krummeline

Vores lille skat blev taget fra os alt alt for tidligt.

16 svar i dette emne

Fuld af forventning om endelig at få at vide om vores lille skat var en pige eller en dreng, mødte vi op til MD scanning i 19. uge.. Hvad der skete er og var vores livs største mareridt..

Efter at jeg havde lagt mig tilrette, blev der først lyttet efter hjertelyd.. Efter et stille minut, fremstammede hende der scannede mig, at hun ikke kunne finde hjertelyden.. Jeg blev iskold, og fik vidst fremstammet et: vires barn lever da, ikke??? Svaret var kort: Det går jeg da ud fra... Så blev der scannet, og efter få minutter kom beskeden: barnet lever ikke mere, jeres barn er dødt.. Jeg ved ikke rigtig mere, hvad der skete.. Jeg forsvandt som i en tåge, jeg var fuldstændig forstenet.. Min kæreste brød fuldstændig sammen.. 

Samme aften blev fødslen sat igang, og jeg fødte efter 7 timers veer, vores døde barn.. Det var det værste jeg nogen sinde har oplevet, vores liv er siden Fredag nat et mareridt af spørgsmål, sorg og frustration.. Vores lille skat var et ønskebarn, aldrig har vi glædet os så meget til noget, som til at volde vores barn i vores  arme.. Vi var ikke i stand til at se barnet, og er det stadig ikke.. Om det er en dreng eller en pige, vil vi indtil nu heller ikke vide.. Vi er bange for at smerten så blevet endnu større..

Vi fik at vide af jordemoderen at vores barn så fuldstændig velskabt ud, at der ingen synlige misdannelser var, og at det ikke var til at sige, hvorfor vores barn ikke fik lov til at se verdens lys.. Moderkagen som også normal ud, og havde ikke løsnet sig det mindste, den  er blevet sendt til patologisk undersøgelse samt noget af navlesnoren, der også så fuldstændig normal ud.. Vi må selv vælje om barnet skal obduceres.. Indtil videre har vi slet ikke kunne klare tanken om at vores skat, skal skæres op for at finde en årsag... På den anden side, plager spørgsmålet mig, hvad der gik galt.. Jeg skal give besked i aften om barnet skal obduceres eller ej... Jordemoderen mente at vi skulle overveje det grundigt, da det kan være meget vigtigt for at finde fred i vores sorg, at prøve at finde ud af hvad der var årsagen. Det kan også være at man finder en årsag der kan være vigtig at vide, når jeg igen bliver gravid.. At det dog er yderst sjældent.. Det kan også være at det for altid vil forblive en gåde..

Jeg kan ingen ting i øjeblikket, vi skiftes til at græde og til at trøste hinanden.. Jeg frygter hvordan jeg nogen sinde skal komme igennem en ny graviditet uden at blive et nervevrag, af frygt for at det samme skal ske igen..

Jordmoderen mente at barnet havde været dødt i et par uger, hvis ikke 3-4 uger.. Jeg blev også scannet i 15 uge, der var der intet der tydede på at der var noget galt.. Det eneste der undre mig nu, var at det var svært at scanne mig ordentligt, fordi barnet lå som i en sovepose omkring moderkagen.. Det var heller ikke til at måle rigtigt, men blev skønnet til normal størrelse og fostervand var der også nok af, hjertet slog også fuldstændig normalt og den lille bevægede sig også..Jeg bryder min hjerne havd der var anderledes i de par uger hvor vores barn døde.. To ting var anderledes.. Jeg græd af stress og træthed af at være 12 timer på benene hver dag, til og fra arbejde og selvfølgelig de 8 timer på kontoret.. Jeg bad min læge om at blive sygemeldt, men hun nægtede det, med en kommentar om at det jo ikke var min arbejdsgivers skyld at jeg havde så langt til arbejdet.. Men et ufødt barn kan vel ikke dø af at moderen har stress og en lang arbejdsdag.. Desuden var jeg i den ene uge meget forkølet.. Havde et par dage ondt i halsen, der gik over i en almindelig forkølelse, men uden feber.. Jeg har ikke betaget noget medicin, ikke engang næsespray, af frygt gir at sakse mit barn.. Men heller ikke det kan være årsagen.. Der er vel knap en gravid der i 9 måneder ikke er forkølet..

