Lefty Striker's Blog

  • indlæg
    2
  • kommentarer
    0
  • visninger
    6.314

Om denne blog

Fra et gammelt liv til et nyt. Et kig på fortiden, nutiden og fremtiden.

Indlæg i denne blog

 

Min historie - DEL 2: Jeg er glad for at jeg ikke er 12-13 år i 2015.

Så sidder jeg her igen.. efter en lang dag og læner mig tilbage med lidt musik, det har været en god, men en hård dag. Forleden så jeg en dokumentar på Netflix ved navn "Bully". En hjerteskærende oplevelse, ihvertfald for mig som har oplevet mobning på egen krop og sind. Jeg som de fleste andre børn her i landet har gået i en folkeskole, i en skoleklasse med 20+ individer, alle med meninger, holdninger, syn på det foran dem og evt. mål i livet. Dokumentaren 'Bully' viser nogle brutale og virkelige hændelser på hvordan isolering, daglig terror. (Ja, jeg skrev terror) i nogle tilfælde kan drive sårbare sind ud på en farlig vej.. hvor der i nogle tilfælde ikke er nogen vej tilbage for disse stakler. Kampen for at de får fred, har for dem, den ultimative pris. Livet. Jeg sad med tårer i øjnene og et forældrepar begrave deres søn som var blevet presset så langt ud så han traf et endegyldigt valg. Jeg gik selv i en problem-klasse. Jeg var ikke det eneste offer. Jeg har aldrig forstået hvorfor jeg var et af målene, jeg prøvede og være flink ved alle, jeg stjal ikke andres lektier, madpenge. Jeg var en gennemsnits elev.. klarede mig okay i, idrætstimerne. Jeg endte med at være et offer fordi at jeg valgte ikke at tage del i den store gruppes magt i klassen. Jeg har altid haft en meget styrende samvittighed. En samvittighed som ikke ville tillade at jeg gik og var ond ved andre. Så ved at holde mig neutral havde jeg automatisk valgt side. Jeg var ikke med dem.. men imod dem. Det hele centrerede om min bedste ven.. ham jeg voksede op med på den vej jeg boede på som lille dreng. Han endte ofte med at være den i klassen som var sjov og kunne få klassen til at grine, oftest på de trætte læreres bekostning. Han fik øjnene op for den mulighed at han havde fået en magt i klassen som gjorde at nogle fulgte hans mindste vink. Hans allierede ville dog gerne presse mere vand ud af stenen og de sjove "lege" blev langsomt på bekostning af resten af klassen. Nogle mere end andre. Forestil jer at være i en klasse hvor man holdte mund, sad stille og gjorde -ingenting-. Det var ikke for at undgå at blive smidt uden for døren eller på rektors kontor med en pæn besked i sin kontaktbog. Nej det var fordi at denne stormagt i klassen målte og vejede alt og alle i klassen på deres mindste fodfejl, svar på spørgsmål eller bevægelser. Jeg kunne komme med en masse dystre detaljer men jeg vælger at holde fokus på hvad det her "afsnit" går ud på. Nemlig hvad andres handlinger kan gøre og hvordan de kan være med til at forme mennesker. Jeg traf selv et valg lidt over halvvejs i 7. klasse. Jeg valgte at trække mig tilbage og skifte skole. Det eneste jeg fortrød var at jeg ik havde gjort det ihvertfald 1½ år tidligere. Jeg ved godt at der i de sidste par år har været mange dokumentarer omkring mobning, også her i Danmark. Men der vil altid være nogle der ikke forstår budskabet. Eller aldrig kommer til at se eller høre noget af det. Jeg kunne godt ha blevet i den klasse, jeg kunne godt ha overlevet de sidste par