktureringer. Uofficielt er det såmænd "dårlig kemi". Og her står vi med hele komikken. Jeg HAR nemlig forstået, at det ikke var kemien, der gik galt (efter at have gået godt i over et år). Næh, det var, da jeg gennemskuede ham og hans facader, at det ikke holdt mere. For så kunne han ikke opretholde facaden i egne øjne længere, når jeg ikke så ham på samme måde. Han begyndte at ane vrede, irritation og foragt i mine øjne, hvor jeg før beundrede ham og var taknemmelig for de små gaver, jeg fik, og de små tjenester, han ydede - som i sidste ende skulle betales (for) dyrt tilbage, opdagede jeg. Han er et kæmpe barn, der elsker at spille stor mand over for alle. Ham med de store armbevægelser, hvor der aldrig mangler noget: "Bare bestil, hvad du ønsker, jeg giver!" Det var også nemt nok, når regningen først kom et par uger senere - og først blev betalt måneder senere efter adskillige rykkere. Han er en lystløgner, der lyver folk direkte op i ansigtet, hvis det kan hjælpe ham lige der i situationen. Han har brugt mig som undskyldning for at sylte aftaler, uden at spørge mig eller fortælle mig det. Forestil dig lige, hvor fedt det er (ved en fejl) at læse en besked i en netbankoverførelse, hvor man selv har fået skylden for forsinkelsen, selv om man intet havde med den overførsel at gøre. Jeg har hørt ham tale dårligt om andre tidligere ansatte, hvor det nu er klart for mig, at det vist er begrænset, hvor meget vi skal tro på det. Jeg holdt op med at tro på ham - og det er grunden til fyresedlen. Jeg har også fundet så mange "sjove" ting på pc'en, heriblandt ansøgninger fra tidligere medarbejdere lavet i arbejdstiden og gemt under uskyldige navne. De var vist ikke så glade for at være der. Det er jeg heller ikke mere, for at sige det mildt, og måske har han gjort mig en tjeneste ved at fyre mig. For nu skal jeg bare videre. Men ulempen er, at havde det været mig selv, der havde sagt op, ville jeg kun have haft en måneds opsigelse. Nu skal jeg lide i længere tid. Jeg mener virkelig lide. Jeg sidder her tæt på midnat, burde sove, men kan ikke. Jeg er ved at brække mig over at skulle af sted i morgen - og 32 arbejdsdage endnu. Jeg kan lige her ikke overskue tanken, og jeg ved ærlig talt ikke, om jeg klarer det uden at fare i flint. Det må tiden vise. Indtil videre har jeg nemlig bidt mig selv i tungen, fordi jeg ville tage røven på ham. Han regnede helt sikkert med, at jeg ville skride, melde mig syg eller noget i den stil, måske fordi det har andre gjort før mig (wonder why? ). Men så vinder han først, har jeg tænkt. Jeg opførte mig pænt før fyresedlen, uanset hvad han påstår, og han skal ikke få den fornøjelse at kunne sige til nogen, at jeg ikke levede op til det, jeg lovede i ansøgningen. Derfor har jeg med vilje bidt alt i mig, opført mig "pænt" og bare taget afstand, mens jeg har passet mit job til punkt og prikke. Det kom så meget bag på ham, at han vist fik dårlig samvittighed. For han har tilbudt, at jeg kan skrive min egen anbefaling. Han fører sig også frem over for mig og alle andre, som om intet er sket. Der er morgenhygge med morgenbrød, som han forventer, jeg deltager i. Der var sommerferie-frokost, som han også forventede deltagelse i. Han får også min deltagelse, men jeg ignorerer ham ellers. Det kan han ikke lide, og har flere gange tilbudt mig små tjenester, som at (få nogen af de ansatte til at) reparere min cykel eller at købe tv-antenne til pc'en hjem til mig over sin konto. Jeg har sagt nej tak. Jeg skal ikke have mere af den mand - for prisen er for høj. Jeg sidder bare nu og er kommet i tvivl om, hvorvidt jeg har bevaret min stolthed eller ej. For måske ville det være langt bedre at flippe ud og få det ud af systemet, i stedet for som nu at sidde og brænde op indvendigt? Alt i alt, når jeg er væk derfra, så er han fucking ligeglad, mens jeg tager al den dårlige bagage med mig. Hvem har så vundet? Jeg er s'gu nok en idiot, når det kommer til stykket. Men hey, i det mindste en stolt en af slagsen.

p-m-s

p-m-s

 