Er der nogen der har oplevet det samme??? Hvordan i alverden, kommer man nogensinde videre i livet?? Jeg ser overalt forældre med børn, gravide maver og lykkelige familier.. Spørger mig hele tiden hvorfor det skete for mig, havd har jeg dog gjort galt, hvorfor blev vores skat taget fra os, så sent i graviditeten ????

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

I har IKKE gjort noget! Nogle gange er livet bare lort.

Jeg føler med jer, det er frygteligt situation I er i. :(

 

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Åh nej hvor forfærdeligt. :(

Føler med jer. Det føles uoverskueligt ligenu, men lad tiden arbejde og accepter sorgen og følelserne. I skal nok komme ud på den anden side, selvom det ikke føles sådan nu. 

Sender mange tanker  

 

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Det lyder som om du spekulerer meget på, om du kan have gjort noget galt der kan have været skyld i ulykken. Derfor synes jeg, at du skal takke ja til at få barnet obduceret. Hvis alternativet er at gå at spekulere over det resten af sit liv, er det bedre at få det overstået nu, så du kan få ro. <3 Især hvis det kan hjælpe jer til at undgå, at det sker igen. 

Kondolerer. 

 

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Mange tak, for jeres søde ord.

Efter en snak med min mor, har vi besluttet os for at lade vores barn obducere.. Tanken om at vores lille barn nu ikke har ro, men skal igennem en obduktion er uudholdelig, men på den anden side tænker jeg at det forhåbentlig bliver en slags lettelse hvis vi får at vide havd årsagen var.. Ellers vil spørgsmålet belaste os resten af livet, og en ny graviditet bliver et mareridt af frygt for at det sker igen.. Min næste graviditet vil under alle omstændigheder blive svær at komme igennem, uden at vi hver dag frygter at det samme sker igen. Men får vi at vide at barnet fejlede noget der så godt som aldrig gentager igen i en ny graviditet, bliver det nok lidt lettere..

igår da jeg talte med hospitalet får at give dem tilladelse til obduktion, spurgte jeg om vi senere kunne få at vide om vores barn er en dreng eller en pige, i øjeblikket ønsker vi ikke at vide det, fik jeg at vide at barnets køn efter fødslen ikke var til at se????? Jeg spurgte hvordan det kunne være, da barnet jo efter skøn døde mellem uge 16 og uge 19.. Så fik jeg at vide at det kan man først se 100% sikkert omkring uge 20, men at de selvfølge ser det nu hvor barnet bliver obduceret... Det forstår jeg ikke noget som helst af???? Man kan jo ved en kønsscanning fra uge 15, få at vide om man venter en dreng eller en pige.. Hvordan i al verden kan det så være at man ikke kan se det, når man står med barnet i hænderne, flere uger efter det tidspunkt?? 

I slutningen af denne uge burde der komme besked om hvad den patologiske undersøgelse af moderkagen og navlesnoren har vist.. Beskeden bliver tilsendt min læge, som så kontakter mig.. De undersøger for kromosomfejl, infektioner, blodpropper eller forstoppelse af åre i moderkagen.. Jeg håber bare ikke at det viser sig at vores barn var velskabt og sundt, men at mit blod er for " tykt" , som så har medført en slags forstoppelse af årene i moderkage, så vores barn simpelthen er død af iltmangel og manglende næring.. Det kan i en ny graviditet forhindres ved indtagelse af blodfortyndede medicin. Den besked vil knuse mig totalt.. Jeg tror at jeg vil føle at det er min skyld at vores barn døde, selvom jeg selvfølgelig ikke kunne gøre for det, da jeg jo ikke vidste det.. Den besked er bare den sidste jeg vil have, efter en besked om at en af os har  en gen, der kan medføre at det sker igen ved en ny graviditet.

I vores dybe sorg, ønsker jeg at det viser sig at barnet havde en eller anden organfej, en stor hjertefejl eller et eller andet der så godt som aldrig gentager sig.. Et eller andet lille tegn, der siger til mig at det var bedre at det endte som det gjorde, for os og for vores barn..

 

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Lige nu synes jeg bare at smerten bliver værre og værre dag for dag.. Jeg savner mit barn så overskueligt, at jeg ikke kan noget som helst.. Min mor ordner alt for os med hensyn til bedemand og begravelse. Jeg er så taknemmelig over at vi ikke også skal belastes med det.. Vi har valgt at få barn begravet på et lille privat gravsted. Jeg ved ikke om vi kan overkomme at være på kirkegården den dag vores barn bliver begravet, men min mor har lovet at være der for os, hvis vi ikke kan klare det.. Vi vil ikke have en egentlig ceremonie, man bare vide at vores barn ligger i en række på kirkegården sammen med andre så englebørn, giver mig en lille ro i min sjæl. 