år. Jeg kunne tryne hver og en i den klasse fysisk, selvom jeg ikke er en slagsbror af natur. Men valg har også konsekvenser. Jeg rykkede ud i den anden ende af byen og endte i en klasse der var en polar modsætning til hvad jeg var vant til. Mine fortids dæmoner ville ikke lade mig slippe så nemt, enkelte besøg på skolen blev det da til, men jeg havde fået et forsvar af -rigtige- mennesker som de ikke kunne bryde igennem og de blev sendt hjem med et budskab om at deres lille stormagt kun rakte inde fra deres eget snævre herredømme. Alt dette har vist mig at der er håb for fremtiden. Det har været lærerigt men en hård oplevelse. Men det har ikke fået mig til at give op på mit syn på mennesker. Det har lært mig at der findes gode mennesker. Det har lært mig hvad et rigtigt venskab er. Det har lært mig at spotte en mobber på 100 meters afstand med uhyggelig præcision. Det har lært mig at stoppe med at kigge mig over skulderen til at have nul frygt overhovedet. Jeg skal jo også komme til sagens kerne hvis folk der har læst så langt, tænker; "Hvad mener du overhovedet med dette afsnits titel?" Ja, jeg tillader mig for engangs skyld at lidt egoist.. eller ihvertfald prise mig lykkelig for at da jeg gik i den klasse at mobiltelefoner, Facebook, Twitter osv ikke var hverdag. Når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg dog trods alt glæde mig til at skulle til fodbold, spille et spil, gå med hunden.. når jeg var hjemme kunne ingen røre mig. Jeg er typen der finder ro når jeg kan fordybe mig i noget når jeg er alene. Ikke at jeg er asocial, måske nok bare mere introvert, end ekstrovert. Vores digitale medier er fantastiske redskaber til holde kontakt til familie, venner og endnu stærkere redskaber til at få nogle flotte budskaber ud i verden og røre andre mennesker. Men ligesom mennesker er i stand til at viderebringe alt det her.. så kan disse værktøjer også ende i de forkerte hænder.. Digital mobning er meget virkeligt og meget hårdt for dem som også oplever det ved at få det lige i ansigtet i hverdagen. Hjem er ikke "helle" mere.. din telefon er en portal til dig, på godt og ondt. På internettet kan så meget også gøres anonymt. Man kan komme afsted med så meget. Gratis. Men på andres bekostning. Mit budskab i dette afsnit er til alle mennesker. Inden du trykker enter og lukke noget damp ud på mennesker du ser som "mindre" eller lignende.. så genovervej det. Det kan godt være at det kun tog dig et par sekunder at forme tanken.. et minut at føre det ud på tasterne.. og et sekund at trykke enter. Men den person det rammer kan ligge søvnløs over det en hel nat. Så til alle med "dårlig" skik på nettet. Det er måske gratis for dig, men ikke modtageren. Jeg er ikke velsignet med børn endnu.. men til dem der er, følg deres færden på nettet. Tag affære hvis du ser noget der ikke er i orden. Det kan virke uskyldigt eller sjovt og dit barns kommentar var måske bare et lille prik. Men det lille prik kunne være 1 ud af 100 prik på samme offer og for dette skrøbelige sind.. et skridt nærmere en beslutning der kunne have den ultimative pris. Kig indad derude Det kunne være jeres barn. "Hvis din bedste ven fik en ven der var en nøjagtig kopi af dig selv.. ville du kunne lide vedkommende ligeså godt? Er svaret nej er det et signal til forandring."

