Blogs

 

Fredag aftens tanker

Lige pludselig blev det hele mørkt. Lyset slukkede. Der blev stille. Det føles tomt. Jeg satte mig ned i et hjørne. Jeg følte, at det hele var tomt. Der var ingen lyde, ingen stemmer, ingen varme. Det var, som om at alle havde forladt stedet, taget alt med sig, smækket med døren. Det var, som om ingen ville komme tilbage. Alle var gået videre, havde sat sig et nyt sted, fundet en ny varme, tændt lyset et andet sted.  Og sådan føles det lige nu. For to uger siden kom jeg hjem fra en rejse, som jeg nok altid vil kalde for mit livs rejse. Følelserne, opfattelserne, sensationerne, kontakterne og detaljerne er ved at sive ud. Tristheden, rastløsheden overtager. Følelsen af at man aldrig vil fange øjeblikke som disse igen er invaderende. Ensomheden. Savnet. Hverdagen. Jeg er ikke god til hverdag. Jeg er ikke god til rutine. Jeg søger grænser. Jeg er passioneret. Jeg er intens. Jeg er for meget. Jeg er ikke bange for at tage chancer. Jeg er ikke bange for at hoppe ud over kanten, jeg er ikke bange for at stole på folk, jeg er ikke bange for at flytte bjerge for mennesker, som jeg knap kender. Jeg handler ud fra mine følelser, og jeg har ikke selvkontrol, trods alt jeg søger er en kontrol.  Det er et år siden, at jeg valgte at gå fra min ekskæreste. Jeg fandt styrken til at forlade det. En styrke som jeg længe ønskede, at jeg ville finde. Som jeg længe drømte om, at jeg turde vise. Jeg håbede ofte, at der ville være en ny til mig derude et sted. Og det var i går, den syvende juni, at jeg sad i en park midnat med min veninde, at det gik op for mig. Jeg havde samme dag være sammen med den 12. eller 13. siden, at jeg gik fra ham for et år siden. 13 fyre på et år. Jeg kendte ham ikke. Vi havde bare fået kontakt. Han kom hjem til mig torsdag eftermiddag, vi så en film, udvekslede akavede ord, og så havde vi sex. Fra det ene øjeblik til det andet, fik han snoet den godt, og vi kyssede, og han var hurtig, han var voldsom. Og så skulle han hjem. Og så fandt jeg ud af, at han havde løjet om sin alder. Og der var alt for mange ligheder mellem ham om ham fra i december, som virkelig gjorde mig ondt. Ham der tvang mig til sex. For ja, nu tør jeg sige det. Han tvang mig. Han pressede mig. Han slog sin hånd mod min kind. Og pludselig var han bare væk. Det gjorde ham i går ikke. Heldigvis. Han lignede ham blot fysisk, han var usikker og akavet, og han var opsat på sex.  Det er ligemeget med ham fra december. Han er væk nu. Han satte sine mærker, men han er væk nu. Og han kommer aldrig tilbage. Men da ha fra i går var taget hjem, så mødtes jeg med min veninde i en park. Det var allerede mørkt. Hun lyttede til hvert et ord, jeg sagde. Min frustration. Og så kiggede hun mig dybt i øjnene. Og så rørte hun et emne, som jeg troede, ingen betydning havde. I det øjeblik gik det op for mig, at det var alt der havde betydning. "Du er skadet. Jeg kan se det på dig. Du er skadet af hans gentagende utroskab. Du er skadet af, at du flyttede bjerge for ham. Du flyttede til udlandet for ham. Han var alt for dig. Han har skadet dig"  Og det havde jeg aldrig tænkt på. Jeg havde aldrig tænkt på, hvor skadet jeg er, af, at den jeg stolede allermest på, den der var min makker, min bedste veninde, min kæreste, min forelskelse. Ham, som jeg flyttede bjerge for, ham, som jeg gjorde det hele muligt for. Han var mig utro. Ja, der var den ene gang på diskoteket, hvor jeg også var der, og han kyssede med hende ude foran. Men der var også den anden gang.. den gang hvor han i mere end seks måneder skjulte kontakten til pigen på sit arbejde. Mens jeg inderst inde kunne mærke, at noget ikke var som det skulle være, så benægtede han. Og han lovede mig, at der ingenting var. Men det var der. Der var beskeder og billeder på snapchat om natten, mens jeg var hos ham. Der var byture, ture ude som jeg aldrig vidste noget om. For "han havde bare siddet hjemme".., og han kiggede mig dybt i øjnene, tog min hånd og lovede. Jeg har aldrig været god til at stole på folk. Men det gjorde jeg i det øjeblik. Og siden da har jeg søgt noget, som ingen har kunne give mig. Siden da har jeg væltet rundt i fyre med en tanke om, at jeg bare ville mødes, se hvad der sker. Men kort tid efter er de faldet fra, og et par uger efter - eller mindre - så eksisterer jeg ikke mere for dem.  Og jeg kan mærke det indeni. Jeg kan mærke min frygt for, at ham jeg sidst mødtes sender snapchats til en masse piger, jeg kan mærke frygten for, at jeg blot er en ud af mange. Jeg kan mærke en mistillid fra første sekund, at jeg møder en ny. Jeg kan mærke, at jeg straks føler mig afhængig af ham. At jeg straks overgiver mig.  Men hvorfor overgiver jeg mig? Er jeg desperat? Er jeg bange? Hvorfor vurderer jeg ikke, om han er noget værd, før jeg føler mig forelsket i noget, som jeg slet ikke ved, hvad er. For mine forældre blev skilt, da jeg var 1.5 år gammel, og min far var der aldrig rigtig. Han var opslugt af karriere, rejser, udenlandske kvinder. Min mor var mærket af tidligere hændelser, stresset af sin uddannelse og arbejde. Min mor var alene i otte år efterfølgende. Alene med mig. Hendes fuldtidsarbejde. Stresset. Mærket af sin fortid. Og det så jeg. Jeg så, hvordan min mor var alene. Jeg så, hvordan det at være alene var kaotisk, trist, ensomt, ubehageligt og mindreværdigt. Min mor var stærk. Det var hende, der tog mine veninder og mig på ture i weekenderne. Hende, der havde overskud. Hun var der altid. Men hun var alene. Og det ville hun ikke være. Så fandt hun en mand. Den bedste af slagsen. En der havde overskud i livet. En der var glad. Udadvendt. Ikke tænkte så meget over tingene. Alt det modsatte af hende. En der blot nød livet. Så købte de et stort hus sammen, og vi rejste rundt i udlandet hele skolesommerferien. Og vi fik en hund. Og min mor var glad. Og min mor kunne slappe af. Overgive sig. Og pludselig var der en, der løftede.  Og i min fars nye familie, var der aldrig plads til mig. Min far fandt sin udenlands eneste ene, og hun kunne ikke lide idéen om, at han allerede havde et barn. Og vi forstod aldrig hinanden. Og jeg var altid i vejen.  Men det var det jeg så. Det var det jeg mærkede. Hørte. Følte. Jeg oplevede, hvordan det at være alene ikke var positivt. At det ikke at være forelsket, samlet, en familie. Det var kaos, rastløshed, mærke aftener. Tristhed. Og jeg så, hvordan den første mandlige figur i mit liv ikke var til stede. Han så mig ikke. For ham var jeg ofte i vejen. Han elskede mig. Han gav mig rejser. Han krammede mig. Men han var der ikke. Han kom for sent, da han skulle hente mig fredag eftermiddag i børnehaven, og han dukkede aldrig op til forældremøderne.  Og nu sidder jeg her. Fredag aften på mit værelse. Alene. Trist. Rastløs. Ensom. Nu sidder jeg her. Måske burde det være gået op for mig noget før. Måske var det, det rigtige øjeblik. Men det skete nu. Det skete nu, at det gik op for mig, at jeg er mærket af utroskab, mærket af mine barndomsår. Jeg er mærket. Og måske er det okay.. Jeg er tom for ord. Jeg føler mig tømt ud. Jeg føler, at jeg har fået løsnet for en knude, som jeg vidste var der, men som jeg ikke vidste, hvad kom af. Jeg føler, at jeg har gået i et mønster af tryghedssøgen, farlige datingsmønstre, usunde tankegange og opfattelser. Men det var jo bare det, jeg lærte. Det, jeg blev præsenteret for. Eller bedre sagt - det var dét, jeg fortolkede af den virkelighed, som var den første virkelighed, jeg mødte. Og jeg håber, at jeg nu for fremtiden på et eller andet tidspunkt kan finde ro i mig selv. Kan fortsætte med at være åben, varm og attraktiv men passe på mig selv. Lade folk kende mig. Men ikke lade dem overtage. Ikke lade dem komme ind og ikke give dem adgang til at tage alt med sig, når de går. At jeg kan bygge et fundament, hvor jeg er roden til min egen tryghed, varme og lys. At jeg kan skabe relationer uden behov, nødvendighed, afhængighed. At jeg kan skabe relationer, fordi jeg vælger dem, ikke fordi jeg har behov for dem. At jeg kan flytte bjerge for mig selv og for dem, som flytter bjerge for mig - eller bedre, dem som hjælper med at flytte bjerget. Jeg håber, at jeg kan finde ro i det jeg elsker, i det jeg gør. Ro i mig selv.  For jeg vil gerne leve det liv, som jeg gør nu. Jeg er stolt af, hvad jeg har formået at opnå. Og måske har jeg opnået det, som jeg har opnået, fordi jeg var rastløshed, søgte ting som jeg ikke kunne finde i mig selv. Jeg vil gerne elske mig selv. Jeg vil gerne være afhængig af mig selv. Jeg vil gerne finde tryghed i mig selv. Jeg vil gerne stole på mig. Jeg vil gerne lære at stole så inderligt på mig selv, at verden svarer med at lade mig støde på en, som vil give mig den tillid, som jeg har til mig selv. En dyb og ærlig tillid. Men indtil da skal mine sår hele.... Og det skal nok blive okay. 