Jeg er så bange for at det viser sig at vores barn faktisk var sundt, men at det døde af en infektion, som jeg har haft i mig uden at jeg har opdaget det.. Jordmoderen fortalte mig at det viser sig i omkring halvdelen af alle meget sene aborter, at moderen har haft en bakteriel skede infektion som er gået op i livmoderen.. At det ikke er altid at man mærker sådan en infektion ved at der opstår kløe eller andet.. Hun mente at det ikke engang er nok at man får foretaget en prøve af sekret fra skeden hyppigt i læbet af graviditeten, da sådan en infektion opstår i løbe af få dage.. At det sker fordi PH værdien pludselig ændre sig, så bakterier for en god chance til at brede sig.. Hun mente at det jo slet ikke var sikkert at det var det der var årsagen, det var bare en af de ting hun nævnte der tit var årsagen til at et barn dør mellem 12 og 24 uge i graviditeten.. Hun mente at man kunne forhindre det i en ny graviditet med en handske, der netop er opfundet til hjemmebrug.. Man tester ved at at føre en finger et par centimeter ind i skeden et par gange om ugen, og sammenligner så med en farveskala PH værdien.. Er den over en vis grad, skal man med det samme søge læge, da det kan tyde på bakteriel vaginose. Bliver man behandlet med det samme, opstår der ingen fare for at bakterierne breder sig.. Det ville være mit værste mareridt at få denne besked. 

Jeg er også så bange for om jeg måske kunne have forhindret døden.. Omkring otte dage inden at det blev opdaget at vores barn var dødt, vågende jeg en dag med stærke smerter i ryggen, og det trak også i livmoderen som hvis jeg skulle have min menstruation.. Jeg ville ikke blive helt hysterisk og ventede så på at smerterne gik væk.. Det gjorde de også i læbet af formiddagen også ubehaget i underlivet.. Jeg tænkte at det nok bare var ligamentsmerter smerter fordi min livmoder vokser, og ondt i ryggen er der jo mage der har i 2. Trimester..

Min kæreste er nu kommet på den ide at vi efter at jeg har været til lægen i eftermiddag skal køre på besøg vis hans forældre.. De bor længere væk så det er med overnatning... Jeg kan ikke nænne at sige nej, men helt ærlig de har været hos os de sidste 3 weekender i træk og sovet på vires sofa.. Jeg har bare slet ikke lyst til at skulle være sammen med andre mennesker 24 timer i træk til på søndag.. Det er som om at de hele tiden synes at vi skal lave noget for at sorgen skal komme i baggrunden.. Hele tiden mener de at det er det bedste.. Men jeg føler at jeg ikke for rum alene med min kæreste til at græde og sørge... Jeg har ikke lyst til at sidde og snakke om alt mulig lort lige nu, bare ligesom for at prøve at hverdagen så hurtig så muligt bliver normal.. For helvede jeg har født vores døde ønskebarn for en uge siden, intet er normalt, intet... , menjeg kan ikke nænne at sige nej, for min kæreste har åbenbart brig for at sidde sammen med hans forældre hele tiden..

Hans mor fortalte mig sidste weekend at de havde reserveret ein tid til en " Hot Stone" massage til min kæreste på lørdag i den by hvor de bor.. Det skulle være en overraskelse til ham.. Jeg sagde med det samme at det havde jeg slet ikke lyst til at få lige nu.. Det forstod hun så godt, men mente at min kæreste ville nyde godt af det og at jeg ikke måtte sige noget til ham.. Helt ærlig jeg er pissesur over at min kæreste skal ligge der i underbukser får at prøve på at slappe af, mens en eller anden gnider nogen sten op ad ham.. Jeg kan slet ikke se havd det skal være godt for lige nu i vores situation.. Hvad fanden er det for en ide??? Han har sku ikke været ude at cykle 50 kilometer så musklerne smerter, vores hjerter smerter, ikke kroppen.. Jeg tror at jeg slet ikke vil kunne klare hvis han bagefter kommer hjem og fortæller at det var så skønt og afslappende.. Jeg er normalt slet ikke jaloux, men tanken om at en anden kvinde skal prøve på at min kæreste lige skal have det godt i en time, fordi hun køre nogen sten op ad ham mens han ligger der i underbukser gør mig helt sindsyg i øjeblikket.. Jeg skal nok sørge for at trøste min kæreste ,ligesom han gær alt for at trøste mig,  fandeme ikke nogen anden i øjeblikket.. Vores hjerter smerter som aldrig før, og hvis hun havde spurgt ham om han ville snakke med et menneske der havde erfaring i at snakke med mennesker der havde mistet deres børn, havde det været noget andet.. Men en massage, forekommer mig fuldstændig absurd lige nu..