Frank Black - California Bound

Don’t worry, hey, no need for you to hide among the trees Come into the light and you’ll be free Don’t scurry, hey, it’s such a lonely life up in the hills The valley’s gonna cure your every ill Don’t worry, hey, I know that you are lost but you’ll be found God willing we are California bound God willing we are California bound No, I never will hate you I just want to show you the one truth And spread my love all around Don’t worry, don’t bring yourself down Don’t let your mind chase you like a hound Don’t worry, don’t bring yourself down We’re coming today to save your town No worries, I know tomorrow brings the golden sun Where there’s wine and olive fruit for everyone Do hurry, hey, now spread the news from there upon your mound God willing we are California bound God willing I won’t put you in the ground No, I never will hate you I just want to show you the one truth And spread God’s love all around Don’t worry, don’t bring yourself down Don’t let your mind chase you like a hound Don’t worry, don’t bring yourself down We’re coming today to save your town Don’t worry, don’t bring yourself down We’re coming to save your mind and town Don’t worry, don’t bring yourself down We’re coming to chase you like a hound

the_miko

the_miko

 

Stillekupéen

Sidst jeg kørte i tog mod familien i Jylland, kom jeg galt af sted og glemte at lade min iPod op inden jeg skulle af sted. Det er der jo egentlig ikke noget særligt suspekt i som sådan - jeg glemmer altid et eller andet vitalt, når jeg skal rejse langt. For at få tiden til at gå uden at lide en grel psykisk overlast, begyndte jeg således at forestille mig at jeg havde lytte-propperne i ørerne og noget gaddagungmusik i 4/4-takt skruet op på 'fuld mavepumper'. Som hænderne og føddernes simuleren af trommerytmer stadigt mere og mere ukontrolleret tog til, og landskabet fór forbi vinduet, glemte jeg langsomt mere og mere at jeg ikke sad i rygerkupéen, og altså ikke var mutters alene. Da jeg, i mit mentale, således nåede peaket i Glenn Danzigs "Mother", greb stemningen mig så intenst, at kroppens rytmer helt ubevidst bød mig at stå op i sædet og lige hurtigt lave nogle heftige skingre lyde med munden, mens jeg hev og sled i min fiktive Gibson Les Paul kopi med modificerede pickupper og hele svineriet. Som nummeret fadede ud, kom jeg til den klarhed, at der var blevet frygteligt stille omkring mig. - Langt mere stille end der plejer at være, og det er ikke så lidt beskrivende, når det nu ER kollektiv transport i Danmark, vi taler om... Jeg så mig omkring. Måbende ansigter med måbende øjne, måbende munde og tydeligt synlige, måbende polypper sprang mit blik i møde. En smule forfjamsket, kunne jeg konstatere en vis hovedrysten nede på de dyreste pladser, og i min genertheds vold, kunne jeg ikke gøre andet end at bukke og række tommelen op mod publikum opfulgt af et sagte "undskyld og tak for i aften!", hvorefter jeg satte mig igen og skruede ned for min fiktive Marshall-forstærker. Resten af rejsen foregik i en summende stilhed. Jeg synes jeg overhørte nogen sige noget om "halvunge mennesker og deres evige mangel på respekt for de yngre" og noget om at "narkotika sandelig var blevet udviklet i en god retning siden 70'erne". 1½ time senere nåede jeg mit rejsemål, nemlig farmors hus. Det var ok. Jeg var fysisk uskadt, og soloen havde stort set reddet min psyke fra kedsomhedens langsommelige overgreb på min forestillingsverden. En tordnende mangel på bifald fulgte mig ud af kupéen, alt i alt et godt show. - Jeg tror at den slags er vigtigt; at fyre den af, mens man kan (og i øvrigt stadig kan spæne fra en samling ørefigner) er essentielt. Reinkarnation er ikke givet, så man må, i min optik, spise af frugterne mens de stadig er før sidste salgsdato. Elsk mens du tør, og gør det mere end du tror du er i stand til. Du vil blive rigeligt belønnet. Hav en god koncert.

the_miko

the_miko

 

Neil Young - Prime of Life

Shadows climb up the garden wall Upon the green the first leaf falls It's the prime of life and the king and queen Step out into the sun, (Oh yeah) Are you feeling all right Not feeling too bad myself Are you feeling all right, my friend? Footsteps run down the castle hall To the room of the paper doll It's the prime of life, where the spirit grows And the mirror shows both ways (Oh yeah) Are you feeling all right Not feeling too bad myself Are you feeling all right, my friend? When I first saw your face It took my breath away When I first saw your face It took my breath away Shadows fly up the garden wall Upon the green the first leaf falls It's the prime of life and the king and queen Step out into the sun (Oh yeah) Are you feeling all right Not feeling too bad myself Are you feeling all right, my friend?