soyyo

soyyo

 

Aah Aarhus

Jeg havde fornøjelsen at besøge Aarhus i fredags. Og ved Gud hvor var det dejligt at besøge denne rene og guddommeligt smukke by. Hvor ville jeg ønske at denne by med klasse, var Danmarks hovedstad. København er jo en beskidt affaldsspand, mens at man i Aarhus holder sin by ren. Jeg havde fornøjelsen at se Letbanen køre næsten lydløst af sted, og med åbningen af Letbanen, har vi atter sporvogne i Danmark.  Strøget i Aarhus pulser af liv, og overgår i en hver hensigt Strøget i København. Min opfordring skal lyde ! Flyt hovedstaden til Aarhus, og sælg København til svenskerne. Hvis svenskerne da vil give noget for det skidt. Gnags har lavet sangen der hedder : LAV SOL OVER AARHUS . Lad denne sang blive en ny nationalsang. Det er på tide med fornyelse af Danmark !

1961

1961

 

Jeg mødte en på min rejse

Det var en fantastisk rejse. Bedre end nogen anden rejse. Jeg har været på mange rejser. Jeg har bevæget mig rundt, og der går sjældent mere end et par måneder, før jeg har noget nyt planlagt. Jeg føler, jeg er i live, når jeg rejser. Jeg føler, at jeg vokser, at jeg indser, at jeg lærer. Jeg føler, at jeg lever. Jeg hader rutine, og jeg hungrer efter rutine. Men jeg fungerer ikke i rutine. Jeg er rastløs. Jeg har behov for at lære, at føle. Jeg har altid, siden jeg var lille, haft et behov for at føle, at jeg "var i bevægelse". Jeg elskede at tage toget, jeg elskede, når vi skulle køre steder hen. Jeg elskede, når vi rejste langt væk. Jeg følte bare, at jeg trådte skridt frem fra mit nuværende position. Og måske er det det, jeg søger. At jeg føler, at jeg taget et skridt frem i livet. Jeg var i Asien med min veninde. Det var et kæmpe kulturchok for mig. Trods jeg har boet i udlandet, siden jeg var myndig og selv måtte tage mine beslutninger. Jeg husker knap, hvordan Danmark føles, hvordan man gør tingene i Danmark. Det skræmmer mig. Det er faktisk en af mine frygter at skulle tilbage, indrette og tilpasse mig i det danske samfund. For jeg ved ikke, om jeg ville fungere der mere.  Jeg var på denne her rejse. Og det var et stort chok. Det var kaotisk, urent, alting var bare.. nyt, udfordrende, uforstående, imponerende, skræmmende. Det hele gik hurtigt, og vi rejste hurtigt fra det ene sted til det andet. Og så skete der noget, som jeg egentlig ikke ville køre denne blog om, men som jeg nok ikke kan lade være med at gøre alligevel. Jeg kan nok ikke lade være. Ikke når det er det eneste, der kører i hovedet på mig lige for tiden. Jeg har brug for at få det hele ned på skrift, at se det udefra.  Vi var til en fest. En rolig bar. Ikke særlig mange mennesker. Vi spillede beerpong, da jeg, i min meget fulde stilstand, står og observerer, hvordan de andre på mit hold fucker det hele op, så vi taber. Jeg kan ubevidst mærke, at der bliver kigget på mig. Du ved, en der virkelig stirre på dig, så du ubevidst reagerer ved at kigge tilbage. Jeg kiggede op, og der stod han ved det andet peerpongbord. Han kiggede ikke væk, han fastholdte sit blik fast på mit, der nu reagerede. Han havde et kæmpe smil direkte mod mig. Jeg tænkte ikke over det. Jeg gik hurtigt videre, da det var min tur. Jeg må have været for påvirket til overhovedet at opfatte, at der var en, der kiggede på en så overbevisende måde. Jeg sad senere ved et bord og fjollede med en af vores nye venner, da han går et sekund, så hopper ham med blikket direkte hen til stolen ved siden af mig og med sit store, trekantede smil siger: "Hi!" Og så begyndte vi at snakke, og det stoppede ikke.  Baren blev tommere og tommere, og vores venner havde antaget, at de nok ikke skulle forstyrre. Vi snakkede om himmel og jord. Han fortalte mig om hans land. Hans land på den anden side af atlanten. Vi grinte. Vi satte os ved stranden, hvor vi snakkede hele natten. Vi grinte. Vi fjollede.  Verden ville, at vi skulle mødes igen et andet sted i Asien 4 dage efter. Han rejste videre, og jeg rejste videre. Efter vores næste stop, havde vi begge, tilfældigvis, billetter til samme lille by. Der brugte vi begge de sidste dage af vores rejse. Jeg kunne fortælle i detaljer, hvor fantastisk det hele var. Hvordan vi grinte, skabte minder, festede, åbnede os for hinanden, spiste middage, hvordan vi crashede et hotelværelse for at være alene uden vores venner. Jeg kunne fortælle det hele, og jeg ville gøre det, mens mit hjerte glødede, tårerne trillede ned. For nu er der gået 1,5 uge, siden vi alene, kun ham og jeg, tog til lufthavnen og sagde farvel til hinanden. De sidste øjeblikke, hvor jeg kiggede ham i øjnene og med fuld ærlighed mumlede: "måske ses vi aldrig igen", og han svarede: "sådan noget må du ikke sige..". Da han kyssede mig for sidste gang, mens han gentagende gange sagde: "vi ses meget snart igen.. vi ses snart igen!"  Og det kan vi nu. For da jeg kom hjem fra ferie, gik der ikke mere end 3 dage, før jeg tilfældigvis (ja, det var tilfældigt) blev tilbudt et 5-ugers job i hans land. Ikke hans by - men hans land. Jeg er blevet tilbudt et job derhenne, og jeg har i dag søgt om visa. Jeg har umiddelbart sagt ja, og der er umiddelbart en aftale.  Men han ved ingenting endnu. Han ved det ikke. Vi talte sammen hele sidste uge, og vi talte sammen for to dage siden, men siden er han kommet tilbage i rutinen, og det skulle man forvente, at jeg også er. Men det er jeg ikke. Måske er det fordi, at jeg ved, at der er en mulighed, for at vi igen kan ses snart. Men jeg er bange. Jeg tør ikke tage skridtet og fortælle ham nyheden. Det virker latterligt, for de fleste ville nok fortælle det som det første, glade, fuld af begejstring. Men jeg er nervøs. Jeg er bange, nervøs og usikker. Jeg er nervøs for hans reaktion. Hvad hvis han har lukket døren. Hvad hvis han ikke er interesseret i at mødes igen. Hvad hvis han blot svarer koldt. "Så er han ikke det værd", nej.. det er han tydeligvis ikke, og så var det bare ikke det, verden ville have for os. Jeg har planlagt en dag og en måde at fortælle ham det på, og jeg er ret sikker på, at det er dér og sådan, at jeg vil gøre det. Jeg ved, at uanset min frygt for udfaldet, vil være nødt til at sige det. Jeg er nødt til at se, hvordan han reagerer på, at det kan blive muligt at ses igen. Jeg er nødt til at sætte et punktum eller et komma. Men jeg frygter hans svar. Jeg frygter hans reaktion. Jeg frygter, at han har valgt at forlade rummet, hvor jeg stadig befinder mig. Jeg frygter hans svar.   

