PiMerfraAndersen

At miste flere børn

Recommended Posts

PiMerfraAndersen

 Min første, og yngste søn døde i 2002 5 1/2 år gammel. Min sidste søn,,, døde kun 25 år gammel, sidste år d 19 februar omkring klokken 11 om formiddagen...

Hvordan kommer man nogensinde videre efter det ?  

Jeg kender ikke hele svaret,, men forsøger at finde det jeg kan af det, bla,, ved at skrive mig igennem det. Jeg er med på, at sorg i alle afskygninger, er u-håndterbare,,,,, (også for den der ikke selv føler den, men som skal rumme vores sorg, når de er sammen med os), men kun igennem åben dialog, kommer alle videre, til en forhåbentligt meget mere naturlig måde, at håndtere det på. En, for os der har mistet børnene, men også alle andres, måde at håndtere den hverdag, der er for os, skal vaere (jeg mangler en vokal her, men det, skal heller ikke stoppe mig) naturlig <3

 

 

PiMerfraAndersen 2.htm

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
ThomasSneum

Det gør mig ondt at høre. 

Jeg mistede min mor i en tidlig alder, hvilket er noget jeg ikke helt er kommet mig over. Men man må lære at leve med det, og finde en vej igennem tilværelsen. Død er desværre en naturlig del af livet, og uden ville vi ikke sætte pris på hverdagen på samme måde. 

Jeg kan ikke forstille mig at miste mit barn. Jeg har en datter på 19 år - hvis hun forsvandt ville min tilværelse bryde sammen. Her håber jeg så at min nærmeste ville kunne holde mig oppe, holde mig længe nok til at jeg igen ville kunne tænde min livsgnist, og selv finde vej igennem resten af tilværelsen. 

Jeg ved ikke hvordan man gør.. jeg har ingen gode råd til dig. Jeg håber inderligt at du har nogen omkring dig du kan støtte dig til. Ellers... skriv, skriv, skriv... i det mindste lægger nogen et øre til her. 

 

:ae:

  • Synes godt om 2
  • Elsker 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PiMerfraAndersen

Ingen gode råd ? Det ved jeg nu ikke :) ? Jeg forsøger, at skabe debat, ud fra det jeg Blogger om- link`sene jeg prøver at tilføje, er fra min Blog på Bloggers Delight, som hedder "LIvsglimt".. Jeg skab bare lige, finde ud af det tekniske,, og det med at "plante" spørgsmål, og blogskriv samlet, de rigtigt steder.. Og skriver videre og videre.. Tusind tak for svar :)

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac

Jeg kan ikke sætte mig ind i din situation, kun forestille mig hvordan det må være, men jeg føler med dig.:ae:

Jeg har selv 2 børn, og har indset, at i det øjeblik man bliver forælder bliver man meget sårbar.

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PiMerfraAndersen

Tak :) Du har ret i, at man bliver sårbar som forældre, det ligger i os, at blive det. Man, løber ind i en anden slags sårbarhed, når man mister et barn, og det er bla noget af det, som jeg gerne vil skabe debat om.. 

Det, kan være nærmest umuligt, at vise sit sårbare ansigt til verden omkring sig. De fleste af de mennesker man møder,, har svært ved at kapere den sårbares situation,, så deres åbne ansigt, lukker af. Det er den sårbares i forvejen,, for, noget af det vigtigste, er at holde på facaden, så andre, kan holde den ud, og have med den/en at gøre..  

Til trods for, at du ikke kan sætte dig i mit sted (er jeg taknemlig for på dine vegne, at du ikke kan),, valgte du alligevel, at give lyd fra dig, og det er jeg glad for, så rigtig mange tak for det <3  

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Justie

Jeg kan slet ikke sætte mig ind i den sorg man må føle efter at have mistet et barn. For slet ikke at tale om to...

Jeg ved at jeg til hver en tid vil foretrække selv at dø, fremfor at miste min datter - og det er nok sådan de aller fleste forældre har det.

Det gør mig usigeligt ondt på dine vegne og nej, jeg har ingen anelse om hvordan man kommer videre derfra.

Min gamle chef var lige kommet tilbage efter 2 års orlov til mit job interview. Det første så hun kunne pleje sin kræftsyge søn som ikke blev mere end 6 år, og det andet fordi hun - helt naturligt - ikke kunne mere. 

Nogle år senere sagde hun, " Jeg satte et ben foran det andet - og trak vejret". 

Jeg vil så sige. Den rå lemlæstene sorg er umiddelbar, men den dulmes og man lærer at leve med smerten ligesom lede gigt. Den vil aldrig nogen sinde forsvinde og den vil altid være der. Men man lærer at leve med den...