the_miko

the_miko

 

Bestyrkninger

Anna er lige blevet 5 år gammel. Hendes far har valgt at fjerne støttehjulene og kosteskaftet bagpå hendes cykel og nu skal hun for første gang forsøge sig med at klare den selv. Først går det nogenlunde. Hun slingrer lidt, men det går an. Efter nogle få meter styrter hun på cyklen. Nogle større drenge står på fortovet og ser til og begynder at grine ad hende. De håner hende. "Hahaha, du du'r ikke til at køre på cykel!" råber de i kor. "Hvor er du dårlig til at køre på cykel!" Anna der har slået sig, må under disse hånagtige råb rejse sig og trække cyklen hen til huset hun bor i. På vejen derhen tænker hun på det drengene sagde. Hun får plaster på og faderen puster på hendes skrammer og gi'r hende et kram. Næste dag da faderen opfordrer til at forsøge igen, tør hun ikke. Ikke så meget fordi hun er bange for at slå sig, men fordi hun er bange for at blive drillet igen. I mange dage derefter, ligger drengens tilråb hende meget på sinde og hun får mindre og mindre lyst til at forsøge sig igen. Efter en tid, udmønter hendes frygt sig i en ny realitet. En overbevisning. Med jævne mellemrum op gennem sit voksne liv, vender Anna tilbage til en automatisk tankegang, der lyder "jeg egner mig ikke til at køre på cykel, jeg er simpelthen så dårlig til at køre på cykel." I sin ungdom forsøger hun sig nogle gange, men skrækken for at falde medfører netop dette; hun falder. Gang på gang. Nu er overbevisningen efterhånden så fastlagt et neuralt spor at hun til sidst smider sin cykel bort. Hun hader nu cyklen for at være så besværlig og bliver ked af det når hun ser andre cykle. En dag da Anna er 35, finder hun frem til erkendelsen af at der er tale om overbevisninger og at overbevisninger kan være at betragte som historier eller sågar løgne andre har fortalt een og som man selv har valgt at tage til sig som sandheder. Hendes indre udsagn bliver vendt på hovedet. Hun begynder hver morgen og hver aften at sige en bestemt sætning for sig mens hun ligger under dynen. Hun gør det fem gange i træk, når hun ligger der med lukkede øjne. Først siger hun dem indvendigt fordi hun er lidt flov over om naboen hører hende. Med tiden begynder hun at sige det, først sagte siden højere og højere. Til sidst råber hun det så højt at hendes papegøje bliver forskrækket og flyver hjemmefra. Sætningen lyder: "Jeg er rigtig god til at cykle; jeg kan cykle hvorhen jeg vil hvornår jeg vil. Jeg er glad for at køre på cykel og mærke vinden i håret og på huden. Cyklen får mig til at føle mig fri." Som tiden skrider frem, begynder Anna at observere at der er andre begrænsende overbevisninger i hende. Hun vælger at behandle disse på samme måde som hun behandede den med cyklen. Efter et års tid med jævnlige bestyrkninger under dynen, ender Anna med at have blot en enkelt bestyrkning tilbage, som hun til gengæld anvender resten af livet, når hun føler et behov for at blive forstærket. Bestyrkningen lyder: "ALT HVAD JEG HAR BRUG FOR, ER ALLEREDE INDENI MIG!" Hun får smag for at gå ud i en skov og råbe det så højt hun kan. Med tiden bliver det ligegyldigt hvor hun er; på gågaden, fra klokketårne, selv når hun står i kø i biografen. Folk kigger lidt underligt på hende, men det gør ikke Anna det store hvad andre tænker om hende længere. Anna opdager undervejs i forløbet at det ændrer hendes sindstilstand markant. Hun bliver - udover at blive bedre og bedre til at cykle - et mere socialt menneske. Hun finder en vis grad af hvile i sig selv og hendes drømme bliver tydeligere i 'sproget' fremfor at være diffuse sindbilleder. Hun får med andre ord langsomt men sikkert mere og mere direkte kontakt med sin underbevidsthed og sit selvværd ej at forglemme den indre glæde ved at være til. Anna dør som 80-årig med et stort smil på læben. hun har opnået det meste af det hun drømte om og været ekstremt selvsikker i mangen en situation, hvor hun ellers ville have været overbevist om at hun ville fejle. Det sidste hun siger til sin sønnesøn Morten inden hun drager sit sidste suk er "Hvis du tror du kan, kan du. Hvis du ikke tror du kan, har du ret."