soyyo

soyyo

 

Europa

Jeg elsker åbne grænser, jeg elsker Euro, jeg drømmer om et forenet Europa. Jeg er super europæeren der gyser over Brexit...... Bare folk dog ville forstå at et stærkt Europa styrker Danmark. Vi har ikke brug for grænsekontrol, som jo bare er symbolpolitik, der har til hensigt at tilfredsstille Dansk Folkeparti.  

1961

1961

 

Drømmen om at blive serviceassistent og få hue på

Som overskriften siger, så drømmer jeg om at blive serviceassistent på et hospital, det som man også kalder portør, men hvor man både gør rent og kører patient kørsel. Jeg var i praktik på Nordsjællands Hospital Hillerød tilbage i 2014, hvor jeg fik muligheden for at kører med patienter og fandt hurtigt ud af, at det var det jeg ville arbejde med. Min søster havde arbejdet som serviceassistent i 5 år på samme hospital, men det var altså ikke derfor jeg ville det. Min første drøm var at blive garderhusar, men da jeg indså, at det var en urealistisk drøm, så fandt jeg portør/serviceassistent jobbet interessant.   Jeg er en smule udviklingshæmmet dvs. at jeg husker ikke så godt, har en smule indlærings vandsligheder og har gået i special klasse og efterskoler hele mit liv. Jeg er god til dansk og nogenlunde til engelsk, men jeg er virkelig en taber til matematik og fatter kun langsomt logikken i det. Faget interessere mig slet ikke og det er self. det eneste fag jeg mangler, før jeg kan komme ind på uddannelsen. For ca. 4-3 år siden tog jeg først dansk enkelt fag, G niveau som svarer til 9.klasse på VUC og derefter engelsk G niveau, hvor jeg bestod med fine karakter efter min mening, men nu er jeg nået dertil, hvor jeg er i gang med matematik på basis niveau som svarer til ca. 7-8.klasse. Jeg førsøgte at tage basis for ca. 2 år siden, men knækkede halsen på det, fordi jeg ikke kunne følge med og fordi jeg ikke fik den ekstra hjælp jeg havde behov for, så jeg droppede ud og først nu i år, her i Januar måned, begyndte jeg så på matematik basis igen, men nu med hjælp fra en slags mentor, fra et skov projekt jeg har været ude i før VUC start. Jeg har hende som hjælp 2 gange om ugen, Mandag og Onsdag og jeg går i skole Tirsdag og Onsdag og bare at have fået denne her hjælp, er nok til at jeg er kommet længere end før og at jeg har troen på, at jeg kan komme igennem det, selv om jeg stadigvæk syntes, at det går lidt for hurtigt og jeg knap nok når, at forstå logikken i noget, før vi skifter emne, fordi vi skal lærer en masse på 5 måneder og så skal være klar til G niveau. Jeg håber virkelig, at jeg er klar til G niveau om 4 måneder og at jeg er klar til at kommet et niveau op og kan gennemføre matematik 9.klasses eksamen med mindst 02. Jeg forventer absolut intet, da jeg er virkelig dårlig til faget og vi ikke har ret meget tid at løbe på. Det er ret stressende for mig, da jeg har brug for så meget tid som muligt med, at forstå hver emne vi kommer igennem, men sådan er det jo desværre bare.   Jeg går allerede og drømmer om fremtiden, om at jeg om morgenen skal gå lidt længere ned ad den samme vej som VUC ligger på for, at komme i skole på Erhvervsskolen, hvor jeg er i gang med uddannelsen som hospitals serviceassistent. Jeg drømmer også om, at jeg bliver færdig og kan tage den lilla hue på med EUD skiltet og sige "Ha'! jeg gjorde det fandeme jeg gennemførte en uddannelse og jeg er ikke så dum som i går og tror!" Jeg vil smadder gerne have en hue på som for mig er et stort symbol på, at man fandeme har slidt og slæbt for, at få en uddannelse og at man har gjort sit bedste for, at nå dertil, hvor man kan tage den på og være skide stolt af sig selv. Desværre møder jeg tit og ofte også kritik overfor, at alle andre huer end de røde og blå, ikke burde eksistere, fordi det ikke er rigtige studenter der bærer dem og det bliver jeg faktisk en smule ked af, for gu fanden er folk, der tager andre uddannelser end de gyminatielle, ligeså meget studenter som dem med blå og røde. Det kan godt være, at uddannelsen ikke er ligeså stor som en gyminatiel, men det er altså heller ikke alle mennesker der er kloge nok til det niveau og andre huer end de røde og blå, er i min optik en stor sejer for dem, der viser dem frem for offentligheden. Selv jeg glæder mig til, at vise min frem når jeg en dag får den på hovedet. Jeg vil være pave stolt over, at vise folk, at jeg har præsteret noget i mit liv som har gjort, at jeg kan mit shit, til når jeg får mig et arbejde som serviceassistent.   Jeg tror selv på, at min drøm er realistisk også selv om jeg ikke er det klogeste hoved og at jeg har mine udfordringer her i livet. Jeg tror på, at jeg kan bestå den øv eksamen jeg på et tidspunkt skal op i, i Matematik 9.klasse på VUC og jeg derefter kan komme ind på uddannelsen som serviceassistent og i sidste ende få den lilla hue på og kalde mig selv for hospitals serviceassistent. Jeg har et mål jeg virkelig gerne vil gå efter, for første gang i mit liv og jeg har fandeme også tænkt mig, at nå i mål om det så skal tage mig længere tid end andre!

Miss_WarHorse

Miss_WarHorse

 

Hvordan internettet har ændret vores hverdagsliv

I 1996 brugte 12 % af den danske befolkning omkring 2 timer om ugen på internettet. Nu bruger vi alle i gennemsnit 4 timer dagligt. Internettet er relativt nyt, men det har allerede ændret vores levevis markant. Læs mere om, hvordan det har påvirket vores liv her. Det er muligt at dele viden på kryds og tværs Noget af det smarteste ved internettet er, at det gør det muligt for os at dele viden på tværs af by-, lande-, ja, selv kontinentgrænser! Vi kan dele viden med alle fra hele verden med kun et par tryk på tastaturet, og som følge heraf er det også blevet meget nemmere at tilegne sig viden om alt mellem himmel og jord! Det har i høj grad ændret vores måde at søge ny viden på! Brug af applikationer til rejser, musik og bankkontoen I takt med at internettet er blevet mere populært har vi fået smartphones og derfor også diverse applikationer. Der findes masser af smarte, norsk casino til stort set alt! Før i tiden skulle man på billetkontoret eller kigge i en køreplan for at planlægge sin rejse. Nu bruger vi en app. Musikken finder vi ligeledes i en applikation, og selv vores bankoverførelser sker i en lille firkant på mobilen! Vi har flere tusind venner Med internettet har vi også fået de sociale medier. Instagram, Twitter og Facebook tager mere og mere af vores tid, og vi kan nu sagtens have flere tusind ”venner”. Vi kommunikerer på en helt anden måde nu, end vi gjorde for blot 15 år siden, og vi har bekendtskaber der strækker sig langt ud over vores fysiske grænser!