Vi skulle først have været kørt til dem i morgen, men nu skal det altså allerede være idag.. Jeg har kun lyst til at ligge mig ned i sofaen og holde om min kæreste, jeg har ikke lyst til at tage 3-4 dage på familiebesøg...

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Seriøst, lad være at tage derop hvis du ikke har lyst. Det er altså dig der er værst ramt her, dit behov bør komme i første række. Ja din kæreste har også mistet, men det er dig der fysisk har båret barnet og født det. Synes det er SÅ strengt at det ikke er dig det bliver taget sig af. 

Sig det som det er til din kæreste og lad evt han tage afsted alene hvis han virkelig har brug for at se dem.

Får du noget psykolog hjælp? Det vil jeg kraftigt anbefale, det kan hjælpe med at få styr på op og ned og hvad der er rimeligt og urimeligt ift dine følelser. 

Synes det er virkelig synd for dig. 

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Tak for dine ord.. Vi fik tilbudt psykologisk hjælp, men lige den dag synes jeg ikke at jeg brug for andet end at gemme mig under dynen uden at snakke med nogen om det hele.. Jeg har dog stadig visitkortet og jeg overvejer nu mere og mere at få noget professionel hjælp.. 

Sorgen kommer i intervaller.. En time er jeg nærmest som i en tåge, jeg fungere bare uden virkelig at være nærværende.. En time efter græder jeg i timevis og kan slet ikke beherske mig. Det lyder nok mærkeligt, men lige nu har jeg bare lyst til at hente mit barn væk fra obduktionen, pakke det ind i et varmt tæppe og tage det med hjem for altid og aldrig mere give slip på det..

Min kæreste græder også meget, men han er dog i stand til at lave nogen ting, som jeg slet ikke kan forstå.. Han spiller fodbold og tager alligevel til træning og spiller med i kampen om søndagen.. Han lader mig ikke alene, men sætter mig af hjemme hos mine forældre.. Jeg kan bare slet ikke forstå at han kan tage sig sammen til at spille fodbold lige nu, men jeg synes da at det er rart hvis han i en time koncentrere sig om noget andet end at græde.. Men jeg kan ikke forstå det. Vi bliver hos min kærestes forældre til i morgen, jeg har sagt at jeg ikke kan klare at være der til på søndag.. Jeg kan heller ikke holde hans mor ud.. Hun snakker og snakker om alt mulig lort.. Hele tiden kører munden på hende.. Hun arbejder med handicappede voksne og taler ikke om andet.. Min kæreste far havde fødselsdag i Onsdags.. Igår aftes sad vi så og spiste and i en restaurant.. Fuldstændig absurd.. I aften spiller min kæreste,s far fodbold, han spiller " old boys".. Han mente så til min kæreste at han jo kunne tage med, at han måske kunne arrangere at min kæreste også må spille med... Meget mærkeligt, hvem fanden interessere det at han,s far spiller fodbold, eller om min kæreste kan spille med i vores situation?? Hvad med mig? Skal jeg stå på sidelinien og glo, eller skal jeg sidde hjemme hos hans mor i mellemtiden og høre på hendes snak om hendes handicappede mennesker på hendes arbejde?? Det er som om at han,s forældre som sagt slet ikke giver os tid og rum til vores sorg.. Han,s mor havde da også lige sørget for at min kæreste fik en tid til tandlægen i deres by, for efter hendes mening er kun den ene tandlæge i hele Danmark god nok.. Hvem fanden tænker på tandlæge lige nu?? Min kæreste er 28 år, han havde jo nok selv sagt hvis han ville til tandlægen.. 

Lige nu sidder jeg i min kæreste,s gamle børneværelse hos hans forældre.. Jeg kan ikke holde ud at sidde i stuen mere.. Jeg bad bare om at være i fred i en times tid.. I morgen har han jo tid til massage, fuldstændig absurd.. Jeg kan ikke holde ud at hans mor hele tiden arrangere noget uden at spørge først..

Jeg er så ked af at min mave allerede er blevet meget mindre. Jeg ved  jo godt at mit barn ikke længere er min mave, men jeg har sådan lyst til at mærke min lille topmave igen.. Jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg nogen sinde skal komme over at vi har mistet vores barn..  Det hele virker som en stor sort sky, der bare aldrig nogen sinde driver væk.. Jeg undre mig over hvordan det kan være at solen skinner, at fuglene synger, at det hele er som det plejer, når vores verden er så trist.

Jeg var igår til en undesøgelse 7 dage efter fødslen.. Alt så ud til at være i orden.. Mine bryster havde også reageret godt på de piller jeg fik til at mælken skulle forsvinde igen, eller produktionen af mælk.. Vi fik at vide at vi skal vente mindst 3 måneder på at forsøge at blive gravide igen.. Lige nu kan jeg heller slet ikke overskue tanken om det.. Det næste barn skal og kan jo ikke være en trøst for det barn vi lige har mistet... .Lægen mente at der kan gå op til 2 måneder inden at der kommer svar på obduktionen af vores barn.. Det er jeg meget schokeret over.. Svaret på moderkagen kommer dog ret hurtigt, måske allerede i næste uge.. I øjeblikket ønsker jeg først og fremmest at mit barn får overstået obduktionen, så jeg ved at mit barn kan blive begravet.. Vi har valgt at få vores barn begravet på et eget lille privat gravsted, i en række hvor der kun ligger englebørn.. Det var heldigvis muligt.. Jeg ved endnu overhovedet ikke om jeg kan overkomme at være til stede.. 

Tak for at i læser det jeg skriver. Tit tænker jeg på at når det nu skulle gå så galt, kunne det så ikke bare have været sket inden for de første 12 uger ?? Hvorfor i al verden skulle jeg gå rundt i 19 uger og glæde mig til at blive mor, hvorfor skulle jeg igennem at føde mit døde barn.. De første 12 uger havde jeg en indre barriere, der hele tiden sagde mig at der kunne gå noget galt, jeg turde ikke rigtig at glæde mig helt vildt. Men som ugerne gik, og efter en scanning i uge 15 som sagde at akt var o.k, tænkte jeg slet ikke i de baner at der nu kunne gå noget galt.. Vi ventede endda til 18. uge, med at gå ud og kigge på barnevogn og børneværelse, men det gjorde vi da så i uge 18.. Hvem havde regnet med at vi i uge 19, ville få den sørgeligste besked, som et forældrepar kan få...

Jeg har tænkt på at åbne en tråd her, hvor forældre der har mistet deres børn under graviditeten kan udveksle deres sorger og bekymringer.. Altså en egen tråd for englebørn, uden at tråden kun handler om mig og vores  tab.. Jeg synes ikke at jeg kan finde sådan en tråd..

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Så fik vi svar på undersøgelsen af moderkage, navlesnor.. Der blev ikke fundet noget som helst der kunne være årsag til at vores barn døde.. Alt tyder på at vores barn fik nok af ilt og næring.. Der blev heller ikke fundet noget der kunne tyde på, at det har skyldes en infektion eller andre sygdomme fra min side der kunne have skadet vores barn.. Jeg går ud fra at de også undersøger for eventuelle cromosom sygdomme, ved jeg dog ikke, men det burde man jo se ved en undersøgelse af moderkagen.. Navlesnoren var også uden nogen form for knæk, eller andre ting der kunne have været årsag til at barnet døde.. De blodprøver jeg fik taget da jeg ankom på hospitalet for at få sat fødslen igang, var  også uden nogen form får tegn på infektioner eller andre ting der var unormalt.. Jeg ved ikke om de også undersøger fosterhinden, jeg ved faktisk ikke hvor den bliver af, efter en fødsel.. Men jeg skal til lægen i næste uge, for igen at få taget blodprøver.. Mit HCG skal hele tiden falde nu efter fødslen, det er det hun undersøger. Jeg har fået tilbudt at få en lang række undersøgelser med hensyn til om mit blod skulle have tilbøjelighed til at størkne for hurtigt og derfor tilstopper nogen vigtige blodåre... Jeg kan nu ikke forestille mig noget i den retning, da der jo ikke var tegn på noget i den retning, ved den pathologiske undersøgelse af min moderkage.. Men det er lige meget, jeg vil bare undersøges fra hoved til hale, i håb om at kunne forhindre at noget lignende opstår i en kommende graviditet..

Jeg har også bedt om at få få undersøgt om min skjoldburgskirtel har normale tal.. I den  første cyklus som jeg får når min menstruation har indfundet sig igen, har jeg også bedt om en hormonanalyse.. Det eneste jeg er i tvivl om, er om det giver nogen mening at få lavet en cromosomanalyse fra mig og min kæreste.. Hvis barnet ikke har haft nogen cromosomafvigelser, er der vel ingen grund til det.. Det må jeg lige spørge lægen om.. 

Nu går vi så og venter på svar på obduktionen af vores barn.. V har fået at vide at det kan tage op til måneder.. Hvis heller ikke den undersøgelse viser noget, ja så står vi i den situation, hvor vi resten af livet vil spørge os om, hvad  i al verden der var årsagen til vores barns død.. Hvad der undre mig meget er, hvorfor  der var så lidt fostervand i min livmoder inden fødslen blev sat igang i 19. uge???? I 15. uge var der en fin og korrekt mængde af fostervand, alt var i skønneste orden.. Hvor i al verden er det blevet af??? Det kan selvfølgelig være at min fosterhinden havde fået et meget lille ridse, men af hvad?? Men mon ikke de havde set det ved undersøgelse af moderkage og navlesnor?? Jeg ved som sagt ikke om det er muligt at se sådan noget efter at barnet er født... Det hele er et stort spørgsmålstegn...

Min mor som ordner alt det praktiske for os, har fortalt os at barnet nok bliver hentet af bedemanden idag eller i de kommende dage fra pathologiske institut.. Derefter bliver vores barn begravet, hvornår ved jeg ikke endnu.. Vi er meget i tvivl om, om vi kan klare at være tilstede når vores barn bliver sænket i jorden... Det er nok noget vi må tænke meget grundigt over. Lidt tid har vi jo endnu...

Smerten og længslen har ikke ændret sig noget som helst.. Der går jo nok meget lang tid, inden man bare synes at man kan klare hverdagen og komme lidt videre..Jeg føler mig så uendelig tom og jeg savner så meget at have min baby i min mave..Jeg er så frygtelig ked af det.. Jeg har aldrig følt en smerte og en længsel, der bare kommer i nærheden af det jeg føler nu.. Jeg skiftes til at være gal og frustreret over hvorfor mit barn ikke fik lov til at leve, og bare at tude hele tiden...Når jeg vågner om natten, ønsker jeg bare at det er et skrækkeligt mareridt..Vi prøver hele tiden på at beskæftige os med noget, for ikke bare at sidde og græde hjemme.. 

Jeg vil i hvert fald prøve at blive gravid igen, efter 3-4 måneder som jeg har fået anbefalet at vente.. Jeg ved dog også at den graviditet vil blive et mareridt af frygt for at det samme skal ske igen.. Lige i øjeblikket har jeg nu ikke tanker for det.. Jeg har faktisk ikke overskud til at tænke på noget som helst... Jeg skal på arbejdet igen på mandag... Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal overkomme det... Det værste bliver at møde alle mine kollegaer, der selvfølgelig vil fortælle mig hvor skrækkeligt det hele har været..

Hvis vores kærlighed til vores englebarn ville vise os vejen til himlen, og vores savn havde trappetrin, så ville vi gå op og hente vores engel tilbage.. Savnet river i mig, og mit hjerte skriger efter mit barn... Det er et helvede som jeg ikke ønsker min værste fjende..

 

0

Del dette indlæg


Link to post
Del på andre sites

Opret dig som bruger eller log ind for at deltage i debatten.

Du skal have en profil for at kunne kommentere...

Opret ny bruger

Opret dig på Danmarks største Debat site - det er nemt!


Opret ny bruger

Log ind

Har du allerede oprettet en bruger? Log ind her.


Log ind

  • Hvem er online?   7 brugere, 0 Anonyme, 114 Gæster (Se alle)

    • money_man
    • Tonedøvsen
    • dr.juliet
    • tjalfedk
    • anicenice
    • Brix81
    • Cody
  • Bruger statistik

    178.474
    Brugere i alt
    2.728
    Flest online
    JazzMay
    Nyeste bruger
    JazzMay
    Tilsluttede sig