the_miko

the_miko

 

Q-Lazzarus - Goodbye Horses

He told me, I see the rise But, it always falls I see them come, I see them go He said, All things pass into the night And I said, Oh no sir, I must say you're wrong And I must disagree, oh no sir, I must say you're wrong Won't you listen to me He told me, I've seen it all before I've been there, I've seen my hopes and dreams Lying on the ground I've seen the sky just begin to fall He said, All things pass into the night And I said, Oh no sir, I must say you're wrong And I must disagree, oh no sir, I must say you're wrong Won't you listen to me Good-bye horses, I'm flying over you Good-bye horses, I'm flying over you Good-bye horses, I'm flying over you Good-bye horses, I'm flying, flying, flying over you Good-bye horses, I'm flying over you Good-bye horses, I'm flying over you Good-bye horses, I'm flying over you Good-bye horses, I'm flying, flying, flying over you

the_miko

the_miko

 

Muuhlige tegn på at du er ved at blive for gammel til depjatten?

Når din samlede mængde ubrugte empati, lige kan mønstre et; ’Så klynk da ordentligt tudefjæs og få dig et liv’ sagt højt lydt, men ikke skrevet på depjatten. Når du kan huske en tid, hvor det var fåtallet der havde mentale forstyrrelser og de blev omtalte som ”underlige”, ”mærkelige” eller ”forstyrrede” i daglig tale. Når du kan huske tiden inde sms, fjæsbog og messenger. At man rent faktisk primært var fysisk til stede, med den person man som udgangspunkt kommunikere med, og det var utænkeligt at diskutere på skift. Når du endnu ikke er så gammel, at du har udviklet demens og derfor hurtigt opdager at de samme 8 depjattører poster de samme fucking 4 billeder alle steder de kan komme til det – eller at dette specifikke topic har allerede 4 tråde på side et i et givent forum. Når du griber dig selv i, at tænke den samme tanke flere gange om og om igen. Eks. ’Du tager da prisen som dagens største fjols’ Hver gang du åben en ny tråd og læser et nyt oplæg. Når man bliver forarget over folks stavefejl, men endnu mere forarget over at andre påpeger disse stavefejl. Når du undrer dig over, at folk kan logge på jubiidepjatten, lave et oplæg, men ikke kan google svaret selv. Når andre folk tilsyneladende tror du, som minimum, er tankelæser og helst et alvidende orakel. Nej ven, jeg ved vitterligt ikke hvorfor han ikke svare tilbage på de signaler /smser /tegn /mails du (ikke) sender. Nej jeg ved ikke om h*n er single – eller interesseret eller homoseksuel. Når du undrer dig over hvor lidt styr på tingene, herunder fyrer, økonomi, uddannelse og fremtidsmuligheder – pigebørn under 23 tilsyneladende har. Når klokken er snot om natten og din gamle slidte krop burde ligge i sin seng, men du er depjatten i stedet.

fisken_der_sagde_muh

fisken_der_sagde_muh

 

Flyvetur

Jeg føler mig i øjeblikket som den alzheimer-ramte kanonkonge. - Just skudt ud af kanonen erindrer jeg mig på at jeg har glemt et eller andet. Som jeg hænger dér midt i parabelbuen, højt oppe i atmosfæren og nyder synet af de forbifarende lammeskyer, går det, i al sin gru, op for mig: Nettet for fanden! Jeg har glemt at spænde det ud. Jeg afsøger landskabet, men ak og ve, der er ikke hverken havvand eller oppustelige hoppeborge i sigte der kan tjene som stødpude for min indeværende nedstigning. Umiddelbart ænser jeg kun klippegrund, og råd fra dyr er vist gode eller sådan noget. Når man har akut hukommelsestab er det svært at huske den slags ordsprog korrekt. Jeg håber at du, kære læser, vil vise mig overbærenhed, og betoner videre at en stress-situation kun sjældent leder til klar tænkning. "Nogle af disse skyer antager en form, jeg synes virker frygtelig bekendt" tænker jeg distræt ved mig selv. Jeg er SIKKER på jeg har set nogle af dem før, omend i en lidt anden form og farvetone. "Se Miko! Dér er Elvis! Og dér en giraf!- Og et pindsvin!" Jubler jeg pludselig. Genkendelsens glæde blandes ind i mixturen af adrenalin og koldsved. Serotoninen opløses i min hjerne, og lægger en beroligende tåge henover indeværende dilemma. "Det skal nok gå, du har før reddet dig ud af værre situationer end denne" forsøger jeg forsigtigt. På samme tid som vinden stimulerer alle mine sanser og kildrer mit centralnervesystem, ved jeg at jeg på et tidspunkt må ned igen. Sådan noget dopamin er jo ikke ubegrænset. Jeg har været her før. Hvis jeg overlever, forestiller jeg mig endda at tage en tur i kanonen igen. Jeg aner en dugvåd græseng i horisonten. "Hvem der bare lå på en dugvåd græseng lige nu" strejfer det mig og jeg forsøger instinktivt at regne på min ballistiske bane. "Kan jeg klare den? Kan jeg nå helt derhen? Pokkers til formler, det er jo kropumuligt alt det Cos og Sin og jeg-ved-ikke-hvad! Jeg burde have fulgt bedre med i matematiktimerne!" Der går et stykke tid før jeg kan vurdere afstanden til målet præcist. Imens må jeg nyde oplevelsen i at være luftbåren og jeg tænker at det nu ikke er så slemt igen. Det er jo dejligt at flyve, måske netop fordi det er forbundet med en vis risiko?

