krummeline

Vores lille skat blev taget fra os alt alt for tidligt.

17 svar i dette emne

Skrevet (redigeret)

Stakkels, stakkels jer - hvor er det bare synd for jer, det I har været igennem. :ae:

Vi mistede selv i 13. uge for fem år siden - den 4. april 2011. Det havde også været dødt i nogle uger, som du beskriver jeres, og det blev opdaget til NF-scanningen. Det var lillebitte a la 8-9 uger, men skulle jo have været meget større på det tidspunkt. Og det lå helt stille. Det var forfærdeligt. Forinden havde vi set det med hjerteblink og det hele, så det var bare et slag i ansigtet. Jeg blev indlagt til udskrabning samme dag. Vi var ret glade for, at det trods alt var så tidligt, at det kunne ske på denne måde. Det må have været en del værre for jer, hvor du skulle føde barnet. :ae:
Jeg kan huske følelsen af, at alle de tanker og forhåbninger om barnet føltes spildte. Den der lykkeboble, som man befinder sig i som gravid - den var bare bristet. Det gjorde virkelig ondt! En stor del af det at få et barn er jo processen, hvor man glæder sig og forbereder sig mentalt. Og når jeres barn var 19 uger, så har I jo nået at tænke endnu flere tanker, end vi havde nået. Jeg forstår virkelig jeres smerte, det er forfærdeligt.

Jeg ved ikke, om det overhovedet kan trøste, men kort tid efter - i 2. cyklus - var jeg gravid igen. Livet går virkelig videre, selvom man ikke tror det, når man er midt i smerten. Da den allerværste smerte over det her var passeret, blev vi vildt skrukke igen, så de to streger anden gang var som sendt fra himlen. Men en oplevelse som den, du og jeg har været igennem, gør at man ikke bare er gravid igen, bum - næh, hvor rart. Nej, man vil altid bære frygten for pludselig at miste undervejs. Gør jer selv den tjeneste at tage imod alle de tryghedsscanninger, som I tilbydes i det offentlige i næste graviditet. Og betal jer fra nogle selv, hvis ikke det er helt nok for jer. Det kan godt være, at en scanning er et øjebliksbillede, men det kunne i hvert fald stadig give os ro. Vi kiggede ind til vores første barn (som nu er 4 år :lun:) 5 gange i alt. To tidlige scanninger hos gynækologen, NF, kønsscanning og til sidst MD. Det samme med vores yngste på 1½. :)

Redigeret af Peeve
0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Peeve

Tusind tak for dine smukke ord til mig. Hvor er det synd for dig at du også har mistet. Men hvor er det betryggende at høre at du senere har fået et sundt barn.. Jeg beder til at det samme sker for os. Du har jo også været igennem sorgen og smerten. Den sorg tror jeg kun at man kan forstå hvis man selv har prøvet at miste. Den sorg er alt overskyggende og totalt knusende.

Vi har fået vores barn begravet, det var det værste jeg nogensinde har oplevet.. Synet at den smukke lille bitte kiste var bare så sørgelig men samtidig så utrolig smuk.  Min mor havde sat små sommerfugle på, det må have været så hårdt for hende, men det var så smukt.. På kisten var den smukkeste lille hvide blomsterdekoration jeg nogen sinde har set. Rundt om kisten havde bedemanden stillet et hav af fyrfadslys op.. Det lille krammedyr jeg havde købt, holder nu om mit lille barn. Bedemanden lovede min mor, at det lille krammedyr ville blive lagt i kisten på den måde, at det holder om min lille skat..

Det er idag 4 uger siden at jeg fødte min engel. Jeg synes ikke at det går rigtig fremad, men det tager jo nok lang tid inden man bare ser en lille solstråle igen imellem de mørke skyer. Hverken min kæreste eller mig ville vide kønnet på vores engel.. Vi ville nok helst på en eller anden måde forsøge at det ikke skulle blive endnu mere virkeligt en det er.. Det er svært at forklare.. Jeg har lige siden jeg var en lille pige ønsket mig en dreng. Selvfølgelig ville jeg være blevet lige så lykkelig for en pige. Bare at få lov til at få et sundt barn, er jo bare en gave og en utrolig lykke, men ehånhvwr har jo nok inderst inde en ønske om et specielt køn.. Min kæreste har også ønsket sig en dreng.. Han sagde hele graviditeten igennem, at hvis det skete ville det bare være det mest fantastiske der kunne ske.. 

Nu har jeg på en meget uheldig måde ,uden at ønske det, fået at vide at min lille engel var en dreng. Den dreng som jeg havde ventet på siden jeg kan huske tilbage.. Det skete ved at jeg fik et brev fra kirkegården, med oplysninger om gravstedet, pleje af stedet og betalingen.. Jeg sad så og læste det igennem.. Da jeg nåede til stedet hvor navnet stod på den afdøde, stod der mit efternavn, nedenunder stod : Dreng.:whine: Da jeg havde læst det, fik jeg ud og kastede op.. Jeg har ingen anelse om hvorfra kirkegården har den oplysning, men det kan jo kun være bedemanden der har oplyst det. Han har jo sørget for at papirerne med mit navn blev sendt til kirkegården, han ordnede det praktiske.. Jeg er nu fuldstændig ødelagt.. Jeg fatter ikke at jeg på den måde skulle få at vide at vores engel er en dreng.. Vores så højt elskede søn.. Den søn som min kæreste i drømme og forhåbninger skulle spille fordoble med, den lille dreng jeg havde set i mine drømme.. Jeg er knust.. Jeg ved faktisk ikke om jeg skal fortælle min kæreste det, jeg tror at det hele bliver endnu værre for ham end det er i forvejen.. 

Jeg håber at vi kommer videre i livet, og jeg drømmer om hurtigt igen at blive gravid.. Jeg synes at det er lang tid at skulle vente de tre måneder, som vi har fået anbefalet, men måske er det godt at man først kommer lidt til ro.. Jeg taler med min engel hver dag. Jeg kigger tusind gange om dagen på de fine små aftryk af hans hænder og fødder.. De er så søde og så perfekte..

Det trøster mig at høre at dit liv er blevet nogenlunde normalt igen. Jeg bliver nød til at tro på, at det også sker for os.. Lige nu ved jeg bare slet ikke hvor jeg skal gøre af al den kærlighed jeg har for min lille dreng.. Jeg er ved at eksplodere af moderkærlighed, sorg, savn, fortvivlelse, og vrede vrede over livets uretfærdighed... Så mange børn bliver født af forældre der ikke tager sig af dem, uønskede børn der har en frygtelig kærlighedsløs barndom... Hvorfor fanden skulle min lille søn så tages fra os,når vi nu havde ønsket ham så brændende??  Det gær mig helt sindsyg, at jeg ventede et fuldstændig sundt og raskt barn,mat der ikke bliver fundet nogen årsag i mine blodprøver.. Det eneste der er opdaget i den udvidede undersøgelse af moderkagen, er flere små blodpropper og en blødning i moderkagen, som bliver beskrevet som akut.. Men min Gynækolog mener at det også tit sker når barnet bliver født, altså er det ikke en sikker diagnose som man kan bruge til noget som helst.. I mit blod er der ikke nogen tegn på at jeg har tendens til at danne blodpropper... Det hele er bare så underligt.. Jeg ved ikke hvorfor hun ikke fortalte mig det første gang jeg talte med hende om resultatet af moderkagen.. Det måtte jeg nærmest trække ud af næsen på hende, sidste gang jeg var der.. Jeg forstår ikke noget af det hele..

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Ville jeres tab være lettere hvis det var en pige? 

Du tænker at holde kønnet hemmeligt for din kæreste! Vil løgn hjælpe ham? Ville du gerne at han holdt hemmeligheder for dig? 

Jeg ved mine spørgsmål føles barske for dig, men jeg stiller dem alligevel!

Det gør mig ondt at du måtte læse om kønnet når nu du ønskede uvidenhed. 

Nu er jeg jo selv i sorg og sygehuset har hjulpet os meget med deres erfaringer. Jeg har erfaret at det, for os, har været vigtigt at vedkende os, at hun har været her og sat spor vi aldrig skal glemme. Og vi kan ikke bare fornægte, glemme og pakke væk. For det løser ikke noget. 

Så vedkend jer at det var en dreng. Græd som pisket over jeres tab og pak det ikke væk. Og tal med ham hver dag. Så længe det giver mening for DIG. 

Jeg har billeder af min lille pige og jeg kigger på dem hver dag. Jeg kigger også på billedet af kisten hver dag. Det giver mig en følelse af at hun stadig er min. For ligesom dig, synes jeg det er så forkert, at hun ligger alene på kirkegården. Hun burde være i min mave, være sund og rask og jeg skulle passe på hende resten af mit liv. I stedet har jeg måtte vælge hende fra. Fordi hun aldrig kunne leve uden for min mave. Alligevel er det smerteligt at det var mit valg. 

Åh det er slet ikke let at være tynget af sorg der gør så ondt. Men lyset kommer, til både dig og mig med tiden!

3

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Nej, selvfølgelig havde det ikke været nemmere hvis det var en lille pige, men vores store ønske var en lille dreng, og nu når jeg ved at min engel virkelig er en lille dreng, så er det bare ligesom om at det hele bare var så perfekt og jeg kan slet ikke fatte hvorfor min lille dreng ikke måtte få lov til at leve og dele livet med os. Han fejlede jo ingenting. Jeg fatter det simpelthen ikke.

Vores engel er jo vores første barn, og mine arme er så tomme og jeg har ingen at give al min moderkærlighed, som havde bygget sig op i mig i næsten 20 uger.

Jeg synes ikke at jeg lyver over for min kæreste,  hvis jeg ikke fortæller ham at jeg på en uheldig måde har fået at vide at vires barn er en dreng. Min kæreste har flere gange sagt at han indtil videre ikke under nogen omstændigheder ønsker at vide om vores engel er en dreng eller en pige. Hvis han spørger mig om jeg har fået det at vide på et tidspunkt, vil jeg selvfølgelig fortælle ham det, ellers ville det jo være løgn. Men jeg fortæller ham det ikke uden at han spørger, når han ikke ønsker at vide det...

Jeg har ikke fortrudt at vi valgte ikke at se vores barn, ikke endnu i hvert fald. Vi har det bedst med at have vores eget billede af barnet i vores hoved.  Vi har gravstedet vor vi kan være tæt på vores lille engel, så tit som vi ønsker det.

Jeg ved ikke hvordan man nogensinde skal komme videre. Det gær mig så sindsyg at man ikke kan sige os helt sikkert hvorfor vores barn blev taget fra os.. Jeg håber at vi med tiden kan mindes vores barn uden at græde hver dag. Men lige nu kan jeg ikke forstille mig det..

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Hvordan går det med jer, @Krummeline? :kys:

1

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Har sendt dig mange tanker Krummeline. Hvordan har i det nu?

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Ej hvor forfærdeligt. Kondolere :(

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!


Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.


Log ind

  • Hvem er online?   4 brugere, 0 Anonyme, 70 Gæster (Se alle)

    • killingen18
    • Peri20
    • Ferskvandspirat
    • pjet
  • Bruger statistik

    178.757
    Brugere i alt
    2.728
    Flest online
    kek
    Nyeste bruger
    kek
    Tilsluttede sig