Lefty Striker

Lefty Striker

 

Min historie - DEL 1: Mit gamle liv slutter i aften.

Davs derude. Jeg har aldrig rigtig skrevet blogs, dagbog eller været en aktiv forum debattør og sidder da også nu med en masse tanker om hvor jeg skal starte. Nogle vil nok sidde og råbe; "Det her er en blog, ikke en online dagbog!" - Det er muligt, men jeg har så mange tanker i mit hoved der er nødt til at komme ud.. jeg kunne sagtens sidde og tale med mine allernærmeste om mange af de ting der vil blive skrevet her og på fremtidige indlæg. Men som mange nok kender til, så kan vi være nok så fortrolige med nogle mennesker men altid have en eller anden form for filter på og udelade detaljer som vi måske føler skam, forlegenhed eller måske bare ikke vil dømmes på. Jeg kunne også bare skrive alt det her på et word-dokument og gemme det til en anden gang, men jeg føler på en eller anden måde et behov for at komme ud med min "historie". Om der er nogle der gider at læse den eller ej, det er næsten ligegyldigt - bare det kommer ud. Hvor skal man starte.. jeg er en ung mand på 30 år, jeg bor alene i min lille lejlighed, arbejder som pakkebud i min hverdag.. som titlen siger.. så slutter mit gamle liv i aften. Jeg sidder i dette øjeblik og pulser på de resterende smøger der ligger i den halvkrøllede pakke røde Viking 100 ved siden af mig, til rolige toner af en blandet playliste af akustisk musik på Spotify - Det er de sidste jeg nogensinde kommer til at ryge. Nej.. jeg har ikke KOL eller lungekræft så vidt jeg ved. Jeg har røget siden jeg var 15 og på de seneste par år har jeg kunne mærke at det har taget lidt hævn på kondien, kroppen og mit sind. I torsdags var jeg til mit første møde i et lokalt rygestop kursus, jeg reflekterede meget på de historier fra folk i forskellige aldre der var til stede. Det startede dog ikke med at jeg på denne dag ryger de sidste kistesøm men fordi for omtrent et halvt år siden vendte jeg bunden i vejret på mit, ifølge mig selv, ret usle og kaotiske liv. Jeg har i det sidste halvandet år bøvlet med en svær depression som efter jeg kiggede i bakspejlet så har depressionen nok varet i 4-5 år efter jeg kom til en psykolog og fik snakket om nogle ting. Jeg var langsomt begyndt at "passivt" smadre min krop og sind uden rigtig at være klar over det.. jeg begyndte at være ligeglad med hvad jeg fik at spise, bare det var nemt og smagte nogenlunde, selvom jeg ligeså godt kunne ha spist græs eller sand fordi det var kun for ren overlevelse. Det værste jeg gjorde ved mig selv fysisk var ikke at vedligeholde mig selv.. mine tænder for eksempel. Som til sidst endte med at slå mit selvværd næsten helt ihjel. (Skal lige nævnes at jeg har tandlægeskræk i sådan en grad at jeg bliver desideret fysisk dårlig bare jeg ved jeg skal levere en pakke til en tandlæge på en arbejdsdag) Det startede langsomt med at jeg flækkede en tand fordi jeg fik noget i hovedet, det var ikke så synligt og gjorde ikke særlig ondt, så jeg skulle s**tme ikke have lavet noget.. men dårlige tænder avler bare flere af dem så det var kun langsomt "op ad bakke" derfra. Jeg har altid været ret stædig hvad angår hjælp.. jeg har altid været bedre til at hjælpe andre end selv at bede om hjælp.. det er for mig på en måde altid nemmere at forholde mig til alle andres bøvl fremfor ens egne. Det var også derfor min (kære, elskede) mor gik på listetå omkring det emne da man kunne begynde og se det på mig. Hver gang hun prikkede til emnet om tandlæge blev jeg sur og "skulle nok komme igang" og så lod jeg den ligge der. Men den dag kom jo aldrig.. det lykkedes hende til sidste og knække mig.. en halvanden måned før min 30 års fødselsdag hvor jeg reflekterede over hvor lidt jeg rent faktisk havde udrettet i mit liv indtil nu. Jeg havde så mange drømme, ideer, ambitioner og visioner men jeg kunne til sidst godt se at jeg skulle igennem denne her væg af stål før jeg virkelig kunne komme videre. Jeg er "over bakken" så at sige. Jeg føler jeg har fået en kæmpe mængde selvværd tilbage. Jeg tør vise mig mere offentligt igen og vigtigst af alt, smile og grine igen uden at spekulere over hvordan folk så på den unge mand som i øvrigt, ifølge nogle mennesker er en flot og sød fyr, om hvordan man kunne samtidig "se sådan ud". Da jeg var færdig red jeg på en bølge af glæde, over følelsen at være "genfødt" men det bliver jo også hverdag igen. Langsomt. Jeg er stadig et gladere menneske men jeg har indset at der er mange ting der ikke kun løses ved en tur til tandlægen for at få førstehåndsindtrykket på plads igen. Når jeg læser alt det her igennem beklager jeg hvis det virker utroligt rodet, men jeg var nødt til at lægge ud med det, der var mest presserende på mit sind. Læs det som en intro til lille serie af historier fra min fortid, tanker om nutiden og visioner om fremtiden Jeg beklager igen hvis det her ikke kvalificerer sig som en rigtig "blog" men jeg tror i sidste ende jeg har et behov for at komme ud med nogle ting over de næste par uger som bliver de sværeste i de ændringer i mit liv og hverdag som ligger forude - uden at blive afbrudt som hvis jeg sad i en samtale. Hvis nogle ofrer deres dyrebare minutter i hverdagen på at læse noget af det her, så først og fremmest tak Kommentarer er velkomne også. Jeg vil nok holde igen med at svare på spørgsmål da der nok vil komme svar i fremtidige "blogs". Det var alt for i aften Jeg sidder i disse minutter og ryger min sidste cigaret - der een tilbage i pakken, som bliver min første eksamen i morgen tidlig.. den skal krølles sammen og smides i vasken som det første. I får et lille citat med på vejen som alle mennesker i alle perioder i deres liv skal huske på engang imllem. - "Man kan ikke være noget for andre før man er noget for sig selv."

Lefty Striker

Lefty Striker