Linnea

Linnea

 

En julehilsen fra Canada

Jeg fik en opringning i går.
Fra en slægtning i Canada.
Han bor ved Stillehavskysten, og har haft et gartneri derovre i rigtig mange år.
Jeg må sige, jeg beundrer ham.
Han er fyldt 80, og er still going strong.
Han får godt nok en pension, men supplerer den op ved at fortsætte med at holde virksomheden i gang, godt nok i mindre målestok, og sammen med en ven der også er gået på pension ..
Men han leverer stadig til det lokale Farmers Market. Det er i sig selv lidt eksotisk, at han ringer til mig fra fastnettelefon.
Han har ingen computer, og vil ikke ha' noget med al den nymodens teknik at gøre ... Jeg har været ovre og besøge ham et par gange, for år tilbage, og siden da har vi holdt lidt kontakt, især til jul, hvor vi sender julekort til hinanden, og de sidste par år har vi også ringet sammen.
Jeg er selv lidt af en 'grøntsagsfreak', men jeg mangler desværre det praktiske 'gen' ...
Jeg er typen, der kun kan få skvalderkål og jordskokker til at gro ...
Min slægtning derimod, er en dygtig praktiker, og meget kendt og respekteret i lokalsamfundet derovre ...
Men samtidig er han 'helt sin egen', han er bestemt ikke noget dusinmenneske .. og det gør jo nok også sit til, at han enj populær skikkelse ..

Vi kunne lære meget af de klassiske, små erhvervsdrivende, som vi kendte dem fra dengang ude på landet.
Det er rigtig fint, at nogle af dem holder skruen i vandet endnu ...

 

udmarksson

udmarksson

 

Når mor ikke kommer til jul alligevel

Ja, nu kommer min mor ikke og holder jul sammen med min moster, onkel og jeg, hvilket jeg jo alligevel havde glædet mig til. Samtidigt dunker jeg mig selv oveni hovedet, fordi jeg håbede eller troede for meget på, at det rent faktisk kom til at ske. For jeg må jo efterhånden have lært, at chancerne er ekstremt små, men nej nej, jeg håbede for meget og blev skuffet og ked af det. Denne gang var det dog ikke alkoholen eller billiard spillet, der var vigtigere end hendes egen familie, men derimod en historie om, at hun skulle have fået nogle nye piller, der skulle gøre hende syg/svimmel og at lægen havde sagt til hende, at hun kunne have været død, hvis ikke hun kom op til ham da hun havde fået det dårligt. Måske er det sandt og måske ikke, men en ting er sikkert, jeg syntes at det er for hurtigt, at aflyse når der alligevel var næsten en uge til, at vi skulle ned til min moster med toget d.23. Jeg havde endda en længere chat med min mor over Messenger, hvor jeg prøvede at prikke lidt til hende og fortælle hvordan jeg føler og at jeg savner, at være sammen med hende. Min mor og jeg ligner hinanden utrolig meget, både kreativt, psykisk og lidt udseends mæssigt. Min mor nævnte så på et tidspunkt i chatten, at hun var "nede", som er det udtryk hun bruger, når hun psykisk ikke magter eller kan overskue noget og det er også fair nok, men hun ved jo heller ikke hvordan hun har det mentalt d.23. Jeg skrev også, at fordi vi ligner hianden så meget, på så mange punkter, så var jeg næsten sikker på, at hun ville fotryde hvis hun ikke holdte jul sammen med mig og min moster, når hun havde chancen for det.  Jeg ved ærligtalt ikke, hvor længe jeg har min mor og om hun overhovedet er her næste år, på samme tid. Jeg fortalte hende også, at når jeg havde dage, hvor jeg aller mest bare havde lyst til at gemme mig væk under min elskede dyne og bare sove dagen væk, når jeg ikke kunne overskue dagen, så hvis jeg kom afsted til praktikken alligevel, så ville jeg tit få det meget bedre, fordi jeg var sammen med andre mennesker og at det kan være en stor hjælp, til at få ens dag til at blive bedre. Jeg skrev også, at hun sikkert ville få det bedre, af at være sammen med noget familie og, at det jo var 4 år siden vi sidst havde holdt jul sammen. Det var dengang Kristian, min papfar, stadigvæk levede og vi holdte den sidste jul sammen, inden han døde i januar. Vi holdte jul sammen hos min moster, så det kan selvfølgelig også være en årsag til, at det er svært for min mor, at vende tilbage til der, hvor han havde sin sidste jul. Men alligevel tænker jeg, at hun ville have godt af, at være sammen med mig og min moster og generelt bare være sammen med andre mennesker. Mor har endda rig mulighed for, at trække sig tilbage, hvis det bliver for meget, da hun ville have sit eget værelse og det samme gælder for mig, når jeg er hos min moster. Min moster ved, at jeg er introvert og generelt bare har brug for, at kunne trække mig tilbage, inden jeg bliver irriteret på folk eller hvis jeg bare har brug for ro i mit hoved. Så hvorfor skulle det være anderledes for min mor? Hun ville jo helt sikkert, have samme mulighed som mig. Alt i alt, så lyder dette nok som en klage sang og måske er det også det, men jeg er også bare ved, at være træt af dårlige undskyldninger fra min mor, for ikke at kunne komme, selv om jeg ved, at det er fordi hun ikke kan overskue det. Jeg syntes bare godt at hun kunne vente og se tiden an, i stedet for at aflyse, næsten en hel uge før det hele sker. Jeg ville bedre kunne forstå det, hvis det var på selve dagen, for så havde hun jo mærket efter på selve dagen og ikke en hel uge inden. Det er lidt hurtigt, at aflyse syntes jeg, men måske er jeg også bare "den dårlige datter" der bare ikke kan se hendes behov eller forstå hvordan det er i hendes sko. Jeg har virkelig prøvet, at forstå hende, med hendes barndom, psyke og misbrug, men det er svært ikke at blive sur eller skuffet på hende en gang imellem. Jeg kan jo heller ikke tvinge hende til noget, men altså, det er bare ikke særlig nemt, når man jo elsker sin mor, selv om hun aldrig rigtigt har været, en super mor. Jeg elsker hende jo stadigvæk!

Miss_WarHorse

Miss_WarHorse

 

Parterapi kan ofte være kilden til forandring

Mange mennesker - og især mænd, har det virkeligt svært med terapi i alle afskygninger. Om det er psykoterapi, familieterapi eller parterapi - eller måske noget helt andet er fuldstændig underordnet. Mange har bare en ordenlig omgang modstand mod al form for terapi og ser nærmest parterapi som noget overnaturligt hokus pokus agtigt plattenslager arbejde - eller måske endda noget farligt.  Det mærkelige er samtidig at rigtig mange har store problemer med parforholdet, og de vil gå rigtig langt for at forsøge at redde trådende når det hele virkelig brænder på - men helst på egen hånd og det kan være virkeligt svært. Parterapi kan nemlig hjælpe med at sætte ind lige der hvor der er behov for det, og det kan skabe bevidsthed og hvordan man som par påvirker hinanden i dagligdagen og det kan være rigtig svært selv at finde ud af. Netop denne bevidsthed er en man kan træne. Læs eventuelt denne artikel om det. Jeg har selv været i parterapi med min søde kæreste dengang vi boede i Århus - og det var virkelig godt. Nu er det efterhånden noget tid siden, men det var bestemt alle pengene værd. Selvfølgelig kan det være meget forskelligt fra par til par og fra terapeut til terapeut hvor effektivt parterapi er, og det er da heller ikke alle parforhold der kan reddes. Men i langt de fleste tilfælde kan det gøre en kæmpe forskel - det gjorde det ihvertfald for os.     

Superhenriksen

Superhenriksen

 

Grøn test

Grøn test intet økologiske eller anden form for fair trade indlæg. Blot et simpelt lille grøn test 1 2 3... yep det virkede sørme. Min første blog og har kun lavet en fejl indtil nu.. ...så kører det :0) Hvor må folk herinde da egentlig være trætte af den slags test oplæg, hvor en grøn liiiige skal afprøve bloggens funktioner af... og ja folkens, jeg er ked af det, her er ganske enkelt et mere af slagsen... ...en ulidelig grønskoldning der vader rundt på jeres skærm og grisser den til med små babyfødder :0) haha.. jooow jooow! Har oven i købet fundet ud at give mig selv et hjerte i bedømmelse /Cozy

Cozy

Cozy

 

Cykeltur på Fanø

Jeg var på en cykeltur ti Fanø i sensommeren, sammen med nogle venner. Fanø er dejlig cykelvenlig .. for os der cykler for sjov.
Øen er flad - bogstavelig talt som en pandekage - men naturen er alligevel rimelig afvekslende. Stranden er fantastisk .. en meget bred sandstrand, sandet er så fint at man kan cykle på den helt uden problemer, det er som at køre på en asfalteret vej .. Nu var vejret så også helt fint - lun sol og ingen vind.
I blæsevejr er turen knap så bekvem .. jeg har prøvet det en gang, dog ikke på Fanø, men fra Blokhus til Rødhus .. hvor stranden heller ikke er helt så fast.
Bussen fra Nordby til SønderHO!!  kører nogle gange også på stranden ... Der er skov på Fanø. Og hede. Skønt sted at cykle i fred og ro, ad små grusstier og gennem lavtvoksende løvtræer ... Nede mellem klitterne ud for Nordby fandt vi en lavning mellem klitterne, hvor der groede nogle enkelte, pænt store svampe .. .. Bunkers .. der har nok været placeret kanoner i de fordybninger .. Vældige anlæg, forberedt på invasionen der godt nok kom, men ikke lige dér ..
Der var tuneller mellem kanonstillingerne - og der er underjordiske gange mellem dem .. indbyrdes forbundet, sikkert på kryds og tværs .. man kan godt gå ned i gangene .. med gode muligheder for at fare vild ...
Esbjerg i baggrunden, med borerigge ... Fuglekøjerne ved Sønderho.
En særlig snedig konstruktion, de fattige fiskere og smålandmænd brugte som supplement til den sparsomme føde ...
Vildænderne blev fanget i særlige net, eller bure, der fungerede fuldstændig som en ruse ...
Der er flere fuglekøjer - tre eller fire - på øen. Sønderho kirke - ret særpræget, to- trehundrede år gammel, vistnok inspireret af frisisk byggestil ... Vi nåede faktisk en tur på 50 km ..  jojo, det kan godt lade sig gøre på Fanø, selv om øen kun er tolv-femten kilometer lang .. og uden at 'snyde' og køre samme rute flere gange ...

udmarksson

udmarksson

 

Sådan kan store gevinster ændre folks liv

I dag tænkte jeg på de historier, jeg læste for nylig, om hvor store gevinster ægevinsterndrer folks liv. Vil gerne dele nogle af denne her. Er du vild med at spille online casino? Går du med drømmen om at vinde den helt store gevinst? Går du tit og tænker på, hvordan dit liv vil ændre sig, hvis du en dag vinder? Det er naturligvis forskelligt fra person til person, hvilke ændringer i livet, det vil medføre, når man vinder en stor casino-gevinst. Én ting er dog sikkert; penge giver frihed og skaber muligheder. En stor sum penge vil derfor for de fleste mennesker betyde mere frihed og flere muligheder. Når drømme bliver til virkelighed Det kan for de fleste mennesker være svært at forstå, når de rammer den store gevinst. Hvad enten det er i Blackjack, roulette eller på diverse spilleautomater, beskriver mange online casino-vindere oplevelsen af at vinde som uvirkelig. Der går som regel nogle dage før det rent faktisk går op for en, at man har vundet den helt store gevinst. For rigtig mange betyder de vundne casino-penge, at drømme kan indfries og bliver til virkelighed. Nogle casino-vindere tager afsted på den rejse, de altid har drømt om, men aldrig har haft råd til. Andre køber bil, båd eller dét, der nu lige står øverst på drømme-ønskelisten. Det kan ske for hvem som helst – så kom i gang. Find Danske Spil app android download her, og land den store gevinst. Sats stort og vind stort Fælles for alle historierne om vinderne er, at de alle turde kaste sig ud i det og satse på den store gevinst. Det er netop ikke alle casino-spillere, der tør satse stort. Nogle foretrækker simpelthen bare at spille casino, fordi det er sjovt og underholdende. De hardcore casino-spillere er dog klar over, at dette ikke alene er nok for at nå den store gevinst. Hvis ønsket er at vinde den helt store gevinst, er man nemlig nødt til at gribe chancen. Hvis du ikke tør gamble om de høje indsatser, vinder du sandsynligvis heller ikke de store gevinster. Det handler om at have is nok i maven til at gribe chancen og muligheden for at vinde store casino-gevinster.

Linnea

Linnea

 

Lidt mere om parforhold

Hej med Jer! Jeg har desværre lidt travlt, så dette indlæg bliver ikke så langt. (i hvert fald ikke som det kunne ) Men det kommer til at handle om at få ret. Altså ret i de ting man diskutere med sin partner. Mange gange er det nemlig slet ikke selve konflikten og problemet som skænderierne handler om. Det handler bare om at få ret og "vinde" over den anden. Man er kommet ind i en negativ spiral - en magt kamp, hvor det udelukkende handler om at få ret - og det er super skadeligt for parforholdet.  Selfølgelig skal man ikke bare bøje af og føje sin partner. Man skal turde stå ved sig selv og mærke efter hvad man vil og ikke vil. Men man skal ikke bare have ret. Prøv istedet at indrømme når du tager fejl eller har gjort noget dumt eller forkert. Så vil du i rigtig mange tilfælde opleve at du partner får respekt for dig. Jeg faldt lige over denne artikel der handler om det samme. Læs den og prøv nogle af tingene. Det giver helt sikkert god menning.   

Superhenriksen

Superhenriksen

 

Om fuldtids morgengnaveri, diagnoser og det sociale sikkerhedsnet

.. jojo, jeg véd udmærket hvad der menes med at være morgengnaven. Jeg er morgengnaven stort set hver dag.
Så jeg tænker, det er godt det samme, at jeg ikke er gift eller samboende ...
Jeg er såmænd i almindelighed kendt som et rart menneske .. det siger man (OK, de kender mig så heller ikke på helt nært hold ... )
Men om morgenen, når jeg står op, har jeg det som oftest ikke specielt godt ...
Især ikke, hvis jeg står op før kl. 9 ...
(Ja, OK, jeg har et job hvor jeg for det meste har dén mulighed .. ikke at stå op før 9) Det er sådan set hvad dét er.
De fleste morgengnavne kvikker op ret hurtigt.
Sådan husker jeg også mig selv, fra for mange, mange år siden.
Men for mig er det ellers sådan, at jeg går rundt og føler mig nede i energi stort set hele dagen.
Nogle gange, føler jeg mig decideret syg.
Jeg véd som regel, når jeg slår øjnene op, om det er een af de der 'syge' dage ...
Jeg har så valgt aldrig at blive hjemme fra job på grund af dét.
Dels nytter det ikke rigtig noget.
Dels véd jeg med ret stor sikkerhed, at der ikke er noget rigtigt 'i vejen' ..
Det er så også sådan, at hvis jeg kommer virkelig 'op på dupperne', så kan jeg komme nogenlunde ud af 'sygdomsfornemmelsen' (det man i det faglige sprog kalder 'generel utilpashed'.
Til gengæld bliver jeg så ret så træt senere ... Dén der morgengnavenhed er noget så frustrerende.
Det betyder blandt andet, at jeg heller ikke i min fritid er vild med at planlægge noget, der gør at jeg skal stå op 'før tid' om morgenen.
Jeg er ikke nærværende, fornøjelsen er om ikke ødelagt, så i hvert fald noget begrænset.
Det er blandt andet et problem, hvis jeg er ude at rejse. Det optimistiske er så, at der rent faktisk er dage, hvor jeg ikke er morgengnaven .. hvis jeg sover længe nok.
Enkelte dage, endda, hvor jeg føler mig udhvilet.
De dage er der længe imellem, men de ér der ...
Så er jeg til gengæld så meget oppe at køre, så jeg ikke kan koncentrere mig om ret meget .. faktisk arbejder jeg nogle gange bedst, når jeg er morgengnaven ...
Men da de der udhvilede dage er ret sjældne, så vælger jeg ikke at gøre dét til et problem. En anden god ting er, at der faktisk er et middel, der rigtig tit hjælper mod morgengnavenheden ...
Når jeg er stået op og har været oppe et stykke tid, lige fået dagen i gang, så lægger jeg mig ...
Bare lige et kvarter ...
Fuldstændig fladt ud på ryggen..
Hvis jeg er træt, så skal jeg l-i-g-e ned i dén tilstand hvor mine tanker begynder at blive surrealistiske ...
Når jeg så vågner, er jeg betydelig mere frisk. Nå. blot lidt overvejelser ...
Og en solidaritetserklæring til alle denne verdens morgengnavne ...
I denne verden hvor det sports- og forretningsfriske er det absolutte ideal, er det meget ilde set at være morgengnaven ... især i den kroniske udgave ..
Hurtig skilsmisse er inden for rækkevidde ...
Men det ér altså noget der eksisterer i verden, og vi er også nogle der lever med det uden at bruge det som en undskyldning for det ene eller det andet ...
Så problemet eksisterer, faktum ...
Lige som morgengnavenhedens mere vedholdende makker, som jeg kommer til .. en anden gang .. Jeg vil hér komme med et råd - ud over dén med at 'nuppe en morfar' ...
Vær bevidst om at du er gnaven - det er en menneskeret - men la' vær' med at forpeste livet for andre ...
Det hjælper faktisk. Lidt. Men seriøst, så er det et problem i forhold til stort set al arbejde.
Jeg er så utrolig heldig, at jeg med mit job stort set kan 'tilrettelægge mig vej' igennem de der halvdårlige dage.
Men det er ikke en mulighe og sd, i de allerfleste funktioner på en arbejdsplads.
Arbejder man med maskiner, som mange andre gør, er det ikke nogen god idé at halvsove .. så kommer man galt af sted.
Bestemt heller ikke vejen frem hvis man laver regnskaber, forretningsbreve eller sagsakter .. tror ikke det er s-å pokkers heldig hvis man hverken er nærværende eller hurtig, og nærmest sidder og halvsover ...
Same thing, omkring arbejde med mennesker ... hvis man går rundt som en halv-zombie har man nok heller ikke meget fremtid i dén type jobs .. Der er faktisk en del, der bokser med dén slags problemer ...
Og efterhånden er fagfolk - læger osv - klare over, at nogle har et alvorligt problem.
Desværre kan man bare ikke løse det, og ikke rigtig gøre noget ved det.
Man gør et ihærdigt forsøg på at finde ud af det, men det reulterer indtil videre i et hav af diagnoser, der hænger sammen på kryds og tværs uden nogen rigtig véd hvad de hver for sig handler om ...
Man kan nemlig ikke finde noget målbart, der er galt.
Så man ender i en gevaldig skyttegravskrig omkring, om det er fysiske eller psykiske lidelser .. et slagsmål, det ikke er rart at komme i klemme i. Så jeg vil sådan set bare sige, at de lidelser er reelle nok ...
Jeg véd det af 45 års erfaring ...
Og jeg har været så heldig, at jeg l-i-g-e akkurat har kunnet klemme mig igennem uden at ryge ud i sygdoms- og arbejdsløshedsperioder ...
Men det er g-o-d-t nok også kun på grund af et suverænt held.

Det er een af grundene til at jeg er indædt tilhænger af det danske velfærdssystem - i den 'klassiske' udgave.
La' vær' og ta' livsgrundlaget fra folk - osse selv om man ikke lige synes de ser syge ud.
Derfor kan man godt være mere eller mindre uarbejdsdygtig, sku' jeg hilse og sige.
Synes det er forfærdelig, at man i dag stresser de syge og skrøbelige ...
Så far med lempe ...
Alle og enhver - ja, alle uden undtagelse - ka' gå på rumpetten.
Osse uden man kan måle en hjertefejl eller nyresvigt. Respektér de skjulte sygdomme ...
Og, ja, nogen snyder .. men sådan er det uanset hvor godt man skruer et system sammen.
Så hold fast ved det sociale sikkerhedsnet ... de menneskelige omkostninger ved at svække det er alt, alt for høje!!!!  

udmarksson

udmarksson

 

Tal sammen

Mange mennesker glemmer simpelthen at tale sammen i hverdagen. Alle har travlt og render rundt og prøver at håndterer stress i hverdagen - men de glmmer noget af det vigtigste - nemlig parforholdet. Når man så har et lidt for idealistisk syn på hvad samliv, kærlighed og romantik er, og det en desideret farlig cocktail for et parforhold. Når forelskelsen efterhånden er aftaget, fører den romantiske forestilling om kærligheden ofte til store skuffelser og drukner i hverdagens pligter. Rigtig mange parforhold går i opløsning alt for tidligt, fordi vi som mennesker, har en tendens til at tro at forelskelsesfasen bør vare ved. Men sådan er det ikke. Se realistisk på parforholdet "I skal begge passe på kærligheden og huske at et parforhold er ikke udelukkende lystdrevent og følelsesbetonet og du selv har ansvaret for at gøre det bedre" Så kontant lyder meldingen fra flere førende eksperter - bl.a. fra den amerikanske parforholdsekspert Dr. phil. Et parforhold, og den tætte relation til et andet menneske kan være enormt livsbekræftende, og undersøgelser har også tidligere påvist at det er godt for helbredet. Samtale er vejen til et bedre parforhold og her kan parterapi være et godt udgangspunkt. Ved at lytte til hinanden og tale sammen med åbent hjerte og lydhørt sind kan man styrke kærligheden og skabe nye veje i forholdet. Plads til kys og kærtegn Selvfølgelig skal der stadig være plads til lidenskaben, følelserne og den romantiske kærlighed, men det er helt afgørende for et velfungerende forhold i et komplekst samfund, at forholdet ikke udelukkende afhænger af følelser og passion. I denne moderne tid vi lever i, handler rigtig meget om at finde og realisere sig selv og det giver mindre plads til parforholdet. Mange går rundt med konstante overvejelser om udbyttet af en relation og hvor vi ofte har os selv i fokus. Derfor kan det tit gå ud over evnen til at vise omsorg og ægte interesse for sin partner og andre. Gå på kompromis Når man lever sammen, opstår der et gensidigt afhængighedsforhold og selvfølgelig gør det nødvendigt at gå på kompromis. Man skal dog ikke glemme sine egne behov, da det vil skabe ubalance i parforholdet. Det er derfor at samtalen om behov og kompromisser er så utroligt vigtigt for et sundt parforhold. Det giver mening at tale om de forskellige psykologiske verdener som vi lever i, og lære at se problemer fra forskellige perspektiver, det vil give os en bedre relation. Her er et par spørgsmål, der kan sætte gang i samtalen: Ofte ved vi slet ikke, hvad vores partner præcist mener og samtalen, især om de lidt svære emne, kan derfor blive rigtig svær. Ofte kan stemninger, gætterier og tidligere diskussioner være grundlaget for hvordan vi vurdere det vores partner siger. Derfor er det vigtigt at vi spørger ind til vores partner i stedet for at gætte. Næste gang din partner fortæller noget vigtigt, eller du er uenig med din partner om noget, kan du med fordel stille følgende spørgsmål: Hvad mener du helt præcist med det, du siger? Hvor længe har du haft det sådan? Hvad har du behov for, at jeg særligt forstår? Så mit råd er at tale mere sammen - spørg ind til hinanden. Find ud af hvad de partner sætter pris på og vær nysgering. Så vil I hurtigt kunne få et meget bedre parforhold.    

Superhenriksen

Superhenriksen

 

Sherlocks, Coasts - og Foo Fighters

Lige lidt nyt fra den lidt hensygnende rock- og Indieverden ..
To helt / ret nye bands fra England ...
Og go'e gamle Foo Fighters, der er ude med et nummer der virkelig sparker r** Sherlocks - nyt band - go' gedigen Indie-rock   I den lidt blødere afdeling - vel mere Indie-pop end Indie-Rock .. the Coasts ..
Rigtig skøn video .. lidt Anna Sun agtig .. .. og så Foo Fighters der er ude med et fedt - fedt - FEDT nyt nummer .. og en suveræn video - se video på link'et nedenfor ... https://radioplay.dk/myrock/underholdning/musik/video-dave-grohls-dotre-medvirker-ny-spacy-foo-fighters-video/    

udmarksson

udmarksson

 

Alkoholbehandling mens du passer dit arbejde

Alkoholbehandling mens du passer dit arbejde. Dette er et indlæg, som dels fortæller om min egen historie, men også om det nye tilbud om alkoholbehandling der ikke påvirker hverdagen, som findes i dag, og som måske kunne have betydet en hel del for mange familier tidligere. Alkohol var en del af hverdagen Jeg er opvokset, som så mange andre, i en familie hvor alkohol var en stor del af miljøet. Et arbejdermiljø i København, hvor man drak øl som var det postevand. Dette er bestemt ikke unormalt i mine forældre og bedsteforældres årgange. Dengang tog man det ikke så tungt, og alkoholbehandling var jo nærmest et fy-ord. Desværre fulgte denne adfærd, eller nok nærmere følgeskaderne med blandt børnene og børnebørnene, som senere i livet oplevede forskellige problematikker, grundet enten omsorgssvigt, eller det at have været nødsaget at blive voksne fra en meget tidlig alder. De fleste danskere drikker alkohol I dag er verden lidt anderledes. Bevares der findes fortsat en hel del som drikker alkohol i et problematisk omfang, og en del danskere lider af en alkoholafhængighed. Men årsagerne til at drikke er vidt forskellige fra dengang. I dag bruges alkohol af de fleste. Næsten alle indtager et glas vin til maden, et skål i champagne nytårsaften eller en kold pilsner i haven fra tid til anden. Vores kultur er opbygget meget omkring alkohol, og det er ofte en primær del af festlige sammenkomster - og fred være med det. De personer som drikker lidt for meget og lidt for ofte, bruger gerne alkoholen som en flugt fra andre fysiske eller psykiske udfordringer, men dette vil jeg ikke komme ind på her. Behandling for alkoholmisbrug havde konsekvenser Behandling for alkoholafhængighed har virkelig rykket sig de seneste år! Tidligere var det jo sådan, at enten var man indlagt på en afvænningsklinik, eller også fik man sin behandling i dagtimerne hvor man normalt går på arbejde osv. Altså hvis man modtog alkoholbehandling tidligere, kunne man være helt sikker på at de fleste omkring en, vidste det. Dette tror jeg har været årsag til at mange, ikke erkendte deres alkoholproblem, eller i hvert fald ikke kunne overskue at starte i behandling. Konsekvenserne var for mange! Alkoholbehandling kan holdes privat Alkoholbehandling version 3.0 vælger jeg at kalde det. Årsagen er at som jeg ser det, er denne nye type behandling, er den 3. gennem tiderne. Først var man, som nævnt tidligere, indlagt til afvænning, den næste model var at man kunne blive behandlet i dagtimerne, hvor det kunne gå ud over arbejdet og hverdagen i helhed. Men nu er den helt nye type alkoholbehandling i København kommet - og hvor er det dog dejligt. Nu kan du simpelthen modtage behandling for din alkoholafhængighed som er fuldstændig tilpasset dit eget liv! Behandlingen er helt individuel og tilrettelagt efter hvordan dit eget liv er skruet sammen. Arbejder du fx fra 8 til 16, henter børn, klarer indkøb og laver mad til familien, ændrer ikke på din behandling. Du møder ind til din behandling 3 gange om ugen, og passer det bedst om aftenen, er det der din behandling tilbydes. Du kan sammenligne det med at have en fritidsaktivitet om aftenen. Spille badminton eller gå på keramikkursus. Altså ingen behøver at vide hvad det er du laver om aftenen. Dog skal du jo så passe på med at vennerne ikke forventer en håndlavet vase til jul - men du forstår min pointe.  

Esthr

Esthr

 

Daddy

Jeg sad ude i foyen og ventede på ham, sådan lidt væk og diskret i forhold til receptionen og indgangen, men med godt udsyn til, hvem der kom og gik. Vi havde aftalt at mødes klokken hel, og jeg var der i god tid. Satte mig med min Iphone og var lidt genert...havde en følelse af, at alle kunne se, at jeg ventede på et møde med en. Det er et lækkert hotel, åbent og lyst med planter og store vinduespartier. Så stod han foran mig, og jeg mærkede mit hjerte slå lidt hurtigere, og min puls stige. Han sagde ikke noget, men smilede, og så vendte han sig om, og jeg med ham ind til receptionen igen og til elevatorerne overfor. Det er smart, for man stikker skriver etagen, bruger sit kort, og så kommer der en elevator, som kører direkte til den pågældende etage. Jeg kendte turen, de anonyme værelsesdøre og numre, og så så var vi der, og han lukkede døren bag os. 12. etage, hjørneværelse med panoramaudsigt, udsigt til havnen og udsigt ud over byen, Domkirken og Aros længst ude til venstre. Ned langs Moesgaard og op til Den Permanente...jeg elsker det værelse. Så meget glas alle steder og også på badeværelset, og det er så højt oppe, at man kan gå nøgen rundt og nyde udsigten uden at blive set på af andre. Og så sengen i midten af rummet. Med en ramme rundt om og over, som indbyder til sjove bindelege. Jeg mærkede hans læber i mit hår og på min hals, og hans skæg, som kildrede. Hans tunge i mit øre og hans hænder op under min T-shirt og på min krop, han stod så tæt, at jeg kunne mærke, at han var hård. Jeg tændte mig, og jeg nød at være her igen sammen med ham, stønnede svagt og glædede mig til det, som jeg vidste ville komme. Han hviskede, at han havde savnet sin smukke dreng. Han satte sig på sengen, og jeg gik ned på knæ foran ham og fandt hans allerede halvstive pik, suttede ham, til han var helt stiv og stor. Han trak tøjet af mig og fik mig hen til skrivebordet, fik mig til at læne mig ind over det og se ud af vinduet mod havnen, mens han spredte mine baller og begyndte at først slikke og så fingerkneppe mit hul, til jeg var helt åben og klar. Jeg var nu så liderlig, at jeg stønnede højt og vred mig af liderlighed og lyst. Og så stoppede han og rettede sig op, og jeg mærkede hans pik. Han kneppede mig hårdt, og jeg nød det, elsker at få hans pik. Efter noget tid trak han sig ud og trak mig med over på sengen, fik mig ned på ryggen på tværs af sengen og bandt så mine håndled og ankler til hver stolpe, så jeg ikke kunne røre mig - jeg var fuldt og helt hans, og kan kunne tage mig, som han ville. Det ophidsede mig som altid, og jeg var så tændt, at min pik stod lige op i luften, da han gik hen til mit hoved og lod mig tage hans pik. Jeg er god til deepthroating, og han tog sig god tid...men han havde ikke nogen plan om at komme i munden og halsen på mig - han gik så om på den anden side af sengen og begyndte at kneppe mig. Der var noget sindssygt frækt ved at være bundet og så blive taget, mens han fortalte mig, hvor meget pik jeg bare skulle have, og hvor stram jeg bare var. Fuck, det var godt. Han er vildt udholdende, og jeg fik pik i lang tid med små pauser lagt ind. Til sidst kom han vildt brølende og spillede så også min pik til udløsning. Mens jeg stadig var bundet, og jeg kunne slet ikke styre det og skreg næsten, da jeg kom. Besvimede næsten og kunne slet ikke rejse mig i et stykke tid, selv om han havde bundet mig op. Han grinede og sagde, at elskede vores møder, fordi jeg også nyder det så meget. Vi gik i bad sammen, bestilte noget mad og hyggede i et par timer. Så sagde vi farvel igen, og jeg tog elevatoren ned til receptionen og så rulletrappen og ud på gaden og hen mod Bruuns Galleri. På gensyn, daddy.  

KissMePlease

KissMePlease

 

Islam igen-igen

Jeg havde egentlig forestillet mig, at det her indlæg skulle handle om nogle tanker, som jeg gjorde mig i går aftes under min søsters fest, og om chats på Boyfriend.dk i nat. Men så vågnede jeg op til nyheden om ny terror i London...det lader til at gribe om sig nu. Jeg ved godt, at rigtig mange siger, at det ikke har noget med islam at gøre, at de pågældende har misforstået islam, at det er fordi, at de er syge osv, osv, osv. Men ærligt talt: Jeg er så hamrende træt af (forkert udtryk = ved at brække mig over) stort set hver eneste dag at høre om, at nogle muslimer et eller andet sted i verden igen har været skyld i drab på uskyldige eller i konflikter eller i kontroverser eller noget helt fjerde. Jeg er helt klar over, at der f.eks. i 1970´erne var terror, som ikke religiøs, men politisk og venstreorienteret (Rote Arme Fraktion, De røde brigader osv.), og jeg er også helt med på, at f.eks. IRA også har ting på samvittigheden - men der er sgu et problem i det år med islam. Eller rettere sagt: Der er et helvedes stort problem i tiden med alt for mange mennesker, som reelt finder egnede tekststeder i Koranen, og som har et verdenssyn, der gør, at rigtig mange andre mennesker bliver påført lidelse og død. Jeg vil gerne være rummelig, og jeg vil gerne give plads til, at man kan leve sit liv helt anderledes end mit - men jeg vil også have lov til at leve mit liv, som jeg ønsker det! Og at flertallet i Vesten kan det uden at blive udsat for lort hele tiden. Jeg finder det sygt at ville slå andre ihjel, fordi de hører musik - fordi de nyder alkohol - fordi de fester og hygger sig - fordi de har sex uden at være gift - fordi de er homoseksuelle...hvis det støder nogen, så find et sted at være, hvor folk ikke gør den slags. Men hey, sandheden er jo nok den, at mennesker og især unge VIL de ting. Folk må for min skyld GERNE tro på en Gud og personligt følge en masse regler om dit og dat, fuld respekt for det, men når de ikke kan tænke selv, og når de mener, at andre mennesker skal dø, fordi de ikke lever efter reglerne i en gammel bog, så står jeg helt af. Vi er for mange år siden blevet færdige med religion som objektiv autoritet her i Vesten, og kan man ikke forstå det eller acceptere det, ville det være bedst for alle parter, at man skred et andet sted hen. Jeg bliver virkelig vred. Og så er det så nu, at jeg virkelig fortryder, at jeg ikke var med til priden i går.

KissMePlease

KissMePlease

 

Pride

I dag er der Aarhus Pride i Smilets By, en kampdag og en festdag, og en masse mennesker har det sjovt, mens de markerer en vigtig sag. Der er en side af mig, som føler, at jeg også burde have været der og have været synlig omkring, hvem og hvad, jeg er - omvendt er der også bare noget, som gør, at jeg (endnu ikke?) er klar til at vise mig frem på den måde...altså, jeg ligner jo ikke ligefrem den store macho og straighte alfa-han, og det er nok relativt let at komme til at overveje, om jeg måske ikke skulle være bare en lille smule til fyre, men jeg reklamerer ikke med det. Jeg går ikke og ævler om det, og jeg taler heller ikke med en masse zzzzzzzzzz´er eller har helikopter-håndled. Jeg skjuler ikke noget, og jeg svarer altid, hvis folk spørger mig direkte, men jeg er ikke officielt "sprunget ud" i form af at råbe det ud med en megafon eller skrive det med store typer som opdatering på FB.      Nå, meanwhile in the middle of nowhere: Jeg udforsker hjernedødskriteriet i og omkring min fødeby, tillykke med fødselsdagen til min lillesøster med og hurra, hvor vi dog alle sammen glæder os til fest i aften (HVORDAN kan hun finde på at have familie og venner med til den samme fest???) - nå, hvis jeg drikker tilstrækkeligt med rødvin, går det måske. Open By Night i går aftes, og den her by er bare ikke og har bare aldrig været mig. Så udenfor Fox and Hounds et glimt af Rasmus, som jeg havde et mega crush på i 3.g, og han traskede rundt ved siden af en stor trunte med kæmpe gravid mave = OMG. Det føles som flere liv siden, at jeg spillede til tanken om at blive beordret til sutte hans pik, elskede at se på hans overkrop i stramme T-shirts, nød altid synet af ham i omklædning til idræt, men var altid sindssyg bange for at reagere fysisk på ham (og en håndfuld af de andre). Nu så han helt ærligt noget brugt ud og sjoskede af sted i et bare grå træningsbukser. Held og lykke med familielivet i udkantsdanmark, lækre.    

KissMePlease

KissMePlease

 

Det der med ex´er

Nanna spurgte i formiddags, da vi hang på en cafe, hvordan jeg egentlig har det med Tobias nu - og det er i grunden et utroligt godt spørgsmål. For hvordan har jeg det med ham? Jeg kan mærke, at der er en side af mig, som stadig er vred på ham over det, som skete...men samtidig er jeg stadig også vild med ham, og vi ses. Sidste weekend havde vi skrevet lidt, og vi var begge i byen og liderlige og løb så "tilfældigt" på hinanden og endte hjemme ved mig. Det endte - big surprise (NOT) - med sex. Han er fantastisk med en tunge, og da vi nåede dertil, var der definitivt ingen vej tilbage, så jeg endte med bare at ville have den pik, og det fik jeg så. Kæft, det var godt. Han blev og sov, og det var rigtig hyggeligt om morgenen, men også lidt akavet. Det gode ved at lave noget med en ex er, at man kender hinanden og ved, hvad og hvordan - det dårlige er, at der for let går andre ting i det end bare sex. At ligge der og kigge lige ind i hans øjne igen ramte lige, og det sidder i mig nu.

KissMePlease

KissMePlease

 

Kommer du ikke hjem til pinse?

I morgen tager jeg hjem på "pinse-ferie" (3 dage - halleluja)...alene navnet kan give mig lidt nervøse trækninger, og jeg var seriøst allerede træt, da min mor ringede og spurgte, om jeg da ikke kom en tur hjem i pinsen, når nu min lillesøster bliver 18? Hjem? Mit hjem er ikke længere der, men jeg ved godt, at mine forældre jo selvfølgelig stadig tænker sådan, selv om jeg flyttede hjemmefra for flere år siden. Jeg får en lille smule klaustrofobi alene ved at tænke på, hvordan det bliver - banegården, hvor jeg altid kommer til at tænke på den typiske scene fra westerns - busken, der ensomt hvirvler rundt i blæsten og sandet, mens uret tikker og falder i slag til det endelige opgør. Hvorfor blæser det altid, når man står der på stationen? Min far, der aldrig siger særligt meget, men som vil stikke næven frem og nikke med et kort smil, og min mor, der vil omfavne mig og igen-igen sige, at jeg har tabt mig, og at jeg altså er alt for tynd. Begge vil som sædvanligt undre sig over, hvad jeg dog skal have solbriller i håret for, og om det virkelig er nødvendigt at gå med eyeliner. Min søster, som er sød, kær og ufatteligt nørdet - hun læser lektier og får gode karakterer, og så fletter hun fingre med sin kæreste, som er lige så nørdet som hende selv. Hjem til mit gamle værelse, hvor tiden står stille. Hjem til haven, hvor minderne sidder i æbletræet, i det gamle fodboldmål og i blomsterbedet, hvor der sikkert stadig ligger en gammel tennisbold et sted. Skulle jeg i løbet af "ferien" havne i gågaden, kan jeg jo altid hilse på Maren på vognen. Gud, hvor er jeg dog træt af at høre om den skulptur, for slet ikke at se på hende og resten af byen...jeg ved, at jeg kommer til at føle mig kvalt - lige som jeg gjorde, da jeg boede der, voksede op der, længtes væk derfra. Det er så dræbende at høre om, hvad den og den har gjort eller sagt, når det er folk, som jeg ikke har snakket et ord med siden folkeskolen, eller de samme personers moster, grandonkel eller bedstemors nabos fætter eller noget lignende. Tiden vil stå stille, og jeg vil være i et vakuum, inden jeg er tilbage her igen mandag aften.

KissMePlease

KissMePlease

  • Blog statistik

    1.702
    Blogs i alt
    1.589
    Indlæg i alt