the_miko

the_miko

 

Fredag dommens dag..

Nej, det er ikke uddannelse, det er heller ikke job eller karakterer, det er noget meget værre, det er forholdet. Ikke at hvis tingene ikke går som de skal så går det slet ikke. Nej. Det er nu heller ikke så meget dommens dag, det er mere dommens weekend. Jeg har det dejligt med min kæreste, rigtig dejligt nyder hver sekund jeg bruger med ham og vil ikke miste ham. Men hvor er vores forhold dog blevet fladt. Det er nu ca. ligeså kedeligt at følge med i vores forhold som det er at læse Information. Så i weekenden skal vi være romantiske, vi skal være sammen, vi skal nyde hinanden, hygge med film osv. Og ved i hvad.......? Det eneste jeg går og venter på er at der kommer noget i vejen at der lige er en der ringer, at der lige var nogen der spurgte om han ikke lige ville, at han lige havde lovet at fikse... osv. osv. osv. Det er nok af vane, for der er altid lige en der skal have hjælp til, og lige en der havde brug for... Og hver gang nikker jeg bare på hovedet og siger jaja..

Ditze

Ditze

 

I’m a wife to be….

Ja, kæresten har jo så, under kraftig indflydelse af Absinth-stiv mor, friet. Selve frieriet var vist ikke helt som hans mor havde forestillet sig, men det var mere i vores ånd, end hvis han havde været nede på det ene knæ. Forestil jer følgende scenarie: Vi har slået lejr for natten på vores familie-kanotur på Susåen. Efter et godt og solidt aftensmåltid sidder vi 7 mand høj omkring bålet og slukker tørsten i Irish Coffee og Absinth med rød sodavand. Kærestens mors stemme kan med jævne mellemrum høres vidt og bredt proklamerende ”JEG BLIVER SINDSSYG” (jf. Absinth’en, som angiveligt var grunden til, at Van Gogh skar sit øre af). Emnet ægteskab, bryllup og frierier kommer op, som så ofte før. Da jeg har hørt alle argumenterne før, rejser jeg mig og går hen til ”baren” (ja, alle remedierne står på et bord lidt væk fra bålet) og blander en Absinth mere til svigermor. Kæresten har åbenbart fået nok af alle hentydningerne, for da jeg kommer tilbage og rækker sviger hendes drink, spørger han ”Hvaaaaa Mette… vil du ikke gifte dig med mig?” – Jo jo, det vil jeg da godt. Og så var den aftale ligesom i stand. Kæresten synes dog, at det var lidt trist, at det ikke var ham der var blevet friet til, så jeg returnerede frieriet på samme uhøjtidelige manér. Svigermor sad med et noget forvirret udtryk i ansigtet…. Indtil hun gjaldede: ”VAR DET DÈT? JEG BLIVER SINDSSYG ”. Nå men, vi skal jo så giftes. Og lige så uhøjtideligt som frieriet var, lige så uhøjtideligt bliver brylluppet: Vi vil gerne have en giftefoged ud på kærestens mosters gård, hvor vielsen så skal finde sted på deres veranda. Derefter en havefest i et telt med masser af kulørte lamper og fest til den lyse morgen . Dog holder vi nok igen med Absinth’en, da der ikke er nogen grund til at gøre svigermor endnu mere SINDSSYG!

MissIce

MissIce

  • Blog statistik

    1.737
    Blogs i alt
    1.600
    Indlæg i alt