 

 

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
PiMerfraAndersen

ThomasSneum,, jeg kan ikke forstille mig, hvordan det måtte have været, at være vokset op uden en Mor. Men jeg behøver ikke, at anstrenge mig for, at forestille mig, hvor svært, det må have været for en lille dreng, at stå i en så svær livssituation.

  Jeg fyldte 40 det år, hvor min Mor døde af kræft, og min lille dreng 3 uger senere døde, fordi noget sprang i hans mave. En sørgende datter, der mistede sin søn = en livssituation, der var helt uoverskuelig, at tænke sig, at skulle få gjort bare nogenlunde holdbar for min Mand, vores 4 børn og mig.

Min Mand gjorde mig til Enke, dagen efter jeg fyldte 44 år, og samtidig også 2 dage efter vores næstældste datter fyldte 19 år. Sorgen og afmagten, over det mine børn skulle igennem en gang til, var tusind ton tung- oven i den sorg og vrede, jeg selv følte..

Efteråret 20016, tog den sidste "voksne" i min familie fra mig. Min Storebror døde og, så var der kun min Lillebror og jeg tilbage i familien..

Da min store dreng, døde sidste år, troede jeg, at der var så meget, der døde indeni mig, at jeg umuligt kunne leve videre.

Men Justie,, pr automatik satte jeg det ene ben foran det andet, og trak vejret (kæft en rigtig fed måde at sige det på- den røg lige ind.(Tak,, og kærlige tanker til kvinden der mistede hendes søn, på så forfærdelig en måde <3)

Til jer begge,, Jeg har haft møghamrende svært ved at forlige, og vænne mig til den livssituation jeg pludselig, sad i sidste år.. Jeg har haft skide dårlig samvittighed, fordi jeg syntes, at jeg til tider, har taklet tingene vildt dårligt- de ting, jeg bare ikke, har kunnet finde en brugsanvisning på nogen steder,, og aldrig får "øvet" mig så meget på, at jeg bare kan gøre det hele helt rigtigt..

Jeg har stadig ikke fundet den,, men i denne tråd, har jeg i hvert fald fundet, en hamrende rigtig klog sætning, der er værd at huske.. "Sæt det ene ben foran det andet, og træk vejret"..

Det er et sted, man kan nogenlunde, kan overskue at starte på ny,, når det bliver nødvendigt, fordi ens liv pludselig forandrer sig, og man skal finde sig til rette i en ny situation. Et sted der næsten, er til at holde ud at tænke på,, hvad enten det drejer sig om en lille Dreng på 9 år,, eller en halvrusten Enke på 54...

Ps Jeg kan mærke, at jeg har sat det ene ben foran det andet, og trukket vejret i så lang tid,, at jeg lever for at leve, og ikke for at overleve !

Og jeg bliver ved med at skrive- for med jer to og den hjælp, i har givet her,, har jeg sparet så meget på udgifter til psykolog-hjælp,, at jeg tror jeg skal ud og vifte med ørene i solskinnet, og måske have en kæmpe is,, eller noget :)

Tak <3 

 

  • Synes godt om 2
  • Elsker 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Justie
On 6/5/2018 at 08:06, PiMerfraAndersen skrev:

Jeg har haft møghamrende svært ved at forlige, og vænne mig til den livssituation jeg pludselig, sad i sidste år.. Jeg har haft skide dårlig samvittighed, fordi jeg syntes, at jeg til tider, har taklet tingene vildt dårligt- de ting, jeg bare ikke, har kunnet finde en brugsanvisning på nogen steder,, og aldrig får "øvet" mig så meget på, at jeg bare kan gøre det hele helt rigtigt..

Kære, kære PMA - som sagt har jeg aldrig stået i en lignende situation, men jeg tror at hvis jeg gjorde ...kunne jeg aldrig nogen sinde forlige mig med situationen. Jeg ville altid stå med spørgsmålet "kunne jeg have ageret anderledes", "kunne jeg have været mere... what ever" og jeg ville altid laste mig selv.

Sådan er det vel at være forælder?

Min kære x-svigermor laster også kronisk sig selv for det hun ikke magtede (eller i virkeligheden ikke kunne gøre noget ved). Og helt ærligt, hun gjorde som hun gjorde i en situation hvor hun så det som den bedste og mest rationelle løsning!

I sidste ende er det vel det vi alle gør

Jeg er ret overbevidst om at du har handlet i fortiden ud fra det sæt forudsætninger du mente du havde på det tidspunkt - og gjorde det bedste du kunne ud fra det. 

Og uanset hvad. Du kan ulykkeligvis ikke gøre det om, hvor gerne du end vil.

Men det glæder mig at høre at du ikke længere trækker vejret for blot at overleve, men rent faktisk også for at leve.

Det er et skridt på vejen og jeg ønsker dig alt det bedste

 

Kh

Justie

 

 

  • Synes godt om 1
  • Elsker 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind