Recommended Posts

Leonidas
Skrevet (redigeret)

Sigmund Freud og andre kulturmarxistiske intellektuelles tanker og isamfundsundergravende ideer, havde frit spil i 70'erne. Noget af det værste var apologi overfor incest og pædofili. Det er nu i medierne kommet op til overfladen til debat. Vi ser idag stadig reminiscenser af pædofiliforsvar i yderkrogene af kulturmarxistiske universitets miljøer. Selvsamme som har et kæmpe had til den heteroseksuelle hvide mand, her i denne her såkaldte postkolonialistiske æra.

Journalist Søren K. Villemoes konfronterer i Deadline filminstruktør og forfatter Christian Braad Thomsen med egne og andres udsagn om pædofili, incest mv. fra 70'erne Braad får sagt "Du er en løgner!" i temmelig mange varianter.

(anledningen er bl.a. denne artikel i Weekendavisen og naturligvis Politikens aktuelle artikelserie)

Hvad er så til debat? Hvis folk vil forsvare pædofili, kan de jo gøre det her. Måske mener man at debatten bygger på forkert grundlag, men hvad bør det så debatteres? Har du selv nogle anekdoter fra halvfjerdsernes frigjorte tid? Hvad er kulturmarxisme? 

Se Deadline her:

https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-9/deadline-2018-03-16#!/

Børneskuespillere fra ikoniske 1970’er-film står frem og fortæller om seksuelt misbrug

https://politiken.dk/kultur/art6378325/Børneskuespillere-fra-ikoniske-1970’er-film-står-frem-og-fortæller-om-seksuelt-misbrug

Artikel fra Weekendavisen 16/3 18, kun online en uge, derfor copy paster jeg.

https://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/1

"AF SØREN K. VILLEMOES

Erindringstab

I disse dage træder seks mænd og 16 kvinder frem i Politiken og fortæller om omfattende seksuelt misbrug under optagelser til en række ungdomsfilm af instruktørerne Lasse Nielsen og Ernst Johansen i 1970erne.

Det er påfaldende, at historien har været kendt i årtier uden at have vakt opsigt. Allerede i 1998 var nuværende radiovært på 24syv Anders Lund Madsen ude at fortælle om sine oplevelser som børneskuespiller i filmen Du er ikke alene fra 1978, hvor han blev befamlet af instruktør Lasse Nielsen.

Når tiden først er moden nu, skyldes det nok, at 1970ernes seksuelle frigørelse er et romantiseret kapitel i den nyere danmarkshistorie. Men hvor den seksuelle frigørelse blev praktiseret, fulgte pædofili-apologien lige i hælene. Det var udbredt og foregik åbent. Her var der tale om et kollektivt svigt, mange har været hurtige til at glemme.

ET par eksempler. I Suzanne Brøggers Fri os fra kærligheden (1973) anklagede hun forbuddet mod incest for at være roden til patriarkatets dominans. Mødre skulle have lov til at have sex med deres drengebørn, så de kunne indrulleres i et »feminint hierarki«. Venstrefløjstidsskriftet Seksualpolitik udgav i 1975 et helt temanummer om pædofili. Her blev ignorancen hos »fladpandede småborgere« og »imperialismen« udpeget som skurke og de pædofile som ofre, et forfulgt mindretal. Temanummeret indeholdt også en tale, som »Børnelokkernes Befrielsesfront« holdt i Fælledparken 21. juni samme år. Her havde de stået nøgne sammen med børn fra Børnemagt, der holdt til på Christiania i huset Algar, hvor pædofile kom jævnligt. I det hele taget var Christiania i 1970erne at betragte som et safe space for pædofile.

Tidsskriftet Seksualpolitik havde en »total ophævelse af den seksuelle lavalder« som langsigtet mål. Dette synspunkt var ikke et randfænomen. Man fandt det også på Christiansborg. Retsordfører Ebba Strange (SF) foreslog i 1975, at man helt fjernede den seksuelle lavalder. Synspunktet var også udbredt hos Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (det der i dag hedder LGBT Danmark), hvor Pædofilgruppen skiftevis var inde og ude helt op til 1980erne, hvor de lesbiske smed dem på porten. I seksualpolitiske miljøer blev kritiske røster beskyldt for »pædofobi«.

Fænomenet kan ikke isoleres til venstrefløjen. Danmark var i 1970erne verdens ledende eksportør af børneporno. Det foregik ikke i hemmelighed. I landets førende formiddagsavis Ekstra Bladet kunne man på en tilfældig dag læse annoncer med ordlyd som »chokerende beretning om pigebørns seksuelle drifter og voksnes udnyttelse af småpigers kroppe«; »helt enestående nyt med fotos af europæisk pige fra privatarkiv. Se det lille sex-hundyr fra 7-8 års alderen«; »pige, 12 år + mand«.

Børnepornoblade kunne købes i kiosker med titler som »Children Discipline«. Selv på Strøget lå der butikker med børneporno i vinduerne. I boghandleren kunne man finde bøger som psykologerne Jette Bach og Bent Petersens Småbørn – kærlighed og sexdrift (1971), der i opmuntrende vendinger beskriver, hvordan man onanerer på et spædbarn. Samme Bent Petersen afviste i øvrigt, at pædofile forhold var moralsk forkerte eller misbrug af børn. I 1970erne vejledte han unge om sex i bladet Unge Nu. Toneangivende fagfolk bagatelliserede pædofili. Kai Tolstrup, mangeårig børnepsykiater ved Rigshospitalet, foreslog ordet »voksenlokker« om børn, der forfører voksne. Ledende kriminolog Berl Kutchinsky forsvarede blodskam. Det var et udtryk for nænsomhed og kærlighed og var godt for barnet, mente han.

FÅ råbte op. Det var primært Kristeligt Folkepartis Inger Krogh, der gennem årtiet stædigt kæmpede imod. Hun blev afskrevet som »nyvictoriansk« af Venstresocialisternes Preben Wilhjelm, der ihærdigt forsøgte at bremse forbuddet mod børneporno, da det endelig blev vedtaget i 1980.

I dag kan vi værdsætte tidens kamp mod homofobi og frigørelsen af den kvindelige seksualitet. Men der var en ubehagelig skyggeside til dette kapitel, hvor børn blev mærket for livet, mens omverdenen enten ignorerede, forsvarede eller bagatelliserede det. Det er på tide, at den del af historien også bliver en del af den kollektive hukommelse."

 

-----redigeret 23. marts -------

Endnu en AF SØREN VILLEMOES artikel i dagens Weekendavisen https://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/2

"

Et glemt kapitel

Historien om 1970ernes og ikke mindst 68ernes tvivlsomme forhold til pædofili er i det store og hele glemt, omgærdet af et tungt, kollektivt erindringstab. Det gælder ikke mindst de franske intellektuelles udbredte støtte til de pædofiles sag. Snart sagt ethvert stort navn fra epoken, ikke mindst Michel Foucault, advokerede offentligt for en afskaffelse af den seksuelle lavalder og for barnets ret til at give seksuelt samtykke til voksne.

For de franske ’68ere var ideen om den seksuelle frigørelse i høj grad inspireret af den østrigske psykoterapeut Wilhelm Reich, der i 1930rne blandede sin helt egen cocktail af Freud og Marx. Reich lokaliserede kapitalismens undertrykkelse i samfundets tabuisering af sexlivet. I kernen af dette stod knægtelsen af barnets seksualitet, der lagde selve kimen til fascismen. Selvom Reich blev latterliggjort i sin tid (blandt andre af Hans Scherfig i Idealisterne) genopstod han som indflydelsesrig tænker i 1970erne.

Den kendte filosof Gilles Deleuze tog eksempelvis Reich gravalvorligt. I 1971 forsvarede Deleuze en lærervikar, der var anklaget for at have instrueret sine elever i at udtrykke deres sexfantasier, og som offentligt havde erklæret, at man skulle »tillade den frie tilfredsstillelse af børns seksualitet«. Deleuze mente, at denne type pædagogik hørte fremtiden til, og at den ville »lede til nye former for organisering, og til en fantasiens disciplin, der står imod den nuværende undertrykkelse, der er langt mere farlig«.

At en ny tids pædagogik nødvendigvis måtte indeholde seksuelle relationer mellem børn og voksne, var et synspunkt, Deleuze langtfra stod alene med. Den ikoniske studenterleder Daniel Cohn Bendit, der måtte migrere til Tyskland efter at have spillet en nøglerolle i studenteroprøret i Paris og siden var med til at grundlægge De Grønne, kom i 2001 i et større stormvejr. Her kom det frem, at han i bogen Le Grand Bazard fra 1975 havde beskrevet, hvordan børn kælede for hans penis, da han arbejdede som pædagog i en progressiv børnehave i Frankfurt. Cohn Bendit nægtede at have forgrebet sig på børn og undskyldte blandt andet med, at han dengang var under heftig inflydelse af Reich.

Da Le Grand Bazard udkom i 1970erne havde beskrivelserne ikke vakt opsigt. Det er næppe overraskende, når man ser omfanget af pædofili-apologien, der på det tidspunkt herskede i den franske intelligentsia. Her bød man med åbne arme erklærede pædofile velkommen. Eksempelvis den pædofile aktivist, forfatter og filosof Tony Duvert, der tordnede imod den repressive borgerlige seksualmoral i aviser som Libération og åbent fortalte om seksuelle forhold med børn helt ned til seks års-alderen. Han skrev bøger om sexrejser til Marokko, hvor han var sammen med flere fattige og forladte børn og hævdede, at hans kærlighedsliv kunne føre ham hundreder, hvis ikke tusinder af år bag tremmerne. Det var vel at mærke for at beskrive den uretfærdige retssituation på området.

I 1973 udgav han romanen Paysage de fantaisie (Sære fantasier), der i billedrige detaljer beskriver børn, der oplæres til prostitution. Den udkom på det prestigefyldte forlag Éditions de Minuit, der gennem tiden har udgivet store navne som Jacques Derrida, Pierre Bourdieu og Herbert Marcuse. Bogen mødte anerkendelse blandt tidens litterære elite. Særligt begejstret var den kendte litteraturkritiker Roland Barthes, hvis lobbyarbejde skaffede den pædofile Duvert den fornemme litteraturpris Prix Médicis samme år.

Offentlige pædofile

Tony Duvert var ikke et ensomt fænomen. Andre filosoffer og forfattere i samme periode var erklærede pædofile og fortalte åbent om deres kærlighed til små børn, gerne i aviser som Libération. Det gjaldt eksempelvis forfatteren Gabriel Matzneff, der kaldte sig selv »børneelsker«. Matzneff havde fra 1977 til 1982 en ugentlig klumme i Le Monde og vakte blandt andet opsigt, da han relativerede barnemorderen Lucien Légers forbrydelser. Matzneff havde en særlig præference for børn mellem ti og seksten år og havde blandt andet haft et forhold til en 12-årig dreng – et af de mest »sensuelle væsener«, han havde kendt.

Det var ingen hemmelighed. Man kunne læse det i hans essay »Les Moins de seize ans« (Under seksten) fra 1974. At den slags ikke var lig med omgående social død, vidner hans vennekreds om. Her fandt man blandt andre den socialistiske præsident François Mitterrand, der offentligt roste Matzneff i 1989 - mens han var præsident. »Spontaniteten i hans dømmekraft, udtrykt i en krystalklar stil, er kombineret med et krav om sandhed, der ofte leder ham ud over grænserne for det, der opfattes som normalt,« som det lyder i Mitterrands personlige hyldest til sin vens forfatterskab.

Filosoffen og professoren René Schérer var måske tidens mest aktive intellektuelle pædofili-aktivist, der ikke selv var erklæret pædofil. René Schérer var i 1970erne en respekteret stemme i den offentlige debat, der i 1968 var rekrutteret til Vincennes Universitetet i Paris af Michel Foucault sammen med andre store skikkelser som filosoffen Alain Badiou og Gilles Deleuze.

Schérer erklærede sig offentligt som tilhænger af pædofili. I 1974 udgav han essayet med den Rousseau-inspirerede titel »Émile perverti, ou Des rapports entre l’éducation et la sexualité« (»Perverse Émile eller relationer mellem uddannelse og seksualitet«). Her ophævede han med inspiration fra Deleuze hierarkiet mellem barn og voksen. Det var lige så meget barnet, der skulle undervise den voksne, mente han. Og med henvisning til gamle grækere argumenterede han for, at pædagogikkens ophav lå i begæret og dermed i sin natur var både perverst og seksuelt. Læreren skulle derfor være »opmærksom på børnenes lidenskabelige attraktion« og hjælpe dem med at »tilfredsstille deres endeløse begær, uden for og imod familierne«.

Op gennem 1970erne udgiver Schérer en række tekster, der fremstår som rene defensorater af sex med børn alt sammen serveret i tidens bombastiske og højstemte filosofiske prosa, der er så karakteristisk for den franske tradition.

Børnelokkernes hogorfan

Den franske venstrefløjsavis Libération blev grundlagt af Jean-Paul Sartre i 1973 og var under det politiske lederskab af chefredaktør Serge July hovedorgan for tidens pædofili-aktivisme. I februar 1977 blev der i et læserbrev indkaldt til dannelsen af en pædofil aktivistgruppe. Og i maj samme år kunne avisen bringe den glædelige nyhed, at De Pædofiles Befrielsesfront (»front de libération des pédophiles« forkortet FLIP) nu var dannet med kontaktinformation, så interesserede læsere kunne melde sig ind. Befrielsesfronten skulle bryde »bourgeosiets tyranni« og kæmpe for en ny kultur af fri pædofili, der skulle komme til udtryk gennem en helt ny livsstil og kunst.

Chefredaktør Serge July blev i slutningen af 1970erne ni gange tiltalt for at bringe usømmelige billeder og opfordringer til overgreb på børn. I ytringsfrihedens navn genoptrykte Libération i 1979 samtlige af disse billeder, herunder et stort opsat billede af en præpubertær pige, der giver en voksen mand et blowjob.

Samme år bragte avisen et langt mikrofonholder-interview med den pædofili-anklagede Jacques Dugué. Dugué var allerede i 1974 dømt for voldtægt af adskillige børn og sad nu på anklagebænken igen. Som basketballtræner havde han lokket små børn ned i sin kælder og misbrugt dem systematisk. Han og flere medskyldige producerede børneporno til blade i det meste af Vesteuropa, herunder Danmark.

I Libération fik han lejlighed til at forklare sin sag. Børnene elskede at være sammen med ham. Hver og en. Det eneste problem var samfundets seksuelle forbud og tabuer. Dugué rasede mod en uretfærdig lovgivning, der marginaliserede mennesker og holdt dem fanget i fastlåste kategorier og »seksuelle ghettoer«. Forældre, ikke samfundet, skulle oplære deres børn til sex, mente han.

»Stop forfølgelsen af dem, der elsker børn, selv hvis de elsker dem med deres kroppe,« lød det fra den forfulgte pædofile, der mente, at politiet havde ødelagt et »smukt og stærkt« forhold mellem de små drenge og ham, der betød meget for dem. Nu måtte det være på tide at frigøre retten til nydelse for alle, også børn, lød proklamationen fra Dugué til Libérations læsere. Han skulle senere i 2002 få 30 års fængsel for produktion af børneporno.

Libération offentliggjorde i samme periode andre interviews med pædofile. Her fremstod de som milde børneelskere. I et interview fra 1982 beskriver en pædofil et fuldbyrdet samleje med en fem-årig pige. Ikke desto mindre bemærker journalisten det milde blik i øjet, når hans tale falder på børn. Til gengæld var avisen kritisk over for dommerne i verserende retssager mod pædofile. Det gjaldt også i en sag, hvor den anklagede angiveligt havde tvunget børn til at spise afføring. Hvor var volden henne? spurgte den kritiske Libération-journalist.

I 2001 publicerede Libération en selvkritisk artikel, hvor de erkendte disse forhold og deres medvirken i tidens pædofili-apologi. Men muligvis har avisens medansvar stukket dybere. Den italienske singer-songwriter Carla Bruni-Sarkozys personlige assistent Franck Demules udgav i 2009 bogen Un petit tour en enfer (En lille tur i helvede). Her beskylder han sin værge, den mangeårige, fremtrædende journalist på Libération, Christian Hennion, for at have misbrugt ham seksuelt som barn. Demules begyndte selv at arbejde på Libération som 14-årig. I sin bog undrer han sig over, hvorfor ingen på redaktionen satte spørgsmålstegn ved hans og Hennions forhold, selvom alle vidste, at de sov i samme seng.

Foucault og børnene

En hel kavalkade af store franske intellektuelle formåede i 1970erne at hvirvle sig ind i forsvaret for sex med børn. I 1977 sad tre mænd varetægtsfængslet på tredje år for seksuelle overgreb på piger ned til 12 år. Den 26. januar bragte Le Monde en erklæring underskrevet af over 50 fremtrædende offentlige personer og akademikere. De krævede de tre mænd frikendt og anklagede den »forældede lovgivning« for at hindre børn under femten i at udleve deres seksuelle liv. De tre mænds forbrydelse blev sat i anførselstegn. Blandt underskriverne var skikkelser som Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir, Louis Aragon, Roland Barthes, Gilles Deleuze og André Glucksmann.

Samme år blev en anden erklæring sendt til det franske parlament, der krævede en afskaffelse af en række seksualpolitiske love, herunder den seksuelle lavalder. Erklæringen var underskrevet af tidens mest indflydelsesrige franske filosoffer Michael Foucault, Jacques Derrida, Louis Althusser, Jean-Paul Sartre, Simone de Beauvoir og litteraturkritiker Roland Barthes.

Foucaults begejstring for den iranske revolution er et velkendt, betændt kapitel i filosoffens politiske liv. Mindre kendt er hans aktive forsvar for retten til sex mellem voksne og børn. I et radioprogram optaget i 1978 og udgivet i skriftform året efter, forklarer Michael Foucault initiativet bag erklæringen, og hvorfor staten bør tillade sex med børn. Det er ikke en af Foucaults mest citerede tekster.

Ifølge Foucault er hele ideen om, at staten skal blande sig i sexlivet en nyere opfindelse, der især blev intensiveret under det nazistiske Vichy-regime i 1940rne. Foucault fortæller, hvordan lovgivning mod børneprostitution tidligere blev brugt til at forfølge lærere og præster med henvisning til den offentlige anstændighed. Med pornoens frigivelse befinder vi os nu i et nyt system af diskurser, værdier og kultur, hvor et sådant instrument ikke længere giver mening. Mindstealderen bruges nu til at forfølge et nyt »monster«, den pædofile, under dække af børnenes beskyttelse.

Da en journalist spørger Foucault, hvilken alder et barn skal have for at give samtykke til sex, får han intet præcist svar. Aldersgrænser giver ifølge filosoffen ingen mening. I stedet beklager han, at samfundet ikke lytter til barnet:

»De bliver anset for at være ude af stand til at have en seksualitet og ude af stand til at tale om den. Men når man lytter til et barn, hører ham tale, hører ham forklare, hvordan hans relationer faktisk var til den anden, voksen eller ej, hvis man bare lytter med nok sympati, kan man vurdere, hvilken grad af vold – hvis nogen – der blev brugt, og til hvilken grad der blev givet samtykke. At antage at et barn er ude af stand til at forklare, hvad der skete, og var ude af stand til at give samtykke, er to overgreb, der er utålelige og helt uacceptable.«

68ernes livssted

Der var kritiske røster i tiden, særligt fra feministisk hold. De blev i tidens vanlige retorik affejet som »reaktionære«. Men med 1980ernes ankomst ebbede den intellektuelle elites begejstrede engagement i pædofilisagen ud. I 1982 vidnede filosoffen René Schérer og forfatteren Gabriel Matzneff i retten til fordel for Libérations pædofile helt, serieforbryderen Jacques Dugué. Han var et forfulgt medlem af en marginaliseret minoritet, det borgerlige samfund ikke evnede at rumme, måtte man forstå. I løbet af retssagen kunne Schérer se sin offentlige anseelse og filosofiske karriere lide en brat død. Det skete under den såkaldte Koral-affære, der samtidig markerer begyndelsen på enden for den pædofili-apologetiske epoke i Frankrig.

En 21-årig mand ved navn Jean-Claude Krief havde fået nys om en afsidesliggende skole, et antipsykiatrisk såkaldt »livssted« ved navn Le Coral (Koralen). Det var grundlagt af ’68ere på en nedlagt bondegård i sydfranske Aimargues. Krief lod sig indrullere som praktikant og opdagede, at skolen var engageret i omfattende seksuelt misbrug af børn. Flere lærere tog aktiv del, og dørene stod åbne for pædofile. Især børn med Downs-syndrom blev udsat for overgreb, fortalte han senere til politiet. Fra »livsstedet« flød en strøm af børneporno ud til de internationale markeder.

Det kunne ligne et sted, hvor René Schérers perverse pædagogik var blevet taget bogstavelig og forsøgt udlevet i praksis. Men Schérer nægtede at tro det. Han beskyldte offentligt den unge Krief for at være »mytomanisk«, »forvirret og selvmodsigende« og fik opbakning af Matzneff. Schérer blev dømt for injurier og opildning til sex med børn for sine udtalelser. Han fik til sin forbitrelse ingen opbakning fra sin gamle kampfælle Michel Foucault. Med dommen vendte den engang så forstående intelligentsia stiltiende ryggen til den pro-pædofile filosof. Gabriel Matzneffs opbakning til Schérer kostede ham den ugentlige klumme i Le Monde.

Koral-affæren fik stor mediebevågenhed og endte med en række sexdomme til flere ansatte. Børnenes forældre, som ikke mente, deres børn var blevet misbrugt, dannede en støtteforening for Koralens leder, Claude Sigala, der ikke desto mindre endte med at blive idømt tre års fængsel for sex med en mindreårig.

Efter affæren forduftede Schérer som offentlig intellektuel. Anerkendt, betydningsfuld og respekteret i sin tid. I dag glemt. "

Redigeret af Leonidas
  • Synes godt om 2

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Zorglup

Det er sgu rystende. Jeg mangler ord !

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac

Det er kun et par dage siden det gik op for mig, at børneporno ikke altid har været forbudt.:o

Jeg har jo altid været klar over, at der findes mennesker med yderligtgående holdninger, og det har altid været mig indtryk, at man oftest ryster man lidt på hovedet af dem og fortsætter sin dagligdag, for de fleste af os kan jo slet ikke forestille os, at sådanne mennesker/holdninger kan blive toneangivende.

Og set i det lys er jeg oprigtig glad for, at denne viden bliver delt. For jeg anede simpelthen ikke, at disse holdninger har været så udbredte.

Jeg er født i 1964.

Jeg er vokset op med historien om hvordan min mormor og hendes mindre søskende blev smidt ud af boligen når deres far kom fuld hjem, hvorpå han tævede deres mor. Da min mormor (som den ældste) spurgte sin mor hvorfor hun fandt sig i det var svaret, at "alle jer kan jeg undvære, men ikke ham".

Min mors og hendes søskendes opvækst var noget anderledes.:)

Og min mor har åbenbart godt vidst, at nogle mænd kunne finde på, at være uterlige overfor deres egne døtre, for hun har fortalt, at hun lå og lyttede hvis min far stod op om natten for at gå på toilettet. Og jeg har ikke et sekund været i tvivl om, at han var røget på porten hvis han var gået ind på mit værelse i stedet for, at komme tilbage til soveværelset.

Så selvom disse vanvittige holdninger til pædofili ikke har været ualmindelige, så har de dog heller ikke været alment anerkendt.

Set i lyset af den tid jeg voksede op i sidder jeg igen og tænker "Hold da kæft hvor har jeg været heldig".:banan:

 

 

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac
Skrevet (redigeret)

Jeg måtte lige læse dit indlæg én gang til, for det er s'g* tankevækkende.

For 4 timer siden, Leonidas skrev:

Sigmund Freud og andre kulturmarxistiske intellektuelles tanker og isamfundsundergravende ideer, havde frit spil i 70'erne. Noget af det værste var apologi overfor incest og pædofili. Det er nu i medierne kommet op til overfladen til debat. Vi ser idag stadig reminiscenser af pædofiliforsvar i yderkrogene af kulturmarxistiske universitets miljøer.

Det er ca. 12 år siden jeg kom på nettet, og ret hurtigt fandt ind på nogle fora for mennesker der kæmpede med/mod det sociale system (f.eks. bistandsbums.dk), og henad vejen fandt jeg ud af, at rigtig mange mennesker kæmper med psykiske problemer, der kommer af en opvækst med omsorgssvigt og misbrug.

Og set i lyset af, hvor ødelæggende misbrug har været (og er) for mange menneskers liv, så er det jo sygt:badr:, at forsvare "den slags", som værende sundt for børnene.

De mennesker skulle på hjul og stejle, mindre kan simpelthen ikke gøre det.:evil:

 

Jeg blev alene med mine børn da de var henholdsvis 1 og 5 år. Vi havde kun et meget lille netværk, og på et tidspunkt overvejede jeg, at undersøge om mine børn engang imellem kunne komme i en aflastningsfamilie. Men inden jeg nåede så langt læste jeg om et barn, som af en plejefar var blevet misbrugt seksuelt. Så jeg klemte ballerne sammen og klarede skærene, for jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv hvis noget sådant var overgået mine børn, bare fordi jeg ville have en "fridag".

Redigeret af Entrelac
  • Synes godt om 3

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Henry Kissinger
For 7 timer siden, Leonidas skrev:

...

Wow, jeg vidste slet ikke noget om det der! Interessant at læse og sygt iøvrigt. Ungdomsoprøret i ´68 var nok alligevel ikke så fedt, når det kommer til stykket.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Entrelac
For 1 time siden, Henry Kissinger skrev:

Wow, jeg vidste slet ikke noget om det der! Interessant at læse og sygt iøvrigt. Ungdomsoprøret i ´68 var nok alligevel ikke så fedt, når det kommer til stykket.

Jeg er, mildest talt, også overrasket.

Og jeg voksede op lige midt i det.:o

Men jeg har da været heldig, at være omgivet af ordentlige voksne, både i folkeskolen og i ungdomsskolen.

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
dna

Selv om der også er nogle fascinerende og vigtige ting fra hippie-tiden og hele Christiania-eksperimentet så er der også vokset mange syge ting ud af det. I bagklogskaben må man nok sige at Christiania som socialt eksperiment har fejlet fælt. Henrik Dahl skrev i sin tid om det.

https://politiken.dk/indland/art4742333/Sociolog-Christiania-er-mislykket

Med de nye oplysninger er det jo bare endnu mere sygt.

  • Synes godt om 3

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
fætter højbens fætter

Det er simpelthen de værste perverse svin jeg længe har hørt om i mange år om hvis jeg møder en af dem så har jeg måske en masse mundsovs til overs

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites
Leonidas

Jeg har tilføjet endnu en Weekendavis artikel til mit start oplæg.

  • Synes godt om 1

Del dette indlæg


Link til indlæg
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!

Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.

Log ind